Kritikere, jeg selv inklusiv, bruger undertiden ordet “natvægterstat”, når vi skal beskrive hvad det er for et samfund Liberal Alliance ønsker. Det er ikke helt retfærdigt. Men det vi mener er, at LA ønsker at skatten skal sættes så langt ned, at det eneste samfundet, staten, kan levere af serviceydelser er en natvægter. En mand der går rundt i byens gader ved nattetide med en kæp og giver tæsk til misædere. Alt det andet er ligegyldigt.

Når det ikke er helt rimeligt, er det fordi LA jo faktisk vil have andre ting end blot en nattevagt. De vil godt have infrastruktur og andet godt.

Når der er en pointe, er det, fordi natvægteren er det logiske slutpunkt når man vil sænke skatter. Natvægteren er samfundets voldsmonopol. Og voldsmonopolet og skatteopkrævningen hænger tæt sammen.

Voldsmonopolet plejer at blive defineret af Max Weber: “En stat er en realitet, hvis og for så vidt dens embedsvæsen effektivt formår at opretholde monopolet på legitim fysisk tvang”.

Det er en social kontrakt mellem den abstrakte definition vi kalder staten, og de meget konkrete mennesker der indgår i den. Kun staten har lov til at bruge vold. Jeg må ikke hævne mig. Jeg skal gå til staten, som så straffer den person der har gjort mig fortræd. Det er et forbud mod selvtægt. For de islandske sagaer har vist hvor uhensigtsmæssige fejder og hævn er.

Det hænger sammen med den personlige ejendomsret og skatteopkrævningen. Det her er mine penge. Og jeg har indgået en social kontrakt med staten om at kun den, efter nærmere bestemte regler, har lov til at tage dem fra mig med magt. Handelen er, at hvis staten beskytter mig mod at andre tager mine penge så afleverer jeg frivilligt nogen af dem. Uden at staten skal bruge kræfter på at udøve vold mod mig.

Det går langt tilbage. Den danegæld vi opkrævede i England i sin tid var en skat. Opkrævet efter princippet om at hvis ikke de gav os deres sølv, så slog vi dem ihjel. Det næste trin er at statsdannelsen beskytter befolkningen mod at andre opkræver skat, at andre tager vores penge. Staten straffer tyveknægte, fordi den ikke bryder sig om konkurrence.

Og sådan hænger det hele så smukt sammen. Jeg giver frivilligt nogen af mine værdier til staten, der dermed slipper for besværet med at tage dem med magt. Til gengæld beskytter den mig mod tyveknægte og voldsforbrydere. Alt det andet med kontanthjælp, kollektiv trafik og sygehuse er først kommet til for nylig.

Og det er her det bliver farligt, når borgerne i en stat oplever at staten ikke længere kan beskytte dem og deres værdier. Hvis staten ikke beskytter mig mod tyveknægte, så bliver jeg nødt til at gøre det selv. Hvis staten ikke kan beskytte mig mod vold, så bliver jeg nødt til at gøre det selv. Og hvis staten ikke kan finde ud af at udøve vold på mine vegne mod en forbryder, så kan den heller ikke finde ud af at gøre det mod mig. Og så kan jeg endda hævne mig uden at samfundet kommer efter mig.

Det simpelthen grundlaget for statens eksistens, jf. Weber, at den kan beskytte sit monopol på vold.

Så hvad er det der sker når borgerne oplever at politiet kun kommer hvis der er stjålet for mere end 100.000 kr i indbruddet? Hvad sker der, når borgerne oplever, at politiet slet ikke kommer, når borgerne ringer efter hjælp når deres børn bliver overfaldet på gaden?

Der sker ganske enkelt det at grundlaget for at hævde at staten stadig eksisterer, eroderer. Det forsvinder.

Så når vi kalder slutpunktet for Liberal Alliances skattepolitik for “natvægterstaten”, så er det fordi vi fornemmer at de ønsker så lidt stat som overhovedet muligt. Og den minimale stat er en stat, der beskytter skatteyderne mod andres skatteopkrævning. Når tyven stjæler din computer, har han opkrævet skat hos dig. Illegitimt. Og det skal staten beskytte dig mod.

Og hvis staten ikke engang kan det – så ophører den med at eksistere.