Hjemmelavet gin

Når man laver sin egen tonic – så bør man vel også lave sin egen gin.

Gin er basalt set en kryddersnaps, hvor den primære smagsgiver er enebær. Det er sådan set definitionen på gin. Så det er jo ikke fordi det er svært.

Jeg er i den lykkelige situation, at jeg fik en Anova precision cooker i fødselsdagsgave sidste år. Og en af de opskrifter der er i den app der knytter an til den, er på sous vide gin.

  • Det er helt enkelt:
  • 3 ounces (88 ml) vodka
  • 10 korianderfrø
  • 8 enebær
  • 2 stk tørret lavendel
  • 5 hele peberkorn
  • 2 kardemommekapsler
  • 1 laurbær

Det hele smides i en pose der sænkes i vand for at få luften ud, og forsegles. Lynlåsposer anbefales. Dernæst får posen 10 minutter i vandbadet ved 80 grader.

Nu havde jeg ikke korianderfrø i huset. Og det lavendel jeg har, er så findelt at jeg aldrig får siet det fra igen.

Så i stedet lavede jeg en tester:

Så skal der bare vodka i!
  • 90 ml vodka
  • 8 enebær
  • 1 laurbærblad
  • 2 kardemommekapsler
  • 5 peberkorn

I stedet for at komme det i en lynlåspose, kom det i et sylteglas (160 ml)

I vandet – 80 grader – 10 minutter. Og så på køl, så jeg ikke skulle prøvesmage varm gin.

Der var ærligt talt ikke så mange nuancer i det – andet end peber, som overdøvede alt andet. Så det var rimeligt givet at der skulle skrues kraftigt ned for den.

Jeg havde annonceret dagens projekt på Facebook – og min lillebror, der også er kreativ i et køkken, kommenterede at han havde prøvet. Og at man med fordel kunne fordoble antallet af enebær. Så der blev lavet ti batches med varierende indhold. Basis i dem alle var:

  • 1 laurbærblad
  • 2 kardemommekapsler
  • 16 enebær
  • 3 peberkorn
  • 90 ml vodka

Og så variationerne:

Batchnumre, og tilsætning:

  1. 1 allehåndebær
  2. 2 allehåndebær
  3. 1 nellike
  4. 2 nelliker
  5. 5 fennikelfrø
  6. 10 fennikelfrø
  7. 1 lille stjerneanis
  8. 1 stor stjerneanis
  9. 5 kommenfrø
  10. 10 kommenfrø.

Alt på glas, der lukkes og sættes på vandbadet. Et ret stort et af slagsen. Normalt bruger jeg min suppegryde til sousvidingen. Men jeg ville godt lave alle 10 glas på en gang. Jeg kunne selvfølgelig bare lave fem ad gangen. Krydderurterne skal jo filtreres fra, og det kunne jeg passende gøre mens de næste fem kom i gryden. Men bagefter havde jeg planlagt at glassene skulle i brug igen til næste uges morgenmad (man kan ane dele af det på panden i baggrunden). Og der skulle de være i vandet i en time. Og så ville det blive lidt for bøvlet. Så ned i kælderen og finde en termokasse – vi bruger dem når min vi holder fødselsdag for min mand, og hele svigerfamilien + min side er der. Og der derfor skal laves mad til 18 mennesker. Elkedlen op at koge, hælde kogende vand over låget – ja, den kan godt tåle 100 grader. Montere Anovaen, hælde vand i – hold da op hvor skulle der meget vand i. Så støbejernsgryden og et stort sylteglas kom med ned i kassen. Det endte med at se således ud. Det er strengt taget noget rod at sætte en støbejernsgryde i – den kræver ret meget energi at varme op. Der er jeg nok nødt til at finde en mere fiks løsning til næste gang.

Nå. 80 grader. 10 minutter. Alle glassene blev taget op, og indholdet filtreret over på andre glas. Og så var det sådan set bare at vente på at det var blevet så koldt, at man kunne prøvesmage. Jeg har ikke taget billeder af prøverne – de var stort set ens. Det der er pointen er egentlig, at det ligner urinprøver. Det er meget gult, og det kunne nok være interessant at teste hvor farven egentlig kommer fra. Jeg har – baseret på tidligere eksperimenter med pebersnaps – en fornemmelse af at det i ret høj grad er peberen der giver meget af farven.

Anyway. Hvordan smagte det?

Batch 1 og 2. Det var dem med allehånde. Den bliver ret kraftigt krydret. 2 allehåndebær er klart for meget. Og 1 enkelt er faktisk også i overkanten.

Nellikerne i batch 3 og 4. Nelliken er meget tydelig allerede med en enkelt nellike. Så batch nr. 4 smagte ikke overraskende alt for meget af nellike.

Så var der fenikel. Det smagte klart anderledes end de andre udgaver. 10 fennikelfrø er efter min mening ikke for meget.

Stjerneanis. Batch 7 og 8. Der skal helt klart stjerneanis i den endelige opskrift. Men ikke en hel. Den lille smagte af lidt for meget – det skal være gin, ikke ouzo. Så i hvert fald ikke en hel stor stjerneanis.

Kommen. Nixen bixen. Der var ikke meget stor forskel på batch 9 og 10. Men der skal nok ikke kommen i overhovedet.

Samtlige batches, det der var tilbage efter jeg havde prøvesmagt – blev hældt sammen. Der er stadig lidt over halvdelen tilbage. I virkeligheden er jeg mere til rødvin end gin.

Næste forsøg? Ja, jeg skal have lidt styr på hvor farven kommer fra. Jeg tror meget af det kommer fra peberen. Og når jeg egentlig ikke er så meget til peber, så kan det jo være lige meget.

Så skal jeg have styr på kvantificeringen af stjerneanisen. Det er ikke specielt præcist at angive “lille stjerneanis”. Jeg skal have fundet ud af hvordan jeg får skruet ned for nelliken. og allehånden. Og så skal det naturligvis overvejes hvilke andre smagsgivere jeg kan komme i.

 

 

Til almen orientering

Blot så der ikke opstår misforståelser.

Uagtet at jeg er kasserer i en forening du har hørt om.

Eller engang har været kasserer i en anden forening du har hørt om.

Eller at jeg er civilingeniør.

Eller at du sådan set bare ikke kan finde ud af at bruge en computer.

Så gælder det, at det, med mindre andet er skriftligt aftalt (og det er det ikke), så er jeg ikke din private IT-supporter

Anmeldelse af “The Physics of Star Trek”

Publiceret i Subspace, 11(3), 2006 p. 23

The Physics of Star Trek
Lawrence M. Krauss (1996) ISBN 0-00-655042-8

“Highly structured but it doesn’t seem to conform to any of our
physical laws”. Sådan beskriver Dax det protounivers. der i “Playing
God” lidt senere er tæt på at udslette ikke alene DS9 men også resten
af vores univers. Og størstedelen af Star Trek universet passer også
ret godt på den beskrivelse. I hvert fald hvis man skal tro “The
Physics of Star Trek” og med en velanskreven fysiker som forfatter og
et forord af Stephen Hawking er jeg ikke den der skal påstå andet.
Bogen er delt i tre. I første sektion behandles warpdrivet set fra
flere vinkler; den klassiske newtonske fysik, den relativistiske
fysik, og de nyeste fysiske erkendelser efter Hawking. Og heldigvis
viser det sig at selvom man ikke kan bryde de fysiske love der
forbyder overlyshastighed, så kan man bøje dem. De teknologiske
hindringer der er på vejen kan virke uoverstigelige, men det er ikke
principielt umuligt at nå målet.
Langt værre står det til i andet afsnit. Min personlige
favoritteknologi i Star Trek er afgjort transporteren. Desværre er det
også den mest usandsynlige. Over tre kapitler rammes en massiv pæl
gennem ikke alene transporteren, men også replikatoren og holodæk.
Krauss forklarer letfatteligt både hvordan teknikken ville virke, og
hvorfor den ikke gør det. Desværre springer han let hen over de
filosofiske spørgsmål om sjæl og bevidsthed der naturligt opstår i
denne forbindelse og det er en skam. De fysiske og tekniske problemer
er dog rigeligt underholdende, og netop derfor er det synd at dette
afsnit er relativt kort.
Tredie og sidste afsnit helliges ting der måske er derude, liv for
eksempel, virkelige fysiske fænomener Star Trek forfatterne har lånt,
og i visse tilfælde forudset samt forfatterens ti yndlingsfejl.
Det kan lyde negativt at få frataget illusionerne som Roddenberry har
givet os. Men det er det ikke. Det er tydeligt at forfatteren elsker
sit emne og tager det alvorligt, og selvom naturlovene står i vejen er
det interessant at få udpeget præcist hvor på vejen de står. Lige så
interessant er det at få en levende og letfattelig fortælling om nogle
af de mere eksotiske hjørner af fysikken. Ikke alene er universet
mærkeligere end vi forestiller os, det er mærkeligere end vi kan
forestille os!
Bogen forudsætter ikke det store kendskab til fysik. Til gengæld er
det absolut nødvendigt at man har nysgerrigheden i behold og ikke
lader sig skræmme af at kvantemekanikken kræver at man kan folde sin
hjerne i flere dimensioner. De krav er vist opfyldt hvis man er
trekkie.
Så hvis du vil have den tekniske forklaring på hvorfor vi ved at
romulanere bløder grønt, hvorfor replikeret mad ikke smager som den
vor mor lavede, hvordan transporteren hænger sammen med holodæk og
hvad de fysiske forudsætninger for liv på jorden er, så er dette bogen
for dig.

Smuk som en Star Trek Padd

I maj 2010 havde en let overordnet kollega igennem ret lang tid ikke kunne forstå de høflige og pæne måder jeg sagde nej til at skrive en anmeldelser af Apples på det tidspunkt ret nye iPad til Subspace. Til sidst gav jeg op og skrev den. Men jeg var ærligt talt ret pissed, for på det tidspunkt brugte jeg ret meget tid på at pendle mellem København og Ålborg, og havde egentlig ikke tid til det pjat.

27. januar i år blev det seneste skud på æbletræet demonstreret. Steve Jobs kaldte til pressekonference, og hele verden stillede op for at se den længe ventede iPad. Og den var længe ventet. Det sidste halve år havde rygterne svirret på et niveau, hvor tekniknørder som undertegnede havde fulgt nøje med i hvor Apples direktører befandt sig. Hvis de var samlet var det sikkert fordi den ventede tablet-pc lige straks ville blive præsenteret.

Forventningen var at den ville komme til at hedde iSlate. Det viste sig ikke at være rigtigt, og for en trekker var det en stor fornøjelse at se navnet, iPad. Det er da også derfor den bliver anmeldt her – parallellerne til Star Treks PADD er oplagte. Faktisk er de næsten bygget ind – da det skulle demonstreres hvor god den er til at se film på, valgte Jobs at vise et klip fra den seneste Star Trek film.

P.A.D.D., Personal Access Display Device dukker op allerede i det første afsnit af Star Trek, der vises på TV tilbage i 1966 – dog kun ganske kort: Få minutter inde i ”The Man Trap” kvitterer Kirk for et eller andet, på hvad der tydeligvis er en forløber for en P.A.D.D., straks efter bærer  fænrikken den ud igen, og det er det. Senere ser vi mere til den. Wesley Crusher render rundt med større mængder af dem, og i afsnittet ”Real life” i Voyagers tredie sæson, er der ingen tvivl om at de bliver brugt til at læse bøger på. Belanna Torres læser i hvert fald hvad der bedst kan beskrives som en lægeroman. Godt nok den mere hårdtslående klingonvariant, men triviallitteratur ikke desto mindre.

Og netop det at læse bøger og tidsskrifter, er en af de funktioner Apple bruger massivt i deres markedsføring af iPadden. Faktisk har de oprettet deres egen boghandel i iTunes. Det vender vi tilbage til.

I forbindelse med mit arbejde, har jeg fået fingrene i en iPad (faktisk 11 i skrivende stund). En af opgaverne er at teste dem med henblik på at sætte dem til udlån på Det Kongelige Bibliotek. Og selv denne erklærede æbleallergiker er begejstret.

Der er selvfølgelig malurt i bægeret. iPadden kan ikke multitaske, den mangler en usb-port og et kamera. Og Steve Jobs insisterer på at bestemme hvilke applikationer jeg kan få adgang til. Men de problemer glemmer man når man sidder med det utroligt lækre brugerinteface, hvor det hele spiller. Farverne står fantastisk klart – men det skal de også på en moderne skærm. Skærmbillederne flyder glat over displayet. Zoom funktionerne er flydende og lækre. Jeg har prøvet multitouch på min Nexus 1 telefon. Der glider det også let og elegant, men hvor multitouch på mindre skærme er en fiks feature man ikke helt ved hvad man skal bruge til, kommer den for alvor til sin ret på iPaddens store, 9,7 tommers skærm.

Med en iPad i hænderne får man indtryk af at kunne det hele. Er der adgang til nettet er der efterhånden ikke noget man ikke kan. Googles tekstbehandling, og alle de andre programmer der ligger i ”clouden” fungerer fint. Der er adgang til mail, og nyhederne der strømmer ind fra de 47 RSS-feeds jeg abonnerer på, klares let og elegant, i et interface der virker endnu bedre end på min bærbare. Det er dog ikke helt fair at bedømme iPadden ud fra hvordan programmer på nettet virker. Når Google Docs fungerer fremragende, er det fordi Google har udviklet særlige udgaver af deres programmer specielt til iPadden. Og selvom den intuitive grænseflade bidrager positivt, er det altså ikke kun Apples fortjeneste, at den norske statsminister, da han strandede i USA på grund af en islandsk vulkan, kunne regere Norge fra sin iPad.

Apples boghandel, og den tilhørende applikation iBooks er den primære årsag til at jeg har en iPad liggende ved siden af mig. Muligheden for at læse bøger på den er en af de pointer der er slået hårdt på i markedsføringen. Som dansk bruger af en parallelimporteret iPad er der først for nylig kommet adgang til boghandelen. Men også inden Apple åbnede døren på klem, kunne man med lidt trylleri og en fiktiv amerikansk adresse komme langt, og iBooks er virkelig et lækkert program. iBooks leveres med Peter Plys præinstalleret og det er imponerende som det er lykkedes at formattere bogen, så initialer og illustrationer fremstår fuldstændig som i en trykt bog. iBooks er stadig meget inspireret af den trykte bog som udgangspunkt for designet. Man kan se bogryggen på den elektroniske bog! Mange klager over at det er trættende for øjnene at læse på en skærm. Problemet er den baggrundsbelyste skærm, som betyder at man reelt sidder og stirrer ind i en projektør. Denne anmelder tror dog, at der er behov for at revurdere den overleverede visdom om hvad der er trættende at læse på. Det er svært at vurdere på baggrund af de korte perioder i hvilke jeg har læst Peter Plys, men jeg har ikke oplevet træthed i øjnene(1). Hvad der derimod er stærkt irriterende, er den blanke skærm. Glem alt om at læse, eller se videoer for den sags skyld, på iPadden i skarpt lys. Skinner solen, har man ikke en højteknologisk adgang til at surfe på nettet, men verdens dyreste spejl mellem hænderne.

Med iPadden har Apple leveret et rigtig godt bud på fremtidens computer. Hvad skal vi med tastaturer når vi kan få det op på skærmen efter behov? Og hvad skal vi med bærbare computere der måske kan snige sig ned på et kilo, når man kan få en iPad der kun vejer 680 gram? Hvad der til gengæld står klart efter testen er, at iPadden ikke er spor sjov hvis man ikke er på nettet. Dimsen er designet til at være online hele tiden, og mister megen af sin charme når forbindelsen ryger. Det er løst i de seneste udgaver af iPadden, der kan gå på 3G-nettet.

Det måske mest interessante ved iPadden er de muligheder der åbnes for konkurrenterne. Tablet-pc’er har været på markedet de sidste 10 år, uden for alvor at slå igennem. Med en af verdens mest potente markedsføringsmaskiner bag sig, har iPadden åbnet nyt territorium for hardware producenterne. Et større antal konkurrenter er allerede på markedet, Google skulle også være på vej med en iPad-killer, og det skulle give en inkarneret æbleallergiker som undertegnede adgang til bedre og billigere tablet-pc’er inden for overskuelig tid. Uanset hvad er vi med iPadden kommet et skridt nærmere PADD’en. Og det er jo ikke så ringe endda.

(1) I hvert fald ikke mere end hvad der kan tilskrives, at jeg skal skrive anmeldelser til Subspace i stedet for at sove

Hjemmelavet tonic

I sommers – det vil sige sommeren 2016, var det næsten umuligt at finde et sted hvor man kunne købe kinabark. Det skyldtes, at Politiken havde offentliggjort en artikel, der fortalte hvordan man kunne lave sin egen tonic.

Og så skulle alle hipsterne naturligvis lave deres egen tonic, hvilket var irriterende for mig, for så kunne jeg ikke købe kinabark til at lave min egen tonic. (lad min nu være ærlig, det var ikke noget jeg gjorde før artiklen, jeg fik samme ide som hipsterne).

Men jeg har en god hukommelse, så jeg ventede, og nu er jeg gået igang med at lave min egen tonic. Hipsterne er gået videre til næste mode, og det er igen til at få kinabark.

Jeg startede – det var før jul, med Politikens standardopskrift. Den var OK, men jeg syntes at den smagte for meget af citron(græs). Så nu er jeg gået igang med at udvikle min egen opskrift.

Første forsøg var efter følgende recept:

  • 2 stilke citrongræs: 39,3 g
  • 6 allehåndebær: 0,4 g
  • 1,5 spsk kinabark: 11,3 g
  • Citronsyre: 20,0 g
  • Stjerneanis: 0,8 g
  • Fintrevet skal af 3 økoappelsiner: 16,5 g
  • Saften af samme tre appelsiner: 200 ml.
  • 1 l vand
Alle ingredienser afvejet, og klar til at komme i gryden.

Allehånde og stjerneanis knuses let i morteren. Citrongræs klippes i mindre stykker, og knuses i morteren. Alle øvrige ingredienser hældes i en gryde, der bringes i kog.

Fra gryden kom i kog, kogte den under middel varme i 21 minutter under låg.

Hele balladen blev hældt gennem en sigte, og derefter gennem min superbag. Og derefter gennem kaffefiltre. Jeg tror jeg nåede op på 15 kaffefiltre, og var nødt til at tage en tur til Fakta for at købe flere.

Og så var klokken blevet mange. Der var hældt 1,2 l væske i gryden, og nu var der 850 ml tilbage – kaffefiltrene havde taget deres del. Så det blev hældt på en bluecap flaske, og sat på køl til dagen efter.

Der var lidt snask i bunden af flasken da jeg hælde den i gryden dagen derpå. Og det var blot det der var fint nok til at komme gennem kaffefiltrene. Anyway. 751 gram sukker blev opløst under opvarmning, blandingen blev bragt i kog, der blev skummet af, og siruppen blev hældt på skoldede flasker.

Og hvordan smagte det så? Jeg fortyndede 42 ml sirup med 80 ml danskvand (fra sodastreameren). Og kunne godt fortyndes noget mere. 50 ml af det fortyndede blev fortyndet til 100 ml. Og så var den tættere på det ønskede resultat. Helt så meget skal den nu ikke fortyndes, jeg skal lande på en mellemproportional. Og så kunne den i øvrigt godt bruge noget mere citrongræs. Måske skulle en af appelsinerne erstattes med en citron. Det prøver jeg næste gang. Politiken foreslog at man kunne eksperimentere, og det er præcist hvad jeg har i sinde at gøre. Så næste forsøg får ud over citron(græs) også en sjat tørrede hyldeblomster.

Andre tip? Næste gang prøver jeg nok at skumme af inden blandingen hældes gennem kaffefiltrene. Citronsyre kan man købe i supermarkedet. Eller på nemlig.com. Der koster det 347,50 kr kiloet.
Man kan også købe det i Matas. Der koster det 137,50 kr kiloet. Jamen er det ikke farligt? Der er jo en faremærkning på! Jo, det kan give alvorlige øjenirritationer hvis man får det i øjnene. Dr. Oetkers fra supermarkedet giver nøjagtig de samme øjenirritationer. Og når man læser på bøtten fra Matas, står der i øvrigt at citronsyren er af levnedsmiddelkvalitet. Så lad være med at gøre nogen rige på at putte citronsyre i små poser.

Hvor meget får man ud af det? Jeg målte ikke. Men der var nok til at fylde 4 kvartlitersflasker. Og så en sjat til (det var de 42 ml fra tidligere). Jeg skal have set på hvad der egentlig sker af volumenændringer når man opløser sukker i vand.

Bemærk også at jeg har vægtangivelser på her. Politiken angiver et antal stilke citrongræs. Men der er katten til forskel på sådan nogen stilke. De fortæller også at man skal bruge 1½ spsk kinabark. Men hvor meget er det? Vægt angivelser er langt mere præcise og reproducerbare.

Lige hvad kinabarken angår. Der testede jeg faktisk. Jeg tog en spsk (det er i øvrigt 15 ml) kinabark 20 gange, og vejede det. Det gav følgende resultater (alle mål i gram):

8,5 7,5 7,3 7,9 7,8
6,5 7,4 8,1 7,7 7,6
6,8 7,5 7,5 7,0 6,8
7,6 7,9 7,6 7,3 7,7

Se, det er pænt store variationer. Der er tal mellem 6,5 og 8,5 gram. Hvis Politiken brugte det mindste mål, og jeg brugte det største – så er det en forskel på vores opskrifter på 30%. Det er faktisk ret meget.

Så i stedet regnede jeg snittet ud – det er 7,5 g pr 15 milliliter. Eller 0,5 gram/ml. Og når Politiken angiver at man skal bruge 1½ spsk – hvilket så svarer til 22,5 ml, finder man ud af at der bør vejes 11,25 g kinabark af. Så præcis er min vægt ikke, så det blev til 11,3 g.

Skat og selvtægt

Kritikere, jeg selv inklusiv, bruger undertiden ordet “natvægterstat”, når vi skal beskrive hvad det er for et samfund Liberal Alliance ønsker. Det er ikke helt retfærdigt. Men det vi mener er, at LA ønsker at skatten skal sættes så langt ned, at det eneste samfundet, staten, kan levere af serviceydelser er en natvægter. En mand der går rundt i byens gader ved nattetide med en kæp og giver tæsk til misædere. Alt det andet er ligegyldigt.

Når det ikke er helt rimeligt, er det fordi LA jo faktisk vil have andre ting end blot en nattevagt. De vil godt have infrastruktur og andet godt.

Når der er en pointe, er det, fordi natvægteren er det logiske slutpunkt når man vil sænke skatter. Natvægteren er samfundets voldsmonopol. Og voldsmonopolet og skatteopkrævningen hænger tæt sammen.

Voldsmonopolet plejer at blive defineret af Max Weber: “En stat er en realitet, hvis og for så vidt dens embedsvæsen effektivt formår at opretholde monopolet på legitim fysisk tvang”.

Det er en social kontrakt mellem den abstrakte definition vi kalder staten, og de meget konkrete mennesker der indgår i den. Kun staten har lov til at bruge vold. Jeg må ikke hævne mig. Jeg skal gå til staten, som så straffer den person der har gjort mig fortræd. Det er et forbud mod selvtægt. For de islandske sagaer har vist hvor uhensigtsmæssige fejder og hævn er.

Det hænger sammen med den personlige ejendomsret og skatteopkrævningen. Det her er mine penge. Og jeg har indgået en social kontrakt med staten om at kun den, efter nærmere bestemte regler, har lov til at tage dem fra mig med magt. Handelen er, at hvis staten beskytter mig mod at andre tager mine penge så afleverer jeg frivilligt nogen af dem. Uden at staten skal bruge kræfter på at udøve vold mod mig.

Det går langt tilbage. Den danegæld vi opkrævede i England i sin tid var en skat. Opkrævet efter princippet om at hvis ikke de gav os deres sølv, så slog vi dem ihjel. Det næste trin er at statsdannelsen beskytter befolkningen mod at andre opkræver skat, at andre tager vores penge. Staten straffer tyveknægte, fordi den ikke bryder sig om konkurrence.

Og sådan hænger det hele så smukt sammen. Jeg giver frivilligt nogen af mine værdier til staten, der dermed slipper for besværet med at tage dem med magt. Til gengæld beskytter den mig mod tyveknægte og voldsforbrydere. Alt det andet med kontanthjælp, kollektiv trafik og sygehuse er først kommet til for nylig.

Og det er her det bliver farligt, når borgerne i en stat oplever at staten ikke længere kan beskytte dem og deres værdier. Hvis staten ikke beskytter mig mod tyveknægte, så bliver jeg nødt til at gøre det selv. Hvis staten ikke kan beskytte mig mod vold, så bliver jeg nødt til at gøre det selv. Og hvis staten ikke kan finde ud af at udøve vold på mine vegne mod en forbryder, så kan den heller ikke finde ud af at gøre det mod mig. Og så kan jeg endda hævne mig uden at samfundet kommer efter mig.

Det simpelthen grundlaget for statens eksistens, jf. Weber, at den kan beskytte sit monopol på vold.

Så hvad er det der sker når borgerne oplever at politiet kun kommer hvis der er stjålet for mere end 100.000 kr i indbruddet? Hvad sker der, når borgerne oplever, at politiet slet ikke kommer, når borgerne ringer efter hjælp når deres børn bliver overfaldet på gaden?

Der sker ganske enkelt det at grundlaget for at hævde at staten stadig eksisterer, eroderer. Det forsvinder.

Så når vi kalder slutpunktet for Liberal Alliances skattepolitik for “natvægterstaten”, så er det fordi vi fornemmer at de ønsker så lidt stat som overhovedet muligt. Og den minimale stat er en stat, der beskytter skatteyderne mod andres skatteopkrævning. Når tyven stjæler din computer, har han opkrævet skat hos dig. Illegitimt. Og det skal staten beskytte dig mod.

Og hvis staten ikke engang kan det – så ophører den med at eksistere.

 

“Mens vi venter”, eller: Tid siden: “Det skal vi også tale om”.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at det skulle vi tale om snart.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at det skal vi tale om nu.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at der stadig ikke var grund til bekymring.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at hvis, så er det i hvert fald det første vi skal tale om.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at selvom “hvis”, så vil det være passende om en måned. (der er max 31 dage i en måned…)

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden (ret præcist) at jeg tabte troen på at vi nogensinde kommer til at tage den snak.

Og det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at “jamen så må vi da hellere til at få taget den”.

Det er så 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at der så meddeles at der skal indkaldes til et møde.
Ved hjælp af lidt hovedregning kan man bemærke, at der går ca. 20 dage fra “Nu er det akut”, til der kan observeres en handling.

Endelig! Det er nu 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at mødet blev indkaldt. Jeg tror stadig ikke på at snakken bliver taget før den er taget – det er trods alt dage siden der sidst blev holdt et møde hvor den skulle tages – uden at den blev taget.

Twitternetværk

Twitter er ikke specielt stort i Danmark. Men det er der dog. Det lader til primært at være brugt af politikere, der ønsker at kommunikere til journalister, journalister og andre kommmunikationsfolk der ønsker at kommunikere med andre journalister og kommunikationsfolk. Og bibliotekarer, der desperat forsøger at kommunikere med hvem som helst. Det er i høj grad ikke et folkeligt medie, men snarere det LinkedIn godt ville være.

Ønsker man en faglig selvpromovering kan det derfor, specielt når man er i biblioteksbranchen, være en rigtig god ide at være på Twitter. Så det er jeg. Det er sat i system. Jeg sætter tid af hver weekend til kvidren – de lagres i tweetdeck, og spredes ud over ugen, og hver mandag går jeg lige efter og sikrer mig at jeg har til resten af ugen. Dertil kommer en række løse tweets i løbet af ugen. Men der kvidres hver dag.

Jeg går også semiseriøst efter flere følgere. Der er optimeringspotentialer: Hvem fulgte jeg hvornår, og hvis de ikke har fulgt tilbage, var det så ikke på tide at affølge dem. Hvem har unfollowed mig i dag? Skal jeg blive ved at følge dem? Og så videre. Jeg trækker ved hjælp af et pythonscript på en Raspberry Pi oplysninger om hvor mange følgere jeg har en gang i timen, og trækker de samme oplysninger på et antal kolleger i branchen. Skal jeg udbygge det netværk til noget der kan bruges (og det kan det!) i mit arbejde, skal jeg have et synligt mål og kunne følge udviklingen. Jeg skal have flere følgere end Knut – ikke fordi jeg konkurrerer med ham, men fordi jeg skal have et mål, gerne et der bevæger sig lidt (men ikke for meget) , som jeg kan gå efter.

Så langt så godt, der har været andre indlæg der har omtalt det. De burde opdateres, for jeg har omsider fået adgang til Twitters API, og kan nu trække data langt hurtigere, elegantere og legalt, end jeg kunne før.

Men det virker, og selvom jeg skal have migreret et script til python3.4, er det ikke noget der haster.

Så ud over de mindre potentielle indsatsområder, så er der en anden ting der kunne være interessant. Også for andre end mig. Nemlig: Hvordan ser netværkene ud? Hvordan er de danske bibliotekarer forbundet på dette, i en dansk kontekst trods alt relativt begrænsede økosystem?

Der er nogle trin på vejen. Nogen af dem har jeg styr på.

Jeg skal bruge oplysninger om hvem der følger hvem. Lad os bare nøjes med Knut og mig. Hvem følger mig? Hvem følger Knut? Hvem følger vi hver især? Er der nogen vi begge følger? Hvor er de gensidige forbindelser?

Det er trivielt. Der er lidt udfordringer i at jeg ikke kan trække mere end 200 følgere ad gangen, og at jeg ikke kan gøre det mere end en gang i minuttet. Det er der veje uden om.

Hvad jeg har lidt flere problemer med, er at få styr på hvordan jeg vil visualisere det. Der er fine frameworks derude. Det ender nok med D3 til det her formål, den kan også lave fine animationer. Traditionelt gøres den slags med bobler, og det er vel oplagt at min bobbel i grafen har en størrelse der er proportional med det antal følgere jeg har. Derfor vil Knuts også være større.

Så har jeg nogen der følger mig, uden at jeg følger dem. Der skal være en linie af en eller anden art mellem deres bobbel, og min bobbel. Det betyder også at jeg skal have en ide om hvor stor deres bobbel er – jeg skal have trukket oplysninger om hvor mange følgere de har.

Så er der dem som jeg følger, og som også følger mig. der skal også være en linie af en art mellem os.

Endelig er der dem jeg følger, som ikke følger mig. Der skal ligeledes være en linie.

Boblerne er simple. Eller, det er de nok ikke, men det er ikke det jeg har svært ved at folde hjernen om. Det der udfordrer mig er linierne (eller kanterne) i netværket. Der er tre typer. Hvordan skelner jeg mellem dem?

Farver? Det ender det nok med.

Man kunne også overveje om det kunne gøres enklere. Der findes værktøjer derude til den slags. Twecoll for at være mere præcis.

Well. D3. Farver på de forskellige kanter. Så skal der trækkes data. I et eksempel jeg har fundet, tager D3 en JSON fil, med nodes og links. Disse nodes har en source og et target. Det giver god mening for alle andre end de links der er gensidige.

Jeg tager lige et kig på denne her: http://bl.ocks.org/mbostock/4062045

Det er en lidt kølig visualisering af hvilke karakterer der optræder sammen i Les Miserables. Selve koden tror jeg at jeg starter med at kopiere. Så skal jeg generere en JSON-fil. Den har en source et target og en value i link-delen. Hvad der forvirrer mig er, at dens nodes liste har navne og “gruppe”. Gruppe kan man lege med. Men der er ikke et ID der matcher source i links. Der lader det til at være således, at ID’erne matcher positionen i listen i nodes. Hm. Jeg ville klart foretrække at ID’et var et sted i Nodes. Det skal jeg nok tænke lidt mere over.

Rambling on. Vi gør det som D3 vil ha’ det. Så skal jeg bare have det genereret.

Jeg har en liste i json-formatet med de enkelte nodes. De har et navn. Og kan have andre atributter også. I det eksempel jeg tager udgangspunkt i, har de en gruppe. Og det er det. Jeg skal bruge deres index i en liste. Så det første jeg skal er at få genereret den. Jeg trækker alle som følger Knut. Og alle som følger mig. Det giver to lister med twitter-id. Dem gemmer vi i hver sin fil. Hvert eneste ID i den liste er karakteriseret af at de følger Knut eller mig.

Det ville altså være lettere hvis jeg kunne bruge twitter-ID direkte. Det sparer et opslag i node-listen hver gang.

Og det kan man: http://plnkr.co/edit/20t4F02vsM1U55ktCv66?p=preview

Også:

http://stackoverflow.com/questions/23986466/d3-force-layout-linking-nodes-by-name-instead-of-index

Godt. Så vender vi tilbage til at generere listen over edges… Helt så trivielt er det heller ikke.

Visualisering af diverse data

Nørd-nørd-nørd. Og den mere detaljerede beskrivelse er, af hensyn til min faglige selvpromovering, publiceret andetsteds. Så her napper vi bare en gauge på noget data der ligger i et Google Spreadsheet. Mest for lissom at have det liggende så jeg kan finde koden igen.




Mere web automatisering – LinkedIn og Twitter

Hvordan får man automatisk trukket data ud om hvor mange følgere man har på Twitter?

Hvordan får man automatisk trukket data ud om hvor mange kontakter man har på LinkedIn?

<indsæt plidder-pladder om hvorfor det er vigtigt at have en tilstedeværelse på sociale medier og betydningen af hvor meget man har det og hvorfor nørder vil automatisere det ret kvantificerbare mål>

Med andre ord det skal ske automatisk. Hvordan?

Selenium to the rescue!

Og her er koden:

from selenium import webdriver
driver = webdriver.Firefox()
driver.get(“http://dk.linkedin.com/in/cbknudsen”)
content = driver.find_element_by_class_name(‘member-connections’)
print content.text
driver.close()

driver = webdriver.Firefox()
driver.get(“http://twitter.com/nusse”)
content = driver.find_element_by_class_name(‘ProfileNav-item–followers’)
print content.text
driver.close()

 

Man indsætter naturligvis de rette links til rette sider. Det her er dem jeg interesserer mig for. Der skal naturligvis suppleres med noget der fanger tallene. Lige nu får jeg følgende ud:

247
forbindelser
FOLLOWERS
44

Og jeg kan godt nøjes med de to tal. Der så skal sendes til et eller andet sted, og plottes og sådan.