Rejsen gennem Statens IT

Da jeg havde passeret porten, hvorpå der stod skrevet:

“Opgiv alt håb, I som opretter supportsager her,”

førte min ledsager mig ned gennem Statens ITs ni cirkler.

Første cirkel — Ventekøen

Vi steg ned i første cirkel, hvor de ventende opholder sig.

Her var ingen skrig, ingen ild og ingen dæmoner. Kun et gråt lys fra gamle loftslamper og den endeløse musik fra telefonsystemets køfunktion. Sjælene vandrede hvileløst gennem lange korridorer beklædt med opslag om digitale strategier fra for længst glemte år.

Disse var ikke syndere.

De havde blot ringet til servicedesk.

Ved væggene stod tusinder med telefonen presset mod øret, mens en stemme uden krop med jævne mellemrum sagde:

“Din forventede ventetid er … fire minutter.”

Og selv efter årtier blev ventetiden aldrig kortere.

Nogle forsøgte at lægge på. Men i samme øjeblik begyndte opkaldet forfra.

Anden cirkel — Passwordets storm

Dernæst førte han mig til anden cirkel, hvor passwordstormene raser.

Her blev sjælene kastet rundt af en evig vind af udløbne sessions, MFA-anmodninger og adgangskoder, som ikke længere opfyldte kompleksitetskravene.

Regnen her bestod af små blinkende notifikationer:

“Dit password udløber om 0 dage.”

Disse sjæle havde heller ikke syndet.

De havde blot glemt ét enkelt specialtegn.

Nu tumlede de gennem mørket med telefoner i hænderne, mens authenticator-apps krævede godkendelser, der aldrig nåede frem. Hver gang nogen endelig nulstillede deres kodeord, lød en dæmonisk stemme fra vinden:

“Det nye password må ikke ligne et tidligere password.”

Og stormen tog til.

Tredje cirkel — De hjælpesøgende

Og vi steg ned i tredje cirkel, hvor de hjælpesøgende lider deres straf.

Her faldt en evig regn af fejlslagne opdateringer, halvfærdige migreringer og sikkerhedspatches udsendt fredag eftermiddag. Under den kolde regn lå brugerne i et bundløst mudder af sammenfiltrede kabler, låste konti og skærme, der frøs midt i præsentationer.

Disse sjæle havde ikke syndet.

De havde ikke krævet privilegier, administratorrettigheder eller ulovlig software. De havde blot indsendt en sag. Én sag.

En beskeden bøn om hjælp:

“Min computer virker ikke.”

Og Statens IT havde hørt deres råb.

Derfor blev de udleveret en ny computer, som heller ikke virkede. Og da de igen bad om hjælp, blev endnu en maskine dem givet, lige så ubrugelig som den første. Således vandrede de nu gennem mudderet med armene fulde af identiske Lenovoer, alle fastlåst i BitLocker eller uden adgang til netværksdrev.

Over dem rungede servicedeskens stemme gennem mørket:

“Har du prøvet at genstarte?”

Og da de svarede, at de havde, faldt regnen blot tungere.

Fjerde cirkel — Asset Management

Vi steg videre ned i fjerde cirkel, hvor de inventarforbandede er fanget.

Her rullede tusinder af kontorstole uden ejermand gennem mørket, mens bunker af dockingstationer væltede som døde bymure omkring de fortabte.

Disse sjæle havde heller ikke syndet.

De havde blot skiftet kontor.

Nu slæbte de evigt rundt på skærme, tastaturer og strømforsyninger gennem et endeløst lager, hvor alle hylder var mærket med forældede asset-numre. Hver genstand var registreret i systemet, men ingen fandtes dér, hvor systemet påstod.

Fra mørket kom asset-forvalterne, blege og tavse, med stregkodescannere hængende som røgelseskar foran sig.

Og når en sjæl endelig fandt den rette oplader, viste det sig altid at være USB-C til den forkerte generation.

Femte cirkel — Ticketsumpen

Derpå førte han mig ned til femte cirkel, hvor ticketsumpen ligger.

Her sad de fortabte fast til brystet i en stinkende mose af gamle supportsager. Rundt omkring flød lukkede tickets ovenpå åbne tickets, og hele sumpen glødede svagt af automatiske mails.

Disse sjæle havde engang troet, at deres sag var tæt på løsning.

For de havde modtaget beskeden:

“Din sag er blevet opdateret.”

Men når de åbnede ticketen, stod der blot:

“Vi arbejder fortsat på problemet.”

Under mudderet trak usynlige hænder i deres ben. Det var anden linje support, som evigt videresendte sagerne mellem hinanden.

Af og til steg en fortabt op af sumpen og råbte:

“Det virker stadig ikke!”

Men straks blev sagen markeret som løst.

Sjette cirkel — Compliancebyens grave

Vi kom nu til sjette cirkel, hvor compliancebyens grave brænder.

Her sad sjælene indespærret i flammende mødelokaler med glasvægge. På skærmene foran dem afspilledes obligatoriske e-learning-kurser uden ophør.

Disse sjæle havde blot overset én phishingtest.

Nu måtte de evigt gennemføre GDPR-træning, informationssikkerhedskurser og awareness-moduler med titler som:

“Sikker adfærd i en digital hverdag.”

Hver gang et kursus var fuldført, nulstillede systemet deres status, og en ny mail ankom:

“Du mangler fortsat at gennemføre obligatorisk træning.”

Og deres skrig fyldte luften:

“Jeg HAR allerede taget kurset!”

Men ingen kunne høre dem gennem headsetene.

Syvende cirkel — VPN-ørkenen

Dernæst steg vi ned i syvende cirkel, hvor hjemmearbejdets fortabte vandrer.

Her strakte en gold ørken sig til alle sider under en himmel fyldt med hakkende Teams-opkald og frosne webcam-billeder.

Disse sjæle havde ikke forsøgt oprør.

De havde blot arbejdet hjemme én enkelt dag.

Nu løb de evigt mellem loginvinduer og VPN-klienter, mens sandet under deres fødder bestod af tabte forbindelser og timeouts.

Hver gang nogen næsten nåede frem til systemet, lød en klokke:

“Din session er udløbet.”

Og de måtte begynde forfra.

Ottende cirkel — Konsulenternes grøfter

Så førte min ledsager mig til ottende cirkel, hvor konsulenterne bor.

Her fandtes dybe grøfter fyldt med PowerPoints, strateginotater og roadmap-dokumenter uden ende.

Disse sjæle havde i livet talt meget og sagt lidt.

Nu vandrede de evigt mellem workshops og visionsseminarer, mens de fremsagde tomme formularer:

“Vi skal skabe synergier omkring den digitale transformation.”

For hvert buzzword voksede bunker af governance-dokumenter op omkring dem, indtil de sank dybere ned i papir og procesmodeller.

Over dem kredsede enterprise-arkitekter med enorme Visio-diagrammer som mørke vinger.

Og alle systemer blev langsommere i deres nærvær.

Niende cirkel — Det frosne datacenter

Til sidst nåede vi helvedes bund.

Her var ingen ild.

Kun kulde.

Et uendeligt datacenter strakte sig gennem mørket, oplyst af kolde blå dioder og nødlys. Serverrækker stod fastfrosne i isen, og mellem dem sad de fortabte med hænderne stivnet over sorte skærme.

Disse sjæle havde begået de største forbrydelser.

Én havde deployet fredag eftermiddag.
Én havde undladt dokumentation.
Én havde sagt:

“Det virkede på min maskine.”

Midt i den frosne stilhed tronede den Store Arkitekt selv, enorm og bevægelig som et nedbrudt ERP-system. Han havde tre ansigter:

Det ene mumlede om cloud migration.
Det andet om besparelser.
Det tredje om governance.

I sine kæber tyggede han evigt på de fordømte, mens alarmer blinkede lydløst i mørket.

Og dér forstod jeg, at selv helvede havde et driftsvindue.

 

Malaga

Hvor skal man spise?

Der er masser af god mad. Vi var glade for Esquina Granada. Calle Granada 73. I det historiske centrum.

Der er også Mesón Mariano meget lille, superhygggeligt sted. Også selvom man bænkes i baren. Det er vist nok muligt at booke bord. Hvis man taler spansk og ringer flere dage i forvejen. Kom i god tid, der er en beværtning lige rundt om hjørnet. I samme øjeblik folk stiller sig i kø – så gør du også. Venter du til en halv time før, er køen så lang at du skal tage madpakke med. Men der er også gode grunde til køens længde…

Taxaer er billige og rigelige. De er formentlig billigere end Uber. Og en Uber koster ca. 22 euro fra det historiske centrum, til lufthavnen. Bemærk at taxaerne ikke har adgang til det historiske centrum.

Der skal ses flamengo. Det forlyder at der er to slags, turistflamengoen, som vi ikke har prøvet. Og så den originale sigøjnerflamengo (og ja, de kalder sig selv for gypsies når de taler engelsk, så pak din politiske korrekthed væk). Der prøvede vi et meget lille sted: Kelipe. Det vil vi gerne anbefale!

Gibralta – tag bussen, og gå resten af vejen. I højsæsonen er der MANGE turister. I hvert fald indtil de har fået repareret deres svævebane er der kun en mulighed, og det er at tage en taxa. Så du lader dig bare overfalde af chaufførerne så snart du har passeret grænsen. Når du skal med bussen, så husk at tage et kig på google streetview, så du faktisk finder busterminalen, istedet for at tumle rundt på den nærlliggende togstation.

Skal du på en dagstur til Alhambra. Så sørger du for at booke billetter i god tid inden du overhovedet flyver til Malaga. Det gjorde vi ikke…

Det gamle mauriske borgkompleks i centrum er et besøg værd. Der gemmer sig en elevator i en sidegade på havnesiden af borgen. Tag den!

hulen. Nerva. besøg det!

Hvad vi lærte af valget

Vi lærte at det er godt for mandlige kandidater at være høje, atletisk bygget, relativt unge, og konventionelt pænt udseende.

Vi lærte også at det ikke er en nødvendig forudsætning. Lars Løkke blev genvalgt.

Vi lærte også at det ikke er en tilstrækkelig forudsætning.

Men høje mænd har lettere ved at blive valgt.

meN altSå Kun hVis du ER maNd! Udseende og alder har INGEN (INGEN BLEV DER SAGT! MANDESVIN!) betydning for kvindelige kandidater. De bliver kun valgt på deres overlegne kvalifikationer. Faktisk er det en ulempe for dem hvis de er unge og smukke.

Det er også en ulempe for dem hvis de ikke er unge og smukke. Alt er en ulempe.

 

Et surt opstød

Weekendavisen havde et indlæg på fjæsen om kvinders begejstring over bøssesex. En heterosexuel kvinde følte trang til at belære avisen om at bøssesex altså er et forældet og forkert udtryk.

Jeg følte trang til at takke hende for at en heterosexuel kvinde kunne oplyse os bøsser om at vi brugte de forkerte og forældede ord.

En fyr ved navn Kent takkede mig for at introducere ordet “dydspoint” for at beskrive hvad damen havde gang i. Og det udløste så denne tirade fra mig:

Jamen så må du hellere få lidt mere ammunition. Tag en kop kaffe, wall of text incoming.
Først og fremmest, jeg kommer måske til at bruge B-ordet, og også kalde det Bordsex. Det kommer
lidt an på hvad vej teksten tager mig. Men det gør jeg altså indtil I heteroer er blevet enige om hvilket moderne og pænt ord I vil give mig lov til at have lyst til at
blive kaldt.
Du skal have fat i dramatrekanten (google er din ven). Det er den der ligger til grund for rigtig
meget af det her. Den beskriver forholdene mellem offer, krænker og frelser, og kommer fra
den psykoterapeutiske transaktionsanalyse Men der behøver sådan set ikke
være hverken offer eller krænker, det vigtige er den tredie rolle, frelseren, der skal redde det
stakkels offer fra den onde krænker.
De dynamikker der beskrives af dramatrekanten bliver ofte utroligt dysfunktionelle, og er svære at bryde ud af. Alle tre parter får nemlig noget ud af at være i deres roller.
Offeret har glæde at at være offer – for det er synd for offeret. Krænkeren har glæde af at være
krænker, for det giver magt og status. Og frelseren får sådan en dejlig fornemmelse i mavsen over at redde offeret. Og sådan kan de forstærke hinandens adfærd, fordi alle får noget ud af det. Uanset hvor dysfunktionelt det er.
Vejen ud af dramaet er at nægte at spille sin rolle.
Hvis nu man gerne vil være frelser, så bliver man nødt til at finde et offer og en krænker. Det er her
vigtigt at man finder et offer der er tilpas forskelligt fra en selv. Ellers vil man risikere selv at være
offer. Og selvom det også giver status at være et undertrykt offer der kæmper mod den onde overmagt, er det meget rarere at være frelserne der ikke alene bekæmper det onde, men også uselvisk redder det stakkels offer.
Som nævnt, det vigtige er at du kan være frelser, så det er ikke så vigtigt at krænkeren faktisk har krænket nogen, eller at offeret overhovedet er klar over at han er offer. Rollerne deles ud som når pigerne organiserede far-mor-og-børn lege i børnehaven. “Så siger vi at det er synd for dig at han gjorde det og så kommer jeg og fortæller ham at han er dum og så bliver du glad og kan lide mig.” Den slags.

Problemet opstår når krænker og offer kigger på hinanden i overraskelse over de roller de er blivet tildelt. Krænkeren kan jo godt protestere, men det er præcis hvad onde krænkere ville gøre, så det tæller ikke rigtigt. Rigtig træls bliver det først når offeret nægter at lege med og protesterer.
Det kan godt være lidt nederen når nu man havde besluttet sig for at være frelser og offeret så ikke
anerkender sin offerrolle og helst vil være fri. Ja, faktisk er man måske endda lidt et offer nu; offerets position inverteres, og han er nu krænker, mens frelseren bliver et tavsliggjort offer. Hvad der sker med den oprindelige krænker er lidt uklart.
Sagen kompliceres ofte af den kognitive dissonans der andre steder i tråden er peget på. Det var særligt udpræget under MeToo, hvor en del magtfulde mænd slog sig op som frelsere. Stærke fortalere for at unge kvinder, endelig gjorde op med den rådne kultur som de tivertifald tog utroligt meget afstand fra. Lige indtil de (se, blandt mange andre, Jon Stephensen og Jonatan Spang) selv endte på forsiden. De havde tre roller at vælge imellem, de er ihvertfald ikke ofre, tværtimod, og det er ubelejligt at være krænker. Så de indtog rollen som frelser.
Det kan måske også spille ind omkring bøssesex. Vi ved jo godt at mænd der finder fornøjelse ved at betragte unge smukke kvinder have sex med hinanden er nogen klamme møgsvin der burde kastreres. Så hvad siger det om mig som kvinde, at jeg finder det pirrende at se to unge veltrænede mænd have sex? Her hjælper frelserrollen.
Du kanredde verden ved at dydssignalere din godhed. Og dække over at det altså kilder så dejligt i tissekonen når Iliy tager Shane i måsen. Og det er helt i orden, det må det godt, og det er ikke en nyhed at heterosexuelle kvinder forbruger ret meget bøsseporno. Her er der endda tale om en filmatisering af softporn skrevet af en kvinde, til kvinder. Og selvom vi bøsser godt kan blive lidt trætte af heterokvinderder objektificerer bøssesex, så er det helt OK. Vi synes også det er hot.

Star Trek gennem tiden

Star Trek har altid været woke. Det er jo ikke noget nyt. Er undskyldningen når nyere udgaver af Star Trek skal forsvares mod beskyldninger om at franchisen er blevet ødelagt af “woke”.

Ofte fremføres argumentet af folk, der mener at “woke” er et skældsord den onde højrefløj har fundet på.

Og det er da også korrekt at Star Trek fra start har været bevidst om social uretfærdighed og den slags. Der var en årsag til at der var både en afroamerikaner (eller hvad Uhura nu blev betegnet som den gang) en asiat og en russer på broen. Og at Star Trek have amerikansk tv-histories måske første inter-racielle kys.

Det forekommer dog at jo mere social retfærdighed der – alt andet lige – er kommet i det amerikanske samfund, jo mere højlydt er kampen for den sociale retfærdighed blevet på den lille skærm.

Men jo, Star Trek har altid været woke. Som en eller anden på nettet udtrykte det:

“Star Trek was originally woke in the original sense of the word, and it’s woke in the current sense of the word now. “

Ja, det er en julefilm

Det er en julefilm hvis vi beslutter os for at det er en julefilm. Så, jo, Die Hard er en julefilm. Ikke fordi den foregår i julen. Men fordi:

 

Hvad er egentlig normalen?

Intelligens antages normaltfordelt, med en middelværdi på 100 og en standardafvigelse på 15. Det betyder at man kan være normalbegavet med en IQ mellem 85 og 115.

Og når man bevæger sig under 85, skriver Gemini (the AI formerly known as Bard) følgende når man spørger den om hvilke kognitive udfordringer det giver:

Når IQ falder under 85, typisk i området 70-84 (grænsen for normal intelligens), kan man opleve udfordringer med

langsommere indlæring, svært ved at forstå komplekse abstrakte koncepter, vanskeligheder med planlægning, problemløsning og social forståelse, samt at nå milepæle senere end jævnaldrende. Det kræver ofte ekstra støtte i skolen og i dagligdagen for at mestre færdigheder som læsning, skrivning, regning og praktiske gøremål, og man kan have brug for hjælp til at tilpasse sig sociale situationer.