Emotional labour

Eller – jeg er nødt til at bekymre mig over den her ting som du ikke bekymrer dig om, fordi du nægter at bekymre dig over det.

Undertiden suppleret med en slet skjult forventning om at du bør blive betalt for det følelsesarbejde.

(Fordi din kandidatgrad i feministisk danseterapi ikke har givet dig den høje løn du forventede).

Der er kun et gyldigt svar. Indersiden af dit hoved er ikke mit problem. Jeg har ikke bedt dig om at bekymre dig om det her. Så tag ansvar for dine egne neuroser, og lad være med at give mig skylden for dem.

Social smitte

Dette er en lidt ældre artikel. Og handler om det interessante fænomen, at personer bryder sig så lidt om en legemsdel, at de ønsker at få den amputeret. Typisk arme eller ben. Lægerne er, eller var, forundrede. Patienterne var tilsyneladende ved deres fulde fem. Eller i det mindste kunne man ikke finde en passende diagnose. Fænomenet blev beskrevet i 1977. Navnet er nogen bekendt, John Money hed han. Eftertiden har gjort ham lidt kontroversiel. Wikipedia skriver diplomatisk om hans deltagelse i debatter om kronofili. Eller pædofili om man vil. Anyway, fæonomenet kaldes apotemnophilia på engelsk.

Det lader til at være i familie med anden interessant adfærd; at bruge krykker eller kørestol, uden at have behov for det. Fordi man ønsker at føle sig handicappet. I amputationsland på nettet, kaldes de “wannabes”. På dansk mangler vi lidt et ord for folk der har fået amputeret noget. Det engelske er “amputee”, og jeg er ikke begejstret for ordet “amputeret” eller “amputerede” som flertal, til at beskrive personer der har fået foretaget en amputation. Men lad os bare bruge de ord.

Disse wannabes fortæller at de altid har følt at de skulle være amputerede. At de har følt at “det er det de er”. At deres identitet er at være amputeret. Og at det at få gennemført amputationen får deres fysik til at mathce deres identitet. At de er fanget i en krop der ikke er deres. Fordi deres krop har begge ben.

Det interesante – synes jeg – er at forskere der har kigget på fænomenet taler om en semantisk smitte. At beskrivelsen af et fænomen, påvirker den måde personer berørt, måske kun perifert, tænker om fænomenet. At klassifikationen påvirker det der klassificeres. Og dermed, at når psykiatere begynder at skrive artikler, danner støttegrupper for patienter, opfordrer den farmaceutiske industri til at lede efter behandlinger. Så kan de udbrede en psykisk lidelse.

Der findes nutidige eksempler fra de sociale medier, hvor noget der måske, måske ikke, er tourettes syndrom spredes. Læs mere her.

Så måske årsagen til nogle af de udfordringer folk står med, ikke skal søges i en indre identitet som amputeret eller tourettesramt. Men at de er blevet smittet.

Fra præsentationen af et inkluderende kursus

“Målrettet kommunikation og eksplicit fokus på inklusion virker.

  • Kommunikation via velkendte kanaler
  • De studerende fremhæver fokus på inkludering på tværs af køn som en positiv faktor for deres deltagelse”

Successen med inklusion var endda så stor, at der udelukkende deltog kvinder… Altså, vi har næsten kun piger i næste generation af familien og more power to them og alt det der. Men… Utroligt inkluderende. Ikke en eneste mand.

Jeg tror vi skal finde et andet ord end inklusion.

Projektledelse 101

Lad os tænke os et projekt. Det handler om at foretage en undersøgelse af holdningerne til et eller andet i en population. Det gør vi med et spørgeskema

Vi laver en projektplan, hvor der er tre milepæle:

  • Indsamling af spørgeskemaer afsluttet
  • Analyse af data afsluttet
  • Endelig afrapportering færdig.

Vi har sat tidspunkter på, baseret på bedste mands (M/K/whatever) bedste bud. Alle har accepteret det.

  • Indsamling af spørgeskemaer har derfor deadline i uge 3.
  • Analysen har deadline uge 5.
  • Den endelige afrapportering har deadline uge 6.

Nu kommer vi så til guldkornet.

Hvis vi udskyder deadline for indsamling af spørgeskemaer til uge 5 – så har vi 0 tid tid at lave analysen, der skal danne grundlag for den endelige afrapportering.

Det forekommer meget indelysende. Men det kommer åbenbart som en overraskelse for rigtig mange, godt lønnede, højt uddannede og erfarne mennesker.

Gen-X og triggerwarnings

Hvorfor kan boomers ikke lide triggerwarnings? Det ved jeg ikke. Men jeg har et bud på hvorfor generation X ikke kan.

Læs denne historie om “Parental Advisory“.

Godt.

Har du læst den? Kan du nu gætte hvorfor vi er en del gen-x’ere der er lidt lorne ved triggerwarnings?

Kunne det have noget at gøre med, at vi er vokset op i en verden hvor der var mennesker omkring os, der mente at de var mere rene, dydige og moralske end os, og derfor mente sig i deres gode ret til at regulere hvad vi måtte sige, synge, læse, se og lytte til?

Og nu, snart fyrre år senere, er der igen nogen der mener at de er mere rene, dydige og moralske end os, og derfor vil regulere hvad vi må sige, synge, læse, se og lytte til. Og endda har udvidet det til også at omfatte hvad vi må mene. Og, ganske som i 1985, mener at vi er dårlige mennesker hvis vi ikke retter ind efter deres moralske standarder.

Pis af med jer Zoomers, I er ikke en skid bedre end 80’ernes kristne konservative.

Land acknowledgments – det er på vej

Land Acknowledgements er på vej. Jeg er 100% sikker.

Og du ved måske ikke hvad det er. Men det er en oprindeligt australsk og kanadisk praksis, hvor man ved starten af et arrangement, anerkender at man befinder sig på land der er stjålet fra et eller flere oprindelige folk.

Det er en magisk remse, hvor man lister hvem der boede på den matrikel vi står på, før de onde hvide mennesker stjal den.

Og det er sikkert en fin ide at minde USAnere og australier om dele af deres historie som de ikke ellers, om nogenside, tænker over.

Men som med andre dydssignalerende praksisser fra det store udland, så er den helt sikkert også på vej hertil.

I sommers (2021) stod jeg sammen med flere tusinde andre i Fælledparken, og hørte den ene af forpersonerne fra en international LGBTetc organisation åbne festlighederne. Og han (ja, det var en han, han havde i hvert fald travlt med at fortælle os hvad hans personlige pronominer var), startede med at anerkende at vi stod på jord der var stjålet fra samere og inuitter.

Det virkede meget mærkeligt. Jorden i Fælledparken har aldrig været ejet af samere eller inuitter. Den har været ejet af danskere. Den nuværende relativt blege, hyppigt blåøjede og ofte lyshårede danske majoritetsbefolkning nedstammer godt nok fra Danerne, der indvandrede fra det sydlige Sverige, og fordrev Herulerne omkring år 500. Tror vi nok, for Herulerne har ikke selv efterladt sig nogen skriftlige kilder, så den eneste årsag til at vi tror de har eksisteret er at historiker bosat i Konstantinopel har skrevet om dem.

Men det var ikke det folk der faktisk havde boet her på den østlige del af Sjælland der blev nævnt. Det var folk der bor (og det gør de stadig) i den nordlige del af Sverige, sådan ca 22 timers kørsel og 1800 kilometer væk. Og folk der bor på Grønland. Ca. 3000 km væk.

Ja, det er absurd, men som med andre absurde ting der pt. gøres og siges for at signalere hvor godt og rigtigt et menneske man er – så skal det nok komme til Danmark og resten af Europa om lidt.

Og det kommer til at blive lidt mærkeligt. Jeg forventer at det første sted jeg bliver udsat for at skulle læse den magiske remse op der anerkender at vi står på jord der er stjålet fra Herulerne for 1.500 år siden, vil være i forbindelse med noget internationalt certificeret undervisning.

Der vil pæne, venstreorienterede USAnere forlange, at jeg, som efterkommer af dem der har boeet her på matriklen i 1.500 år, skal stille mig op og fortælle hvem der oprindeligt ejede jorden. Og med mindre vi skal nævne Herulerne. Så er det altså danskere. Altså dem der fordrev Herulerne. Og som har boet her lige siden. Det vil jeg skulle gøre, også hvis der er anden- eller trediegenerationsindvandrere på holdt.

Jeg vil skulle fortælle, at den jord de nu bor på. Den tilhørte oprindeligt danskerne. Og det skal vi anerkende.

Og det der med at bestemte mennesker i dag. Hvis eneste forbindelse til de der boede her engang er at de er blodsbeslægtede. De har mere ret til jorden end andre, der ikke er blodsbeslægtede med de der boede her for 200, eller 2000 år siden.

Det har altså nogle lidt kedelige historiske konnotationer i en europæisk kontekst…

Leny Malacinski er en klog kvinde

Nogen skrev et fødselsdagsportræt. Det blev nogen sure over. Så var der nogen der undskyldte. Og så blev Leny sur..

Man kan mene meget om det. Både for og imod. Men Leny sammenfatter fint tendensen:

“Problemet er ikke fødselsdagsportrættet. Det er, at nyfeminister ikke tåler dissens. De sidestiller fejlagtigt kritik – eller blot fraværet af hyldest – med kvindehad. De er narcissistisk optaget af deres egne følelser og ophæver dem som det naturligste til at være symptom på et samfundsproblem.”

Det er selvfølgelig ikke noget jeg selv mener. Det tør jeg ikke. Men Leny er kvinde, så jeg tør heller ikke andet end at give hende ret, og hylde hendes synspunkter. alt andet vil være sexistisk.

In-group bias

Det fænomen at man foretrækker repræsentanter for ens egen gruppe. Og favoriserer dem relativt til repræsentanter udenfor gruppen.

Ideen om patriarkatet bygger på at mænd favoriserer mænd, for at holde kvinder ude/nede.

Denne artikel har undersøgt det.

TL;DR: Kvinder udviser mere in-group bias end mænd. Mænd har en tilbøjelighed til at favorisere kvinder frem for andre mænd.

 

Ungdommen har det hårdt

Og det er ikke sarkastisk ment. Det er veldokumenteret. De er stressede. De har angst – måske ikke helt i klinisk forstand, men de er i hvert fald nervøse. Deres selvværd halter og de kæmper med skam.

Der er nok mange årsager. Men en jeg overhørte en kollega tale om “de unge mennesker”, der bekymrer sig meget. De bekymrer sig om hvordan de skal omtale køn og etnicitet – og resten af emnerne på den identitetspolitiske dagsorden.

Jeg har et bud på hvad i hvert fald noget af deres stress, angst, manglende selvværd og skam.

Kognitiv dissonans.

Det er det vi oplever, når vi har, eller bliver presset til, at indtage to modstridende holdninger. Eller når man handler i modstrid til ens holdninger.

Det udløser ubehag. Det er korreleret med stress, angst og skam.

Hvordan opstår det så?

Lad os bare tage en enkel facet af identitetspolitikken. Køn.

Mennesker er placentale pattedyr. Kønnet formering opstod for ca. 2 milliarder år. Og der er ingen eksempler i dyreriget hvor der er mere end to køn involveret i reproduktionen.

De to køn er han og hun. Der er kun en måde at lave et nyt pattedyr, og det er lade en han- og en hun-udgave af det pågældende pattedyr parre sig. Og derefter vente på at hunnen føder ungen. Der er ingen eksempler på at der tre køn involveret i reproduktionen. Og der er ingen eksempler på at et han-pattedyr har skiftet køn fra han til hun, eller omvendt. Nej, hyæner skifter ikke køn, det er en myte.

Det gælder alle pattedyr. Bare ikke mennesker, for hvis man holder fast i at det også gælder for mennesker, er man et meget dårligt menneske™.

Men mennesker er kodet til at formere sig. Vi har en dyb intuitiv forståelse af at der er to slags mennesker, og at hvis vi vil have flere mennesker, er det nødvendigt at disse to forskellige slags mennesker parrer sig. Ganske som hvis man vil have flere kaniner.

Når nu man så skal være et godt menneske™, så skal man med overbevisning i stemmen sige, at man selvfølgelig tror på at mænd kan blive til kvinder. Og omvendt. Og at der er 72 (i skrivende stund) køn. Og at det ikke bare er sociale køn. Det er strengt forbudt at antyde at der er en biologisk virkelighed.

Men der er jo en biologisk virkelighed. Og den mærker man. Måske specielt som teenager, hvor biologien og forskellene på de to køn for alvor bliver både tydelig, påtrængende og interessant.

Det fører til en kognitiv dissonans. Man ved godt at der er en biologisk virkelighed. Man mærker den. Den føles tydelig når noget lige pludselig får en anden konsistens når en hun er i nærheden. Eller noget andet bliver fugtigt.

Men samtidig skal man signalere at man mener at den virkelighed ikke findes. Og man er klar over, at ens peers, vil udstøde en socialt hvis man kommer til at anerkende virkeligheden. En virkelighed der ikke kun er en holdning, men en påtrængende og meget virkelig fysisk virkelighed.

Og så bliver man stresset, angst og føler skam.

 

Er det en god ide at kalde chefen for højrøvet?

Mere præcist, så højrøvet at hun kan skide i en tagrende?

Nej, det er det nok ikke. Og det finder han nok også ud af en dag.

Og har jeg endnu et datapunkt til mig “mænd der erklærer sig som feminister har et eller andet de kompenserer for” studium.