For de siger ting vi har besluttet os for er forkerte.

Blot en samling af links til rapporter, artikler og andet godt.

Ændringer i prøveformer giver øget kønsforskel i folkeskolens eksamener. Fra Rockwool fonden. Der ses ingen kønsforskel i hvad eleverne faktisk kan. Men prøveformen favoriserer pigerne, der får systematisk højere karakterer end de lige så kvalificerede drenge.

Nogle elever får lave karakterer trods fint fagligt niveau. Fra Rockwool fonden. De nogen elever, der får lavere karakterer end deres lige så dygtige klassekammerater, har det til fælles at de er drenge.

Kønsforskelle fra fødsel til død. Fra Rockwool fonden. Af 23 livsbegivenheder fra fødsel til død klarer mænd sig ringere end kvinder på 3 punkter. På 3 punkter er der ligestilling. På 17 klarer kvinder sig markant bedre.

Udsatte borgere dør oftere af fortvivlelsesdødsfald. Fra Rockwool fonden. Udsatte borgere dør oftere af selvmord, alkohol og andet misbrug. Mænd i alderen 45-64 dør dobbelt så hyppigt som kvinder i samme aldersgruppe.

Nu er det især mænd, der diskrimineres, når de søger job. Akademikerbladet kan fortælle at man ikke længere kan få øje på at kvinder skulle blive diskrimineret når de søger arbejde i traditionelle mandefag.

Eller, som artiklen formulerer det “Med andre ord står mænd samlet set dårligere i jobsøgningen end kvinder gør.”

Den oprindelige forskning kan findes her: On the trajectory of discrimination: A meta-analysis and forecasting survey capturing 44 years of field experiments on gender and hiring decisions. Schaerer, M. et al. Organizational Behavior and Human Decision Processes, Volume 179, 2023, 104280.

HPV vaccine Session introduction and key questions. WHOs officielle position var (og er formentlig stadig) at drenge i Danmark (og andre lande) ikke skal have adgang til vacciner der forebygger kræft, før alle kvinder i alle andre lande har fået adgang til vaccinen.

Experimental Evidence on the Acceptance of Males Falling Behind. Eksperimentel undersøgelse der dokumenterer, at holdningen (blandt respondenterne) er, at hvis mænd klarer sig dårligt, så er det deres egen skyld. Men hvis kvinder klarer sig dårligt, så skal de have hjælp. Gerne på bekostning af mænd der har klaret sig bedre.

Mere populær gennemgang i Weekendavisen.

Du skal på Ferraris fabriksmuseum!

Og så skal du købe balsamico. Vi kan anbefale La conserteria1966. Udfordringen er at flasken med balsamico til 100 euro ligner flasken til 500 euro til forveksling… Jeg tror ikke vi blev snydt.

Hvad er der af gode tricks og steder man skal se i Athen?

Det plejer vi at spørge om når vi skal ud at rejse. Og undertiden svarer vi også når andre spørger. Her er nogle af vores tips til Athen. De er fra efteråret 2017. Så hvis du finder denne side i 2019, kan der sagtens være ting der har ændret sig.

Ankomst og transport. Lufthavnen i Athen er faktisk OK. Der er lidt vej at gå til toget, men det er klart overkommeligt. Der er automater til at købe billetter i, i afgangshallen. Bemærk at de største sedler der kan bruges i dem er 20 euro. Så sørg for at have mindre med. Vi var heldige at have tilstrækkeligt med mønter med. For køen til det betjente billetsalg var lang. Og det var vores klare indtryk at fordommene om græsk effektivitet ikke er fordomme. Billetten ind til byen koster 10 euro pr næse. Turen tager ca. 40 minutter. Og det er ca. den transport du får behov for, med mindre du vil uden for byen. Det eneste der lå i andet end gå afstand, som vi skulle se, var Piræus. Alt andet gik vi til. Vær opmærksom på returrejsen. Togene til lufthavnen begynder først at køre relativt sent. Tag en taxa, det koster 40 euro fra centrum (der er noget med en nattakst eller noget, så den måske kan snige sig op på 50), uanset hvad der måtte stå på taxameteret.

Akropolis: Den skal ses, det er der ingen tvivl om. To tip. Gør dig selv den tjeneste at gå rundt om højen også. Inden for indhegningen kan man komme rundt ad en sti. Der er flere sjove historier og steder. Og så er der det med menneskemylderet. Vi var der i efteråret, så det var ikke så slemt. Men kom tidligt, så det ikke er totalt overrendt. Man skal selvfølgelig have billet. Den koster 20 euro. Man kan også købe en kombinationsbillet, der koster 30 euro, og giver adgang til en række andre interessante ruiner. Tricket er, at der kan være ganske lang kø til billetsalget på Akropolis. Men man kan købe kombinationsbilletten ved alle de andre ruiner også. De er ikke tilnærmelsesvist så overrendte, så køen til billetlugen er overskuelig. Den gamle agora er man næsten nødt til at besøge også – og den er med i billetten, så start der.

Akropolismuseet. Besøg det!

Kerameikos er den gamle, antikke, gravplads. Når I kommer dertil, så hold lige øje med hvordan I kommer dertil. Der ligger en synagoge lige i nærheden, og der er åbenbart også problemer med folk, jeg gætter på at det er buddister, der synes at det er helt fjong at slå jøder ihjel i Grækenland. Så den er altså bevogtet, og de civile betjente har ingen humor. Det er et voldsomt underspillet sted. Det er proppet med gode historier, men skiltningen halter lidt.

Templet for den Olympiske Zeus. Det er hvad man ser. Har man travlt kan man se det hele ude fra. Så kommer man også tættere på Hadrians bue, der er en del af komplekset, men står udenfor hegnet. Der er ingen skygge, så husk vand!

Bogstaver. De græske bogstaver er et kapitel for sig. Hvis man har en naturvidenskabelig baggrund er det ikke så galt, for så kender man dem. De fleste af gadeskiltene har både græske og latinske bogstaver. Men vær opmærksom på at gadenavne er noget der besluttes ganske lokalt. Så der kan sagtens være flere gader der hedder det samme. Og så kan det godt tage lidt tid at komme gennem byen hvis man, som jeg, rejser med en der betragter enhver tekst med græske bogstaver, som en rebus der skal løses for man kan gå videre.

Markedet. Det ligger nord for hovedgaden. Besøg det! Der er en stor hal hvor fiskehandlerne og slagterne holder til. Det er en oplevelse i sig selv, også selvom man ikke lige skal have et par lammehoveder med hjem. Det er også et ok sted at købe sprit, nødder, oliven eller hvad man nu har lyst til at tage med hjem af den slags. Vi fandt dog ikke nogen metaxa med flere end fem stjerner, så der måtte vi andre steder hen.

Plakaen er basalt set et helt kvarter, der ikke er andet end en stor turistfæld. Men sammenlignet med så mange andre turistfælder rundt omkring i verden, er den faktisk relativt charmerende. Der er groteske mængder af butikker der sælger t-shirts, ting skåret i oliventræ, oliven, olivenolie, gipsting af diverse guder, spartanske hjelme og keramik med festlige, omend ikke altid lige børneegnede, dekorationer. man kan søreme også finde acceptable restauranter der.

Og jo man kan godt finde ok steder at spise i Plakaen. Man kan også bevæge sig lidt væk fra hovedstrøgene, og finde nogen der er bedre. Eller i hvert fald mere autentiske. Der er turister overalt, men vores succeskriterium er at der bliver talt græsk ved i hvert fald nogen af bordene. Her er et par steder vi kunne finde på at besøge igen:

Det sidste

Kostas. Det er her du får den absolut bedste souvlaki. Det har resten af verden også opdaget. Det er den ved Filellinon 7, evt Pentelis 5 du skal have fat på, ikke den ved Platia Agias Irinis, der er lidt ældre. Det er på den anden side der du får verdens næstbedste souvlaki.

den første

Den oppe nord for hovedgaden

ølbaren

LGBT (QPIA*+ etc). Vi gjorde som vi plejer. Holdt i hånd stort set overalt, og kyssede hinanden når vi havde lyst. Der var ingen tilråb, kommentarer, blikke eller andet. Når man bevæger sig lidt væk fra det absolutte centrum, begynder bygninger og gader at se meget slidte ud. Og der var vi lidt mere forsigtige efter mørkets frembrud. Men ikke lige så forsigtige som vi ville have været på Nørrebro i dagtimerne. Hvordan nattelivet er, hvilke barer, diskoteker eller sådan der er værd at besøge? Det aner vi ikke. Vi har været for gamle til den slags siden vi fyldte 30 🙂

Bruxelles er en vældig charmerende by. Også selvom det måske er europas kedeligste hovedstad. Som regel foretrækker vi at rejse i yderkanten af andre folks ferie. Det er billigere, og man er ikke omgivet af skrigende danske curlingbørn. Bruxelles er ikke et stort turistmål, så her er den vigtige parameter ikke hvornår resten af verden holder ferie, men hvornår Europaparlamentet er i byen. For så er hotelpriserne ret lave, og man kan få billige værelser på selv eksklusive art deco hoteller i midten af byen.

Ingen tur til Belgien uden at drikke øl. Belgierne laver noget af verdens absolut bedste. En særlig specialitet er deres lambiske øl. Her vil vi særligt fremhæve baren À la Bécasse. Men ellers er det ret enkelt. Det er ikke muligt at finde dårlig øl i byen.

Belgien er også kendt for tegneserier. Besøg tegneserie centret. Det er selvfølgelig en glimrende attraktion hvis man har børn med. Men i de fransktalende lande betragtes tegneserier som den niende kunstform (arkitektur er den første, maleri den tredie. Det er det niveau vi er på). Valfart også til der hvor du ser tintin og Terry på toppen af bygningen.

De er i det hele taget glade for tegneserier. Så hvis der er en ledig gavl, er der et vægmaleri. Det er udsmykninger der ændrer sig, og det nytter ikke noget at brokke sig over at en bygning er blevet renoveret, og det maleri man fandt i guidebogen nu er væk. Kig op, de er overalt.

Manneken Pis skal man naturligvis se. Men tag lige og besøg Jeanneke Pis også. Hun er lige ved Deleriuim cafeen – der kun er et besøg værd hvis man er gymnasieelev. Der er muligvis et imponerende udbud af øl, men det er ikke til at holde ud at være der. Skal du have den komplette oplevelse, så skal du også til Zinneke Pis.

hnByens bedste fritter finder man på

Intet besøg i Bruxelles uden moules frites. Min bedre halvdel var meget skeptisk. Han er ikke meget for hvirvelløse dyr i kosten. Men han blev dog overbevist om at man godt, nødtvungent, og hvis der ikke er andet, kan spise muslinger. De første fik vi på Au Rugbyman. Den ligger, sammen med en masse andre fiskerestauranter i et vældig hyggeligt kvarter en smule væk fra mylderet.

Byen vrimler med gode restauranter. Der er sikkert også dårlige imellem. Skal der stjerner på, har vi ikke været så meget rundt. Men Bozar syntes vi var ret god.

Det er de små løg (Les Petits Ognions) også. Man sidder godt nok ud til en travl vej hvis man sidder udenfor. Men maden er god, prisen fornuftig, og der er et rødt emaljeskilt i døren.

Der behøver ikke være stjerner. Houtsiplou laver nogle fremragende burgere!

Waterloo ligger lige rundt om hjørnet. Tag toget, gå til Wellingtons hovedkvarter i selve byen, bussen til museet og slagmarken. Bare følg Google maps instruktioner, og hav kontanter med til bussen. Musset er gravet ind i bakken, og noget man sagtens kan bruge en to-tre timer på. Tag shuttlebussen til Hougoumont gården, og tilbage igen. Skal du have den komplette oplevelse, skal du også finde vej til Napoleons sidste hovedkvarter. Misser du det, er det ok. Det er lidt bøvlet at komme til og fra. Vi var heldige at kunne få en Uber dertil, men var uden for deres dækningsområde da vi skulle derfra. Men bussen stopper lige ved det lille museum, og kører direkte til Bruxelles centrum.

Bilmuseet

Magrittemuseet kan også anbefales. Hvis det kun er det man skal besøge, kan man med fordel købe biletten online, og spare en tur gennem resten af museumskomplekset. Og hvis man går gennem resten af museet, udnyt da at der under selve Magritte-delen er bagagebokse der ikke skal bruge en mønt.

Persephone, maiden of spring, queen of Hades, mistress of the pomegranate, bring unto me a lover whose loins are fruitful like the ripened oranges of Valencia and whose phallus could shame the boastful centaur. Amen.

Der handler om Star Trek

“As a queer person I am constantly thinking about how society gets to tell who’s normal or not”

Det der er ikke en seksuel orientering søde.

Det er en tvangsneurose.

Da jeg havde passeret porten, hvorpå der stod skrevet:

“Opgiv alt håb, I som opretter supportsager her,”

førte min ledsager mig ned gennem Statens ITs ni cirkler.

Første cirkel — Ventekøen

Vi steg ned i første cirkel, hvor de ventende opholder sig.

Her var ingen skrig, ingen ild og ingen dæmoner. Kun et gråt lys fra gamle loftslamper og den endeløse musik fra telefonsystemets køfunktion. Sjælene vandrede hvileløst gennem lange korridorer beklædt med opslag om digitale strategier fra for længst glemte år.

Disse var ikke syndere.

De havde blot ringet til servicedesk.

Ved væggene stod tusinder med telefonen presset mod øret, mens en stemme uden krop med jævne mellemrum sagde:

“Din forventede ventetid er … fire minutter.”

Og selv efter årtier blev ventetiden aldrig kortere.

Nogle forsøgte at lægge på. Men i samme øjeblik begyndte opkaldet forfra.

Anden cirkel — Passwordets storm

Dernæst førte han mig til anden cirkel, hvor passwordstormene raser.

Her blev sjælene kastet rundt af en evig vind af udløbne sessions, MFA-anmodninger og adgangskoder, som ikke længere opfyldte kompleksitetskravene.

Regnen her bestod af små blinkende notifikationer:

“Dit password udløber om 0 dage.”

Disse sjæle havde heller ikke syndet.

De havde blot glemt ét enkelt specialtegn.

Nu tumlede de gennem mørket med telefoner i hænderne, mens authenticator-apps krævede godkendelser, der aldrig nåede frem. Hver gang nogen endelig nulstillede deres kodeord, lød en dæmonisk stemme fra vinden:

“Det nye password må ikke ligne et tidligere password.”

Og stormen tog til.

Tredje cirkel — De hjælpesøgende

Og vi steg ned i tredje cirkel, hvor de hjælpesøgende lider deres straf.

Her faldt en evig regn af fejlslagne opdateringer, halvfærdige migreringer og sikkerhedspatches udsendt fredag eftermiddag. Under den kolde regn lå brugerne i et bundløst mudder af sammenfiltrede kabler, låste konti og skærme, der frøs midt i præsentationer.

Disse sjæle havde ikke syndet.

De havde ikke krævet privilegier, administratorrettigheder eller ulovlig software. De havde blot indsendt en sag. Én sag.

En beskeden bøn om hjælp:

“Min computer virker ikke.”

Og Statens IT havde hørt deres råb.

Derfor blev de udleveret en ny computer, som heller ikke virkede. Og da de igen bad om hjælp, blev endnu en maskine dem givet, lige så ubrugelig som den første. Således vandrede de nu gennem mudderet med armene fulde af identiske Lenovoer, alle fastlåst i BitLocker eller uden adgang til netværksdrev.

Over dem rungede servicedeskens stemme gennem mørket:

“Har du prøvet at genstarte?”

Og da de svarede, at de havde, faldt regnen blot tungere.

Fjerde cirkel — Asset Management

Vi steg videre ned i fjerde cirkel, hvor de inventarforbandede er fanget.

Her rullede tusinder af kontorstole uden ejermand gennem mørket, mens bunker af dockingstationer væltede som døde bymure omkring de fortabte.

Disse sjæle havde heller ikke syndet.

De havde blot skiftet kontor.

Nu slæbte de evigt rundt på skærme, tastaturer og strømforsyninger gennem et endeløst lager, hvor alle hylder var mærket med forældede asset-numre. Hver genstand var registreret i systemet, men ingen fandtes dér, hvor systemet påstod.

Fra mørket kom asset-forvalterne, blege og tavse, med stregkodescannere hængende som røgelseskar foran sig.

Og når en sjæl endelig fandt den rette oplader, viste det sig altid at være USB-C til den forkerte generation.

Femte cirkel — Ticketsumpen

Derpå førte han mig ned til femte cirkel, hvor ticketsumpen ligger.

Her sad de fortabte fast til brystet i en stinkende mose af gamle supportsager. Rundt omkring flød lukkede tickets ovenpå åbne tickets, og hele sumpen glødede svagt af automatiske mails.

Disse sjæle havde engang troet, at deres sag var tæt på løsning.

For de havde modtaget beskeden:

“Din sag er blevet opdateret.”

Men når de åbnede ticketen, stod der blot:

“Vi arbejder fortsat på problemet.”

Under mudderet trak usynlige hænder i deres ben. Det var anden linje support, som evigt videresendte sagerne mellem hinanden.

Af og til steg en fortabt op af sumpen og råbte:

“Det virker stadig ikke!”

Men straks blev sagen markeret som løst.

Sjette cirkel — Compliancebyens grave

Vi kom nu til sjette cirkel, hvor compliancebyens grave brænder.

Her sad sjælene indespærret i flammende mødelokaler med glasvægge. På skærmene foran dem afspilledes obligatoriske e-learning-kurser uden ophør.

Disse sjæle havde blot overset én phishingtest.

Nu måtte de evigt gennemføre GDPR-træning, informationssikkerhedskurser og awareness-moduler med titler som:

“Sikker adfærd i en digital hverdag.”

Hver gang et kursus var fuldført, nulstillede systemet deres status, og en ny mail ankom:

“Du mangler fortsat at gennemføre obligatorisk træning.”

Og deres skrig fyldte luften:

“Jeg HAR allerede taget kurset!”

Men ingen kunne høre dem gennem headsetene.

Syvende cirkel — VPN-ørkenen

Dernæst steg vi ned i syvende cirkel, hvor hjemmearbejdets fortabte vandrer.

Her strakte en gold ørken sig til alle sider under en himmel fyldt med hakkende Teams-opkald og frosne webcam-billeder.

Disse sjæle havde ikke forsøgt oprør.

De havde blot arbejdet hjemme én enkelt dag.

Nu løb de evigt mellem loginvinduer og VPN-klienter, mens sandet under deres fødder bestod af tabte forbindelser og timeouts.

Hver gang nogen næsten nåede frem til systemet, lød en klokke:

“Din session er udløbet.”

Og de måtte begynde forfra.

Ottende cirkel — Konsulenternes grøfter

Så førte min ledsager mig til ottende cirkel, hvor konsulenterne bor.

Her fandtes dybe grøfter fyldt med PowerPoints, strateginotater og roadmap-dokumenter uden ende.

Disse sjæle havde i livet talt meget og sagt lidt.

Nu vandrede de evigt mellem workshops og visionsseminarer, mens de fremsagde tomme formularer:

“Vi skal skabe synergier omkring den digitale transformation.”

For hvert buzzword voksede bunker af governance-dokumenter op omkring dem, indtil de sank dybere ned i papir og procesmodeller.

Over dem kredsede enterprise-arkitekter med enorme Visio-diagrammer som mørke vinger.

Og alle systemer blev langsommere i deres nærvær.

Niende cirkel — Det frosne datacenter

Til sidst nåede vi helvedes bund.

Her var ingen ild.

Kun kulde.

Et uendeligt datacenter strakte sig gennem mørket, oplyst af kolde blå dioder og nødlys. Serverrækker stod fastfrosne i isen, og mellem dem sad de fortabte med hænderne stivnet over sorte skærme.

Disse sjæle havde begået de største forbrydelser.

Én havde deployet fredag eftermiddag.
Én havde undladt dokumentation.
Én havde sagt:

“Det virkede på min maskine.”

Midt i den frosne stilhed tronede den Store Arkitekt selv, enorm og bevægelig som et nedbrudt ERP-system. Han havde tre ansigter:

Det ene mumlede om cloud migration.
Det andet om besparelser.
Det tredje om governance.

I sine kæber tyggede han evigt på de fordømte, mens alarmer blinkede lydløst i mørket.

Og dér forstod jeg, at selv helvede havde et driftsvindue.