Primadonnaledelse

Jeg magter det ikke.

Jeg magter ikke primadonnaer. De er dygtige. De er kloge. De er kreative. De brænder for deres arbejde, for opgaven og for misionen.

Og de er fuldstændigt ulidelige at være i nærheden af. De er ledelsesresistente, de er hysteriske, de er forfængelige og selvhøjtidelige. Hvis tingene ikke bliver gjort på deres måde, reagerer de som, jeg var lige ved at skrive femårige, men femårige børn er lettere at have med at gøre, og kan normalt bringes til at indse at deres adfærd ikke er heldig. Femårige kan godt forstå at hvis de kaster legetøjet i hovedet på de andre børn hver gang de ikke får deres vilje, ja så gider de andre børn ikke lege med dem.

Forskellen på femårige børn er at de ikke er ligeglade med andre mennesker. Og hvor ofte jeg ellers udtaler at børn under en vis alder opfylder de fleste diagnostiske kriterier på psykopati, er det her på en helt anden skala. Primadonnaerne er fast overbevist om, at fordi de brænder for sagen, så ved de bedre end alle andre, og de bliver fuldstændigt blinde for at de på en del punkter måske ikke er den bedst kvalificerede i lokalet.

Primadonnaer er normalt enkeltpersoner. Bliver koncentrationen af dem i en organisation for høj, og det bliver den let i frivillige organisationer hvor sagen er vigtig, står man pludselig med en organisation der opfører sig som en primadonna. Man kan være heldig at de kan holde hinanden i skak, så nettoresultatet bliver en forening eller hvordan det nu er organiseret, som man kan tale med, indgå aftaler og indgå kompromisser med. Ofte opstår dog den perfekte storm, og så har man en biks der ter sig som, ja igen, strengt taget ikke som et, femårigt barn.

Forskellen er selvfølgelig også at man kan tage fat i nakken på det hysteriske barn der ligger på gulvet i supermarkedet og skriger, og bære det ud af butikken. Den ekstremt selvbevidste primadonna er et voksent menneske, som man ikke kan tillade sig at behandle på en måde der matcher det hysteriske anfald.

Eller med andre ord, mine beslutninger om hvad jeg vil engagere mig i fremover vil være målrettet at minimere antallet af primadonnaer i mit liv. Helt kan jeg ikke undgå det, men målet er at jeg fremover kun skal have noget med dem at gøre hvis jeg får penge for det.

En SEP-felt generator

Nåmmen jeg har været leder i tre år. Det er jeg ikke længere. Mit lille bibliotek skulle flyttes sammen med et andet.

Det har været en lang proces, i skrivende stund har det været i støbeskeen i over et år. Og det er ikke faldet på plads endnu. Det har også været en hård proces. Noget af det første vi skulle tale om var hvordan ledelsesgruppen lissom kunne støtte mig i at stå i den håbløse situation de havde placeret mig i, så jeg ikke tabte entusiasmen og gejsten. Den snak venter vi stadig på. Men ledelsen af biblioteket er overdraget. Og nu skal jeg så slippe det, og lære at det ikke er mit bibliotek længere. Det kræver at jeg betragter problemer der som en andens problem. Det er de jo nu.

Det giver mig straks associationer til Douglas Adams SEP-felt generator. Det er den praktiske løsning på hvordan man gør ting usynlige. Man kan godt gøre et gigantisk rumskib der hænger frit i luften ved siden af en cricket-match usynligt. Det er bare besværligt og energikrævende. Det man i stedet kan gøre er, at udforme sit rumskib som en gigantisk lyserød elefant. En gigantisk lyserød elefant kan ikke eksistere, og da slet ikke frit svævende i luften. Hvis den gør, var det noget man ville være nødt til at forholde sig til. Og hvad katten stiller man op med sådan en? Så i selvforsvar bortredigerer ens bevidsthed elefanten. Den er nu for alle praktiske formål usynlig.

Vi kender det godt fra virkeligheden. Den dryppende vandhane er noget man burde gøre noget ved. Men det er besværligt. Hvis nu det er en andens problem, kan man ignorere den. Og mennesker er så gode til at ignorere besværlige ting, at den dryppende vandhane for de fleste praktiske formål reelt ophører med at eksistere.

Tilbage til Håndbog for Vakse Galakseblaffere. Der har man udnyttet konceptet. Man har simpelthen lavet en dims der genererer et “somebody-elses-problem”-felt. Tænd for den, og alt inden for dets rækkevidde bliver automatisk til en andens problem. Og dermed usynligt.

Det er sådan en jeg har brug for. Den må jeg bygge. Jeg kan naturligvis ikke bygge en rigtig. Men jeg kan bygge en symbolsk SEP-felt generator. Som en mentalhygiejnisk foranstaltning.

Hvordan skal den så se ud?

Ja, vi ved lidt fra Adams. Vi ved at den kan køre i mange år blot med et enkelt batteri. Det egentlige arbejde udføres af vores bevidsthed, feltet skal blot overbevise os om at hvad det nu end er, er en andens problem. Vi ved også at det ikke kan slukkes. Jo formentlig fordi generatoren befinder sig inde i feltet, og dermed også bliver usynligt. Og det er egentlig hvad vi ved. Resten er op til min fantasi.

Så. En knap der tænder. Men ikke kan slukke. En lysdiode – der viser at dimsen er tændt. Og som ikke slukker igen. Der skal været et batteri. Og så skal der være et eller andet der siger “feltgenerator”. En antenne eller noget. Der må også godt være andet, der lissom signalerer teknik.

Det var kravene. I næste uge kigger vi på lidt flere detaljer.

Beslutninger, stress og kognitivt overskud

Når man har været på arbejde hele dagen, og skulle løse problemer og træffe beslutninger og prioritere og alt det man nu skal når man har en lederstilling. Typisk med udgangspunkt i ufuldstændig viden.

Og man også skulle det i går. Og hver dag i sidste uge. Og i forrige uge. Og ugen før da.

Så er der ikke overskud til også at tage stilling til om aftensmaden skal være forloren hare eller biksemad. Det kan faktisk vælte læsset. Det var hvad jeg fik at vide af en erfaren vicedirektør centralt i hierarkiet på arbejdet. Hun havde ret.

Når man derefter skal hjælpe sin mor med at tage stilling til om tal A er større end tal B. Når størrelsen af tal B vel at mærke ikke er kendt.

Så kan man altså her omkring klokken halv ni om aftenen ikke længere overskue hvordan man hægter en transistor og to modstande sammen så man får det ønskede resultat.

Beklager.

Det er lidt belastende at alle mulige andre omkring en trækker så store veksler på ens overskud, at der ikke er noget tilbage til en selv.