Russells tepotte

Den britiske filosof Bertrand Russell formulerede en analogi. Den skulle illustrere hvor det er bevisbyrden ligger. Og den ligger hos de der fremsætter u-falsificerbare påstande. De der ikke fremsætter den slags – har ikke pligt til at modbevise påstanden. Man kan som sædvanlig læse mere på wikipedia.

Analogien er: Hvis jeg påstår, at der et sted mellem jorden og Mars, befinder sig en tepotte (Russell specificerer at den skal være af porcelæn, men det er næppe vigtigt), i en elliptisk bane om solen. Og jeg er omhyggelig og tilføjer at den er for lille til at kunne ses med selv vores kraftigste teleskoper. Så er der ikke nogen der kan modbevise den påstand.

Hvis jeg så fortsætter med at hævde, at eftersom du ikke kan modbevise eksistensen af denne tepotte, er det overmod at forsøge at betvivle dens eksistens. Så vil alle omkring mig, med rette, mene at jeg vrøvler.

Han fortsætter med at bemærke, at hvis der står i bøger at den eksisterer, og man gennem mange år har forkyndt dens eksistens hver søndag, og lært børn at den eksisterer. Så bliver man alligevel betragtet som excentriker hvis man stiller spørgsmål ved tepottens eksistens.

Hans pointe er grundlæggende, at det dog er besynderligt at vi, baseret på hvad nogen har skrevet i bøger, og prædiket gennem mange, vælger at stole på ting der er lige så u-beviselige som en tepotte.

Det er sikkert en ufuldstændig og upræcis beskrivelse af analogien jeg giver her. Så læs gerne selv op på den.

Blot vil jeg forsigtigt hævde, at selvom nogen i en bog har skrevet at der eksisterer noget der er usynligt, og som ingen er bevidste om. Så udgør det ikke et bevis for eksistensen af denne usynlige og ubevidste ting. Det kunne eksempelvis være “strukturer”.

Problematiske artikler

Og rapporter.

Bare en samling – så jeg kan finde dem igen. De har det til fælles, at de er fejlagtige, da de når frem til åbenlyst forkerte resultater.

LØN, KØN, UDDANNELSE OG FLEKSIBILITET” undersøger forskellen i løn mellem mænd og kvinder i den offentlige sektor i Danmark. Den konkluderer at i visse fag har kvinder en højere timeløn end mænd. I andre fag har mænd en højere timeløn end kvinder. Og at for en stor del af fagene kan der ikke konstateres en statistisk signifikant forskel i timeløn mellem mænd og kvinder.

Perils of police action: a cautionary tale from US data sets” påviser at der ikke er forskel på risikoen for at blive dræbt eller såret af politiet i USA, på tværs af etniske grupper.

The Effects of Suspect Race and Situation Hazard on Police Officer Shooting Behavior” kan ikke finde en systematisk bias hos amerikanske betjente mod afroamerikanere. Artiklen påviser at når amerikanke betjente skyder, afgiver de flere skud mod hvide end mod afroamerikanere.

The Reverse Racism Effect” påviser at patruljebetjente har en klar implicit bias mod afroamerikanske mistænkte, skyder de hvide mistænkte hurtigere, når disse mistænkte er bevæbnede. Er de mistænkte ikke bevæbnede, er betjentene mindre tilbøjelige til at skyde afroamerikanske mistænkte end hvide.

Black Lives Matter and the Mechanics of Conformity” enkelte af artiklerne her stammer fra denne artikel. Den er primært interessant i sin diskussion af hvorfor problemer der måske ikke eksisterer, eller ikke er specielt store, opfattes som eksisterende og meget store af aktivister.

Mænd og kvinder på de danske universiteter“. Danmarks Talentbarometer 2019. Den finder at når der til en stilling som forsker på et dansk universitet er både mandlige og kvindelige ansøgere, får kvinderne i 44% af tilfældene stillingen. Den viser også at der i gennemsnit til hver stilling er 10 kvalificerede mænd og 4 kvalificerede kvinder. Hvorfor er det forkert? Det er det fordi hvis mænd og kvinder havde samme chance for at blive ansat, ville fordelingen af ansøgninger tilsige at der blev ansat 28.6% kvinder, og 71,4% mænd.

Lige løn

For lige arbejde. Det giver nogle svære spørgsmål, som nogen bør forsøge at svare på.

Hvorfor får en vært på X-Factor ikke den samme løn som en af dommerne?

Hvorfor får en kvindelig vært på X-Factor ikke den samme løn som en mandlig dommer samme sted?

Hvorfor får en specialkonsulent ansat på en kulturministeriel institution ikke det samme i løn som en kulturminister?

Og gør det en forskel hvis det er en mandlig specialkonsulent og en kvindelig minister?

Hvorfor får en kvindelig landsholdsspiller ikke den samme løn som en mandlig landsholdsspiller?

Hvorfor får en mandlig landsholdsspiller ikke den samme andel af sponsorindtægterne som en kvindelig landsholdsspiller?

Og hvorfor koster billetten til et seks-timers arrangement med Kandis 300 kr, når en to-timers koncert med Erasure koster 400 kr?

Primadonnaledelse

Jeg magter det ikke.

Jeg magter ikke primadonnaer. De er dygtige. De er kloge. De er kreative. De brænder for deres arbejde, for opgaven og for misionen.

Og de er fuldstændigt ulidelige at være i nærheden af. De er ledelsesresistente, de er hysteriske, de er forfængelige og selvhøjtidelige. Hvis tingene ikke bliver gjort på deres måde, reagerer de som, jeg var lige ved at skrive femårige, men femårige børn er lettere at have med at gøre, og kan normalt bringes til at indse at deres adfærd ikke er heldig. Femårige kan godt forstå at hvis de kaster legetøjet i hovedet på de andre børn hver gang de ikke får deres vilje, ja så gider de andre børn ikke lege med dem.

Forskellen på femårige børn er at de ikke er ligeglade med andre mennesker. Og hvor ofte jeg ellers udtaler at børn under en vis alder opfylder de fleste diagnostiske kriterier på psykopati, er det her på en helt anden skala. Primadonnaerne er fast overbevist om, at fordi de brænder for sagen, så ved de bedre end alle andre, og de bliver fuldstændigt blinde for at de på en del punkter måske ikke er den bedst kvalificerede i lokalet.

Primadonnaer er normalt enkeltpersoner. Bliver koncentrationen af dem i en organisation for høj, og det bliver den let i frivillige organisationer hvor sagen er vigtig, står man pludselig med en organisation der opfører sig som en primadonna. Man kan være heldig at de kan holde hinanden i skak, så nettoresultatet bliver en forening eller hvordan det nu er organiseret, som man kan tale med, indgå aftaler og indgå kompromisser med. Ofte opstår dog den perfekte storm, og så har man en biks der ter sig som, ja igen, strengt taget ikke som et, femårigt barn.

Forskellen er selvfølgelig også at man kan tage fat i nakken på det hysteriske barn der ligger på gulvet i supermarkedet og skriger, og bære det ud af butikken. Den ekstremt selvbevidste primadonna er et voksent menneske, som man ikke kan tillade sig at behandle på en måde der matcher det hysteriske anfald.

Eller med andre ord, mine beslutninger om hvad jeg vil engagere mig i fremover vil være målrettet at minimere antallet af primadonnaer i mit liv. Helt kan jeg ikke undgå det, men målet er at jeg fremover kun skal have noget med dem at gøre hvis jeg får penge for det.

Repræsentation vs repræsentativitet

Det betød meget for mig at se Daniel fra Matador. Eller måske ikke meget. Men i hvert fald noget. Han var jo homoseksuel. Jeg var ikke i stand til at sætte ord på hvad det var han gjorde. Men han repræsenterede mig. På skærmen. Det var også skræmmende, for han blev afvist af sin far, og hans kæreste foretrak hans søster.

Det er repræsentation. Og det er vigtigt. Og når folk klager over at der er for få afro-danskere i danske tv-serier, så er det (blandt andet) fordi de efterspørger repræsentation. Og det kan jeg da godt forstå at de gør.

Nu er jeg godt nok hvid, cis-kønnet, midaldrende og mand. Jeg er endda “straight-acting” eller “-passing” eller hvad det nu hedder. Og jeg tilhører derfor den befolkningsgruppe er ikke har lov at mene noget som helst om noget som helst, fordi alle verdens uretfærdigheder, overalt, nogensinde, er min skyld.

Men. Der er et andet element. Der er også repræsentativitet. Teaterstykket “Educating Rita”, der er filmatiseret med samme navn, har to roller.

Ville det være cool hvis bøsser var repræsenteret på scenen? Ja! Vil det være repræsentativt hvis de er det? Nej.

Hvis vi 100 gange tager 2 tilfældige mænd fra den danske befolkning, så vil der 4 ud af 5 gange være to heteroer. Faktisk lidt oftere. 18% af gangene vil der være en bøsse og en heteromand. Og 1 gang ud af de 100 vil der være to bøsser.

Hvis der, hver evigt eneste gang man har to mænd stående på en scene. Eller foran et kamera. Eller i andre sammenhænge. Hver gang. Er en af dem der er bøsse. Så er der noget galt. Så er det ikke repræsentativt. Jeg følger mig måske repræsenteret. Men resten af befolkningen kan måske med rimelighed føle at det det, det passer ikke med virkeligheden. De kan nok med en vis ret opleve at der bliver proppet noget ned i halsen på dem (pun intended), som ikke har forbindelse med realiteter.

Så begynder vi at trænge os på hvor det ikke falder naturligt. Og så skaber vi modvilje.

Og det samme med folk af anden etnisk herkomst end dansk. Altså så anden etnisk herkomst at man kan se at de er det. Det hører jeg også at vi skal have mere af i tv og andre steder.

For er det ikke besynderligt at en gruppe på 7 personer slet ikke har en eneste person af anden etnisk herkomst?

Det kommer meget an på hvordan man tror fordelingen af etnicitet er i eksempelvis Danmark.

Lad os prøve det igen.

I Danmark er der 5.015.594 personer med dansk oprindelse. Der er 258.158 indvandrere og 32.750 efterkommere, fra vestlige lande. Fra ikke-vestlige lande er der 356.195 indvandrere og 160.066 efterkommere. Eller det var der 1. januar 2020.

Nu er det svært at sige hvor mange af dem der synligt er af anden etnisk herkomst. Vestlige lande omfatter USA, og der er jo en del der er knap så rødhårede som danskere. Blandt de ikke-vestlige lande finder vi Ukraine, der ikke i udpræget grad er specielt farvede.

Men lad os for at gøre regnestykket enklere, antage at hvis man er indvandrer eller efterkommer fra et ikke-vestligt land, så har man en kulør der gør at man giver point på diversitetsskalaen.

Det var 7 personer, tilfældigt udvalgt fra den danske befolking.

51% af gangene er der kun fejlfarver i gruppen. 37% af gangene er der en enkelt (men altså kun en!) med anden etnisk baggrund i gruppen. 88% af gangene er der altså højest én. Og hvis du vil have 2, må du besinde dig på at det kun er 10% af gangene det sker.

Hvis du, hver eneste gang, beklager dig over at der ikke er en afro-dansker i bestyrelsen, så vil der være mange der bliver træt. For du beder om repræsentation. Ud over hvad der er repræsentativt.

Udskamning

Vi må endelig ikke udskamme folk fordi de ikke holder afstand i supermarkederne. Eller fordi de ikke bærer maske i den kollektive trafik. Eller fordi de samles for mange på havnefronten og drikker øl. Eller deltager i store fester andre steder. Eller fordi 500 mennesker forsamles til begravelsen af et bandemedlem.

Endelig ikke udskamme. Det er ikke pænt. Og folk bryder sig ikke om at blive udskammet.

Men vi skal udskamme dem. Regler er nogen vi vedtager fordi folk ikke gør det af sig selv. Hvis den danske befolkning kollektivt, allesammen, var begyndt at gå med mundbind når de kørte med metro, så var der ingen grund til at indføre regler om det. Hvis man helt naturligt i hele landet konkluderede at “den der fest – selvom den er vigtig for os – den bliver vi sgu nok nødt til at aflyse”. Så var der ingen grund til at indføre reglen.

Regler har dog en udfordring. Hvis ikke reglerne håndhæves, så kan man lige så godt lade være med at indføre dem. Udskamning af folk der ikke følger reglerne, er håndhævelse af reglerne. Når jeg kigger skævt til dig fordi du ikke har maske på når du kører i bus til et arrangement med utroligt mange deltagere mens du hoster på alle omkringstående. Så er jeg med til at håndhæve reglen. Ikke specielt aggressivt. Ikke specielt effektivt. Men skam er noget vi føler fordi vi har gjort noget vi godt ved at vi ikke burde have gjort. Og udskamning er en af de mekanismer dine omgivelser bruger til at få signaleret overfor dig at du gør noget, som du burde vide at du ikke skulle have gjort. Folk bryder sig ikke om at blive udskammet, fordi skam er en ubehagelig følelse. Og det er netop pointen. Du skal sgu føle skam når du ikke bidrager til at undgå at en relativt ukendt, men ret smitsom sygdom spredes. Og selvom den ikke er specielt dødelig for de fleste, så har den konsekvenser og senfølger som vi ikke har styr på endnu.

At du ikke bryder dig om at jeg påfører dig skam fordi du gambler med mit og min families helbred er helt fint. Det er det der er meningen. Og det er et eller andet sted bedre hvis det civile samfund kan håndtere det selv end at vi skal have politiet til at rende rundt og dele bøder ud.

 

Hvad kalder Esk⌫⌫⌫⌫⌫⌫⌫… Grønlænderne egentlig danskere?

Grønlænderne bryder sig ikke om at blive kaldt eskimoer, så isen Kæmpe-Eskimo skulle skifte navn.

Fair nok. En tidligere landsstyreformand udtalte godt nok at han var stolt af at blive betegnet med E-ordet. Men vi skal naturligvis ikke gå rundt og kalde folk for noget de ikke bryder sig om at blive kaldt. Det er bare almindelig høflighed. Sebastian Dorset er derfor også i sin gode ret til ikke at blive kaldt for cis-mand. Det bryder han sig nemlig ikke om.

Men rygtet gik. På samme måde som man på alle sprog har betegnelser for folkslag der ikke er identiske med hvad folkeslaget selv kalder sig (ordet “franskmand” evt “franskperson” findes eksempelvis ikke på fransk).

Så grønlænderne har naturligvis også en betegnelse for danskere. Og den er ikke “danskere”.

Den er “qallunaat“. Eller, direkte oversat – “dem med store øjenbryn”.

 

Man skal ikke kalde folk noget de ikke vil kaldes

Det er meget enkelt. Hvis folk ikke vil kaldes eskimo, men grønlænder. Så kalder man dem grønlænder.

Men hvem bestemmer om vi skal bruge ordet eskimo eller grønlænder? Hvem er det der taler på vegne af alle eski… undskyld, grønlænd… inuitterne? Hvordan afgør jeg som almindeligt høfligt menneske hvilken repræsentant for gruppen der har mest ret til at bestemme hvilket ord der bør bruges?

Det er nok lettere bare at kalde folk for mennesker fra steder.

Matematik

Lad os tage to grupper af individer, C og D. Der er 100 individer i hver gruppe.

Individer i gruppen C indbetaler hvert år, i 30 år 100 kr på en konto.

Det gør individer i gruppen D også.

Efter 30 år har hvert individ i hver gruppe 3000 kr stående på kontoen. Banker giver nemlig ikke rente.

Og hver gruppe har 300.000 kr stående tilsammen.

Nu skal de så have pengene udbetalt.

Det får de i rater. I gennemsnit får individer i gruppe C udbetalt penge hvert år i 6 år. Nogen får i 20 år. Nogen får kun i to. Men i gennemsnit får de i 6 år, og fordi de får fra samme pulje, gør det ikke nogen forskel. Hvert individ i gruppe C vil derfor få 500 kr udbetalt hvert år.

For gruppe D gør det samme sig gældende. Nogen får i 20 år. Nogen får kun i to. Men de får fra samme pulje, så det interessante er gennemsnittet af hvor mange år de får penge udbetalt.

Det gør de i gennemsnit i 10 år. Det betyder at de hver især vil få udbetalt 300 kr om året. Det er jo en del mindre end gruppe C. Men i gennemsnit vil de over tid får udbetalt det samme, nemlig 3.000 kr. ialt.

Men den der forskel på 200 kr. om året. Det er jo ikke godt. Den må vi have udlignet. Nu samler vi alle pengene i samme pulje. Så er der 200 individer og 600.000 kr. Og 100 af de 200 individer vil få penge i 10 år, og de andre 100 kun i seks år.

Nu vil hvert individ så få udbetalt 375 kr om året. 100 af dem får det i 10 år (100*10*375 = 375.000) Og 100 af dem får det i 6 år (100*6*375 = 225.000). Det samme beløb (375.000 + 225.000 = 600.000) udbetales.

Individer i gruppe C, og husk, det er gennemsnit vi taler om her, får i de gennemsnitligt 6 år udbetalt i alt 2.250 kr. Og individer i gruppe D får i deres gennemsnitligt 10 år udbetalt ialt 3.750 kr. Et individ i gruppe C overfører dermed, for en gennemsnitsbetragtning, 750 kr, eller 7½ års indbetalinger til gruppe D, og får dermed – igen i gennemsnit – ikke alle sine penge udbetalt.