Primadonnaledelse

Jeg magter det ikke.

Jeg magter ikke primadonnaer. De er dygtige. De er kloge. De er kreative. De brænder for deres arbejde, for opgaven og for misionen.

Og de er fuldstændigt ulidelige at være i nærheden af. De er ledelsesresistente, de er hysteriske, de er forfængelige og selvhøjtidelige. Hvis tingene ikke bliver gjort på deres måde, reagerer de som, jeg var lige ved at skrive femårige, men femårige børn er lettere at have med at gøre, og kan normalt bringes til at indse at deres adfærd ikke er heldig. Femårige kan godt forstå at hvis de kaster legetøjet i hovedet på de andre børn hver gang de ikke får deres vilje, ja så gider de andre børn ikke lege med dem.

Forskellen på femårige børn er at de ikke er ligeglade med andre mennesker. Og hvor ofte jeg ellers udtaler at børn under en vis alder opfylder de fleste diagnostiske kriterier på psykopati, er det her på en helt anden skala. Primadonnaerne er fast overbevist om, at fordi de brænder for sagen, så ved de bedre end alle andre, og de bliver fuldstændigt blinde for at de på en del punkter måske ikke er den bedst kvalificerede i lokalet.

Primadonnaer er normalt enkeltpersoner. Bliver koncentrationen af dem i en organisation for høj, og det bliver den let i frivillige organisationer hvor sagen er vigtig, står man pludselig med en organisation der opfører sig som en primadonna. Man kan være heldig at de kan holde hinanden i skak, så nettoresultatet bliver en forening eller hvordan det nu er organiseret, som man kan tale med, indgå aftaler og indgå kompromisser med. Ofte opstår dog den perfekte storm, og så har man en biks der ter sig som, ja igen, strengt taget ikke som et, femårigt barn.

Forskellen er selvfølgelig også at man kan tage fat i nakken på det hysteriske barn der ligger på gulvet i supermarkedet og skriger, og bære det ud af butikken. Den ekstremt selvbevidste primadonna er et voksent menneske, som man ikke kan tillade sig at behandle på en måde der matcher det hysteriske anfald.

Eller med andre ord, mine beslutninger om hvad jeg vil engagere mig i fremover vil være målrettet at minimere antallet af primadonnaer i mit liv. Helt kan jeg ikke undgå det, men målet er at jeg fremover kun skal have noget med dem at gøre hvis jeg får penge for det.

Når man er den der skal tage ansvar

Så andre ikke behøver.

Dette billede er ofte brugt herhjemme. Sådan ca. hver gang det viser sig at det er vores ansvar at der koordineres hvem der er hvor til jul. Eller når der er andet der skal gøres, alle ved at det skal gøres, men hvor det er lettere at en anden gør det. Hvorefter man vælger at tjekke ud fra processen, i den sikre forvisning, at der nok skal blive gjort hvad der skal gøres. For der er altid nogen der er ansvarsbevidste nok til at gøre det.

Det er så ofte os.

Billedet randt mig i hu da jeg læste denne kommentar på EkstraBladet. Leif Donbæk minder om at der måske ikke er skiltet på Roskilde station at det er forbudt at gå over skinnerne. Men at man godt må tænke selv og lade være alligevel. Og at det er muligt at det er lovligt at samles 10-15.000 mennesker i protest over politiets drab på en sort mand (mistænkt falskmøntner, og med et helt apotek i blodet, ikke at det mindsker det episke niveau af dysfunktionalitet i USAnsk retshåndhævelse), nogen tusinde kilometer væk. Men at det måske kunne være en god ide at overveje hvor smart det er under en pandemi der har kostet en pæn sjat mennesker livet. Og som i øvrigt, som de fleste af de her kalamiteter, vender den tunge ende nedad. Altså netop i højere grad rammer de Black Lives, som demonstrationen minder os om Matters. Med andre ord – for at gøre opmærksom på de problemer der gør sig gældende på bunden af samfundet, gennemfører man protester, der har en ret høj risiko for at øge (andre) problemer på bunden af samfundet.

Anyway, det var blot det udløsende. Forbindelsen er endnu ældre. Eller i hvert fald en tre måneder ældre. Hvor jeg så kloge folk bemærke, at når nu det viste sig at det var nok at 80% af befolkningen praktiserede at holde afstand og håndhygiejne. Så ville vi, når pandemien var overstået, skulle høre på de 20% der ikke gad at holde afstand, at det slet ikke havde været nødvendigt.

Og det skal vi nu. Hvis tilstrækkeligt mange holder afstand, spritter af, og opfører sig fornuftigt. Så gør det ikke noget at 15.000 mennesker ikke gjorde det. Prisen for at de kan gøre hvad de har lyst til er at andre ikke gør det samme.

Det gælder sådan set ikke kun de her BLM-demoer. Og retten til at demonstrere er ret vigtig, og bør ikke begrænses af myndighederne. At arrangører og deltagere så kunne overveje visdommen i at gennemføre dem er en anden sag. Det gælder generelt. Årsagen til at smitten ikke eksploderer, i det omfang vi faktisk kan undgå det, når du ikke kan finde ud af at holde afstand i supermarkedet, er at vi andre holder afstand. Årsagen til at vi undgår dødsfald selvom du ikke tager hensyn er at vi andre tager hensyn.

De af os der tager hensyn kan godt gå hen og blive en smule trætte af de der ikke gør. Det var bare det jeg ville sige.

Hvor går grænsen?

Nede i Sønderjylland. Nej.

Jeg ved ikke helt hvordan det skal formuleres. Men.

Hvor går grænsen for hvor meget “normalsamfundet” skal bøje sig for minoriteten?

Hvordan skal “normalsamfundet” håndtere modsat rettede behov fra forskellige minoriteter?

Hvornår bliver kravet om støtte til en minoritet for stort?

Eller – er det rimeligt at jeg skal betale tilstrækkeligt i skat til at en medborger kan gå hjemme fordi han er bange for at gå uden for en dør? Det er det nok. Er det også rimeligt at jeg skal betale for professionel hjælp til vedkommendes rengøring? Til at der kommer en fra kommunen og smører madpakke til børnene? Til at der kommer en fra kommunen og hjælper med at rydde op?

Hvor er det grænsen går? Er grænsen nået, når jeg skal betale så meget i skat, at jeg ikke selv har råd til rengøringshjælp?

Grænsen er nok afhængig af antallet. Hvis kun en enkelt medborger i landet har brug for at der kommer nogen fra kommunen og vækker børnene, fordi man ikke selv lige kan overskue det med et vækkeur. Så er det nok ikke noget problem. Når man undertiden får en fornemmelse af at der ikke er nogen børn tilbage i landet der ikke har en bogstav-diagnose – så begynder det at blive et problem. For om 20 år vil der ikke være nogen forældre uden en bogstav-diagnose. Hvordan vi til den tid finder tilstrækkeligt med kommunalt ansatte der ikke selv har en bogstav-diagnose, så der er nogen der kan hjælpe med madpakkerne, aner jeg ikke.

Der er andre grænser hvor antallet tæller omvendt. Hvis det vitterlig kun er 0,6% af befolkningen der oplever at have et køn der ikke matcher det fortegn de gameter deres krop kan, kunne, eller kommer til at kunne producere. Betyder det så virkelig at 99,4% af befolkningen, når de taler med en nybagt mor (af arbitrært køn), i stedet for at spørge om det blev “en dreng eller en pige”, skal spørge “hvilket køn barnet blev tildelt ved fødslen”?

Jeg aner det ikke. Men nu skal jeg ud at tage opvasken, skrælle kartofler, rydde op og fjerne spindelvæv fra hjørnerne. Jeg har nemlig ikke råd til at betale for at nogen gør det. Blandt andet fordi jeg skal finansiere at kommunen gør det for min nabo (ikke min specifikke nabo. En metaforisk nabo).

Hvorfor kan vi ikke åbne efterskolerne?

Eller museerne. Eller bibliotekerne. Eller whatever der nu lige er din private kæphest. Beregningerne siger jo at det næsten ikke påvirker smittetrykket.

Det er der sådan set en meget enkel forklaring på. Man behøver ikke engang være virolog for at forstå den.

Myndighederne arbejder med et smittebudget.

Tænk på det som et husholdningsbudget. Det kan godt være at den nye telefon kun koster det halve af hvad huslejen står i. Men hvis der ikke er penge nok på kontoen når huslejen er betalt – så er der ikke en ny telefon til dig i denne måned. Man kan godt overforbruge. Men hvis vi overforbruger i en epidemi – så dør bedstemor.

Jeg prøver virkelig

Men jeg har simpelthen ikke energi til det.

Jeg prøver virkelig. Jeg prøver virkelig at lytte. At forstå folk der føler sig undertrykte. At blive klogere på hvordan det er at være kvinde. At være afroamerikaner. Eller afrodansker for den sags skyld. Hvordan det er at føle at man hverken er mand eller kvinde. Jeg bruger endda ret store mængder af min fritid på at arbejde for afviklingen af både Copenhagen Pride og World Pride. Og det bliver jeg ved med.

Men der er ting jeg ikke længere orker. Og der er heldigvis enkle måder at gøre noget ved det.

Jeg modtager dagligt en mail fra Medium med links til interessante historier. Og der er virkelig meget interessant. Der er også mange historier der handler om transkønnedes adgang til toiletter i det usanske midtvest, hvordan ting mænd gør er toksiske og hvorfor hvide personer pr definition altid er racister. Og hvorfor mit køn og hudfarve betyder at jeg helt automatisk er utroligt priviligeret.

Jeg har også abonneret på en podcast med en feministisk læsning af Star Trek. Det er ca. samme historie.

Og jeg orker det ikke. Der er problemer med racisme i verden. Mænd er skyldige i mange ting. Og hvorfor i himlens navn transkønnedes brug af toiletter langt ude på landet i USA stadig er et problem fatter jeg ikke.

Men jeg orker det ikke. Vi har rigeligt med problemer i Danmark. Hvis ikke jeg synes vi har nok problemer i Danmark, kan jeg kigge på de problemer der er i Sverige og Tyskland. Jeg har simpelthen ikke mental båndbredde til på daglig basis at skulle forholde mig til det shitshow de har gang i mellem Canada og Mexico. Noget af det bliver jeg nødt til at forholde mig til. Den nuværende præsident lader til at være fast besluttet på at gøre alt (som i ALT) forkert. Det påvirker resten af verden. Men at en eller anden religiøs galning i Reydell Arkansas vil forbyde transkønnede at bruge bestemte toiletter påvirker ikke mig. Det påvirker ikke nogen jeg kender. Nej, det påvirker reelt heller ikke de transkønnede jeg kender, for de har aldrig været i Reydell Arkansas og de kommer heller aldrig til at besøge stedet (strengt taget aner jeg ikke om det er problem i den pågældende by. Den har 23 indbyggere).

Mit mentale overskud rækker heller ikke til dagligt at få min mailboks fyldt med historier om at alverdens problemer i verden er noget mænd er ansvarlige for. Ja, det er sandsynligvis mænd der primært har ansvaret for et givet problem. Men 41% af de kvindelige vælgere i USA stemte på Trump efter CNNs exitpoll at dømme. Af de kvinder der stemte derovre. Så det er måske ikke kun mænds skyld. Og personligt er jeg også lidt i tvivl om hvordan mit køn har indflydelse på dén problemstilling. Jeg har ikke stemmeret i USA.

Og mit liv er simpelthen for kort til at jeg dagligt skal have at vide at min hudfarve betyder at jeg er medansvarlig for den måde politiet i Dogtown Alabama behandler afroamerikanere. Jeg er den stolte efterkommer af mange generationer af husmænd, fæstebønder og ufaglærte arbejdere. Jeg har en kusine der er et år ældre end mig. Hun var den første der fik en studentereksamen i vores familie. Jeg var nummer to. Jeg var den første i min familie der besøgte USA. Og jeg bilder mig ikke ind at de relativt korte tjenesterejser har haft ret stor indflydelse på hvordan politiet i USA opfører sig.

Ja, jeg lever et utroligt priviligeret liv. Men det handler ikke om at jeg er hvid. Eller mand. Det handler om at jeg har været så heldig at blive født i et ufatteligt rigt smørhul af et land. Langt væk fra naturkatastrofer og krige. På et tidspunkt i verdenshistorien hvor landet faktisk er rigt og langt væk fra ulykker. Det er ikke mit køn der gjorde at jeg fik en lang videregående uddannelse. Det er heller ikke min hudfarve. Hvis jeg klarer mig bedre end en afrodansk kvinde, eller hvem det nu er jeg har flere privilegier end, er det fordi jeg var heldig at blive født i en familie der opdrog mig til at tage en uddannelse. Og fordi jeg tog den. Mit privilegie stammer fra mine forældres protestantiske pligtetik kombineret med en dansk liberal markedsøkonomi, der har kunne finansiere en velnæret socialdemokratisk velfærdsstat. Altsammen placeret i en pt. hyggelig, frugtbar og fredelig udkant af det nordlige Europa. Med alt hvad der dertil hører af neuroser, depressioner og mavesår. Hvor, og den globale vinkel bør man måske huske, selv en enlig kontanthjælpsmodtager over 30 uden børn, og så kan man næsten ikke få udbetalt mindre fra fælleskassen – stadig har en indtægt der placerer vedkommende blandt de 20% bedst stillede på kloden (*).

Så. Jeg har opsagt mit månedlige bidrag til podcasten. Og samtlige historier i den daglige Medium mail om hvorfor jeg er et dårligt menneske bliver blokeret, mutet og slettet.

(*) med andre ord, ja, der er forskelle i mulighederne også blandt danskere. Men hvis vi et øjeblik løfter blikket fra vores egen navle, vil det gå op for os, at de forskelle i “privilegier” er som at se meget rige mennesker beklage sig over at de kun har råd til en enkelt Ferrari, mens den endnu rigere nabo har råd til to. Fuldstændigt afkoblet fra at 20 kilometer længere sydpå lever i voldsom fattigdom. Det er i øvrigt interessant at betragte hvem der taler mest om privilegier. Overvejende er der tale om personer der får penge af det offentlige, til at tage en gratis uddannelse, der overvejende vil føre til beskæftigelse i projekter finansieret af det offentlige. Eller – mere præcist, finansieret af de værdier der skabes af dem der ikke i udpræget grad har fået penge for at tage en gratis uddannelse, så de kan arbejde i projekter finansieret af folk der arbejder.

#OKBoomer – når man er Generation X

#OKBoomer. Det seneste klynk fra Millenials. Og det kan åbenbart også bruges med os i Generation X.

Der er ikke så meget andet at svare end “OK Zoomer”. Og det er da superinteressant at der kommer sådan et nedladende og afvisende udtryk fra netop den generation der går så supermeget op i at bruge de rigtige og respektfulde ord om alle.

Åbenbart alle andre end dem de lige er uenige med.

Egentlig er man som GenX ligeglad. Vi var ligeglade med Boomernes latterligheder. Det er vi også med Millenials og Zoomere.

Men lad os da bare tage et rant:

Generation X blev født under den kolde krig. Vi var som børn bevidste om at København når som helst kunne forvandles til en radioaktiv ruinhob. Vi blev udstyret med en nøgle, så vi selv kunne lukke os ind – også i en alder der i dag ville føre til at man blev tvangsfjernet af kommunen. For vores boomerforældre skulle realisere sig selv. Undertiden i en grad så vi blev skilsmissebørn, fordi mor besluttede sig for at blive feminist, og hade alle mænd, og far skulle udleve sin midtvejskrise med en motorcykel og en yngre model.

Da vi blev teenagere havde vi udsigt til en historisk høj ungdomsarbejdsløshed, og var bange for at blive ældre, for sultecirkulæret truede forude.

Og verden kunne stadig når som helst gå under. Hvis ikke på grund af atomkrig, så på grund af det hul i ozonlaget der ville give os alle hudkræft inden vi fyldte 30.

Så vi var generation nåh. Vi var generation Y. Y for “why”, for hvorfor gøre noget, når det hele alligevel snart endte i armageddon. Vi voksede op og blev nihilister.

Vi havde en kort periode i vores ungdom, hvor det så fornuftigt ud. Der var vækst, beskæftigelse, og demokratiet så ud til at brede sig.

Det holdt lige indtil en flok religiøse fanatikere besluttede sig for, at fordi deres overtro var bedre end andres overtro – så var det helt ok at slå folk ihjel på semi-industriel skala.

Dér mistede vi endegyldigt vores tro på fremtiden.

Nu går vi så på arbejde. Arbejde der æder vores sjæle. Hvis vi er knap så heldige, bliver vi kørt direkte fra arbejde til krematoriet. Hvis vi er rigtig heldige, får vi lov til at gå på pension inden vi fylder 80.

Og hvorfor gør vi det? Jo, den fest boomerne har holdt siden de gik på efterløn som 60-årige skal finansieres. Og det navlepillende, identitetspolitiske egotrip millenials har gang i, skal vi også betale for.

Så hvis du siger OK boomer til mig – så trækker jeg på skuldrene, og siger “Meh. OK zoomer”.

Undskyld

Undskyld.

Undskyld at jeg er mand.

Undskyld at min hud er hvid.

Undskyld at jeg også føler mig som mand.

Undskyld at jeg er midaldrende.

Undskyld.

Undskyld at jeg kom til at skrive at jeg er mand.

 

Undskyld at jeg er veluddannet.

Undskyld at jeg er i arbejde.

Undskyld at jeg har en bolig.

 

Undskyld at jeg kom til at sige noget du er uenig i.

Undskyld, at det betyder at jeg ønsker at slå dig ihjel. Det vidste jeg ikke at det gjorde. Undskyld.

Undskyld at jeg ikke er medlem af den forening.

Undskyld at jeg er medlem af den forening.

Undskyld at jeg er for venstreorienteret.

Undskyld at jeg ikke er venstreorienteret nok.

Undskyld at jeg ikke fejler noget. Ret alvorligt i hvert fald.

Undskyld at jeg kun er moderat overvægtig.

Undskyld at nogen med samme køn og hudfarve som mig, gjorde noget slemt for 300 år siden.

Undskyld.

Undskyld at jeg havde den hat på.

Undskyld at lytter til den musik jeg lytter til.

Undskyld at jeg ikke lytter til den musik jeg ikke lytter til.

Undskyld at jeg ikke køber økologisk salt.

Undskyld.

Undskyld.

Undskyld.

Hvor mange brune mennesker er der i Danmark?

Eller, er det urimeligt at der kun er en brun minister i den nye regering?

Jeg er faktisk ikke meget for at opdele folk efter hudfarve. Den bør være ret ligegyldig. Med mindre den er grøn eller blå. Eller postkasserød. I så fald vil jeg nok ringe til Niels Bohr Institutet, og spørge om de har et direkte nummer til en relevant international organisation, der håndterer gæster fra andre planeter.

Anyway. Jeg så nogen beklage sig over at der kun er 1 “brun” minister blandt de 20. Altså 5% “brune”.

Er det urimeligt? Det er lidt svært at svare på. Det er en socialdemokratisk regering. Dens ministre rekrutteres derfor overvejende fra den socialdemokratiske folketingsgruppe, som er på 46 medlemmer. Tre af dem er “brune”. For en passende værdi af brun. Ministeren, Mattias Tesfaye, er søn af en etiopisk far, og en etnisk dansk mor. Og han er åbenbart brun nok til at blive betegnet som brun (det giver mig nogle ubehagelige associationer til amerikansk sydstats-raceretorik, hvor blot en enkelt dråbe negerblod var nok til at du var et undermenneske. Eller noget). Men fair nok, han er mere brun end jeg er. På den anden side veksler jeg også mellem kridhvid og solskoldet, afhængig af årstiden, så det siger ikke ret meget.

Men hvis fordelingen af brune ministre skal afspejle fordelingen af brune socialdemokratiske folketingsmedlemmer, så burde 6,5% af ministrene være brune. Når 5% af dem er, må man sige at være ret tæt på det forventede.

Hvordan med hele folketinget?

Socialdemokratiet har som nævnt 3.

Venstre har 0, Dansk Folkeparti 0, Radikale Venstre 1, SF 1, Enhedslisten 0. Eller måske 1. Det kommer an på hvor rent hvidt blod man mener Victoria Velasquez har. Hun ser ret hvid ud, men hvad ved jeg. Konservative har 1, Alternativet 1, Nye Borgerlige 0, Liberal Alliance 0. De nordatlantiske mandater ved jeg ikke hvordan man skal gøre op. Men lad os bare sige at de grønlandske MF’ere er “brune”, og de færøske hvide.

Det giver ialt 10. Hvor vi altså går ud fra, at det spansk lydende navn er brunt nok, og at grønlændere også kan regnes som brune.

Så 5,6% af folketinget er brune. Højt sat.

At 5% af ministerlisten er “brune” er vist ikke udtryk for en kritisabel underrepræsentation.

Men afspejler folketingets sammensætning, eller den socialdemokratiske folketingsgruppe, befolkningen? Det er også lidt vanskeligt.

Danmarks Statistik har fine opgørelser. Bare ikke på hudfarve. Det er ikke så meget dem der har dansk oprindelse, der er interessante. Det er indvandrere og efterkommere. Man kan kigge på alle landene. Men det er ikke helt lige til. Indvandrere fra USA, kan sagtens være meget brune. Så kan man dele op på vestlige og ikke-vestlige lande. Er folk fra hviderusland brune? Hvad med Argentina? Eller Israel? De er alle ikke-vestlige. Anyway. Lad os beslutte os for at alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er at regne som brune. Jeg er for doven til at trække tal for alle lande, og de bliver alligevel ikke tilstrækkeligt præcise.

Hele den danske befolkning er på 5,8 millioner. Og indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, udgør 8,7% heraf. Det er ikke den helt rigtige fordeling. Børn under 18 er ikke valgbare!

Den del af befolkningen der er over 19 – ja, det burde være 18, men som nævnt er jeg doven og gad ikke trække så detaljerede tal ud – er i alt på 4,5 millioner. Og 8,3% er fra ikke vestlige lande.

Så hvis indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande skulle være helt fair repræsenteret på ministerlisten, skulle der altså være 8,3%. Jeg ved ikke helt om det er rimeligt at brokke sig over at andelen “kun” er 5%. Havde der været 2 brune ministre, havde de været overrepræsenteret. Tallet bliver i øvrigt mindre hvis vi kigger på hvem der har dansk statsborgerskab, og dermed er valgbare.

Med andre ord, der er et ret repræsentativt antal brune mennesker på ministerlisten – der er næppe noget reelt at brokke sig over i den sammenhæng (men rigeligt andet…)

Og så efterlades jeg igen med en let kvalme over symmetrien i anti-racisterne og racisternes virkelighedsbillede. Nej, der er ikke supermange brune mennesker i Danmark. Danmark er et bemærkelsesværdigt hvidt land. Antiracisterne er utilfredse fordi de åbenbart lever i en alternativ virkelighed hvor der er utroligt mange brune mennesker i Danmark, og hvis der kun er en enkelt brun person blandt 20 mere eller mindre tilfældigt udvalgte personer, så er det udtryk for undertrykkende racisme. Racisterne lever åbenbart i den samme alternative virkelighed, hvor landet næsten er overtaget af brune mennesker – hvorfor de allesammen skal smides ud.

Og så tror jeg det er tid til at jeg går i bad. Den der opdeling af mennesker efter hudfarve får mig til at føle mig beskidt.

Hvad skal man vide om mig?

Hvis man skal arbejde sammen med mig. Et godt spørgsmål jeg fik forleden.

Man skal holde hvad man lover. Og hvis man ikke kan, så skal man sådan set bare sige til, for jeg er utroligt tilgivende. Men hvis du lover noget, og ikke fortæller at det desværre ikke kan lade sig gøre, så bliver jeg træt når det står klart at du ikke leverer.

Hvad ellers? Der hvor jeg virkelig bliver træt af folk er når de er inkonsistente. Eller hykleriske om man vil.

Du må godt være religionskritisk. Du må også godt være islamkritisk. Men hvis du påstår at du er religionskritisk, så bliver du dæleme nødt til faktisk at være det. Hvis du hævder at være religionskritisk, men pudsigt nok kun er kritisk overfor islam. Så bliver jeg lidt træt af dig.

Ret præcist lige så træt som jeg bliver hvis du hævder at være religionskritisk. Men tilfældigvis ikke overfor islam.

Hvis du synes det er urimeligt at man sætter etiketter på folk uden at have fået lov til det af dem. Så lad være med at sætte etiketter på mig uden at spørge. Du bryder dig ikke om at blive kaldt transseksuel. Det hedder transkønnet. Fint med mig, ingen problemer. Men hvis du bruger vigtigheden af ikke at sætte uønskede etiketter på folk som argument for det. Så lad være med at kalde mig cis-kønnet (uden at spørge om lov først).

Du må godt indføre burkaforbud. Men lad være med at påstå at du er liberal når du gør det.

Du må godt forbyde sombreroer til fester på Københavns Universitet fordi nogen bliver krænkede. Husk blot også at forbyde t-shirts med billeder af Che Guevara – du ved, ham der slog et signifikant tre-cifret antal mennesker ihjel under udbredelsen af en totalitær ideologi. Og satte homosexuelle i koncentrationslejre.

Misforstå mig ret. Jeg bliver også træt af folk der er islamkritiske. Jeg bliver bare mere træt af dem, hvis de – i modstrid med alt hvad de faktisk gør – hævder at de skam er religionskritiske.

Jeg synes jo i den grad at man skal være utroligt forsigtig med at sætte etiketter på folk. Men hvis du også synes det – så lad være med selv at gå rundt og etikettere folk.

Og jeg er heller ikke fan af burkaforbud (eller for den sags skyld burkaer). Men der burde være en paragraf i markedsføringsloven der ramte Danmarks “Liberale” Parti, når de indfører det.

Og du må for min skyld godt indføre forbud mod krænkende sombreroer. Men vær dog ærlig om at det handler om at du forbyder ting som et bestemt politisk segment ikke bryder sig om. For lur mig om netop Che Guevara t-shirts ikke vil blive ramt af forbud, skulle nogen føle sig krænket af dem.

Til almen orientering

Blot så der ikke opstår misforståelser.

Uagtet at jeg er kasserer i en forening du har hørt om.

Eller engang har været kasserer i en anden forening du har hørt om.

Eller at jeg er civilingeniør.

Eller at du sådan set bare ikke kan finde ud af at bruge en computer.

Så gælder det, at det, med mindre andet er skriftligt aftalt (og det er det ikke), så er jeg ikke din private IT-supporter