Det konsekvensløse samfund

Det er fascinerende hvad der sker når folk stilles overfor et frivilligt valg. Enhver antydning af at valget har konsekvenser gør at de straks holder op med at opfatte det som frivilligt.

Senest illustreret ved den forventede indførsel af vaccinepas. Så er det jo ikke længere frivilligt at blive vaccineret må man forstå på kritikerne.

Og til det er der blot at svare: Jo, det er det. Men dine valg har konsekvenser. Og en af konsekvenserne af ikke at ville vaccineres er at man ikke får lov at rejse ud i en verden der naturligvis er lidt bekymret for smitte med den seneste version af corona-virusen. Sådan er det.

Her får vi afsløret at det folk ville have ikke var frivillighed og ingen tvang. Men ingen konsekvenser.

Og det er et generelt fænomen.

Vejer du 300 kg? Der kan være underliggende medicinske årsager, men den mest udbredte grund til at du gør det er at du indtager flere kalorier end du forbrænder. Og det har blandt andet den konsekvens, at din læge kan finde på at gøre dig opmærksom på at du er i forhøjet risiko for at dø af hjerteproblemer. Det er ikke tykfobi eller shaming. Det er blot sådan at der er konsekvenser af at veje det samme som tre babyelefanter.

Har du valgt at læse kønsstudier på RUC? Fint, men så har du også valgt ikke at blive administrerende direktør i FL Schmidt.

Har du valgt at læse humaniora? Fremragende. Men du var godt klar over at arbejdsmarkedet for den uddannelse er noget anderledes end det er for stærkstrømsingeniører. Så når du efterfølgende har sværere ved at finde arbejde, og får mindre i løn. Så er det fordi du traf et valg da du valgte uddannelse. Og ikke fordi arbejdsgiverne diskriminerer dig på grund af dit køn.

Du traf et valg. Du valgte som du gjorde fordi du mente at det var det bedste valg. For dig. Og nu har dit valg så konsekvenser. Selvfølgelig har det det. Ellers kunne du jo lige så godt have valgt anderledes. De konsekvenser må du tage på dig. Det var dit valg, ikke andres.

Det er en af de forskelle der er på små børn og voksne mennesker.

Skam

Jeg udskammer dig ikke fordi du holder ferie i Dubai under en pandemi. Jeg udskammer dig heller ikke fordi du henter en muteret udgave af pesten med hjem, der udsætter dine medborgeres helbred for fare.

Jeg konstaterer at du har opført dig idiotisk og hensynsløst. Du styrer selv om du vil skamme dig over det.

Jeg udskammer dig heller ikke fordi du snyder med sociale ydelser, og fusker dig til rettigheder du egentlig ikke har.

Jeg konstaterer at du snylter på velfærdssamfundet. Du styrer selv om du vil skamme dig over det.

Magisk tænkning

The Secret. En bog der vel bedst kan beskrives som newage-agtig. Den fortæller os at hvis vi bare visualiserer en ny bil på den rigtige måde, så vil universet levere os en ny bil.

Det minder om noget andet. Hvis vi bare alle sammen siger at noget er på en bestemt måde. Så er det faktisk sådan. Også selvom det måske ikke helt er sådan. Hvis vi bare allesammen bliver ved at sige at løngabet mellem mænd og kvinder er på 14%. Så er løngabet på 14%. Uanset hvor meget Lønkommissionen når frem til at det er mellem 0,5 og 3,1%. Eller at Vive når frem til 2%. Altså som den forskel i løn der ikke kan forklares med ancinitet, uddannelse, ansvar, deltid vs fuldtid etc. Og som vi altså nok med en vis rimelighed må antage handler om køn.

Nix. Vi har alle besluttet os for at det er 14%. Så det er det. Og Vive har klart misforstået et eller andet.

 

Nypuritanisme

“Puritanism: The haunting fear that someone, somewhere, may be happy.” H.L. Mencken. Amerikansk forfatter m.m.

Det det jeg tænker når jeg hører forslag om forbud mod fyrværkeri. Og filmen Grease. Og andet. Og jeg aner et mønster, der gør at jeg overvejer om ikke det på dansk, i dag, skal oversættes til:

Puritanisme: Den nagende frygt for at en mand et eller andet sted, måske gør noget han synes er sjovt.

EMRK artikel 6

“Grundlæggende kan man sige, at hvis man ikke er heks, har man ikke noget at være bange for. Vi må jo have tillid til hinanden og til, at vi ikke går rundt og anklager hinanden, uden at der er hold i det. Hvis man bliver udsat for falske anklager, må man jo modbevise dem. Men der er jo ikke nogen, der har interesse i at komme med falske anklager.” William Stoughton (1631-1701). Eller – det sagde han nok aldrig. Men det er let at forestille sig at han kunne. Google ham hvis du ikke ved hvem han var.

Og når man nu ikke er kommunist, har man jo intet at være bange for. Men hvis man observerer, at en bestemt delmængde af befolkningen, hyppigt anklager den delmængde af befolkningen man selv tilhører, for at være pædofil. Og at udgangspunktet er, at hvis du er blevet stillet for komiteen for uamerikansk virksomhed, så betragtes du som skyldig, med mindre du kan bevise din uskyld. Uanset at man ikke gik rundt og var satanist.

Så er det måske ikke så underligt at der er enkelte mandlige fotografer der, uanset hvordan de opfører sig, er betænkelige ved at have kvindelige assistenter.

Observationen er jo, at det ikke foreligger nogen beviser for at Jes Dorph har gjort noget upassende for 20 år siden. Det kan godt være at Jes har opført sig upassende. Der går… interessante… historier om TV2 dengang. Så det er da bestemt ikke usandsynligt. Han har bare ikke en jordisk chance for at bevise at han ikke gjorde det. Men det er også lige meget. For anklagen er nok. Uanset hvor udokumenteret den måtte være. Og så foregår sagsbehandlingen i offentligheden og på sociale medier. Og ikke i retssystemet. Så almindelige retssikkerhedsprincipper behøver vi ikke tage os af.

Og det er jo meget heldigt. Ellers ville andre jo ikke turde anklage nogen for at have drukket kristne spædbørns blod. Og det ville jo være trist for opgøret med rollespillenes forførelse af vores ungdom.

Vi behøver ikke indrette os efter din virkelighed

Det er mit indtryk at mange af tidens politiske debatter – i hvert fald på den identitetspolitiske front – handler om folks neuroser og tvangstanker.

Er resten af befolkningen forpligtet til at indrette sig efter din OCD og for tid og evighed spritte alle dørhåndtag af en gang om dagen?

Og har resten af befolkningen lov til at fortælle dig at det gør du da bare, men du må ikke forvente at vi tager dig seriøst?

Det kan meget vel være at du mener at det er et voldeligt overgreb at fortælle dig at der altså eksisterer biologiske køn, som vi endnu ikke er i stand til at ændre på. Men det giver dig ikke ret til at forvente at resten af verden indretter sig efter det.

Og du skal også være så velkommen til at mene at årsagen til at Danmark gik hen og blev er rigt samfund i slutningen af 1700-tallet var slavehandel. Men når du insisterer på at resten af verden skal give dig ret i det synspunkt i stedet for at ryste på hovedet af dig – så insisterer du på at dine neuroser og tvangstanker skal være styrende for den offentlige debat. Og vi andre ryster altså opgivende på hovedet af dig. Ikke fordi vi er racister. Men fordi det er et etableret faktum at den danske slavehandel var så stor en underskudsforretning at det var den egentlige årsag til at den blev opgivet. Og at rigdommen kom dels fra modernisering og effektivisering af landbruget. Dels fra de slavelignende forhold hvide fæstebønder levede under.

At skulle rydde op efter andre

Jeg finder det ganske særligt stressende at skulle rydde op efter andre. Altså ikke det med at samle sokker ens partner har smidt på gulvet op. Selvom det er beslægtet.

Nej, de problemer der opstår i arbejdslivet. Eller foreningslivet. Eller bare i livet. Problemer der skal løses. Af mig. Men de problemer, der grundlæggende skyldes, at andre ikke har passet deres arbejde.

Den slags problemer, hvor man tænker “jeg kunne lige så godt have gjort det her selv fra start af”. For det er normalt lettere at gøre det rigtigt første gang, end at skulle korrigere efterfølgende. Og så står man der. Nogen skulle have gjort noget. Jeg har måske endda advaret om at hvis man gjorde A, i stedet for B, ville det give problemer. Men valget faldt alligevel på A. Og nu er tingene ved at brænde sammen, og af årsager der ikke står helt klart, er det mit ansvar at rydde op i problemet, og gøre B i stedet. De der skabte problemet er væk. Eller mener ikke at det er deres opgave at gøre noget ved det.

Og kunne jeg så ikke bare have gjort B i stedet for A fra start? Overtaget opgaven, og løst den rigtigt? Joda. Men jeg skulle også passe de opgaver jeg selv havde påtaget mig. Og hvis jeg havde løst opgaven for kollegaen, havde han formentlig løst en anden opgave forkert. Med det resultat, at jeg ikke skal rydde op efter den ekstraopgave jeg påtog mig. Men i stedet efter den opgave som kollegaen nu fik tid til at løse på en måde der gav mig ekstra arbejde et halvt år efter.

Suk.

Ord skaber virkelighed

Jeg hører ofte at ord skaber virkelighed. Jeg har især hørt det i mit lille parti, hvor folketingsmedlemmerne i en periode var meget glade for udtrykket. De brugte det gerne i udlændingedebatten. Når vi siger “du er ikke dansk” til en knægt i Vollsmose. Så skaber vi en virkelighed hvor han netop ikke er der. Og så bør vi ikke blive overrasket over at han føler en vis modvilje mod samfundet.

Så denne socialkonstruktivistiske tilgang til sproget giver en vis mening.

Men ofte går ting mere end en vej. Sproget skaber virkeligheden. Men virkeligheden skaber også sproget. Ghettoen bliver ikke kun ghetto fordi vi kalder den for ghetto. Den bliver også kaldt for ghetto fordi den er ghetto.

Det er derfor resultatet bliver det samme når vi laver om på ordene. Vi kalder ikke længere folk for idioter (eller, det gør vi bare ikke i den betydning), åndssvag, debil, evnesvag, psykisk udviklingshæmmet, mentalt retarderet, udviklingsforstyrret eller kognitivt handicappet. Nu kalder vi det for folk med med udviklingshandicap. Og hver gang vi har skiftet ordet, har det været fordi det foregående havde negative konnotationer. Derfor valgte vi at bruge et nyt ord, der lød pænere. Kort efter viste det sig at det nye ord søreme havde fået en negativ betydning, og så kunne vi skifte det igen. Det er selvfølgelig fordi ordet, uanset hvor pænt det lyder, hurtigt tager betydning af det det egentlig beskriver. Og det at have et udviklingshandicap er der altså bare ikke super meget positivt at sige om.

Samtidig får vi ofte gjort os selv ufrivilligt til grin. Som da man begyndte at tale om at indvandringen til Danmark, særligt fra Nordafrika og mellemøsten, berigede den danske kultur. Nu er der ingen tvivl om hvad folk mener når de gætter på at det er en “kulturberiger” der har begået en forbrydelse. Der er heller ingen tvivl om at det er en sarkastisk hån af de pæne mennesker der først fandt på udtrykket.

I ekstremen forsøger vi endda at bruge sproget for at få virkeligheden til at være noget den ikke er. Så bryder sproget sammen: Vi kan kalde en hane for en høne ligeså tosset vi vil. Det kommer den ikke til at lægge æg af.

Glædelig jul

En lille samling af links til musik som er upassende. Noget af det er udsat for censur.

Fairy tale of New York af The Pogues. Upassende fordi nogle personer der ikke taler pænt til hinanden ikke taler pænt til hinanden (hun kalder ham for “faggot”). Det er jo vældig upassende. Af en eller anden årsag er det ikke upassende at hun håber at denne jul bliver hans sidste – altså at han dør. Helt ok åbenbart…

Baby it’s cold outside. Indspillet af rigtig mange. Upassende fordi den mandlige sanger i duetten forsøger at overtale den kvindelige sanger til at blive. Her er et helt essay om hvorfor det er noget vås.