Work-life balance

Eller noget. Det har været vigtigt i debatten om arbejdsmiljø i et stykke tid. Det i stigende grad grænseløse arbejde, hvor man har mulighed for at se mails fra chefen døgnets 24 timer, har givet lidt opmærksomhed til de stressproblemer det kan udløse. Samtidig har man praktiseret at give folk mulighed for hjemmearbejdsdage. Det bliver nemlig så fleksibelt, når man ikke skal bruge transporttid, og hvis ventetiden på blikkenslageren, der dukker op på et ukendt tidspunkt mellem 8 og 21, kan bruges på arbejde derhjemme.

Og under diverse coronanedlukninger, har det været rigtig praktisk at kunne arbejde hjemmefra. Jeg skal vaccineres om et par uger. Mange andre er allerede blevet det. Og vi begynder at kunne se enden på hjemsendelser, hjemmearbejde og mundbind. Så nu skal vi tilbage til normalen. Og det kan ikke gå for hurtigt (eller – det kan det, sådan er det med pandemier).

Men. Arbejdsgivere har fået øjnene op for hjemmearbejde. De har opdaget at vi ikke nødvendigvis bliver mindre produktive af at arbejde hjemmefra. Så det skal vi da fortsætte! Og vi skal have arbejdsmiljøet på plads også! Superpraktisk.

Det der hjemmearbejde. Under acceptable arbejdsvilkår. Det kommer til at kollidere med balancen mellem arbejde- og privatliv. Jeg forudser nemlig, at vi vil opleve mange arbejdsgivere, der synes at det kunne være superpraktisk hvis medarbejderne i vid udstrækning arbejder hjemmefra. Der kan spares kontorpladser. Elregningen bliver mindre.

Så jeg skal have en snak med chefen. Om hvordan hun mener at vi får en fornuftig work-life balance, når vi derhjemme skal til at smide vores private ejendele ud for at få plads til et hæve-sænkebord og en ekstra kontorstol. Hvordan det undgår at bidrage til stress, når der står et meget fysisk symbol på arbejdet hjemme i stuen, og fylder. DØGNETS. 24. TIMER. 365. DAGE. OM. ÅRET. OGSÅ. NÅR. VI. HAR. FERIE.

Der står ikke noget i min ansættelseskontrakt om at jeg skal stille 5% af de begrænsede kvadratmetre i vores hjem til rådighed for mit arbejde. Der står heller ikke noget om at jeg er forpligtet til at have en internetforbindelse. Eller at jeg skal betale elregningen for min arbejdsplads. En minimal kontorplads i et kontorhotel starter ved 2000 kr om måneden eks moms. Hvis min arbejdsplads gerne vil leje sådan en af mig, kan vi godt tale om det.

Omskæring – hvem stemte hvad

Inden vi går i gang. Jeg er blevet belært om at jeg skal lade “være med at blande læmlæstningen (sic) af børn sammen med ligestillings debatten. Mishandling, drab og mere generel diskrimination af piger og kvinder af hovedsageligt mænd er en seperat og stadigvæk gældende problematik.”

Med andre ord – fordi omskæring er lemlæstelse af drengebørn, og ikke pigebørn, har det ikke noget med ligestilling at gøre.

Efter den definition er det kun et ligestillingsproblem hvis kvinder bliver behandlet dårligere end mænd, fordi de er kvinder.

Behandles mænd dårligere end kvinder fordi de er mænd, er der ingen problemer.

Jeg har spurgt, men ikke fået svar, på hvad man så kalder det hvis personer af et køn ikke har krav på samme beskyttelse som et andet køn, alene på grund af dets køn. Jeg har en mistanke om at det definitorisk ikke er et problem at behandle mænd dårligt, alene fordi de er mænd.

Herunder anvender jeg dog ordet i den betydning, at hvis et køn behandles ringere end et andet, alene på grund af dets køn – så er det et ligestillingsproblem. Altså efter et ideal om at kønnene skal stilles lige.

Omskæring er strengt forbudt. Altså, hvis det er piger der omskæres. Drenges kønsorganer må man godt skære i.

Det kunne lyde underligt i et land der bryster sig af ligestilling, og hvor statsministeren har markedsført sig selv som børnenes statsminister.

Men sådan er det. Personligt synes jeg kun det kan tolkes som at ligestilling er noget vi går ind for så længe det er til piger og kvinders fordel. Vi er ikke nødvendigvis i mod når det kunne være til drenge og mænds fordel. Vi er bare ligeglade.

Så. Her er listerne. Der findes ikke folketingsmedlemmer der ikke går ind for ligestilling. Der er bare nogen af dem der kun går ind for ligestilling for kvinder.

Hvis du går ind for ligestilling vil jeg foreslå at du næste gang der er folketingsvalg stemmer på en kandidat du er sikker på går ind for ligestilling. Hvis din foretrukne kandidat ikke har givet sin mening til kende i denne afstemning, kan du jo spørge. Straf gerne dem der ikke går ind for ligestilling. De vil helt sikkert komme med skåltaler om hvor vigtigt det er med ligestilling. Spørg dem om det også gælder drenges ret til kropslig integritet.

Tilhængere af ligestilling:

Dansk Folkeparti: Alex Ahrendtsen, Bent Bøgsted, Dennis Flydtkjær, Jens Henrik Thulesen Dahl, Karina Adsbøl, Lise Bech, Liselott Blixt

Det Konservative Folkeparti: Mads Andersen, Per Larsen

Det Radikale Venstre: Katrine Robsøe, Lotte Rod, Stinus Lindgreen

Enhedslisten: Christian Juhl, Jakob Sølvhøj, Jette Gottlieb, Peder Hvelplund, Rasmus Vestergaard Madsen, Søren Egge Rasmussen, Victoria Velasquez

Liberal Alliance: Ole Birk Olesen

Nye Borgerlige: Mette Thiesen, Pernille Vermund

Socialistisk Folkeparti: Ina Strøjer-Schmidt, Karina Lorentzen Dehnhardt, Karsten Hønge, Kirsten Normann Andersen, Rasmus Nordqvist, Theresa Berg Andersen, Trine Torp

Uden parti: Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Venstre: Anne Honoré Østergaard, Hans Christian Schmidt, Peter Juel-Jensen

Modstandere af ligestilling (i hvert fald hvis det betyder at drenge skal stilles lige):

Dansk Folkeparti: Marie Krarup, Søren Espersen

Det Konservative Folkeparti: Britt Bager, Mai Mercado, Niels Flemming Hansen, Rasmus Jarlov, Søren Pape Poulsen

Det Radikale Venstre: Henrik Vinther, Kathrine Olldag, Kristian Hegaard, Rasmus Helveg Petersen

Nye Borgerlige: Peter Seier Christensen

Socialdemokratiet: Anders Kronborg, Astrid Krag, Benny Engelbrecht, Bjørn Brandenborg, Camilla Fabricius, Christian Rabjerg Madsen, Daniel Toft Jakobsen, Henrik Møller, Ida Auken, Jan Johansen, Jens Joel, Jeppe Bruus, Jesper Petersen, Julie Skovsby, Karin Gaardsted, Kasper Roug, Kasper Sand Kjær, Lars Aslan Rasmussen, Leif Lahn Jensen, Malte Larsen, Mattias Tesfaye, Mette Gjerskov, Mogens Jensen, Nick Hækkerup, Peter Hummelgaard, Rasmus Stoklund, Tanja Larsson, Trine Bramsen, Troels Ravn

Uden Parti: Sikandar Siddique

Venstre: Anni Matthiesen, Bertel Haarder, Christoffer Aagaard Melson, Claus Hjort Frederiksen, Hans Andersen, Jan E. Jørgensen, Karen Ellemann, Karsten Lauritzen, Kenneth Mikkelsen, Kim Valentin, Louise Schack Elholm, Mads Fuglede, Michael Aastrup Jensen, Morten Dahlin, Preben Bang Henriksen, Stén Knuth, Tommy Ahlers, Torsten Schack Pedersen, Troels Lund Poulsen, Ulla Tørnæs

Folk hvis holdning til ligestilling vi ikke kender fordi de var fraværende:

Alternativet: Torsten Gejl.

Dansk Folkeparti: Hans Kristian Skibby, Kristian Thulesen Dahl, Mette Hjermind Dencker, Morten Messerschmidt, Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard, René Christensen

Det Konservative Folkeparti: Birgitte Bergman, Brigitte Klintskov Jerkel, Katarina Ammitzbøll, Marcus Knuth, Mette Abildgaard, Mona Juul

Det Radikale Venstre: Andreas Steenberg, Marianne Jelved, Martin Lidegaard, Samira Nawa, Sofie Carsten Nielsen, Susan Kronborg, Zenia Stampe

Enhedslisten: Eva Flyvholm, Mai Villadsen, Pernille Skipper, Rosa Lund, Rune Lund, Søren Søndergaard

Kristendemokraterne: Jens Rohde

Liberal Alliance: Alex Vanopslagh, Henrik Dahl

Nye Borgerlige: Lars Boje Mathiesen

De nordatlantiske mandater: Aaja Chemnitz Larsen, Barbara Gaardlykke Apol, Edmund Joensen, Aki-Matilda Høegh-Dam

Socialdemokratiet: Ane Halsboe-Jørgensen, Annette Lind, Birgitte Vind, Bjarne Laustsen, Dan Jørgensen, Flemming Møller Mortensen, Henrik Dam Kristensen, Kaare Dybvad Bek, Lea Wermelin, Lennart Damsbo-Andersen, Magnus Heunicke, Mette Frederiksen, Morten Bødskov, Nicolai Wammen, Orla Hav, Pernille Rosenkrantz-Theil, Rasmus Horn Langhoff, Rasmus Prehn, Simon Kollerup, Thomas Jensen

Socialistisk Folkeparti: Anne Valentina Berthelsen, Astrid Carøe, Charlotte Broman Mølbæk, Halime Oguz, Jacob Mark, Pia Olsen Dyhr, Signe Munk

Uden parti: Lars Løkke Rasmussen, Orla Østerby, Susanne Zimmer, Uffe Elbæk

Helt uden for parti: Inger Støjberg. Hun stemte hverken for eller imod.

Venstre: Carsten Kissmeyer, Ellen Trane Nørby, Erling Bonnesen, Eva Kjer Hansen, Fatma Øktem, Heidi Bank, Jacob Jensen, Jakob Ellemann-Jensen, Jane Heitmann, Kristian Pihl Lorentzen, Lars Christian Lilleholt, Marie Bjerre, Marlene Ambo-Rasmussen, Martin Geertsen, Sophie Løhde, Thomas Danielsen

Hvorfor tror folk at vi er i mål med ligestillingen i Danmark?

Godt spørgsmål. Der er mange steder hvor vi ikke er i mål. Og der er sikkert lige så mange forklaringer, som der er folk der tror det.

Men lad os bare tage et par eksempler.

Vi er ikke i mål med ligestillingen, fordi det er kvinder der står med størstedelen af husarbejdet.

Sikkert. Men ud over at det næppe er noget “samfundet” som sådan kan løse – mon ikke kvoteordninger for brug af støvsuger er noget der skal reguleres i hjemmet, ikke fra Christiansborg, så kan jeg ganske enkelt ikke genkende det. For herhjemme er det mig der laver mad, gør rent (eller renere), husker at græsset skal slås, tørre køkkenbordene af, står for indkøb, fjernelse af spindelvæv og andet godt. Og det hjælper i øvrigt ikke at vi omfordeler opgaverne. For vi er to mænd i husholdningen, og bortset fra de uger hvor rengøringsfirmaet kommer forbi, er der ingen kvinder involveret i det.

Jeg ser med andre ord på den virkelighed jeg kender – og må konkludere at jeg simpelthen ikke kan genkende postulatet.

Rockwoolfonden har i øvrigt undersøgt spørgsmålet. Kvinder brugte i 2018 54 minutter mere på husarbejdet end mænd om dagen. Til gengæld brugte mænd 50 minutter mere på arbejdsmarkedet. En samlet forskel på 4 minutter om dagen.

Vi er ikke i mål med ligestillingen, for der er mange flere mænd på ledende stillinger.

Igen, helt sikkert og ganske afgjort. Men også her ser min nære, personlige, virkelighed anderledes ud. Lad os prøve at se hvordan kønsfordelingen er, når jeg ser opad fra min kontorstol:

Min nærmeste leder går snart på barsel. Hun er i øvrigt kvinde. De tre berøringsflader mit arbejde har med hende, bliver overtaget af tre andre mellemledere. De er alle tre kvinder. De refererer et nøk op i hierarkiet. Til en kvindelig vicedirektør. Direktøren er mand. Indrømmet. Han refererer til kulturministeriets departementschef. Det er en kvinde. Hun refererer til kulturministeren. Der er kvinde. Kulturministerens chef er statsministeren, der pt er kvinde. Jeg ved ikke om man kan sige at statsministeren har en chef. Hvis hun har, må det være majestæten. Det er også en kvinde.

Ja, jeg er ganske enig i at der er ligestillingsproblemer også på ledelsesgangen. Men min umiddelbare reaktion når jeg får at vide at det er der – ja, det er altså at kigge på alle mine overordnede, og konstatere, at de med en enkelt undtagelse alle er kvinder.

Når mit umiddelbare svar på spørgsmålet om vi er i mål med ligestilling derfor er at hvis ikke vi er – så er vi meget tæt på. Ja, så er det måske fordi de fleste sammenhænge jeg bevæger mig i faktisk er ligestillede.

Men der er selvfølgelig utroligt langt til at vi har ligestilling, og der er massive problemer.

Jeg tør i hvert fald ikke påstå andet.

 

 

Performativ modsigelse

I dag har jeg lært et nyt ord. Eller rettere to: “Performativ modsigelse”. På engelsk “Performative contradiction“. På tysk, for det har lissom lidt mere schwung: “performativer Widerspruch”.

Eksemplet er sætningen “jeg er død”. Det udtalelsen siger, modsiger dens forudsætning. Hvis man er død, kan man ikke sige noget.

Et andet eksempel er, at der ikke findes sandheder, kun diskurser, der hverken er sande eller falske. Når man bruger det som fundamentet for ens konstatering af at folk er undertrykte (af hvide, ciskønnede, midaldrende mænd), går det galt. Postulatet om undertrykkelse er en sandhedspåstand, der kun kan give mening hvis man mener at det der siges er sandt. Hvilket er inkonsistent med postulatet om at virkeligheden og sandheden ikke findes, men er erstattet af diskurser.

 

Glemte forskere

Jeg er med på at det er skandaløst at Marie Hammer er glemt. Jeg anede ikke at hun eksisterede. Men hun undersøgte åbenbart omkring 1950’erne mosmider, og gjorde os klogere på kontinenterne. Deres drift og sådan.

Og hendes køn spiller da helt klart en rolle for hvilke muligheder hun havde den gang. Jeg føler blot trang til at spørge: Hvor mange forskere, der gjorde os klogere på et eller andet. Hvad som helst. Og som var aktive i 1950’erne kan vi huske? De der mener at det er skammeligt at hun er blevet glemt – hvor mange forskere fra den periode kan de faktisk nævne?

Er vi måske ikke snarere ude i, at stort set alle forskere bliver glemt. Og at det kun er ganske få der huskes uden for meget nørdede kredse? Jeg kan nævne ret mange, men jeg er også bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Historisk Kemi. Så jeg er nok lidt en outlier. Og nej, det er ikke ret mange af dem jeg kan huske, der er kvinder. Men hvis narrativet om at kvinder havde dårlige muligheder for at forske på det tidspunkt holder (og det gør det!), så er der måske ikke så overraskende. Vi kan ikke både mene at kvinder havde utroligt dårlige karrieremuligheder, og samtidig undre os over at der ikke var så mange. Der var ikke mange. Det var der en årsag til. Og når vi i dag ikke husker ret mange fremragende kvindelige forskere fra fortiden. Så er det jo blandt andet fordi der ikke var ret mange.

Men lad os også huske, at langt, langt de fleste mandlige forskere også bliver glemt uden for meget nørdede cirkler. Marie Hammer er muligvis glemt i offentligheden. Men husker offentligheden S.P.L. Sørensen? Børge Bak? Carl Johan Ballhausen? Julius Thomsen? Sophus Mads Jørgensen? William Christopher Zeise? Johannes Nicolaj Brønsted? For nu bare at tage et lille udsnit af danske kemikere. Nope. De er også blevet glemt.

Det kunne være, at årsagen til at kvindelige forskere fra fortiden bliver glemt, også. Delvist. Som en mulig supplerende forklaring. Bliver glemt at ca. samme årsager som deres mandlige kolleger.

Men lad os da for himlens skyld få Marie frem i lyset. Jo flere fremragende forskere vi får ind i den offentlige bevidsthed, jo bedre!

Jeg kan ikke forstå at…

Det kommer ret ofte fra oppositionspolitikere for tiden. Hvorfor må vi være 50 mennesker i Fakta, men højest fem til tante Odas fødselsdag?

Fordi vi er i Fakta ret kort tid – det tager kun fem minutter!, og har mundbind på (bortset fra de af os der har besluttet at de er undtaget. Vistnok fordi man kan undtages mundbind hvis man er for dum til at forstå formålet). Til tante Odas fødselsdag sidder vi flere sammen i lang tid, og har ikke mundbind på. Jo længere man er i nærheden af en smittet, jo større er sandsynligheden for at man selv bliver smittet. Fem minutter giver en ganske lille risiko. Fem timer giver en betydeligt højere risiko.

Og se, det tror jeg faktisk godt at Ellemann kan forstå. Det er bare belejligt for ham at lade som om han ikke forstår det.

Det konsekvensløse samfund kan godt i sig selv gøre mig træt. Særligt træt bliver jeg når jeg skal betale, måske blot indirekte, for at du kan skærmes mod konsekvenserne af dit valg. Ja, det er synd for dig at der er lang ventetid på fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen. Men statistisk set handler det i ret høj grad om at du ventede for længe. Og nu vil du så ikke alene have det offentlige til at betale for at blive gravid. Du vil endda have det offentlige til at betale ekstra, fordi du ikke kan vente et halvt år på behandling. Måske du skulle have ladet være med at vente 10 år med at blive gravid? Så ville du ikke skulle have ventet 20 uger nu.

Misforstå mig ikke – det er fint med udbredt fertilitetsbehandling. Vi får for få børn allerede. Men tør øjnene og tag en kiks. Du ventede 520 uger for længe før det gik op for dig at du godt ville have et barn. Så kan du godt vente 20 uger til.

Det konsekvensløse samfund

Det er fascinerende hvad der sker når folk stilles overfor et frivilligt valg. Enhver antydning af at valget har konsekvenser gør at de straks holder op med at opfatte det som frivilligt.

Senest illustreret ved den forventede indførsel af vaccinepas. Så er det jo ikke længere frivilligt at blive vaccineret må man forstå på kritikerne.

Og til det er der blot at svare: Jo, det er det. Men dine valg har konsekvenser. Og en af konsekvenserne af ikke at ville vaccineres er at man ikke får lov at rejse ud i en verden der naturligvis er lidt bekymret for smitte med den seneste version af corona-virusen. Sådan er det.

Her får vi afsløret at det folk ville have ikke var frivillighed og ingen tvang. Men ingen konsekvenser.

Og det er et generelt fænomen.

Vejer du 300 kg? Der kan være underliggende medicinske årsager, men den mest udbredte grund til at du gør det er at du indtager flere kalorier end du forbrænder. Og det har blandt andet den konsekvens, at din læge kan finde på at gøre dig opmærksom på at du er i forhøjet risiko for at dø af hjerteproblemer. Det er ikke tykfobi eller shaming. Det er blot sådan at der er konsekvenser af at veje det samme som tre babyelefanter.

Har du valgt at læse kønsstudier på RUC? Fint, men så har du også valgt ikke at blive administrerende direktør i FL Schmidt.

Har du valgt at læse humaniora? Fremragende. Men du var godt klar over at arbejdsmarkedet for den uddannelse er noget anderledes end det er for stærkstrømsingeniører. Så når du efterfølgende har sværere ved at finde arbejde, og får mindre i løn. Så er det fordi du traf et valg da du valgte uddannelse. Og ikke fordi arbejdsgiverne diskriminerer dig på grund af dit køn.

Du traf et valg. Du valgte som du gjorde fordi du mente at det var det bedste valg. For dig. Og nu har dit valg så konsekvenser. Selvfølgelig har det det. Ellers kunne du jo lige så godt have valgt anderledes. De konsekvenser må du tage på dig. Det var dit valg, ikke andres.

Det er en af de forskelle der er på små børn og voksne mennesker.

Skam

Jeg udskammer dig ikke fordi du holder ferie i Dubai under en pandemi. Jeg udskammer dig heller ikke fordi du henter en muteret udgave af pesten med hjem, der udsætter dine medborgeres helbred for fare.

Jeg konstaterer at du har opført dig idiotisk og hensynsløst. Du styrer selv om du vil skamme dig over det.

Jeg udskammer dig heller ikke fordi du snyder med sociale ydelser, og fusker dig til rettigheder du egentlig ikke har.

Jeg konstaterer at du snylter på velfærdssamfundet. Du styrer selv om du vil skamme dig over det.

Magisk tænkning

The Secret. En bog der vel bedst kan beskrives som newage-agtig. Den fortæller os at hvis vi bare visualiserer en ny bil på den rigtige måde, så vil universet levere os en ny bil.

Det minder om noget andet. Hvis vi bare alle sammen siger at noget er på en bestemt måde. Så er det faktisk sådan. Også selvom det måske ikke helt er sådan. Hvis vi bare allesammen bliver ved at sige at løngabet mellem mænd og kvinder er på 14%. Så er løngabet på 14%. Uanset hvor meget Lønkommissionen når frem til at det er mellem 0,5 og 3,1%. Eller at Vive når frem til 2%. Altså som den forskel i løn der ikke kan forklares med ancinitet, uddannelse, ansvar, deltid vs fuldtid etc. Og som vi altså nok med en vis rimelighed må antage handler om køn.

Nix. Vi har alle besluttet os for at det er 14%. Så det er det. Og Vive har klart misforstået et eller andet.