Konsistens

Det er egentlig meget sjovt.

Folk på den ydre venstrefløj synes det er evigt morsomt når jeg udtaler at årsagen til at jeg ikke er kristen ikke skyldes de dele af bibelen jeg ikke forstår. Men netop de dele af den jeg forstår.

Pudsigt nok er de af den faste overbevisning, at årsagen til at jeg ikke er socialist er at jeg ikke forstår Marx….

Hvornår er en kvindelig actionhelt sej?

Når hun bare er sej.

Og man kan se det i audiencevurderingerne på Rotten Tomatoes.

Alienfilmene er seje. Fordi en del af konceptet er, at der er en hovedperson der er sej. Hun er i øvrigt kvinde. 94% audience score på RT.

Kill Bill er sej. Fordi en del af konceptet er, at der er en hovedperson der er sej. Hun er i øvrigt kvinde. 81%

Captain Marvel er ikke sej. Fordi en del af konceptet er at det er en særlig pointe at kvinder er seje. 48%

Film hvor konceptet er: “Kvinder er superseje, elsk denne film eller du er et svin” sælger ringe.

Film hvor konceptet er: “Supersej hovedperson. Det er i øvrigt en kvinde, men se lige de special effects”. De sælger godt.

Det er ikke så svært.

 

Russells tepotte

Den britiske filosof Bertrand Russell formulerede en analogi. Den skulle illustrere hvor det er bevisbyrden ligger. Og den ligger hos de der fremsætter u-falsificerbare påstande. De der ikke fremsætter den slags – har ikke pligt til at modbevise påstanden. Man kan som sædvanlig læse mere på wikipedia.

Analogien er: Hvis jeg påstår, at der et sted mellem jorden og Mars, befinder sig en tepotte (Russell specificerer at den skal være af porcelæn, men det er næppe vigtigt), i en elliptisk bane om solen. Og jeg er omhyggelig og tilføjer at den er for lille til at kunne ses med selv vores kraftigste teleskoper. Så er der ikke nogen der kan modbevise den påstand.

Hvis jeg så fortsætter med at hævde, at eftersom du ikke kan modbevise eksistensen af denne tepotte, er det overmod at forsøge at betvivle dens eksistens. Så vil alle omkring mig, med rette, mene at jeg vrøvler.

Han fortsætter med at bemærke, at hvis der står i bøger at den eksisterer, og man gennem mange år har forkyndt dens eksistens hver søndag, og lært børn at den eksisterer. Så bliver man alligevel betragtet som excentriker hvis man stiller spørgsmål ved tepottens eksistens.

Hans pointe er grundlæggende, at det dog er besynderligt at vi, baseret på hvad nogen har skrevet i bøger, og prædiket gennem mange, vælger at stole på ting der er lige så u-beviselige som en tepotte.

Det er sikkert en ufuldstændig og upræcis beskrivelse af analogien jeg giver her. Så læs gerne selv op på den.

Blot vil jeg forsigtigt hævde, at selvom nogen i en bog har skrevet at der eksisterer noget der er usynligt, og som ingen er bevidste om. Så udgør det ikke et bevis for eksistensen af denne usynlige og ubevidste ting. Det kunne eksempelvis være “strukturer”.

Problematiske artikler

Og rapporter.

Bare en samling – så jeg kan finde dem igen. De har det til fælles, at de er fejlagtige, da de når frem til åbenlyst forkerte resultater.

LØN, KØN, UDDANNELSE OG FLEKSIBILITET” undersøger forskellen i løn mellem mænd og kvinder i den offentlige sektor i Danmark. Den konkluderer at i visse fag har kvinder en højere timeløn end mænd. I andre fag har mænd en højere timeløn end kvinder. Og at for en stor del af fagene kan der ikke konstateres en statistisk signifikant forskel i timeløn mellem mænd og kvinder.

Perils of police action: a cautionary tale from US data sets” påviser at der ikke er forskel på risikoen for at blive dræbt eller såret af politiet i USA, på tværs af etniske grupper.

The Effects of Suspect Race and Situation Hazard on Police Officer Shooting Behavior” kan ikke finde en systematisk bias hos amerikanske betjente mod afroamerikanere. Artiklen påviser at når amerikanke betjente skyder, afgiver de flere skud mod hvide end mod afroamerikanere.

The Reverse Racism Effect” påviser at patruljebetjente har en klar implicit bias mod afroamerikanske mistænkte, skyder de hvide mistænkte hurtigere, når disse mistænkte er bevæbnede. Er de mistænkte ikke bevæbnede, er betjentene mindre tilbøjelige til at skyde afroamerikanske mistænkte end hvide.

Black Lives Matter and the Mechanics of Conformity” enkelte af artiklerne her stammer fra denne artikel. Den er primært interessant i sin diskussion af hvorfor problemer der måske ikke eksisterer, eller ikke er specielt store, opfattes som eksisterende og meget store af aktivister.

Mænd og kvinder på de danske universiteter“. Danmarks Talentbarometer 2019. Den finder at når der til en stilling som forsker på et dansk universitet er både mandlige og kvindelige ansøgere, får kvinderne i 44% af tilfældene stillingen. Den viser også at der i gennemsnit til hver stilling er 10 kvalificerede mænd og 4 kvalificerede kvinder. Hvorfor er det forkert? Det er det fordi hvis mænd og kvinder havde samme chance for at blive ansat, ville fordelingen af ansøgninger tilsige at der blev ansat 28.6% kvinder, og 71,4% mænd.

Lige løn

For lige arbejde. Det giver nogle svære spørgsmål, som nogen bør forsøge at svare på.

Hvorfor får en vært på X-Factor ikke den samme løn som en af dommerne?

Hvorfor får en kvindelig vært på X-Factor ikke den samme løn som en mandlig dommer samme sted?

Hvorfor får en specialkonsulent ansat på en kulturministeriel institution ikke det samme i løn som en kulturminister?

Og gør det en forskel hvis det er en mandlig specialkonsulent og en kvindelig minister?

Hvorfor får en kvindelig landsholdsspiller ikke den samme løn som en mandlig landsholdsspiller?

Hvorfor får en mandlig landsholdsspiller ikke den samme andel af sponsorindtægterne som en kvindelig landsholdsspiller?

Og hvorfor koster billetten til et seks-timers arrangement med Kandis 300 kr, når en to-timers koncert med Erasure koster 400 kr?

Repræsentation vs repræsentativitet

Det betød meget for mig at se Daniel fra Matador. Eller måske ikke meget. Men i hvert fald noget. Han var jo homoseksuel. Jeg var ikke i stand til at sætte ord på hvad det var han gjorde. Men han repræsenterede mig. På skærmen. Det var også skræmmende, for han blev afvist af sin far, og hans kæreste foretrak hans søster.

Det er repræsentation. Og det er vigtigt. Og når folk klager over at der er for få afro-danskere i danske tv-serier, så er det (blandt andet) fordi de efterspørger repræsentation. Og det kan jeg da godt forstå at de gør.

Nu er jeg godt nok hvid, cis-kønnet, midaldrende og mand. Jeg er endda “straight-acting” eller “-passing” eller hvad det nu hedder. Og jeg tilhører derfor den befolkningsgruppe er ikke har lov at mene noget som helst om noget som helst, fordi alle verdens uretfærdigheder, overalt, nogensinde, er min skyld.

Men. Der er et andet element. Der er også repræsentativitet. Teaterstykket “Educating Rita”, der er filmatiseret med samme navn, har to roller.

Ville det være cool hvis bøsser var repræsenteret på scenen? Ja! Vil det være repræsentativt hvis de er det? Nej.

Hvis vi 100 gange tager 2 tilfældige mænd fra den danske befolkning, så vil der 4 ud af 5 gange være to heteroer. Faktisk lidt oftere. 18% af gangene vil der være en bøsse og en heteromand. Og 1 gang ud af de 100 vil der være to bøsser.

Hvis der, hver evigt eneste gang man har to mænd stående på en scene. Eller foran et kamera. Eller i andre sammenhænge. Hver gang. Er en af dem der er bøsse. Så er der noget galt. Så er det ikke repræsentativt. Jeg følger mig måske repræsenteret. Men resten af befolkningen kan måske med rimelighed føle at det det, det passer ikke med virkeligheden. De kan nok med en vis ret opleve at der bliver proppet noget ned i halsen på dem (pun intended), som ikke har forbindelse med realiteter.

Så begynder vi at trænge os på hvor det ikke falder naturligt. Og så skaber vi modvilje.

Og det samme med folk af anden etnisk herkomst end dansk. Altså så anden etnisk herkomst at man kan se at de er det. Det hører jeg også at vi skal have mere af i tv og andre steder.

For er det ikke besynderligt at en gruppe på 7 personer slet ikke har en eneste person af anden etnisk herkomst?

Det kommer meget an på hvordan man tror fordelingen af etnicitet er i eksempelvis Danmark.

Lad os prøve det igen.

I Danmark er der 5.015.594 personer med dansk oprindelse. Der er 258.158 indvandrere og 32.750 efterkommere, fra vestlige lande. Fra ikke-vestlige lande er der 356.195 indvandrere og 160.066 efterkommere. Eller det var der 1. januar 2020.

Nu er det svært at sige hvor mange af dem der synligt er af anden etnisk herkomst. Vestlige lande omfatter USA, og der er jo en del der er knap så rødhårede som danskere. Blandt de ikke-vestlige lande finder vi Ukraine, der ikke i udpræget grad er specielt farvede.

Men lad os for at gøre regnestykket enklere, antage at hvis man er indvandrer eller efterkommer fra et ikke-vestligt land, så har man en kulør der gør at man giver point på diversitetsskalaen.

Det var 7 personer, tilfældigt udvalgt fra den danske befolking.

51% af gangene er der kun fejlfarver i gruppen. 37% af gangene er der en enkelt (men altså kun en!) med anden etnisk baggrund i gruppen. 88% af gangene er der altså højest én. Og hvis du vil have 2, må du besinde dig på at det kun er 10% af gangene det sker.

Hvis du, hver eneste gang, beklager dig over at der ikke er en afro-dansker i bestyrelsen, så vil der være mange der bliver træt. For du beder om repræsentation. Ud over hvad der er repræsentativt.

Udskamning

Vi må endelig ikke udskamme folk fordi de ikke holder afstand i supermarkederne. Eller fordi de ikke bærer maske i den kollektive trafik. Eller fordi de samles for mange på havnefronten og drikker øl. Eller deltager i store fester andre steder. Eller fordi 500 mennesker forsamles til begravelsen af et bandemedlem.

Endelig ikke udskamme. Det er ikke pænt. Og folk bryder sig ikke om at blive udskammet.

Men vi skal udskamme dem. Regler er nogen vi vedtager fordi folk ikke gør det af sig selv. Hvis den danske befolkning kollektivt, allesammen, var begyndt at gå med mundbind når de kørte med metro, så var der ingen grund til at indføre regler om det. Hvis man helt naturligt i hele landet konkluderede at “den der fest – selvom den er vigtig for os – den bliver vi sgu nok nødt til at aflyse”. Så var der ingen grund til at indføre reglen.

Regler har dog en udfordring. Hvis ikke reglerne håndhæves, så kan man lige så godt lade være med at indføre dem. Udskamning af folk der ikke følger reglerne, er håndhævelse af reglerne. Når jeg kigger skævt til dig fordi du ikke har maske på når du kører i bus til et arrangement med utroligt mange deltagere mens du hoster på alle omkringstående. Så er jeg med til at håndhæve reglen. Ikke specielt aggressivt. Ikke specielt effektivt. Men skam er noget vi føler fordi vi har gjort noget vi godt ved at vi ikke burde have gjort. Og udskamning er en af de mekanismer dine omgivelser bruger til at få signaleret overfor dig at du gør noget, som du burde vide at du ikke skulle have gjort. Folk bryder sig ikke om at blive udskammet, fordi skam er en ubehagelig følelse. Og det er netop pointen. Du skal sgu føle skam når du ikke bidrager til at undgå at en relativt ukendt, men ret smitsom sygdom spredes. Og selvom den ikke er specielt dødelig for de fleste, så har den konsekvenser og senfølger som vi ikke har styr på endnu.

At du ikke bryder dig om at jeg påfører dig skam fordi du gambler med mit og min families helbred er helt fint. Det er det der er meningen. Og det er et eller andet sted bedre hvis det civile samfund kan håndtere det selv end at vi skal have politiet til at rende rundt og dele bøder ud.

 

Hvad kalder Esk⌫⌫⌫⌫⌫⌫⌫… Grønlænderne egentlig danskere?

Grønlænderne bryder sig ikke om at blive kaldt eskimoer, så isen Kæmpe-Eskimo skulle skifte navn.

Fair nok. En tidligere landsstyreformand udtalte godt nok at han var stolt af at blive betegnet med E-ordet. Men vi skal naturligvis ikke gå rundt og kalde folk for noget de ikke bryder sig om at blive kaldt. Det er bare almindelig høflighed. Sebastian Dorset er derfor også i sin gode ret til ikke at blive kaldt for cis-mand. Det bryder han sig nemlig ikke om.

Men rygtet gik. På samme måde som man på alle sprog har betegnelser for folkslag der ikke er identiske med hvad folkeslaget selv kalder sig (ordet “franskmand” evt “franskperson” findes eksempelvis ikke på fransk).

Så grønlænderne har naturligvis også en betegnelse for danskere. Og den er ikke “danskere”.

Den er “qallunaat“. Eller, direkte oversat – “dem med store øjenbryn”.

 

Man skal ikke kalde folk noget de ikke vil kaldes

Det er meget enkelt. Hvis folk ikke vil kaldes eskimo, men grønlænder. Så kalder man dem grønlænder.

Men hvem bestemmer om vi skal bruge ordet eskimo eller grønlænder? Hvem er det der taler på vegne af alle eski… undskyld, grønlænd… inuitterne? Hvordan afgør jeg som almindeligt høfligt menneske hvilken repræsentant for gruppen der har mest ret til at bestemme hvilket ord der bør bruges?

Det er nok lettere bare at kalde folk for mennesker fra steder.