En SEP-felt generator

Nåmmen jeg har været leder i tre år. Det er jeg ikke længere. Mit lille bibliotek skulle flyttes sammen med et andet.

Det har været en lang proces, i skrivende stund har det været i støbeskeen i over et år. Og det er ikke faldet på plads endnu. Det har også været en hård proces. Noget af det første vi skulle tale om var hvordan ledelsesgruppen lissom kunne støtte mig i at stå i den håbløse situation de havde placeret mig i, så jeg ikke tabte entusiasmen og gejsten. Den snak venter vi stadig på. Men ledelsen af biblioteket er overdraget. Og nu skal jeg så slippe det, og lære at det ikke er mit bibliotek længere. Det kræver at jeg betragter problemer der som en andens problem. Det er de jo nu.

Det giver mig straks associationer til Douglas Adams SEP-felt generator. Det er den praktiske løsning på hvordan man gør ting usynlige. Man kan godt gøre et gigantisk rumskib der hænger frit i luften ved siden af en cricket-match usynligt. Det er bare besværligt og energikrævende. Det man i stedet kan gøre er, at udforme sit rumskib som en gigantisk lyserød elefant. En gigantisk lyserød elefant kan ikke eksistere, og da slet ikke frit svævende i luften. Hvis den gør, var det noget man ville være nødt til at forholde sig til. Og hvad katten stiller man op med sådan en? Så i selvforsvar bortredigerer ens bevidsthed elefanten. Den er nu for alle praktiske formål usynlig.

Vi kender det godt fra virkeligheden. Den dryppende vandhane er noget man burde gøre noget ved. Men det er besværligt. Hvis nu det er en andens problem, kan man ignorere den. Og mennesker er så gode til at ignorere besværlige ting, at den dryppende vandhane for de fleste praktiske formål reelt ophører med at eksistere.

Tilbage til Håndbog for Vakse Galakseblaffere. Der har man udnyttet konceptet. Man har simpelthen lavet en dims der genererer et “somebody-elses-problem”-felt. Tænd for den, og alt inden for dets rækkevidde bliver automatisk til en andens problem. Og dermed usynligt.

Det er sådan en jeg har brug for. Den må jeg bygge. Jeg kan naturligvis ikke bygge en rigtig. Men jeg kan bygge en symbolsk SEP-felt generator. Som en mentalhygiejnisk foranstaltning.

Hvordan skal den så se ud?

Ja, vi ved lidt fra Adams. Vi ved at den kan køre i mange år blot med et enkelt batteri. Det egentlige arbejde udføres af vores bevidsthed, feltet skal blot overbevise os om at hvad det nu end er, er en andens problem. Vi ved også at det ikke kan slukkes. Jo formentlig fordi generatoren befinder sig inde i feltet, og dermed også bliver usynligt. Og det er egentlig hvad vi ved. Resten er op til min fantasi.

Så. En knap der tænder. Men ikke kan slukke. En lysdiode – der viser at dimsen er tændt. Og som ikke slukker igen. Der skal været et batteri. Og så skal der være et eller andet der siger “feltgenerator”. En antenne eller noget. Der må også godt være andet, der lissom signalerer teknik.

Det var kravene. I næste uge kigger vi på lidt flere detaljer.

Beslutninger, stress og kognitivt overskud

Når man har været på arbejde hele dagen, og skulle løse problemer og træffe beslutninger og prioritere og alt det man nu skal når man har en lederstilling. Typisk med udgangspunkt i ufuldstændig viden.

Og man også skulle det i går. Og hver dag i sidste uge. Og i forrige uge. Og ugen før da.

Så er der ikke overskud til også at tage stilling til om aftensmaden skal være forloren hare eller biksemad. Det kan faktisk vælte læsset. Det var hvad jeg fik at vide af en erfaren vicedirektør centralt i hierarkiet på arbejdet. Hun havde ret.

Når man derefter skal hjælpe sin mor med at tage stilling til om tal A er større end tal B. Når størrelsen af tal B vel at mærke ikke er kendt.

Så kan man altså her omkring klokken halv ni om aftenen ikke længere overskue hvordan man hægter en transistor og to modstande sammen så man får det ønskede resultat.

Beklager.

Det er lidt belastende at alle mulige andre omkring en trækker så store veksler på ens overskud, at der ikke er noget tilbage til en selv.