Altså. Ikke sådan at jeg mener at det i situationen, hvor vi så italienske militærkøretøjer køre ligene væk fra mellemstore byer, var en overreaktion med mundbind, isolation, nedlukning osv.
Men. Når jeg, to år senere. I et selskab hvor alle er fuldt vaccinerede. Og hvor vi kommer til at skulle tilbringe timer sammen i et ikke specielt velventileret rum. Faktisk ikke engang timer. Men dage. I et selskab hvor der ikke er immunkompromiterede personer. Skal spritte hænderne af før jeg kommer ind i bygningen fordi du er bange for Covid-19.
Så beder du mig om at deltage i dine tvangsneuroser. Dine neuroser er dine. Dem skal du være velkommen til at have. Men det er dine. Ikke mine. Jeg har rigeligt med neuroser selv. Jeg har ikke brug for at blive påtvunget dine også.
Men jeg skal selvfølgelig nok spritte af, for det er vigtigt for den gode stemning og husfreden. Og jeg skal nok lade være med at signalere at det er inderligt overflødigt. Selvom det er.
Du er også velkommen til at være panisk angst for sorte katte. Men du er ikke velkommen til at insistere på at jeg skal validere din angst ved også at være bange for sorte katte.
Men jeg skal nok lade som om sorte katte er meget farlige, for det er vigtigt for den gode stemning og husfreden. Og jeg skal nok lade være med at signalere, at hvis vi nogensinde skulle have kat (og det skal vi ikke, mest af hensyn til katten), så skulle den netop være sort. Fordi sorte katte er seje.
Til gengæld ville det være superfint hvis du ville anerkende at det betyder at du dikterer hvordan resten af verden skal leve deres liv fordi du ikke kan fungere uden at resten af verden er lige så bange for sorte katte, som du er.