Ord skaber virkelighed

Jeg hører ofte at ord skaber virkelighed. Jeg har især hørt det i mit lille parti, hvor folketingsmedlemmerne i en periode var meget glade for udtrykket. De brugte det gerne i udlændingedebatten. Når vi siger “du er ikke dansk” til en knægt i Vollsmose. Så skaber vi en virkelighed hvor han netop ikke er der. Og så bør vi ikke blive overrasket over at han føler en vis modvilje mod samfundet.

Så denne socialkonstruktivistiske tilgang til sproget giver en vis mening.

Men ofte går ting mere end en vej. Sproget skaber virkeligheden. Men virkeligheden skaber også sproget. Ghettoen bliver ikke kun ghetto fordi vi kalder den for ghetto. Den bliver også kaldt for ghetto fordi den er ghetto.

Det er derfor resultatet bliver det samme når vi laver om på ordene. Vi kalder ikke længere folk for idioter (eller, det gør vi bare ikke i den betydning), åndssvag, debil, evnesvag, psykisk udviklingshæmmet, mentalt retarderet, udviklingsforstyrret eller kognitivt handicappet. Nu kalder vi det for folk med med udviklingshandicap. Og hver gang vi har skiftet ordet, har det været fordi det foregående havde negative konnotationer. Derfor valgte vi at bruge et nyt ord, der lød pænere. Kort efter viste det sig at det nye ord søreme havde fået en negativ betydning, og så kunne vi skifte det igen. Det er selvfølgelig fordi ordet, uanset hvor pænt det lyder, hurtigt tager betydning af det det egentlig beskriver. Og det at have et udviklingshandicap er der altså bare ikke super meget positivt at sige om.

Samtidig får vi ofte gjort os selv ufrivilligt til grin. Som da man begyndte at tale om at indvandringen til Danmark, særligt fra Nordafrika og mellemøsten, berigede den danske kultur. Nu er der ingen tvivl om hvad folk mener når de gætter på at det er en “kulturberiger” der har begået en forbrydelse. Der er heller ingen tvivl om at det er en sarkastisk hån af de pæne mennesker der først fandt på udtrykket.

I ekstremen forsøger vi endda at bruge sproget for at få virkeligheden til at være noget den ikke er. Så bryder sproget sammen: Vi kan kalde en hane for en høne ligeså tosset vi vil. Det kommer den ikke til at lægge æg af.

Glædelig jul

En lille samling af links til musik som er upassende. Noget af det er udsat for censur.

Fairy tale of New York af The Pogues. Upassende fordi nogle personer der ikke taler pænt til hinanden ikke taler pænt til hinanden (hun kalder ham for “faggot”). Det er jo vældig upassende. Af en eller anden årsag er det ikke upassende at hun håber at denne jul bliver hans sidste – altså at han dør. Helt ok åbenbart…

Baby it’s cold outside. Indspillet af rigtig mange. Upassende fordi den mandlige sanger i duetten forsøger at overtale den kvindelige sanger til at blive. Her er et helt essay om hvorfor det er noget vås.

Konspirationsteorier

Jeg elsker konspirationsteorier. ELSKER! Husbonden er træt af det. Vores foreslåede serier og film på Netflix og Prime flyder over med “regeringen er rumøgler, der planlægger at spise os allesammen”-programmer. For jeg labber det i mig. UFOer er særligt underholdende, men “Behind the Curve” er også fantastisk. De tror tydeligvis at jorden er flad. Og i slutningen forsøger de at bevise det. Men kommer ved et uheld til at bevise at jorden er rund. Eller oblat, den er lidt fladtrykt.

Konspirationsteoretikere derimod… Og jeg ved det godt, uden konspirationsteoretikere, ingen konspirationsteorier, og dermed ingen underholdning til Nusse. Sølvpapirhatten strammer ofte ret voldsomt. Når vi alle skal arbejde hjemmefra fordi en kineser har spist en flagermus, er det naturligvis fordi regeringerne på et møde i Davos har planlagt det store reset, hvor hele verden skal ændres til et eller andet dystopisk mareridt. Ethvert forsøg på kritiske spørgsmål er udtryk for at man er en del af konspirationen. Den monomane insisteren på at Bill Gates står bag virusen for at kunne chippe os allesammen med hans vaccine, fordi han gennem flere år har advaret om en forestående pandemi er så frakoblet virkeligheden at man slet ikke kan få luft. Alle, som i ALLE, med forstand på emnet har været klar over at det kun var et spørgsmål om tid, og at vi de sidste mange år har været heldige adskellige gange. For det har regelmæssigt været ret tæt på.

Men de er også søde. Og har efter alt at dømme aldrig arbejdet i en moderne virksomhed der kører projekter. Når man har prøvet det. Og ved hvor bøvlet det er at samle projektgruppen. Og hvor lang tid det kan tage at diskutere med ham den bøvlede om hvorfor det er utroligt vigtigt at tryksagen til opslagstavlerne designes ud fra et eller andet epistemologisk paradigme han har læst om. Lige efter han har været fornærmet i tre kvarter over at andre mener at det måske kunne være en meget god ide at i hvert fald nogen af aktiviteterne kommer i kalenderen på et eller andet tidspunkt. Så står det klart hvor naiv forståelsen af et moderne statsapparat er. I Danmark kan man ikke finde ud af at undgå at blive snydt for milliarder i udbytteskat. Når man har opdaget at der er noget galt. Så kan vi ikke finde ud af at stoppe det. Men hemmeligt at inficere minkbesætninger med en kunstigt fremstillet virus fordi vi allesammen skal sidde derhjemme så regeringen kan resette bankverdenen. Det kan de finde ud af. De kan endda koordinere det globalt.

I den virkelige verden. Der ville Hanne fra HR have forsinket processen med kurser i den nye samarbejdsplatform, og Klaus fra IT ville have lækket det hele fordi han havde glemt at password beskytte intranettet. Projektgruppen ville bruge evigheder på at diskutere hermenuetik med Lars og årsplanen og budgettet for 2020 ville først være blevet godkendt i august.

Optimismen og tilliden til hvor effektivt en overstatslig organisation kan agere er rørende naiv.

Noget har ændret sig

Jeg gider nok ikke høre podcasten, aktuelt har jeg ca. 1000 podcastafsnit i køen.

Men vores boligminister har en pointe:

“Da jeg voksede op, gik vi i bad om aftenen, fordi man var beskidt.” siger han. Journalisten fortsætter. “I dag går han og hans familie i bad om morgenen, fordi de har sovet”.

Vi er virkelig kommet langt væk fra reelt fysisk arbejde…

 

Feriepenge eller ej

Lad det nu bare bizarhederne i det danske feriepengesystem ligge.

Og lad os også springe diskussionen om de 1000 kr der er udbetalt til alle på overførselsindkomst, fordi det er synd for de der ikke har fået indefrosset deres egne penge, at de ikke får udbetalt deres egne penge, når nu andre får lov at få deres egne penge.

Skal man lade dem stå, eller skal man have dem udbetalt? Det er der ikke nogen der kommer her for at få opklaret. For rigtig mange har truffet valget, og mange af dem har omsat pengene i forbrug allerede. Og det er som det skal være, det er derfor man allernådigst har givet folk deres egne penge tilbage.

Næh. Spørgsmålet er, i følge mange, om man kan forrente pengene bedre end lønmodtagernes dyrtidsfond. Argumentet er ofte, at det kan man ikke. Lønmodtagernes Dyrtidsfond der står for at administrere pengene, er nemlig ret gode til at forrente dem. Og siden 1980 har de forrentet dem med 8,9%. Lader jeg mine 22.000 stå i 24 år til den rente (og det er ca. hvad jeg fik udbetalt og ca hvor længe jeg har til pensionen lige nu), ville de blive til 170.000 kr. Det er da ok.

Nu er 8,9% nok ikke specielt realistisk. 3,5% er mere realistisk – det er i hvert fald hvad banker og pensionsselskaber aktuelt forventer. Så bliver det kun til lidt over 50.000. Men det er jo stadig mere end 22.000 kr. Så jeg burde jo lade min skumfidus blive liggende, og få to om 24 år. Der er bare et par detaljer.

Pengene er udbetalt. Og de er investeret i en udlånsportefølge, der indtil videre har givet 5,4% i rente. Hvis det holder over 24 år, bliver pengene til ca. 78.000 kr. Så hvis jeg får min skumfidus udbetalt, og jeg kan holde forrentningen, får jeg tre skumfiduser i stedet for to ved at lade dem stå.

Så jeg mener ikke det er urealistisk at jeg kan forrente det bedre end LD.

Den anden detalje. Bliver jeg 24 år ældre? Generne i familien er ikke specielt gode. En kølig vurdering vil nok føre til, at sandsynligheden for at jeg overhovedet når pensionsalderen, ikke er specielt god. Slet ikke når den hele tiden flyttes.

Så – når du skal tage stilling, hvis du ikke allerede har gjort det, bør du foretage samme vurdering. Og du kan nok med fordel også overveje hvad din tidspræferencerate for forbrug er, populært sagt om du foretrækker at bruge penge nu, eller senere. Personligt foretrækker jeg at bruge penge før jeg dør end efter.

Den fjerde parameter du kan overveje er din nyttefunktion. Wikipedia har en kort gennemgang. Og det kan koges ned til at jo rigere du er, jo mindre nytte har du af flere penge. Jeg forventer at blive stedse rigere fra nu af. Gælden er betalt, pensionsopsparingen er god, og vi er double-income-no-kids derhjemme. Den nytte jeg måske får af 75.000 kr om 24 år, er den større end den nytte jeg med sikkerhed får af 50.000 om 10 år? Næppe.

Konsistens

Det er egentlig meget sjovt.

Folk på den ydre venstrefløj synes det er evigt morsomt når jeg udtaler at årsagen til at jeg ikke er kristen ikke skyldes de dele af bibelen jeg ikke forstår. Men netop de dele af den jeg forstår.

Pudsigt nok er de af den faste overbevisning, at årsagen til at jeg ikke er socialist er at jeg ikke forstår Marx….

Sexisme

Hvis vi læser Wikipedias definition af sexisme:

“Sexisme er fordom eller diskrimination på basis af køn”

Så er der vist ikke så megen tvivl om hvad det her er:

karmel80 er medlem af Europaparlamentet for Radikale Venstre, Karen Melchior. Hun plejer at være mod sexisme. Det hævder hun i hvert fald.

For min skyld må folk godt være sexister. Særligt når vi taler om folkevalgte er det faktisk ret vigtigt at folk får lov til at udtrykke deres sexistiske holdninger. Hvordan skulle jeg som vælger ellers vide hvem det er jeg skal stemme på, hvis jeg ønsker en sexist valgt?

Nu er jeg ikke tilhænger af sexisme. Så er det også nyttigt, for nu ved jeg at jeg ikke skal stemme på Karen Melchior fremover. Jeg er nemlig helst fri for sexister sådan helt generelt. Men da i særlig grad i Europaparlamentet. Eller i andre folkevalgte forsamlinger.

Hvornår er en kvindelig actionhelt sej?

Når hun bare er sej.

Og man kan se det i audiencevurderingerne på Rotten Tomatoes.

Alienfilmene er seje. Fordi en del af konceptet er, at der er en hovedperson der er sej. Hun er i øvrigt kvinde. 94% audience score på RT.

Kill Bill er sej. Fordi en del af konceptet er, at der er en hovedperson der er sej. Hun er i øvrigt kvinde. 81%

Captain Marvel er ikke sej. Fordi en del af konceptet er at det er en særlig pointe at kvinder er seje. 48%

Film hvor konceptet er: “Kvinder er superseje, elsk denne film eller du er et svin” sælger ringe.

Film hvor konceptet er: “Supersej hovedperson. Det er i øvrigt en kvinde, men se lige de special effects”. De sælger godt.

Det er ikke så svært.

 

Russells tepotte

Den britiske filosof Bertrand Russell formulerede en analogi. Den skulle illustrere hvor det er bevisbyrden ligger. Og den ligger hos de der fremsætter u-falsificerbare påstande. De der ikke fremsætter den slags – har ikke pligt til at modbevise påstanden. Man kan som sædvanlig læse mere på wikipedia.

Analogien er: Hvis jeg påstår, at der et sted mellem jorden og Mars, befinder sig en tepotte (Russell specificerer at den skal være af porcelæn, men det er næppe vigtigt), i en elliptisk bane om solen. Og jeg er omhyggelig og tilføjer at den er for lille til at kunne ses med selv vores kraftigste teleskoper. Så er der ikke nogen der kan modbevise den påstand.

Hvis jeg så fortsætter med at hævde, at eftersom du ikke kan modbevise eksistensen af denne tepotte, er det overmod at forsøge at betvivle dens eksistens. Så vil alle omkring mig, med rette, mene at jeg vrøvler.

Han fortsætter med at bemærke, at hvis der står i bøger at den eksisterer, og man gennem mange år har forkyndt dens eksistens hver søndag, og lært børn at den eksisterer. Så bliver man alligevel betragtet som excentriker hvis man stiller spørgsmål ved tepottens eksistens.

Hans pointe er grundlæggende, at det dog er besynderligt at vi, baseret på hvad nogen har skrevet i bøger, og prædiket gennem mange, vælger at stole på ting der er lige så u-beviselige som en tepotte.

Det er sikkert en ufuldstændig og upræcis beskrivelse af analogien jeg giver her. Så læs gerne selv op på den.

Blot vil jeg forsigtigt hævde, at selvom nogen i en bog har skrevet at der eksisterer noget der er usynligt, og som ingen er bevidste om. Så udgør det ikke et bevis for eksistensen af denne usynlige og ubevidste ting. Det kunne eksempelvis være “strukturer”.