Performativ modsigelse

I dag har jeg lært et nyt ord. Eller rettere to: “Performativ modsigelse”. På engelsk “Performative contradiction“. På tysk, for det har lissom lidt mere schwung: “performativer Widerspruch”.

Eksemplet er sætningen “jeg er død”. Det udtalelsen siger, modsiger dens forudsætning. Hvis man er død, kan man ikke sige noget.

Et andet eksempel er, at der ikke findes sandheder, kun diskurser, der hverken er sande eller falske. Når man bruger det som fundamentet for ens konstatering af at folk er undertrykte (af hvide, ciskønnede, midaldrende mænd), går det galt. Postulatet om undertrykkelse er en sandhedspåstand, der kun kan give mening hvis man mener at det der siges er sandt. Hvilket er inkonsistent med postulatet om at virkeligheden og sandheden ikke findes, men er erstattet af diskurser.

 

Glemte forskere

Jeg er med på at det er skandaløst at Marie Hammer er glemt. Jeg anede ikke at hun eksisterede. Men hun undersøgte åbenbart omkring 1950’erne mosmider, og gjorde os klogere på kontinenterne. Deres drift og sådan.

Og hendes køn spiller da helt klart en rolle for hvilke muligheder hun havde den gang. Jeg føler blot trang til at spørge: Hvor mange forskere, der gjorde os klogere på et eller andet. Hvad som helst. Og som var aktive i 1950’erne kan vi huske? De der mener at det er skammeligt at hun er blevet glemt – hvor mange forskere fra den periode kan de faktisk nævne?

Er vi måske ikke snarere ude i, at stort set alle forskere bliver glemt. Og at det kun er ganske få der huskes uden for meget nørdede kredse? Jeg kan nævne ret mange, men jeg er også bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Historisk Kemi. Så jeg er nok lidt en outlier. Og nej, det er ikke ret mange af dem jeg kan huske, der er kvinder. Men hvis narrativet om at kvinder havde dårlige muligheder for at forske på det tidspunkt holder (og det gør det!), så er der måske ikke så overraskende. Vi kan ikke både mene at kvinder havde utroligt dårlige karrieremuligheder, og samtidig undre os over at der ikke var så mange. Der var ikke mange. Det var der en årsag til. Og når vi i dag ikke husker ret mange fremragende kvindelige forskere fra fortiden. Så er det jo blandt andet fordi der ikke var ret mange.

Men lad os også huske, at langt, langt de fleste mandlige forskere også bliver glemt uden for meget nørdede cirkler. Marie Hammer er muligvis glemt i offentligheden. Men husker offentligheden S.P.L. Sørensen? Børge Bak? Carl Johan Ballhausen? Julius Thomsen? Sophus Mads Jørgensen? William Christopher Zeise? Johannes Nicolaj Brønsted? For nu bare at tage et lille udsnit af danske kemikere. Nope. De er også blevet glemt.

Det kunne være, at årsagen til at kvindelige forskere fra fortiden bliver glemt, også. Delvist. Som en mulig supplerende forklaring. Bliver glemt at ca. samme årsager som deres mandlige kolleger.

Men lad os da for himlens skyld få Marie frem i lyset. Jo flere fremragende forskere vi får ind i den offentlige bevidsthed, jo bedre!

Jeg kan ikke forstå at…

Det kommer ret ofte fra oppositionspolitikere for tiden. Hvorfor må vi være 50 mennesker i Fakta, men højest fem til tante Odas fødselsdag?

Fordi vi er i Fakta ret kort tid – det tager kun fem minutter!, og har mundbind på (bortset fra de af os der har besluttet at de er undtaget. Vistnok fordi man kan undtages mundbind hvis man er for dum til at forstå formålet). Til tante Odas fødselsdag sidder vi flere sammen i lang tid, og har ikke mundbind på. Jo længere man er i nærheden af en smittet, jo større er sandsynligheden for at man selv bliver smittet. Fem minutter giver en ganske lille risiko. Fem timer giver en betydeligt højere risiko.

Og se, det tror jeg faktisk godt at Ellemann kan forstå. Det er bare belejligt for ham at lade som om han ikke forstår det.

Det konsekvensløse samfund kan godt i sig selv gøre mig træt. Særligt træt bliver jeg når jeg skal betale, måske blot indirekte, for at du kan skærmes mod konsekvenserne af dit valg. Ja, det er synd for dig at der er lang ventetid på fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen. Men statistisk set handler det i ret høj grad om at du ventede for længe. Og nu vil du så ikke alene have det offentlige til at betale for at blive gravid. Du vil endda have det offentlige til at betale ekstra, fordi du ikke kan vente et halvt år på behandling. Måske du skulle have ladet være med at vente 10 år med at blive gravid? Så ville du ikke skulle have ventet 20 uger nu.

Misforstå mig ikke – det er fint med udbredt fertilitetsbehandling. Vi får for få børn allerede. Men tør øjnene og tag en kiks. Du ventede 520 uger for længe før det gik op for dig at du godt ville have et barn. Så kan du godt vente 20 uger til.

Det konsekvensløse samfund

Det er fascinerende hvad der sker når folk stilles overfor et frivilligt valg. Enhver antydning af at valget har konsekvenser gør at de straks holder op med at opfatte det som frivilligt.

Senest illustreret ved den forventede indførsel af vaccinepas. Så er det jo ikke længere frivilligt at blive vaccineret må man forstå på kritikerne.

Og til det er der blot at svare: Jo, det er det. Men dine valg har konsekvenser. Og en af konsekvenserne af ikke at ville vaccineres er at man ikke får lov at rejse ud i en verden der naturligvis er lidt bekymret for smitte med den seneste version af corona-virusen. Sådan er det.

Her får vi afsløret at det folk ville have ikke var frivillighed og ingen tvang. Men ingen konsekvenser.

Og det er et generelt fænomen.

Vejer du 300 kg? Der kan være underliggende medicinske årsager, men den mest udbredte grund til at du gør det er at du indtager flere kalorier end du forbrænder. Og det har blandt andet den konsekvens, at din læge kan finde på at gøre dig opmærksom på at du er i forhøjet risiko for at dø af hjerteproblemer. Det er ikke tykfobi eller shaming. Det er blot sådan at der er konsekvenser af at veje det samme som tre babyelefanter.

Har du valgt at læse kønsstudier på RUC? Fint, men så har du også valgt ikke at blive administrerende direktør i FL Schmidt.

Har du valgt at læse humaniora? Fremragende. Men du var godt klar over at arbejdsmarkedet for den uddannelse er noget anderledes end det er for stærkstrømsingeniører. Så når du efterfølgende har sværere ved at finde arbejde, og får mindre i løn. Så er det fordi du traf et valg da du valgte uddannelse. Og ikke fordi arbejdsgiverne diskriminerer dig på grund af dit køn.

Du traf et valg. Du valgte som du gjorde fordi du mente at det var det bedste valg. For dig. Og nu har dit valg så konsekvenser. Selvfølgelig har det det. Ellers kunne du jo lige så godt have valgt anderledes. De konsekvenser må du tage på dig. Det var dit valg, ikke andres.

Det er en af de forskelle der er på små børn og voksne mennesker.

Skam

Jeg udskammer dig ikke fordi du holder ferie i Dubai under en pandemi. Jeg udskammer dig heller ikke fordi du henter en muteret udgave af pesten med hjem, der udsætter dine medborgeres helbred for fare.

Jeg konstaterer at du har opført dig idiotisk og hensynsløst. Du styrer selv om du vil skamme dig over det.

Jeg udskammer dig heller ikke fordi du snyder med sociale ydelser, og fusker dig til rettigheder du egentlig ikke har.

Jeg konstaterer at du snylter på velfærdssamfundet. Du styrer selv om du vil skamme dig over det.

Magisk tænkning

The Secret. En bog der vel bedst kan beskrives som newage-agtig. Den fortæller os at hvis vi bare visualiserer en ny bil på den rigtige måde, så vil universet levere os en ny bil.

Det minder om noget andet. Hvis vi bare alle sammen siger at noget er på en bestemt måde. Så er det faktisk sådan. Også selvom det måske ikke helt er sådan. Hvis vi bare allesammen bliver ved at sige at løngabet mellem mænd og kvinder er på 14%. Så er løngabet på 14%. Uanset hvor meget Lønkommissionen når frem til at det er mellem 0,5 og 3,1%. Eller at Vive når frem til 2%. Altså som den forskel i løn der ikke kan forklares med ancinitet, uddannelse, ansvar, deltid vs fuldtid etc. Og som vi altså nok med en vis rimelighed må antage handler om køn.

Nix. Vi har alle besluttet os for at det er 14%. Så det er det. Og Vive har klart misforstået et eller andet.

 

Nypuritanisme

“Puritanism: The haunting fear that someone, somewhere, may be happy.” H.L. Mencken. Amerikansk forfatter m.m.

Det det jeg tænker når jeg hører forslag om forbud mod fyrværkeri. Og filmen Grease. Og andet. Og jeg aner et mønster, der gør at jeg overvejer om ikke det på dansk, i dag, skal oversættes til:

Puritanisme: Den nagende frygt for at en mand et eller andet sted, måske gør noget han synes er sjovt.

EMRK artikel 6

“Grundlæggende kan man sige, at hvis man ikke er heks, har man ikke noget at være bange for. Vi må jo have tillid til hinanden og til, at vi ikke går rundt og anklager hinanden, uden at der er hold i det. Hvis man bliver udsat for falske anklager, må man jo modbevise dem. Men der er jo ikke nogen, der har interesse i at komme med falske anklager.” William Stoughton (1631-1701). Eller – det sagde han nok aldrig. Men det er let at forestille sig at han kunne. Google ham hvis du ikke ved hvem han var.

Og når man nu ikke er kommunist, har man jo intet at være bange for. Men hvis man observerer, at en bestemt delmængde af befolkningen, hyppigt anklager den delmængde af befolkningen man selv tilhører, for at være pædofil. Og at udgangspunktet er, at hvis du er blevet stillet for komiteen for uamerikansk virksomhed, så betragtes du som skyldig, med mindre du kan bevise din uskyld. Uanset at man ikke gik rundt og var satanist.

Så er det måske ikke så underligt at der er enkelte mandlige fotografer der, uanset hvordan de opfører sig, er betænkelige ved at have kvindelige assistenter.

Observationen er jo, at det ikke foreligger nogen beviser for at Jes Dorph har gjort noget upassende for 20 år siden. Det kan godt være at Jes har opført sig upassende. Der går… interessante… historier om TV2 dengang. Så det er da bestemt ikke usandsynligt. Han har bare ikke en jordisk chance for at bevise at han ikke gjorde det. Men det er også lige meget. For anklagen er nok. Uanset hvor udokumenteret den måtte være. Og så foregår sagsbehandlingen i offentligheden og på sociale medier. Og ikke i retssystemet. Så almindelige retssikkerhedsprincipper behøver vi ikke tage os af.

Og det er jo meget heldigt. Ellers ville andre jo ikke turde anklage nogen for at have drukket kristne spædbørns blod. Og det ville jo være trist for opgøret med rollespillenes forførelse af vores ungdom.