Hvor går grænsen?

Nede i Sønderjylland. Nej.

Jeg ved ikke helt hvordan det skal formuleres. Men.

Hvor går grænsen for hvor meget “normalsamfundet” skal bøje sig for minoriteten?

Hvordan skal “normalsamfundet” håndtere modsat rettede behov fra forskellige minoriteter?

Hvornår bliver kravet om støtte til en minoritet for stort?

Eller – er det rimeligt at jeg skal betale tilstrækkeligt i skat til at en medborger kan gå hjemme fordi han er bange for at gå uden for en dør? Det er det nok. Er det også rimeligt at jeg skal betale for professionel hjælp til vedkommendes rengøring? Til at der kommer en fra kommunen og smører madpakke til børnene? Til at der kommer en fra kommunen og hjælper med at rydde op?

Hvor er det grænsen går? Er grænsen nået, når jeg skal betale så meget i skat, at jeg ikke selv har råd til rengøringshjælp?

Grænsen er nok afhængig af antallet. Hvis kun en enkelt medborger i landet har brug for at der kommer nogen fra kommunen og vækker børnene, fordi man ikke selv lige kan overskue det med et vækkeur. Så er det nok ikke noget problem. Når man undertiden får en fornemmelse af at der ikke er nogen børn tilbage i landet der ikke har en bogstav-diagnose – så begynder det at blive et problem. For om 20 år vil der ikke være nogen forældre uden en bogstav-diagnose. Hvordan vi til den tid finder tilstrækkeligt med kommunalt ansatte der ikke selv har en bogstav-diagnose, så der er nogen der kan hjælpe med madpakkerne, aner jeg ikke.

Der er andre grænser hvor antallet tæller omvendt. Hvis det vitterlig kun er 0,6% af befolkningen der oplever at have et køn der ikke matcher det fortegn de gameter deres krop kan, kunne, eller kommer til at kunne producere. Betyder det så virkelig at 99,4% af befolkningen, når de taler med en nybagt mor (af arbitrært køn), i stedet for at spørge om det blev “en dreng eller en pige”, skal spørge “hvilket køn barnet blev tildelt ved fødslen”?

Jeg aner det ikke. Men nu skal jeg ud at tage opvasken, skrælle kartofler, rydde op og fjerne spindelvæv fra hjørnerne. Jeg har nemlig ikke råd til at betale for at nogen gør det. Blandt andet fordi jeg skal finansiere at kommunen gør det for min nabo (ikke min specifikke nabo. En metaforisk nabo).

Hvorfor kan vi ikke åbne efterskolerne?

Eller museerne. Eller bibliotekerne. Eller whatever der nu lige er din private kæphest. Beregningerne siger jo at det næsten ikke påvirker smittetrykket.

Det er der sådan set en meget enkel forklaring på. Man behøver ikke engang være virolog for at forstå den.

Myndighederne arbejder med et smittebudget.

Tænk på det som et husholdningsbudget. Det kan godt være at den nye telefon kun koster det halve af hvad huslejen står i. Men hvis der ikke er penge nok på kontoen når huslejen er betalt – så er der ikke en ny telefon til dig i denne måned. Man kan godt overforbruge. Men hvis vi overforbruger i en epidemi – så dør bedstemor.

Jeg prøver virkelig

Men jeg har simpelthen ikke energi til det.

Jeg prøver virkelig. Jeg prøver virkelig at lytte. At forstå folk der føler sig undertrykte. At blive klogere på hvordan det er at være kvinde. At være afroamerikaner. Eller afrodansker for den sags skyld. Hvordan det er at føle at man hverken er mand eller kvinde. Jeg bruger endda ret store mængder af min fritid på at arbejde for afviklingen af både Copenhagen Pride og World Pride. Og det bliver jeg ved med.

Men der er ting jeg ikke længere orker. Og der er heldigvis enkle måder at gøre noget ved det.

Jeg modtager dagligt en mail fra Medium med links til interessante historier. Og der er virkelig meget interessant. Der er også mange historier der handler om transkønnedes adgang til toiletter i det usanske midtvest, hvordan ting mænd gør er toksiske og hvorfor hvide personer pr definition altid er racister. Og hvorfor mit køn og hudfarve betyder at jeg helt automatisk er utroligt priviligeret.

Jeg har også abonneret på en podcast med en feministisk læsning af Star Trek. Det er ca. samme historie.

Og jeg orker det ikke. Der er problemer med racisme i verden. Mænd er skyldige i mange ting. Og hvorfor i himlens navn transkønnedes brug af toiletter langt ude på landet i USA stadig er et problem fatter jeg ikke.

Men jeg orker det ikke. Vi har rigeligt med problemer i Danmark. Hvis ikke jeg synes vi har nok problemer i Danmark, kan jeg kigge på de problemer der er i Sverige og Tyskland. Jeg har simpelthen ikke mental båndbredde til på daglig basis at skulle forholde mig til det shitshow de har gang i mellem Canada og Mexico. Noget af det bliver jeg nødt til at forholde mig til. Den nuværende præsident lader til at være fast besluttet på at gøre alt (som i ALT) forkert. Det påvirker resten af verden. Men at en eller anden religiøs galning i Reydell Arkansas vil forbyde transkønnede at bruge bestemte toiletter påvirker ikke mig. Det påvirker ikke nogen jeg kender. Nej, det påvirker reelt heller ikke de transkønnede jeg kender, for de har aldrig været i Reydell Arkansas og de kommer heller aldrig til at besøge stedet (strengt taget aner jeg ikke om det er problem i den pågældende by. Den har 23 indbyggere).

Mit mentale overskud rækker heller ikke til dagligt at få min mailboks fyldt med historier om at alverdens problemer i verden er noget mænd er ansvarlige for. Ja, det er sandsynligvis mænd der primært har ansvaret for et givet problem. Men 41% af de kvindelige vælgere i USA stemte på Trump efter CNNs exitpoll at dømme. Af de kvinder der stemte derovre. Så det er måske ikke kun mænds skyld. Og personligt er jeg også lidt i tvivl om hvordan mit køn har indflydelse på dén problemstilling. Jeg har ikke stemmeret i USA.

Og mit liv er simpelthen for kort til at jeg dagligt skal have at vide at min hudfarve betyder at jeg er medansvarlig for den måde politiet i Dogtown Alabama behandler afroamerikanere. Jeg er den stolte efterkommer af mange generationer af husmænd, fæstebønder og ufaglærte arbejdere. Jeg har en kusine der er et år ældre end mig. Hun var den første der fik en studentereksamen i vores familie. Jeg var nummer to. Jeg var den første i min familie der besøgte USA. Og jeg bilder mig ikke ind at de relativt korte tjenesterejser har haft ret stor indflydelse på hvordan politiet i USA opfører sig.

Ja, jeg lever et utroligt priviligeret liv. Men det handler ikke om at jeg er hvid. Eller mand. Det handler om at jeg har været så heldig at blive født i et ufatteligt rigt smørhul af et land. Langt væk fra naturkatastrofer og krige. På et tidspunkt i verdenshistorien hvor landet faktisk er rigt og langt væk fra ulykker. Det er ikke mit køn der gjorde at jeg fik en lang videregående uddannelse. Det er heller ikke min hudfarve. Hvis jeg klarer mig bedre end en afrodansk kvinde, eller hvem det nu er jeg har flere privilegier end, er det fordi jeg var heldig at blive født i en familie der opdrog mig til at tage en uddannelse. Og fordi jeg tog den. Mit privilegie stammer fra mine forældres protestantiske pligtetik kombineret med en dansk liberal markedsøkonomi, der har kunne finansiere en velnæret socialdemokratisk velfærdsstat. Altsammen placeret i en pt. hyggelig, frugtbar og fredelig udkant af det nordlige Europa. Med alt hvad der dertil hører af neuroser, depressioner og mavesår. Hvor, og den globale vinkel bør man måske huske, selv en enlig kontanthjælpsmodtager over 30 uden børn, og så kan man næsten ikke få udbetalt mindre fra fælleskassen – stadig har en indtægt der placerer vedkommende blandt de 20% bedst stillede på kloden (*).

Så. Jeg har opsagt mit månedlige bidrag til podcasten. Og samtlige historier i den daglige Medium mail om hvorfor jeg er et dårligt menneske bliver blokeret, mutet og slettet.

(*) med andre ord, ja, der er forskelle i mulighederne også blandt danskere. Men hvis vi et øjeblik løfter blikket fra vores egen navle, vil det gå op for os, at de forskelle i “privilegier” er som at se meget rige mennesker beklage sig over at de kun har råd til en enkelt Ferrari, mens den endnu rigere nabo har råd til to. Fuldstændigt afkoblet fra at 20 kilometer længere sydpå lever i voldsom fattigdom. Det er i øvrigt interessant at betragte hvem der taler mest om privilegier. Overvejende er der tale om personer der får penge af det offentlige, til at tage en gratis uddannelse, der overvejende vil føre til beskæftigelse i projekter finansieret af det offentlige. Eller – mere præcist, finansieret af de værdier der skabes af dem der ikke i udpræget grad har fået penge for at tage en gratis uddannelse, så de kan arbejde i projekter finansieret af folk der arbejder.

#OKBoomer – når man er Generation X

#OKBoomer. Det seneste klynk fra Millenials. Og det kan åbenbart også bruges med os i Generation X.

Der er ikke så meget andet at svare end “OK Zoomer”. Og det er da superinteressant at der kommer sådan et nedladende og afvisende udtryk fra netop den generation der går så supermeget op i at bruge de rigtige og respektfulde ord om alle.

Åbenbart alle andre end dem de lige er uenige med.

Egentlig er man som GenX ligeglad. Vi var ligeglade med Boomernes latterligheder. Det er vi også med Millenials og Zoomere.

Men lad os da bare tage et rant:

Generation X blev født under den kolde krig. Vi var som børn bevidste om at København når som helst kunne forvandles til en radioaktiv ruinhob. Vi blev udstyret med en nøgle, så vi selv kunne lukke os ind – også i en alder der i dag ville føre til at man blev tvangsfjernet af kommunen. For vores boomerforældre skulle realisere sig selv. Undertiden i en grad så vi blev skilsmissebørn, fordi mor besluttede sig for at blive feminist, og hade alle mænd, og far skulle udleve sin midtvejskrise med en motorcykel og en yngre model.

Da vi blev teenagere havde vi udsigt til en historisk høj ungdomsarbejdsløshed, og var bange for at blive ældre, for sultecirkulæret truede forude.

Og verden kunne stadig når som helst gå under. Hvis ikke på grund af atomkrig, så på grund af det hul i ozonlaget der ville give os alle hudkræft inden vi fyldte 30.

Så vi var generation nåh. Vi var generation Y. Y for “why”, for hvorfor gøre noget, når det hele alligevel snart endte i armageddon. Vi voksede op og blev nihilister.

Vi havde en kort periode i vores ungdom, hvor det så fornuftigt ud. Der var vækst, beskæftigelse, og demokratiet så ud til at brede sig.

Det holdt lige indtil en flok religiøse fanatikere besluttede sig for, at fordi deres overtro var bedre end andres overtro – så var det helt ok at slå folk ihjel på semi-industriel skala.

Dér mistede vi endegyldigt vores tro på fremtiden.

Nu går vi så på arbejde. Arbejde der æder vores sjæle. Hvis vi er knap så heldige, bliver vi kørt direkte fra arbejde til krematoriet. Hvis vi er rigtig heldige, får vi lov til at gå på pension inden vi fylder 80.

Og hvorfor gør vi det? Jo, den fest boomerne har holdt siden de gik på efterløn som 60-årige skal finansieres. Og det navlepillende, identitetspolitiske egotrip millenials har gang i, skal vi også betale for.

Så hvis du siger OK boomer til mig – så trækker jeg på skuldrene, og siger “Meh. OK zoomer”.

Undskyld

Undskyld.

Undskyld at jeg er mand.

Undskyld at min hud er hvid.

Undskyld at jeg også føler mig som mand.

Undskyld at jeg er midaldrende.

Undskyld.

Undskyld at jeg kom til at skrive at jeg er mand.

 

Undskyld at jeg er veluddannet.

Undskyld at jeg er i arbejde.

Undskyld at jeg har en bolig.

 

Undskyld at jeg kom til at sige noget du er uenig i.

Undskyld, at det betyder at jeg ønsker at slå dig ihjel. Det vidste jeg ikke at det gjorde. Undskyld.

Undskyld at jeg ikke er medlem af den forening.

Undskyld at jeg er medlem af den forening.

Undskyld at jeg er for venstreorienteret.

Undskyld at jeg ikke er venstreorienteret nok.

Undskyld at jeg ikke fejler noget. Ret alvorligt i hvert fald.

Undskyld at jeg kun er moderat overvægtig.

Undskyld at nogen med samme køn og hudfarve som mig, gjorde noget slemt for 300 år siden.

Undskyld.

Undskyld at jeg havde den hat på.

Undskyld at lytter til den musik jeg lytter til.

Undskyld at jeg ikke lytter til den musik jeg ikke lytter til.

Undskyld at jeg ikke køber økologisk salt.

Undskyld.

Undskyld.

Undskyld.

Hvor mange brune mennesker er der i Danmark?

Eller, er det urimeligt at der kun er en brun minister i den nye regering?

Jeg er faktisk ikke meget for at opdele folk efter hudfarve. Den bør være ret ligegyldig. Med mindre den er grøn eller blå. Eller postkasserød. I så fald vil jeg nok ringe til Niels Bohr Institutet, og spørge om de har et direkte nummer til en relevant international organisation, der håndterer gæster fra andre planeter.

Anyway. Jeg så nogen beklage sig over at der kun er 1 “brun” minister blandt de 20. Altså 5% “brune”.

Er det urimeligt? Det er lidt svært at svare på. Det er en socialdemokratisk regering. Dens ministre rekrutteres derfor overvejende fra den socialdemokratiske folketingsgruppe, som er på 46 medlemmer. Tre af dem er “brune”. For en passende værdi af brun. Ministeren, Mattias Tesfaye, er søn af en etiopisk far, og en etnisk dansk mor. Og han er åbenbart brun nok til at blive betegnet som brun (det giver mig nogle ubehagelige associationer til amerikansk sydstats-raceretorik, hvor blot en enkelt dråbe negerblod var nok til at du var et undermenneske. Eller noget). Men fair nok, han er mere brun end jeg er. På den anden side veksler jeg også mellem kridhvid og solskoldet, afhængig af årstiden, så det siger ikke ret meget.

Men hvis fordelingen af brune ministre skal afspejle fordelingen af brune socialdemokratiske folketingsmedlemmer, så burde 6,5% af ministrene være brune. Når 5% af dem er, må man sige at være ret tæt på det forventede.

Hvordan med hele folketinget?

Socialdemokratiet har som nævnt 3.

Venstre har 0, Dansk Folkeparti 0, Radikale Venstre 1, SF 1, Enhedslisten 0. Eller måske 1. Det kommer an på hvor rent hvidt blod man mener Victoria Velasquez har. Hun ser ret hvid ud, men hvad ved jeg. Konservative har 1, Alternativet 1, Nye Borgerlige 0, Liberal Alliance 0. De nordatlantiske mandater ved jeg ikke hvordan man skal gøre op. Men lad os bare sige at de grønlandske MF’ere er “brune”, og de færøske hvide.

Det giver ialt 10. Hvor vi altså går ud fra, at det spansk lydende navn er brunt nok, og at grønlændere også kan regnes som brune.

Så 5,6% af folketinget er brune. Højt sat.

At 5% af ministerlisten er “brune” er vist ikke udtryk for en kritisabel underrepræsentation.

Men afspejler folketingets sammensætning, eller den socialdemokratiske folketingsgruppe, befolkningen? Det er også lidt vanskeligt.

Danmarks Statistik har fine opgørelser. Bare ikke på hudfarve. Det er ikke så meget dem der har dansk oprindelse, der er interessante. Det er indvandrere og efterkommere. Man kan kigge på alle landene. Men det er ikke helt lige til. Indvandrere fra USA, kan sagtens være meget brune. Så kan man dele op på vestlige og ikke-vestlige lande. Er folk fra hviderusland brune? Hvad med Argentina? Eller Israel? De er alle ikke-vestlige. Anyway. Lad os beslutte os for at alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er at regne som brune. Jeg er for doven til at trække tal for alle lande, og de bliver alligevel ikke tilstrækkeligt præcise.

Hele den danske befolkning er på 5,8 millioner. Og indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, udgør 8,7% heraf. Det er ikke den helt rigtige fordeling. Børn under 18 er ikke valgbare!

Den del af befolkningen der er over 19 – ja, det burde være 18, men som nævnt er jeg doven og gad ikke trække så detaljerede tal ud – er i alt på 4,5 millioner. Og 8,3% er fra ikke vestlige lande.

Så hvis indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande skulle være helt fair repræsenteret på ministerlisten, skulle der altså være 8,3%. Jeg ved ikke helt om det er rimeligt at brokke sig over at andelen “kun” er 5%. Havde der været 2 brune ministre, havde de været overrepræsenteret. Tallet bliver i øvrigt mindre hvis vi kigger på hvem der har dansk statsborgerskab, og dermed er valgbare.

Med andre ord, der er et ret repræsentativt antal brune mennesker på ministerlisten – der er næppe noget reelt at brokke sig over i den sammenhæng (men rigeligt andet…)

Og så efterlades jeg igen med en let kvalme over symmetrien i anti-racisterne og racisternes virkelighedsbillede. Nej, der er ikke supermange brune mennesker i Danmark. Danmark er et bemærkelsesværdigt hvidt land. Antiracisterne er utilfredse fordi de åbenbart lever i en alternativ virkelighed hvor der er utroligt mange brune mennesker i Danmark, og hvis der kun er en enkelt brun person blandt 20 mere eller mindre tilfældigt udvalgte personer, så er det udtryk for undertrykkende racisme. Racisterne lever åbenbart i den samme alternative virkelighed, hvor landet næsten er overtaget af brune mennesker – hvorfor de allesammen skal smides ud.

Og så tror jeg det er tid til at jeg går i bad. Den der opdeling af mennesker efter hudfarve får mig til at føle mig beskidt.

Hvad skal man vide om mig?

Hvis man skal arbejde sammen med mig. Et godt spørgsmål jeg fik forleden.

Man skal holde hvad man lover. Og hvis man ikke kan, så skal man sådan set bare sige til, for jeg er utroligt tilgivende. Men hvis du lover noget, og ikke fortæller at det desværre ikke kan lade sig gøre, så bliver jeg træt når det står klart at du ikke leverer.

Hvad ellers? Der hvor jeg virkelig bliver træt af folk er når de er inkonsistente. Eller hykleriske om man vil.

Du må godt være religionskritisk. Du må også godt være islamkritisk. Men hvis du påstår at du er religionskritisk, så bliver du dæleme nødt til faktisk at være det. Hvis du hævder at være religionskritisk, men pudsigt nok kun er kritisk overfor islam. Så bliver jeg lidt træt af dig.

Ret præcist lige så træt som jeg bliver hvis du hævder at være religionskritisk. Men tilfældigvis ikke overfor islam.

Hvis du synes det er urimeligt at man sætter etiketter på folk uden at have fået lov til det af dem. Så lad være med at sætte etiketter på mig uden at spørge. Du bryder dig ikke om at blive kaldt transseksuel. Det hedder transkønnet. Fint med mig, ingen problemer. Men hvis du bruger vigtigheden af ikke at sætte uønskede etiketter på folk som argument for det. Så lad være med at kalde mig cis-kønnet (uden at spørge om lov først).

Du må godt indføre burkaforbud. Men lad være med at påstå at du er liberal når du gør det.

Du må godt forbyde sombreroer til fester på Københavns Universitet fordi nogen bliver krænkede. Husk blot også at forbyde t-shirts med billeder af Che Guevara – du ved, ham der slog et signifikant tre-cifret antal mennesker ihjel under udbredelsen af en totalitær ideologi. Og satte homosexuelle i koncentrationslejre.

Misforstå mig ret. Jeg bliver også træt af folk der er islamkritiske. Jeg bliver bare mere træt af dem, hvis de – i modstrid med alt hvad de faktisk gør – hævder at de skam er religionskritiske.

Jeg synes jo i den grad at man skal være utroligt forsigtig med at sætte etiketter på folk. Men hvis du også synes det – så lad være med selv at gå rundt og etikettere folk.

Og jeg er heller ikke fan af burkaforbud (eller for den sags skyld burkaer). Men der burde være en paragraf i markedsføringsloven der ramte Danmarks “Liberale” Parti, når de indfører det.

Og du må for min skyld godt indføre forbud mod krænkende sombreroer. Men vær dog ærlig om at det handler om at du forbyder ting som et bestemt politisk segment ikke bryder sig om. For lur mig om netop Che Guevara t-shirts ikke vil blive ramt af forbud, skulle nogen føle sig krænket af dem.

Til almen orientering

Blot så der ikke opstår misforståelser.

Uagtet at jeg er kasserer i en forening du har hørt om.

Eller engang har været kasserer i en anden forening du har hørt om.

Eller at jeg er civilingeniør.

Eller at du sådan set bare ikke kan finde ud af at bruge en computer.

Så gælder det, at det, med mindre andet er skriftligt aftalt (og det er det ikke), så er jeg ikke din private IT-supporter

Skat og selvtægt

Kritikere, jeg selv inklusiv, bruger undertiden ordet “natvægterstat”, når vi skal beskrive hvad det er for et samfund Liberal Alliance ønsker. Det er ikke helt retfærdigt. Men det vi mener er, at LA ønsker at skatten skal sættes så langt ned, at det eneste samfundet, staten, kan levere af serviceydelser er en natvægter. En mand der går rundt i byens gader ved nattetide med en kæp og giver tæsk til misædere. Alt det andet er ligegyldigt.

Når det ikke er helt rimeligt, er det fordi LA jo faktisk vil have andre ting end blot en nattevagt. De vil godt have infrastruktur og andet godt.

Når der er en pointe, er det, fordi natvægteren er det logiske slutpunkt når man vil sænke skatter. Natvægteren er samfundets voldsmonopol. Og voldsmonopolet og skatteopkrævningen hænger tæt sammen.

Voldsmonopolet plejer at blive defineret af Max Weber: “En stat er en realitet, hvis og for så vidt dens embedsvæsen effektivt formår at opretholde monopolet på legitim fysisk tvang”.

Det er en social kontrakt mellem den abstrakte definition vi kalder staten, og de meget konkrete mennesker der indgår i den. Kun staten har lov til at bruge vold. Jeg må ikke hævne mig. Jeg skal gå til staten, som så straffer den person der har gjort mig fortræd. Det er et forbud mod selvtægt. For de islandske sagaer har vist hvor uhensigtsmæssige fejder og hævn er.

Det hænger sammen med den personlige ejendomsret og skatteopkrævningen. Det her er mine penge. Og jeg har indgået en social kontrakt med staten om at kun den, efter nærmere bestemte regler, har lov til at tage dem fra mig med magt. Handelen er, at hvis staten beskytter mig mod at andre tager mine penge så afleverer jeg frivilligt nogen af dem. Uden at staten skal bruge kræfter på at udøve vold mod mig.

Det går langt tilbage. Den danegæld vi opkrævede i England i sin tid var en skat. Opkrævet efter princippet om at hvis ikke de gav os deres sølv, så slog vi dem ihjel. Det næste trin er at statsdannelsen beskytter befolkningen mod at andre opkræver skat, at andre tager vores penge. Staten straffer tyveknægte, fordi den ikke bryder sig om konkurrence.

Og sådan hænger det hele så smukt sammen. Jeg giver frivilligt nogen af mine værdier til staten, der dermed slipper for besværet med at tage dem med magt. Til gengæld beskytter den mig mod tyveknægte og voldsforbrydere. Alt det andet med kontanthjælp, kollektiv trafik og sygehuse er først kommet til for nylig.

Og det er her det bliver farligt, når borgerne i en stat oplever at staten ikke længere kan beskytte dem og deres værdier. Hvis staten ikke beskytter mig mod tyveknægte, så bliver jeg nødt til at gøre det selv. Hvis staten ikke kan beskytte mig mod vold, så bliver jeg nødt til at gøre det selv. Og hvis staten ikke kan finde ud af at udøve vold på mine vegne mod en forbryder, så kan den heller ikke finde ud af at gøre det mod mig. Og så kan jeg endda hævne mig uden at samfundet kommer efter mig.

Det simpelthen grundlaget for statens eksistens, jf. Weber, at den kan beskytte sit monopol på vold.

Så hvad er det der sker når borgerne oplever at politiet kun kommer hvis der er stjålet for mere end 100.000 kr i indbruddet? Hvad sker der, når borgerne oplever, at politiet slet ikke kommer, når borgerne ringer efter hjælp når deres børn bliver overfaldet på gaden?

Der sker ganske enkelt det at grundlaget for at hævde at staten stadig eksisterer, eroderer. Det forsvinder.

Så når vi kalder slutpunktet for Liberal Alliances skattepolitik for “natvægterstaten”, så er det fordi vi fornemmer at de ønsker så lidt stat som overhovedet muligt. Og den minimale stat er en stat, der beskytter skatteyderne mod andres skatteopkrævning. Når tyven stjæler din computer, har han opkrævet skat hos dig. Illegitimt. Og det skal staten beskytte dig mod.

Og hvis staten ikke engang kan det – så ophører den med at eksistere.

 

“Mens vi venter”, eller: Tid siden: “Det skal vi også tale om”.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at det skulle vi tale om snart.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at det skal vi tale om nu.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at der stadig ikke var grund til bekymring.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at hvis, så er det i hvert fald det første vi skal tale om.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at selvom “hvis”, så vil det være passende om en måned. (der er max 31 dage i en måned…)

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden (ret præcist) at jeg tabte troen på at vi nogensinde kommer til at tage den snak.

Og det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at “jamen så må vi da hellere til at få taget den”.

Det er så 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at der så meddeles at der skal indkaldes til et møde.
Ved hjælp af lidt hovedregning kan man bemærke, at der går ca. 20 dage fra “Nu er det akut”, til der kan observeres en handling.

Endelig! Det er nu 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at mødet blev indkaldt. Jeg tror stadig ikke på at snakken bliver taget før den er taget – det er trods alt dage siden der sidst blev holdt et møde hvor den skulle tages – uden at den blev taget.