#OKBoomer – når man er Generation X

#OKBoomer. Det seneste klynk fra Millenials. Og det kan åbenbart også bruges med os i Generation X.

Der er ikke så meget andet at svare end “OK Zoomer”. Og det er da superinteressant at der kommer sådan et nedladende og afvisende udtryk fra netop den generation der går så supermeget op i at bruge de rigtige og respektfulde ord om alle.

Åbenbart alle andre end dem de lige er uenige med.

Egentlig er man som GenX ligeglad. Vi var ligeglade med Boomernes latterligheder. Det er vi også med Millenials og Zoomere.

Men lad os da bare tage et rant:

Generation X blev født under den kolde krig. Vi var som børn bevidste om at København når som helst kunne forvandles til en radioaktiv ruinhob. Vi blev udstyret med en nøgle, så vi selv kunne lukke os ind – også i en alder der i dag ville føre til at man blev tvangsfjernet af kommunen. For vores boomerforældre skulle realisere sig selv. Undertiden i en grad så vi blev skilsmissebørn, fordi mor besluttede sig for at blive feminist, og hade alle mænd, og far skulle udleve sin midtvejskrise med en motorcykel og en yngre model.

Da vi blev teenagere havde vi udsigt til en historisk høj ungdomsarbejdsløshed, og var bange for at blive ældre, for sultecirkulæret truede forude.

Og verden kunne stadig når som helst gå under. Hvis ikke på grund af atomkrig, så på grund af det hul i ozonlaget der ville give os alle hudkræft inden vi fyldte 30.

Så vi var generation nåh. Vi var generation Y. Y for “why”, for hvorfor gøre noget, når det hele alligevel snart endte i armageddon. Vi voksede op og blev nihilister.

Vi havde en kort periode i vores ungdom, hvor det så fornuftigt ud. Der var vækst, beskæftigelse, og demokratiet så ud til at brede sig.

Det holdt lige indtil en flok religiøse fanatikere besluttede sig for, at fordi deres overtro var bedre end andres overtro – så var det helt ok at slå folk ihjel på semi-industriel skala.

Dér mistede vi endegyldigt vores tro på fremtiden.

Nu går vi så på arbejde. Arbejde der æder vores sjæle. Hvis vi er knap så heldige, bliver vi kørt direkte fra arbejde til krematoriet. Hvis vi er rigtig heldige, får vi lov til at gå på pension inden vi fylder 80.

Og hvorfor gør vi det? Jo, den fest boomerne har holdt siden de gik på efterløn som 60-årige skal finansieres. Og det navlepillende, identitetspolitiske egotrip millenials har gang i, skal vi også betale for.

Så hvis du siger OK boomer til mig – så trækker jeg på skuldrene, og siger “Meh. OK zoomer”.

Tips og tricks til Berlin

Pinligt få tips. Men dog et par stykker.

Rigsdagsbygningen – historie i læssevis. Og man kan komme op i kuplen. Har vi hørt. Man skal booke adgang online. Og det er en meget omstændelig proces. Så gør det i meget god tid!

Vi er glade for jazz. Og vi blev ganske fornøjede med ATrane, der har livemusik flere gange om ugen: www.a-trane.de

Interessant – og meget anbefalelsesværdig brunch: House of small wonder. Japansk-europæisk fusionsmorgenmad.

Det naturhistoriske museum. Klassiske museumsdyder. Og en ganske imponerende samling af dinoer, blandt andet Tristan, et imponerende T Rex skelet. Deres samling af vådpræparater er efter vores mening rigelig grund til at besøge museet, selv hvis man ikke er interesseret i dinoer.