Nope. Det blev brug af de woke selv.

Her en hvid skribent der i 2020 ikke har lyst til at definere sig selv som “woke”, fordi hun ikke er sikker på at hun kan leve op til det.

Og her et skriv i The Harvard Crimson, hvor (endnu en hvid, kvindelig) skribent forklarer at hun ikke bryder sig om at kalde sig for woke, fordi det ville kræve at hun udelukkede synspunkter fra den anden fløj.

Og endelig fra Berkeleys studenterforening, hvor en undergrad fortæller, hvorfor det ikke er nok at du kalder dig selv for woke, du skal tage det meget mere seriøst.

Woke er ikke et skældsord højrefløjen har opfundet. Woke blev opfundet af $current_correct_nomenclature borgerrettighedsforkæmpere, blev approprieret af, overvejende hvide, venstreorienterede aktivister med abonnement på hvad der lidt nedladende er blevet kaldt “the omnicause”. De skrev bøger om det med titler som “Stay woke”. Og det mente de helt uironisk. De spredte memes med teksten “Stay Woke” og “Woke AF”. Og det gjorde de i flere år.

Undervejs kom woke til at dække andet end bare at $current_correct_nomenclature på rigtig mange måder er rigtig ringe stillet i det USanske samfund. Og omfattede alskens fænomener som den almindelige brede befolking der ikke har læst mange år på eliteuniversiteter synes lød temmelig fjollede.

Det var det klassiske motte-and-bailey fænomen ind over. Skulle der blive stillet spørgsmål ved de mere besynderlige excesser, så var forvaret at woke jo lissom bare handler om at behandle alle pænt og ordentligt. Og det er jo kun dårlige mennesker der er imod det.

Derfor stillede den del af befolkningen der ikke havde læst kønsstudier på RUC eller Harvard ikke så mange spørgsmål. Gjorde de det blev de udskammet for at være racister. Det er folk i almindelighed ikke, og de bryder sig derfor ikke om at blive kaldt det. Så er det lettere at tie stille.

Højrefløjen kom i tanke om reglen om at hvis dine modstandere er ved at begå fejl, så skal du ikke stoppe dem. Og besluttede at man jo også kunne hjælpe dem. De viste de mere tossede fænomener fra woke-bevægelsen frem for den almene befolkning. Den almene befolkning så på det, og tænkte “det der er eddermame tosset”. Og endelig kiggede den ekstreme højrefløj på det og tænkte – der er stemmer i at råbe af de woke ved enhver lejlighed.

På det tidspunkt blev woke et skældsord. Det blev det ikke fordi højrefløjen besluttede at venstreorienterede projekter skulle kaldes noget grimt. Det blev det fordi venstrefløjen kaldte ting for woke, der var så langt væk fra skiven, at den brede befolking rystede opgivende på hovedet. Samtidig med at de dukkede nakken, for hvis de talte det woke imod, så var de dårlige mennesker.

Og så vandt Trump. Igen. Tillykke med det.

Når dine sociale behov kræver at dine kolleger bruger deres tid på at hygge med dig.

Så kan det ske at det kræver at de tilsidesætter deres egne sociale behov.

Når vi arme syndere dør, vil vi skulle en tur i skærsilden.

Det er ikke helvede. Men et sted, på latin purgatorium, hvor sjælen renses for sine synder. Dante har bud på hvilke lidelser sjælene gennemgår. Det afhænger lidt af hvilke synder man skal renses for. Men det kan handle om at få sine øjne syet sammen, blive tynget ned med tunge sten, blive kvalt af tæt røg, eller skulle vandre igennem flammer. Decideret ubehageligt.

Det katolske kirke besluttede sig for at man kunne kommer hurtigere gennem skærsilden hvis nogen bad for en. Og man kunne derfor, på forhånd, købe aflad hvor jeg kunne betale præsterne for at bede for mig når jeg var død, så jeg kunne komme hurtigere igennem, fordi min sjæl blev lutret hurtigere.

En gammel kollega udtalte ofte at diverse arbejdsrelaterede aktiviteter lutrede sjælen.

Jeg får i skrivende stund lutret min sjæl.

Den der ting som tydeligvis er absurd. Men som du bliver tvunget til at lade som om giver mening. Fordi, ellers er der nogen der bliver kede af det.

Så er du bare venlig og høflig.

Du lader som om det giver helt fin mening at benægte elementær biologi. Eller tyngdeloven. Eller det fænomen at jorden altså er rund, og ikke flad. Og at det er det naturligste i verden at mene at nøglehullerne skal sprittes af med vatpinde for at undgå farlige bakterier (er du i tvivl, er det en scene i første afsnit af Matador).

Det er jo bare høflighed. Det gør jo ikke noget. Du tager ikke skade af at du bekræfter folk i deres neurotiske vrangforestilling om dette eller hint. Altså bortset fra at det sjældent bliver verbaliseret at det er en neurotisk vrangforestilling du faktisk bliver bedt om at bekræfte. Det ville jo ikke være pænt at sige højt.

Men det gør du. Altså tager skade. Det har konsekvenser for de der bliver tvunget til at lade som at det menneskeheden altid har vidst – fordi det tilfældigvis er sandt – alligevel ikke passer.

Det man bliver udsat for hedder konformitetspres. Andre forventer at du skal bekræfte og støtte deres oplevelse af hvor farlige bakterier i nøglehuller er. Også selvom vi ikke aktuelt befinder os i et klasse 4 mikrobiologisk laboratorium.

Det fører til fænomenet kognitiv dissonans. Man ved godt at jorden er rund. Men for at være høflig siger man at den er flad. Det er den ubehagelige følelse, der opstår når man har to modstridende tanker i hovedet samtidig.

Og det er ikke sundt. Det stritter på de fleste mennesker. Det gør det fordi det fører til stress. Offeret ved godt at kønnet reproduktion opstod i naturen for ca. 2 milliarder år siden, og har været så succesfuldt, at der ikke findes nogen kendte naturlige tilfælde af ukønnet reproduktion blandt pattedyrene. Men offeret bliver tvunget til at lade som om at det gør der. For at være høflig.

Det fører til en konstant indre uro, fordi det kræver mental energi at retfærdiggøre de to modstridende tanker. Hvoraf den ene altså er sand og den anden åbenbart usand.

En forsvarsmekanisme kan være at man ændre overbevisning. Ja, det kunne da godt være at naboen faktisk har været bortført af aliens/elvere/trolde. Det passer nok. Det reducerer den kognitive dissonans. Men kan godt få offeret til at tvivle på egen dømmekraft.

Hvis det sker ofte nok, kan offeret begynde at tvivle på sin egen opfattelse af virkeligheden. Når man regelmæssigt tvinges til at tilsidesætte sin egen forståelse af verden til fordel for andres, kan det føre til svækket selvværd, og en følelse af uskkerhed.

Alt det fører til en emotionel udmattelse. Det er krævende at skulle lade som om det er helt rationelt at tro at jordstråler ødelægger din søvn. Går man i den slags ofte og længe – ender det med udbrændthed.

I sidste ende fører det til en øget risiko for angst og depression. Særligt hvis det man bliver bedt om at lade som om er helt normalt, reelt bunder i en angstneurose. Man kommer til at skulle overtage en grundlæggende usund måde at tænke på. Og det er, som ordet antyder, ikke sundt.

Nå. Men nok om det, jeg skal til møde om hvorfor det giver mening at vi skifter navn på afdelingen igen.

https://archive.md/jzcIZ

Hvorfor kaster de suppe på malerier? Hvorfor limer de sig fast til motorvejen? Hvorfor er de fornærmede over at der ikke kommer en minister forbi når nu de sidder og sultestrejker? Også selvom de stopper sultestrejken efter 8 dage for at undgå at det bliver “livstruende”

Det har Gurwinder en mulig forklaring på.

Udvalgte highligts:

‘In infants, the chief causes of outrageous behavior – impulsivity, grandiosity, attention-seeking, and a sense of entitlement – are considered normal, but in adults they’re key symptoms of the “cluster-B” personality disorders.’

‘This is neotoddlerism: the view that utopia can be achieved by acting like a three-year old’

‘When the inevitable retaliation came, the neotoddlers’ joy turned to horror as it dawned on them that actions have consequences’

‘Not only do neotoddlers lack impulse-control, they also mistake their lack of impulse-control for morality, and mistake the impulse-control of others for callousness’

‘There is perhaps no more reliable indicator of a society’s ripeness for a mass movement than the prevalence of unrelieved boredom’

 

 

“Jeg bryder mig ikke om ordet ‘woke'”.

“Det er bare et skældsord højrefløjen bruger”.

Næh. Woke var det venstrefløjen selv kaldte sig.

I 2019 lavede de lister over ord man skulle kende for at “stay woke”.

Centrum-venstre aviser havde opinions indlæg om hvordan Obama havde misforstået hvad den woke ungdom mente.

Der var blog-indlæg om hvordan aktivister skulle lade være med at woke-shame hinanden – som i: Min aktivisme er mere woke end din.

På kanaløen Guernsey klagede folk der selv ønskede at blive mere woke over hvor uretfærdigt alting var.

Venstreorienterede (i USAnsk forstand) aviser undrede sig over hvorfor ellers liberale personer i medieverdenen ikke brød sig om “Woke Culture”.

Ordbøgerne definerede hvad det betød. Og det var ikke nedsættende. De refererer endda til hashtagget #staywoke. Som nok heller ikke skulle tolkes negativt.

I 2016 forklarede hjemmesiden everydayfeminism.com hvordan man som woke sort person kunne tale om undertrykkelse med sin familie. Menuen indeholder punkter som “Privilige” “Fem 101” og “LGBTQIA”, så den er nok heller ikke specielt højreorienteret.

Med andre ord, indtil for nylig var “woke” et ord der blev brugt på venstrefløjen til at beskrive sig selv. Jeg erindrer højreorienterede der klagede deres nød over at venstreorienterede ikke ville definere hvad woke betød. Og hvor svært det var at angribe “woke” når det var lige så svært at få defineret som at sømme budding fast til væggen.

Er det et skældsord i dag? Ja. Helt klart. Hvorfor er det blevet det? Måske fordi den bredere befolkning har fået øje på en række af de mildest talt bizarre fænomener der gemmer sig under overskriften.

Eller i hvert fald med dit for- og efternavn. Så er det fordi jeg kommer til at tænke på Colin Robinson…

Jeg bruger – som antydet i det første ord i denne sætning, og det næstsidste i overskriften – jeg og mig. Og variationer heraf. Min, mine og den slags.

Jamen hvilke pronominer vil du gerne tiltales med? Når vi taler sammen? Eller når du skriver til mig?

Du og dig vil være gode forslag. Med mindre du er min kollega Erik, så bruger vi ofte De, Dem og Deres. Og er du Weekendavisen, vil jeg også forvente at du tiltaler mig med De.

Jamen hvordan vil du gerne omtales?

Det styrer du helt selv. De pronominer du fisker efter, er de pronominer du bruger når du omtaler mig – når du taler med andre om mig. I det tilfælde vil jeg foreslå at du bruger de pronominer som giver mest mening. De pronominer der gør at modtageren af det du siger, kan forstå hvem du taler om.

Hvis de har mødt mig, og ikke været både blinde og døve, vil de normalt forvente at du omtaler mig som han. For jeg er visuelt ganske tydeligt en mand, og hører man mig tale, vil man også kunne gennemskue at jeg er af hankøn. Og indtil for et øjeblik siden, var hele verden, eller i hvert fald den del der taler dansk, enige om at man omtaler, hvad der visuelt og auditivt helt entydigt er en mand – som: han.

Men hvis du mener det er fremmende for forståelsen når du kommunikerer med andre mennesker om mig at omtale mig i tredie person flertal – jamen så gør du da bare det.

Kan du ikke bare acceptere at du identificerer dig som mand, og bruger han/ham som personlige pronominer?

Nej. Jeg identificerer mig ikke som mand. Jeg er mand. Det er ikke noget jeg identificerer mig som. Det er en del af virkeligheden, den fysiologi jeg er født med, og som jeg ikke kan ændre på. Jeg hverken identificerer eller føler mig som mand. Jeg er mand.

Mit køn blev afgjort ca. 9 måneder før jeg blev født da den sædcelle min far leverede til processen trængte gennem cellevæggen og smed halen. Hvis vi absolut skal gå ind i den diskurs, kan vi formulere det som at min levede erfaring er at jeg er mand. Ikke at jeg identificerer mig som mand. Og jeg bruger i øvrigt stadig ikke han/ham som personlige pronominer om mig selv. Det er personlige pronominer du bruger om mig.

Jamen der er andre der vil blive så glade hvis du skriver hvad dine personlige pronominer er, så de kan vide hvordan de skal omtale dig?

Muligvis. Og jeg kan til nød forstå at behovet for at vide om jeg er mand eller kvinde kan opstå hvis vi kommunikerer udelukkende på skrift.

Hvis altså du aldrig har set mig.

Eller har set et billede af mig.

Eller hørt min stemme.

Eller hvis du ikke har den kulturelle ballast der gør, at du kan gennemskue at 99,989% af danskere med mit fornavn er mænd.

Men nu er vi i samme rum, så jeg stoler på at du fint er i stand til at gennemskue hvordan det giver mening at omtale mig.

Jamen sådan er det ikke alle der har det, de vil gerne deklarere deres køn, og de vil blive så glade hvis du også deklarerer dit.

Nej, sådan er der ikke alle der har det. Det stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved. Og de skal være så hjerteligt velkomne til at deklarere deres køn. Jeg er også sikker på at de vil blive rigtig glade hvis jeg deklarerer mit.

Og jeg vil blive rigtig glad hvis jeg kan blive fri.

Jeg ønsker ikke at deklarere mit køn. Jeg ønsker ikke at deklarere hvilket køn jeg identificerer mig med – for jeg identificerer mig netop ikke som mand.

Som tidligere nævnt, er mand nemlig ikke noget jeg identificerer eller føler mig som. Det er noget jeg, helt simpelt og “bare” er.

Jamen det er bare en lille ting, og der er andre der vil blive glade hvis du også gør det så de ikke føler sig udenfor fordi de føler et behov for at fortælle hvilket køn de føler at de har.

Det er meget muligt. I praksis er det vist så mig der føler mig udenfor når jeg åbent tilkendegiver at jeg ikke identificerer mig som et køn, men er det.

Men hvis det bare er en lille ting – så gør det vel ikke den store forskel?

Jamen det vil gøre en stor forskel for dem hvis du gør det?

Ja, og det vil gøre en stor forskel for mig, hvis jeg skal presses eller tvinges til det.

Jeg vil faktisk gå så langt som at sige at det vil føles som et overgreb. Eller, for at blive i sprogbrugen: Jeg vil opleve at du udsætter mig for et overgreb, og med dine ord øver vold mod mig.

Hvem er det mest synd for i den situation?

Det er nok ikke mig. For jeg har det forkerte køn, den forkerte alder, den forkerte hudfarve, og det er meget forkert at jeg ikke har en kønsidentitet.

Så mig kan det ikke være synd for. Jeg har jo magten og er privilegeret.

Men – hvis du har magt til at presse mig, under slet skjulte trusler om sociale sanktioner, til at omtale mig selv på en måde jeg ikke bryder mig om, og som er i uoverensstemmelse med den virkelighed som jeg er en del af. Hvem af os har så magten? Hvem er det der har det privilegium at kunne gennemtvinge at jeg skal præsentere mig på en bestemt måde?

Nå.

Men fordi et israelsk firma.

Der har købt licens af Coca Cola i USA til at lave brunt sukkervand.

På en fabrik der ligger indenfor Israels 1948 grænser.

Og fordi et dansk bryggeri.

Beliggende i Danmark.

Også har købt licens af Coca Cola i USA til at lave brunt sukkervand.

Så er jeg et dårligt menneske hvis jeg køber brunt sukkervand i Danmark.

 

Ved I hvad? Jeg tror jeg lever med at folk hvis moralske og logiske kompas er så defekt mener jeg er et dårligt menneske.