Da jeg havde passeret porten, hvorpå der stod skrevet:
“Opgiv alt håb, I som opretter supportsager her,”
førte min ledsager mig ned gennem Statens ITs ni cirkler.
Første cirkel — Ventekøen
Vi steg ned i første cirkel, hvor de ventende opholder sig.
Her var ingen skrig, ingen ild og ingen dæmoner. Kun et gråt lys fra gamle loftslamper og den endeløse musik fra telefonsystemets køfunktion. Sjælene vandrede hvileløst gennem lange korridorer beklædt med opslag om digitale strategier fra for længst glemte år.
Disse var ikke syndere.
De havde blot ringet til servicedesk.
Ved væggene stod tusinder med telefonen presset mod øret, mens en stemme uden krop med jævne mellemrum sagde:
“Din forventede ventetid er … fire minutter.”
Og selv efter årtier blev ventetiden aldrig kortere.
Nogle forsøgte at lægge på. Men i samme øjeblik begyndte opkaldet forfra.
Anden cirkel — Passwordets storm
Dernæst førte han mig til anden cirkel, hvor passwordstormene raser.
Her blev sjælene kastet rundt af en evig vind af udløbne sessions, MFA-anmodninger og adgangskoder, som ikke længere opfyldte kompleksitetskravene.
Regnen her bestod af små blinkende notifikationer:
“Dit password udløber om 0 dage.”
Disse sjæle havde heller ikke syndet.
De havde blot glemt ét enkelt specialtegn.
Nu tumlede de gennem mørket med telefoner i hænderne, mens authenticator-apps krævede godkendelser, der aldrig nåede frem. Hver gang nogen endelig nulstillede deres kodeord, lød en dæmonisk stemme fra vinden:
“Det nye password må ikke ligne et tidligere password.”
Og stormen tog til.
Tredje cirkel — De hjælpesøgende
Og vi steg ned i tredje cirkel, hvor de hjælpesøgende lider deres straf.
Her faldt en evig regn af fejlslagne opdateringer, halvfærdige migreringer og sikkerhedspatches udsendt fredag eftermiddag. Under den kolde regn lå brugerne i et bundløst mudder af sammenfiltrede kabler, låste konti og skærme, der frøs midt i præsentationer.
Disse sjæle havde ikke syndet.
De havde ikke krævet privilegier, administratorrettigheder eller ulovlig software. De havde blot indsendt en sag. Én sag.
En beskeden bøn om hjælp:
“Min computer virker ikke.”
Og Statens IT havde hørt deres råb.
Derfor blev de udleveret en ny computer, som heller ikke virkede. Og da de igen bad om hjælp, blev endnu en maskine dem givet, lige så ubrugelig som den første. Således vandrede de nu gennem mudderet med armene fulde af identiske Lenovoer, alle fastlåst i BitLocker eller uden adgang til netværksdrev.
Over dem rungede servicedeskens stemme gennem mørket:
“Har du prøvet at genstarte?”
Og da de svarede, at de havde, faldt regnen blot tungere.
Fjerde cirkel — Asset Management
Vi steg videre ned i fjerde cirkel, hvor de inventarforbandede er fanget.
Her rullede tusinder af kontorstole uden ejermand gennem mørket, mens bunker af dockingstationer væltede som døde bymure omkring de fortabte.
Disse sjæle havde heller ikke syndet.
De havde blot skiftet kontor.
Nu slæbte de evigt rundt på skærme, tastaturer og strømforsyninger gennem et endeløst lager, hvor alle hylder var mærket med forældede asset-numre. Hver genstand var registreret i systemet, men ingen fandtes dér, hvor systemet påstod.
Fra mørket kom asset-forvalterne, blege og tavse, med stregkodescannere hængende som røgelseskar foran sig.
Og når en sjæl endelig fandt den rette oplader, viste det sig altid at være USB-C til den forkerte generation.
Femte cirkel — Ticketsumpen
Derpå førte han mig ned til femte cirkel, hvor ticketsumpen ligger.
Her sad de fortabte fast til brystet i en stinkende mose af gamle supportsager. Rundt omkring flød lukkede tickets ovenpå åbne tickets, og hele sumpen glødede svagt af automatiske mails.
Disse sjæle havde engang troet, at deres sag var tæt på løsning.
For de havde modtaget beskeden:
“Din sag er blevet opdateret.”
Men når de åbnede ticketen, stod der blot:
“Vi arbejder fortsat på problemet.”
Under mudderet trak usynlige hænder i deres ben. Det var anden linje support, som evigt videresendte sagerne mellem hinanden.
Af og til steg en fortabt op af sumpen og råbte:
“Det virker stadig ikke!”
Men straks blev sagen markeret som løst.
Sjette cirkel — Compliancebyens grave
Vi kom nu til sjette cirkel, hvor compliancebyens grave brænder.
Her sad sjælene indespærret i flammende mødelokaler med glasvægge. På skærmene foran dem afspilledes obligatoriske e-learning-kurser uden ophør.
Disse sjæle havde blot overset én phishingtest.
Nu måtte de evigt gennemføre GDPR-træning, informationssikkerhedskurser og awareness-moduler med titler som:
“Sikker adfærd i en digital hverdag.”
Hver gang et kursus var fuldført, nulstillede systemet deres status, og en ny mail ankom:
“Du mangler fortsat at gennemføre obligatorisk træning.”
Og deres skrig fyldte luften:
“Jeg HAR allerede taget kurset!”
Men ingen kunne høre dem gennem headsetene.
Syvende cirkel — VPN-ørkenen
Dernæst steg vi ned i syvende cirkel, hvor hjemmearbejdets fortabte vandrer.
Her strakte en gold ørken sig til alle sider under en himmel fyldt med hakkende Teams-opkald og frosne webcam-billeder.
Disse sjæle havde ikke forsøgt oprør.
De havde blot arbejdet hjemme én enkelt dag.
Nu løb de evigt mellem loginvinduer og VPN-klienter, mens sandet under deres fødder bestod af tabte forbindelser og timeouts.
Hver gang nogen næsten nåede frem til systemet, lød en klokke:
“Din session er udløbet.”
Og de måtte begynde forfra.
Ottende cirkel — Konsulenternes grøfter
Så førte min ledsager mig til ottende cirkel, hvor konsulenterne bor.
Her fandtes dybe grøfter fyldt med PowerPoints, strateginotater og roadmap-dokumenter uden ende.
Disse sjæle havde i livet talt meget og sagt lidt.
Nu vandrede de evigt mellem workshops og visionsseminarer, mens de fremsagde tomme formularer:
“Vi skal skabe synergier omkring den digitale transformation.”
For hvert buzzword voksede bunker af governance-dokumenter op omkring dem, indtil de sank dybere ned i papir og procesmodeller.
Over dem kredsede enterprise-arkitekter med enorme Visio-diagrammer som mørke vinger.
Og alle systemer blev langsommere i deres nærvær.
Niende cirkel — Det frosne datacenter
Til sidst nåede vi helvedes bund.
Her var ingen ild.
Kun kulde.
Et uendeligt datacenter strakte sig gennem mørket, oplyst af kolde blå dioder og nødlys. Serverrækker stod fastfrosne i isen, og mellem dem sad de fortabte med hænderne stivnet over sorte skærme.
Disse sjæle havde begået de største forbrydelser.
Én havde deployet fredag eftermiddag.
Én havde undladt dokumentation.
Én havde sagt:
“Det virkede på min maskine.”
Midt i den frosne stilhed tronede den Store Arkitekt selv, enorm og bevægelig som et nedbrudt ERP-system. Han havde tre ansigter:
Det ene mumlede om cloud migration.
Det andet om besparelser.
Det tredje om governance.
I sine kæber tyggede han evigt på de fordømte, mens alarmer blinkede lydløst i mørket.
Og dér forstod jeg, at selv helvede havde et driftsvindue.
