Udskamning

Vi må endelig ikke udskamme folk fordi de ikke holder afstand i supermarkederne. Eller fordi de ikke bærer maske i den kollektive trafik. Eller fordi de samles for mange på havnefronten og drikker øl. Eller deltager i store fester andre steder. Eller fordi 500 mennesker forsamles til begravelsen af et bandemedlem.

Endelig ikke udskamme. Det er ikke pænt. Og folk bryder sig ikke om at blive udskammet.

Men vi skal udskamme dem. Regler er nogen vi vedtager fordi folk ikke gør det af sig selv. Hvis den danske befolkning kollektivt, allesammen, var begyndt at gå med mundbind når de kørte med metro, så var der ingen grund til at indføre regler om det. Hvis man helt naturligt i hele landet konkluderede at “den der fest – selvom den er vigtig for os – den bliver vi sgu nok nødt til at aflyse”. Så var der ingen grund til at indføre reglen.

Regler har dog en udfordring. Hvis ikke reglerne håndhæves, så kan man lige så godt lade være med at indføre dem. Udskamning af folk der ikke følger reglerne, er håndhævelse af reglerne. Når jeg kigger skævt til dig fordi du ikke har maske på når du kører i bus til et arrangement med utroligt mange deltagere mens du hoster på alle omkringstående. Så er jeg med til at håndhæve reglen. Ikke specielt aggressivt. Ikke specielt effektivt. Men skam er noget vi føler fordi vi har gjort noget vi godt ved at vi ikke burde have gjort. Og udskamning er en af de mekanismer dine omgivelser bruger til at få signaleret overfor dig at du gør noget, som du burde vide at du ikke skulle have gjort. Folk bryder sig ikke om at blive udskammet, fordi skam er en ubehagelig følelse. Og det er netop pointen. Du skal sgu føle skam når du ikke bidrager til at undgå at en relativt ukendt, men ret smitsom sygdom spredes. Og selvom den ikke er specielt dødelig for de fleste, så har den konsekvenser og senfølger som vi ikke har styr på endnu.

At du ikke bryder dig om at jeg påfører dig skam fordi du gambler med mit og min families helbred er helt fint. Det er det der er meningen. Og det er et eller andet sted bedre hvis det civile samfund kan håndtere det selv end at vi skal have politiet til at rende rundt og dele bøder ud.

 

Hvad kalder Esk⌫⌫⌫⌫⌫⌫⌫… Grønlænderne egentlig danskere?

Grønlænderne bryder sig ikke om at blive kaldt eskimoer, så isen Kæmpe-Eskimo skulle skifte navn.

Fair nok. En tidligere landsstyreformand udtalte godt nok at han var stolt af at blive betegnet med E-ordet. Men vi skal naturligvis ikke gå rundt og kalde folk for noget de ikke bryder sig om at blive kaldt. Det er bare almindelig høflighed. Sebastian Dorset er derfor også i sin gode ret til ikke at blive kaldt for cis-mand. Det bryder han sig nemlig ikke om.

Men rygtet gik. På samme måde som man på alle sprog har betegnelser for folkslag der ikke er identiske med hvad folkeslaget selv kalder sig (ordet “franskmand” evt “franskperson” findes eksempelvis ikke på fransk).

Så grønlænderne har naturligvis også en betegnelse for danskere. Og den er ikke “danskere”.

Den er “qallunaat“. Eller, direkte oversat – “dem med store øjenbryn”.

 

Man skal ikke kalde folk noget de ikke vil kaldes

Det er meget enkelt. Hvis folk ikke vil kaldes eskimo, men grønlænder. Så kalder man dem grønlænder.

Men hvem bestemmer om vi skal bruge ordet eskimo eller grønlænder? Hvem er det der taler på vegne af alle eski… undskyld, grønlænd… inuitterne? Hvordan afgør jeg som almindeligt høfligt menneske hvilken repræsentant for gruppen der har mest ret til at bestemme hvilket ord der bør bruges?

Det er nok lettere bare at kalde folk for mennesker fra steder.

Matematik

Lad os tage to grupper af individer, C og D. Der er 100 individer i hver gruppe.

Individer i gruppen C indbetaler hvert år, i 30 år 100 kr på en konto.

Det gør individer i gruppen D også.

Efter 30 år har hvert individ i hver gruppe 3000 kr stående på kontoen. Banker giver nemlig ikke rente.

Og hver gruppe har 300.000 kr stående tilsammen.

Nu skal de så have pengene udbetalt.

Det får de i rater. I gennemsnit får individer i gruppe C udbetalt penge hvert år i 6 år. Nogen får i 20 år. Nogen får kun i to. Men i gennemsnit får de i 6 år, og fordi de får fra samme pulje, gør det ikke nogen forskel. Hvert individ i gruppe C vil derfor få 500 kr udbetalt hvert år.

For gruppe D gør det samme sig gældende. Nogen får i 20 år. Nogen får kun i to. Men de får fra samme pulje, så det interessante er gennemsnittet af hvor mange år de får penge udbetalt.

Det gør de i gennemsnit i 10 år. Det betyder at de hver især vil få udbetalt 300 kr om året. Det er jo en del mindre end gruppe C. Men i gennemsnit vil de over tid får udbetalt det samme, nemlig 3.000 kr. ialt.

Men den der forskel på 200 kr. om året. Det er jo ikke godt. Den må vi have udlignet. Nu samler vi alle pengene i samme pulje. Så er der 200 individer og 600.000 kr. Og 100 af de 200 individer vil få penge i 10 år, og de andre 100 kun i seks år.

Nu vil hvert individ så få udbetalt 375 kr om året. 100 af dem får det i 10 år (100*10*375 = 375.000) Og 100 af dem får det i 6 år (100*6*375 = 225.000). Det samme beløb (375.000 + 225.000 = 600.000) udbetales.

Individer i gruppe C, og husk, det er gennemsnit vi taler om her, får i de gennemsnitligt 6 år udbetalt i alt 2.250 kr. Og individer i gruppe D får i deres gennemsnitligt 10 år udbetalt ialt 3.750 kr. Et individ i gruppe C overfører dermed, for en gennemsnitsbetragtning, 750 kr, eller 7½ års indbetalinger til gruppe D, og får dermed – igen i gennemsnit – ikke alle sine penge udbetalt.

1984 var ikke en manual…

“Every record has been destroyed or falsified, every book has been rewritten…every statue and street and building has been renamed, every date has altered. And that process is continuing day by day and minute by minute. History has stopped.”

Så jeg har bestilt Borte med Blæsten på fysisk medie.

Når man er den der skal tage ansvar

Så andre ikke behøver.

Dette billede er ofte brugt herhjemme. Sådan ca. hver gang det viser sig at det er vores ansvar at der koordineres hvem der er hvor til jul. Eller når der er andet der skal gøres, alle ved at det skal gøres, men hvor det er lettere at en anden gør det. Hvorefter man vælger at tjekke ud fra processen, i den sikre forvisning, at der nok skal blive gjort hvad der skal gøres. For der er altid nogen der er ansvarsbevidste nok til at gøre det.

Det er så ofte os.

Billedet randt mig i hu da jeg læste denne kommentar på EkstraBladet. Leif Donbæk minder om at der måske ikke er skiltet på Roskilde station at det er forbudt at gå over skinnerne. Men at man godt må tænke selv og lade være alligevel. Og at det er muligt at det er lovligt at samles 10-15.000 mennesker i protest over politiets drab på en sort mand (mistænkt falskmøntner, og med et helt apotek i blodet, ikke at det mindsker det episke niveau af dysfunktionalitet i USAnsk retshåndhævelse), nogen tusinde kilometer væk. Men at det måske kunne være en god ide at overveje hvor smart det er under en pandemi der har kostet en pæn sjat mennesker livet. Og som i øvrigt, som de fleste af de her kalamiteter, vender den tunge ende nedad. Altså netop i højere grad rammer de Black Lives, som demonstrationen minder os om Matters. Med andre ord – for at gøre opmærksom på de problemer der gør sig gældende på bunden af samfundet, gennemfører man protester, der har en ret høj risiko for at øge (andre) problemer på bunden af samfundet.

Anyway, det var blot det udløsende. Forbindelsen er endnu ældre. Eller i hvert fald en tre måneder ældre. Hvor jeg så kloge folk bemærke, at når nu det viste sig at det var nok at 80% af befolkningen praktiserede at holde afstand og håndhygiejne. Så ville vi, når pandemien var overstået, skulle høre på de 20% der ikke gad at holde afstand, at det slet ikke havde været nødvendigt.

Og det skal vi nu. Hvis tilstrækkeligt mange holder afstand, spritter af, og opfører sig fornuftigt. Så gør det ikke noget at 15.000 mennesker ikke gjorde det. Prisen for at de kan gøre hvad de har lyst til er at andre ikke gør det samme.

Det gælder sådan set ikke kun de her BLM-demoer. Og retten til at demonstrere er ret vigtig, og bør ikke begrænses af myndighederne. At arrangører og deltagere så kunne overveje visdommen i at gennemføre dem er en anden sag. Det gælder generelt. Årsagen til at smitten ikke eksploderer, i det omfang vi faktisk kan undgå det, når du ikke kan finde ud af at holde afstand i supermarkedet, er at vi andre holder afstand. Årsagen til at vi undgår dødsfald selvom du ikke tager hensyn er at vi andre tager hensyn.

De af os der tager hensyn kan godt gå hen og blive en smule trætte af de der ikke gør. Det var bare det jeg ville sige.

Hvorfor er siden ikke i sort?

Når nu vi skulle lade alle vores forskellige medier gå i sort i sympati med Black Lives Matter?

Bortset fra de der i dage efter blev shamet for at have gjort det?

Det er den ikke fordi siden ikke er i USA.

Fordi skribenten ikke er amerikaner.

Fordi Danmark ikke er en delstat i USA.

Så jeg forbeholder mig ret til at ignorere størstedelen af de kalamiteter der udspiller sig i det shitshow vi aktuelt kalder for USA. Jeg har ikke mental båndbredde til at skulle tage mig af at narkopåvirkede falskmøntnere dør i psykotiske betjentes varetægt et sted i USA. Det er fint hvis du har. Indtil da vil jeg koncentrere mig om at prøve på at undgå at dø af stress i den tilværelse jeg selv forsøger at holde sammen på.

Hvor går grænsen?

Nede i Sønderjylland. Nej.

Jeg ved ikke helt hvordan det skal formuleres. Men.

Hvor går grænsen for hvor meget “normalsamfundet” skal bøje sig for minoriteten?

Hvordan skal “normalsamfundet” håndtere modsat rettede behov fra forskellige minoriteter?

Hvornår bliver kravet om støtte til en minoritet for stort?

Eller – er det rimeligt at jeg skal betale tilstrækkeligt i skat til at en medborger kan gå hjemme fordi han er bange for at gå uden for en dør? Det er det nok. Er det også rimeligt at jeg skal betale for professionel hjælp til vedkommendes rengøring? Til at der kommer en fra kommunen og smører madpakke til børnene? Til at der kommer en fra kommunen og hjælper med at rydde op?

Hvor er det grænsen går? Er grænsen nået, når jeg skal betale så meget i skat, at jeg ikke selv har råd til rengøringshjælp?

Grænsen er nok afhængig af antallet. Hvis kun en enkelt medborger i landet har brug for at der kommer nogen fra kommunen og vækker børnene, fordi man ikke selv lige kan overskue det med et vækkeur. Så er det nok ikke noget problem. Når man undertiden får en fornemmelse af at der ikke er nogen børn tilbage i landet der ikke har en bogstav-diagnose – så begynder det at blive et problem. For om 20 år vil der ikke være nogen forældre uden en bogstav-diagnose. Hvordan vi til den tid finder tilstrækkeligt med kommunalt ansatte der ikke selv har en bogstav-diagnose, så der er nogen der kan hjælpe med madpakkerne, aner jeg ikke.

Der er andre grænser hvor antallet tæller omvendt. Hvis det vitterlig kun er 0,6% af befolkningen der oplever at have et køn der ikke matcher det fortegn de gameter deres krop kan, kunne, eller kommer til at kunne producere. Betyder det så virkelig at 99,4% af befolkningen, når de taler med en nybagt mor (af arbitrært køn), i stedet for at spørge om det blev “en dreng eller en pige”, skal spørge “hvilket køn barnet blev tildelt ved fødslen”?

Jeg aner det ikke. Men nu skal jeg ud at tage opvasken, skrælle kartofler, rydde op og fjerne spindelvæv fra hjørnerne. Jeg har nemlig ikke råd til at betale for at nogen gør det. Blandt andet fordi jeg skal finansiere at kommunen gør det for min nabo (ikke min specifikke nabo. En metaforisk nabo).