Inkonsistens

Der er pride. Eller, det var der da jeg gik i gang med at skrive det her. Jeg bliver nok ikke færdig inden det er slut. Men jeg tror indholdet vil være gyldigt nogle år endnu.

Vi har et par udfordringer i år. Det er der hvert år. Denne gang er en af sagerne følgende: En kunstner skulle have været på scenen. Hun udtalte at Priden ikke gjorde sit arbejde, og at det er bullshit at Infernal er blevet booket som hovednavn. Infernal er nemlig ikke et LGBT-band. Kunstnerne er ikke LGBT-personer. Og Priden burde, efter hendes mening, kun have LGBT-kunstnere som hovednavne. Hvorefter hun opremser en række LGBT-kunstnere, som jeg aldrig har hørt om. Ikke at mit begrænsede kendskab til musikbranchen skal lægge dem til last, men definitionen på et hovednavn er lidt at det er kunstnere som folk kender.

Og så kom hun ikke på scenen alligevel. Man kan læse mere her.

Hvorfor er det et problem? Ja, det giver uro i miljøet, det tager opmærksomhed fra festlighederne, og det politiske indhold. Men den overordnede problemstilling dukker op igen og igen:

LGBT-separatismen. Den strømning, der argumenterer for at kun LGBT-kunstnere må komme på scenen. Og for en masse andre ting i samme grundlæggende retning.

Og det giver knaster, for separatisterne ønsker at udelukke heteroseksuelle kunstnere. Kritikken bliver ofte intersektionel. For det er også “problematisk” at det overvejende er hvide cis-kønnede kunstnere der er på scenen.

Det er selvfølgelig en kritik der har noget for sig. Det er en LGBT-festival. Så hvorfor skal heteroseksuelle kunstnere på scenen? Det er en mangfoldighedsfestival, så hvorfor kun, eller altovervejende, hvide kunstnere? Og hvorfor ikke også flere transkønnede kunstnere? Og her opstår den første modstrid, den første inkonsistens, der giver problemer. Kan en mangfoldighedsfestival bevidst udelukke heteroseksuelle kunstnere? Afhængig af opgørelsesmetoder, er ca. 90% af befolkningen heterosexuelle. Hvor mangfoldig er en festival hvis den bevidst fravælger 90% af befolkningen? Alene baseret på deres seksuelle orientering?

Lige her finder vi, efter min knap så ydmyge holdning, en af årsagerne til at LGBT-bevægelsen bliver udsat for hån, spot og latterliggørelse. Argumentet er: “I kræver mangfoldighed, men vælger selv at udelukke størstedelen af befolkningen alene på grund af deres seksuelle orientering. Det hænger jo ikke sammen.”

Den mere radikale udlægning af separatismen klager også over at der ikke er flere farvede personer, eller Persons Of Color (POC) på scenen. Det er jo også et reelt argument. En mangfoldighedsfestival kan naturligvis ikke være ensfarvet. Men argumentet udarter ofte til en kritik af at der er “hvide mennesker” på scenen. Definitionen af racisme er normalt at man forskelsbehandler på baggrund af hudfarve. Når (dele af) LGBT-bevægelsen bruger ordet “hvid” pejorativt, lyder det for en traditionel opfattelse af racismebegrebet ret, nåja, racistisk.

Så LGBT-separatisterne mødes naturligvis med hån, spot og latterliggørelse. Argumentet er “I kæmper mod forskelsbehandling af mennesker baseret på deres hudfarve. Og dog udtaler I jer negativt om folk på baggrund af deres hudfarve – så længe den hudfarve er hvid. Det hænger jo ikke sammen.” Og det gør det jo ikke.

En af de ting der ser ud til at ske er, at dele af LGBT-miljøet importerer retorik og problemstillinger fra primært USA. Og selvom vi har rigeligt at kæmpe med i Danmark, så er der en noget større pulje af problemer for LGBT-personer i USA. Men det bliver ofte lidt mærkeligt, når aktivister i Danmark begynder at bekæmpe problemer der i det væsentlige ikke, eller kun i meget begrænset omfang, relativt set, faktisk findes i Danmark. Mit pt foretrukne eksempel er fokus på BIPOC-personer. De er særligt undertrykte i Danmark. BIPOC står for “Black, Indigenous & People of Color”. Og ja, personer i Danmark der har en anden hudfarve end hvid møder mange udfordringer, ikke mindst regulær racisme. Men indegenous. Det betyder indfødte. Indfødte personer er efter den logik særligt undertrykte og udsatte i Danmark. Hvis vi definerer Danmark som rigsfællesskabet er der lidt om det. Grønlændere er vitterligt undertrykte og udsatte i Danmark.

Men går man ud i offentligheden, og taler om hvor hårdt indfødte i Danmark har det, lyder det ærligt talt lidt underligt. De indfødte i Danmark er danskerne. I hvert fald i Syddanmark, den del der ikke er Grønland og Færøerne. Uanset hvor meget oprindelige amerikanere, i daglig tale indianere, måtte have af udfordringer, så er de ikke indfødte i Danmark. Det bliver, måske ikke overraskende, opfattet som meget besynderligt i den brede befolkning her til lands. Hvad værre er, man taler om det på en måde, hvor man fodrer den højreekstreme, etno-nationalistiske bevægelse i Danmark. Den mener jo netop at de indfødte i Danmark er udsatte og truede. En del af dem hiver faktisk fat i indianernes udfordringer i USA. “Se hvad der skete med den oprindelige befolkning i Nordamerika da der kom indvandrere til kysterne. Det samme kommer til at ske med os danskere, når muhammedanerne invaderer os.” er fortællingen.

Vi kommer ikke i LGBT-bevægelsen til at undgå kritik. Vi har nogle dagsordener, der udfordrer det etablerede og sætter spørgsmålstegn ved normer. Det vil naturligt medføre en reaktion. Men vi kan vælge at lade være med at gøre det vanskeligere for os selv, ved at åbne flanker for angreb. Når der er selvmodsigelser i vores argumentation, gør vi det for let for vores modstandere. Ovenstående er bare et meget lille udvalg af inkonsistenserne. Vi kan heller ikke både argumentere for at køn udelukkende er socialt konstruerede, men samtidig så endogene og medfødte som det logisk følger af retorikken om transkønnede. Eller at det er meget urimeligt at store virksomheder ikke viser deres støtte til LGBT-miljøet, samtidig med at vi kritiserer den når de så gør det. Eller at forskelsbehandling på grund af køn er meget forkert, samtidig med at “mænd” bruges som skældsord. Eller at det på den ene side er meget vigtigt at der ikke er nogen der sætter etiketter på andre, og at folk selv skal have lov at definere hvad de er, samtidig med at vi kritiserer Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Tommy Ahlers for ikke at kalde sig selv panseksuelle.

Eller. Selvfølgelig kan vi argumentere for både det ene og det andet. Men vi skal holde op med at mene, at når modstriden bliver eksponeret og problematiseret, så er det fordi de der gør det er onde og reaktionære. Det er de sikkert også. Men det skyldes også at vores argumenter ikke altid hænger specielt godt sammen. Det første er en lang kamp at gøre noget ved. Det tager tid at flytte folks holdninger, og det er grundlæggende kun dem selv der kan flytte sig.

Men det andet. Det kan vi gøre noget ved.

 

 

Hykleri er at foregive at have en særlig tro, holdning, værdisæt, følelse, kvalitet eller standard, som man ikke har.

Dobbeltmoral: indstilling der fordømmer visse forhold og samtidig accepterer visse andre, lige så forkastelige forhold

Og jeg hader begge dele.

Hvor mange brune mennesker er der i Danmark?

Eller, er det urimeligt at der kun er en brun minister i den nye regering?

Jeg er faktisk ikke meget for at opdele folk efter hudfarve. Den bør være ret ligegyldig. Med mindre den er grøn eller blå. Eller postkasserød. I så fald vil jeg nok ringe til Niels Bohr Institutet, og spørge om de har et direkte nummer til en relevant international organisation, der håndterer gæster fra andre planeter.

Anyway. Jeg så nogen beklage sig over at der kun er 1 “brun” minister blandt de 20. Altså 5% “brune”.

Er det urimeligt? Det er lidt svært at svare på. Det er en socialdemokratisk regering. Dens ministre rekrutteres derfor overvejende fra den socialdemokratiske folketingsgruppe, som er på 46 medlemmer. Tre af dem er “brune”. For en passende værdi af brun. Ministeren, Mattias Tesfaye, er søn af en etiopisk far, og en etnisk dansk mor. Og han er åbenbart brun nok til at blive betegnet som brun (det giver mig nogle ubehagelige associationer til amerikansk sydstats-raceretorik, hvor blot en enkelt dråbe negerblod var nok til at du var et undermenneske. Eller noget). Men fair nok, han er mere brun end jeg er. På den anden side veksler jeg også mellem kridhvid og solskoldet, afhængig af årstiden, så det siger ikke ret meget.

Men hvis fordelingen af brune ministre skal afspejle fordelingen af brune socialdemokratiske folketingsmedlemmer, så burde 6,5% af ministrene være brune. Når 5% af dem er, må man sige at være ret tæt på det forventede.

Hvordan med hele folketinget?

Socialdemokratiet har som nævnt 3.

Venstre har 0, Dansk Folkeparti 0, Radikale Venstre 1, SF 1, Enhedslisten 0. Eller måske 1. Det kommer an på hvor rent hvidt blod man mener Victoria Velasquez har. Hun ser ret hvid ud, men hvad ved jeg. Konservative har 1, Alternativet 1, Nye Borgerlige 0, Liberal Alliance 0. De nordatlantiske mandater ved jeg ikke hvordan man skal gøre op. Men lad os bare sige at de grønlandske MF’ere er “brune”, og de færøske hvide.

Det giver ialt 10. Hvor vi altså går ud fra, at det spansk lydende navn er brunt nok, og at grønlændere også kan regnes som brune.

Så 5,6% af folketinget er brune. Højt sat.

At 5% af ministerlisten er “brune” er vist ikke udtryk for en kritisabel underrepræsentation.

Men afspejler folketingets sammensætning, eller den socialdemokratiske folketingsgruppe, befolkningen? Det er også lidt vanskeligt.

Danmarks Statistik har fine opgørelser. Bare ikke på hudfarve. Det er ikke så meget dem der har dansk oprindelse, der er interessante. Det er indvandrere og efterkommere. Man kan kigge på alle landene. Men det er ikke helt lige til. Indvandrere fra USA, kan sagtens være meget brune. Så kan man dele op på vestlige og ikke-vestlige lande. Er folk fra hviderusland brune? Hvad med Argentina? Eller Israel? De er alle ikke-vestlige. Anyway. Lad os beslutte os for at alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er at regne som brune. Jeg er for doven til at trække tal for alle lande, og de bliver alligevel ikke tilstrækkeligt præcise.

Hele den danske befolkning er på 5,8 millioner. Og indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, udgør 8,7% heraf. Det er ikke den helt rigtige fordeling. Børn under 18 er ikke valgbare!

Den del af befolkningen der er over 19 – ja, det burde være 18, men som nævnt er jeg doven og gad ikke trække så detaljerede tal ud – er i alt på 4,5 millioner. Og 8,3% er fra ikke vestlige lande.

Så hvis indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande skulle være helt fair repræsenteret på ministerlisten, skulle der altså være 8,3%. Jeg ved ikke helt om det er rimeligt at brokke sig over at andelen “kun” er 5%. Havde der været 2 brune ministre, havde de været overrepræsenteret. Tallet bliver i øvrigt mindre hvis vi kigger på hvem der har dansk statsborgerskab, og dermed er valgbare.

Med andre ord, der er et ret repræsentativt antal brune mennesker på ministerlisten – der er næppe noget reelt at brokke sig over i den sammenhæng (men rigeligt andet…)

Og så efterlades jeg igen med en let kvalme over symmetrien i anti-racisterne og racisternes virkelighedsbillede. Nej, der er ikke supermange brune mennesker i Danmark. Danmark er et bemærkelsesværdigt hvidt land. Antiracisterne er utilfredse fordi de åbenbart lever i en alternativ virkelighed hvor der er utroligt mange brune mennesker i Danmark, og hvis der kun er en enkelt brun person blandt 20 mere eller mindre tilfældigt udvalgte personer, så er det udtryk for undertrykkende racisme. Racisterne lever åbenbart i den samme alternative virkelighed, hvor landet næsten er overtaget af brune mennesker – hvorfor de allesammen skal smides ud.

Og så tror jeg det er tid til at jeg går i bad. Den der opdeling af mennesker efter hudfarve får mig til at føle mig beskidt.

Statistik er svært

Eller, det er svært at blive enige om. Eller også er det svært at acceptere konsekvenserne.

Danmark er, ifølge Wikipedia, 86,3% etnisk dansk. I 1980 var tallet 97%. Så hvis magthaverne, virksomheds- og organisationslederne etc. i Danmark overvejende er hvide DJØF-mænd, så bør det ikke overraske. Jo, det med mænd. Det er skævt. Men at ledende stillinger overvejende er besat af personer der har taget en uddannelse der er målrettet de stillinger, bør ikke overraske. Og at de overvejende er hvide, i et land der stadig er overvejende hvidt. Det bør slet ikke overraske.

De personer der sidder i disse ledende stillinger, begyndte den uddannelse der ledte til stillingen for 30-40 år siden. Så ledende stillinger i Danmark er besat med personer der nogenlunde bør afspejle befolkningssammensætningen for 30-40 år siden. Var den hvid? Ja, det var den. Hvis man ønsker en anden sammensætning af hudfarver på de ledende poster i Danmark, må man arbejde på at ændre sammensætningen af hudfarver i Danmark i dag, og så tålmodigt vente på at de bliver gamle nok, har fået uddannelse nok, og ancinnitet nok til at nå de ledende poster.

 

Racisme. Sexisme. Eksklusion. Diversitet

Det er aldrig ok at forskelsbehandle folk på grund af deres hudfarve.

Det er aldrig ok at forskelsbehandle folk på grund af deres køn.

Det er aldrig ok at forskelsbehandle folk på grund af deres alder.

Eller – undertiden er det. Hvis folks hud er blå, har de adgang til andre sundhedstilbud, end folk hvis hud har en normal farve. Kvinder skal også have betydeligt bedre adgang til screening for livmoderhalskræft end mænd. Og pensioner udbetales altså ikke til folk under en vis alder.

Men hvis man vil slå sig op som en inkluderende organisation, så går det ikke at udtale sig negativt om folk på grund af deres køn, alder eller hudfarve. Eller kønsidentitet. Eller seksuel orientering. Og en lang række andre ting.

Du må ikke udskamme folk på grund af deres hudfarve. Heller ikke når de er hvide. Du må ikke udskamme folk på grund af deres køn. Heller ikke når de er mænd. Du må ikke udskamme folk på grund af deres alder. Heller ikke når de er midaldrende. Du må ikke udskamme folk på grund af deres seksuelle orientering. Heller ikke når de er bøsser. Du må ikke udskamme folk på grund af deres kønsidentitet. Heller ikke når de er ciskønnede.

Du må i øvrigt heller ikke udskamme folk for at spise småkager og drikke rose-vin.

Rasmus Paludan

Hold da op. Jeg havde hørt historier i det københavnske LGBT-miljø. Men for katten da.

Det bliver i hvert fald en valgkamp hvor jeg ikke orker at følge med. For det der lukkes ud fra det yderste højre i dansk politik er, ja, jeg savner ord. Til gengæld deler jeg flere foldere fra Radikale ud end jeg plejer.

Debatten er bekymrende. Sådan helt lavpraktisk har vi nu en deltager i partilederdebatterne, der reelt går ind for etnisk udrensning. Og som går videre. Hans utopia er helt frit for muslimer.

Det er mit sådan set også. Forskellen er at mit utopia også er helt frit for kristne, jøder, buddister, hinduer og andet godtfolk. Og så selvfølgelig at det lyder lidt som om Paludan mener at utopien skal nås med vold, mens jeg mener den skal nås ved at folk holder op med at tro på himmelnisser af forskellige varians, og melder sig ind i virkeligheden.

Hvad der bekymrer mig mest er den måde han håndteres på. Jeg er ikke sikker på at den effektive måde er at råbe nazisvin efter hans potentielle vælgere. Det virkede ikke supereffektivt for Hillary for 3 år siden, da hun kaldte Trumps vælgere for “deplorables”. Det er i hvert fald Trump der sidder i det hvide hus, ikke Clinton. Hvis hans tilslutning skal tolkes som en reaktion på at integrationsproblemerne stadig ikke er håndteret, og at de der lever med dem (og er utilfredse med det) bliver skammet ud i den offentlige debat – ja så er vejen frem nok ikke at udskamme dem yderligere.

Hvad man så skal gøre ved jeg ikke. Jeg har ingen anelse. Men jeg er dybt bekymret.

Mobning og asymmetriske magtforhold

Eller – hvad gør man når det er en leder der mobber. Og den mobbedes reaktion bruges som undskyldning for yderligere mobning?

Tja. Man søger nok andet arbejde. Hvis resten af ledergruppen synes det er helt i orden, er der tale om en organisation der er så dysfunktionel, at der næppe er meget at stille op.

Propagandabjørne

Lige om lidt lander der pandabjørne i København. Danmark har fået lov at låne et par pandaer af Kina. Det fordrer normalt at vi efterfølgende ikke taler for højt om menneskerettigheder og den slags, og det hjalp sikkert også at den danske regering (eller i hvert fald politiet, helt på eget initiativ, og slet ikke efter opfordring fra nogen som helst, og i hvert fald ikke fra ministre der kunne tænkes at blive holdt politisk ansvarlige) viste sig villige til at se stort på Grundloven.

Anyway. Hvis man godt vil se pandabjørne, hvor kan man så gøre det? Hvilke zoos har pandaer? Om lidt kan man gøre det i København. Men der er også andre steder:

Dette er, pr. midten af marts 2019, de zoologiske haver, der har pandaer i deres samling. Og så Københavns Zoo, på forventet efterbevilling.