Jeg husker ikke hvornår jeg første gang blev valgt til et tillidshverv i en forening. Jeg blev valgt ind i bestyrelsen ved etableringen af Helsinge Skakklub. Da var jeg 17. Ca. på samme tidspunkt, måske lidt senere da jeg var 18 var jeg med til at organisere et kup mod den siddende bestyrelse i en lille idrætsforening. For bestyrelsen var bestemt ikke enig med resten af foreningen. Og så blev jeg formand. Det var vist da jeg gik i 3g. Så det var nok lidt senere end skakklubben. Og så har jeg ellers været i gang siden. Studenterforening, partipolitik, Copenhagen Pride, Dansk Selskab for Historisk Kemi. Lidt af hvert.

Jeg er træt. Til næste år har jeg været frivillig i Copenhagen Pride halvdelen af mit liv.

Foreningslivet i Danmark er grundlæggende under pres. Færre ønsker at engagere sig i foreninger. Når de gør, er det mere en mulighed for at signalere at man er et godt menneske ved at have medlemsbladet liggende, snarere end at dukke op til en generalforsamling eller bidrage til at løse de praktiske opgaver der faktisk er i en forening uanset størrelse. Eller også er de det fordi sønneke går til fodbold, og så længe han gør det melder man sig som hjælpetræner.

Det er jo begrædeligt. Og når nu den del af civilsamfundet er presset, går det jo ikke at os der synes det er sjovt at gå til administration i vores fritid, også melder os ud.

Men det gør jeg snart. Jeg har tillidshverv i to foreninger. Jeg er lige blevet genvalgt i den ene. Og bliver det nok også i den anden. Mest for at slutte ordentligt af. Den ene bør lukkes, den anden er presset. Men så er det også slut. Jeg vil arbejde for at få lukket hvad der skal lukkes. Og så genopstiller jeg ikke til den anden næste år. Jeg har brug for et enklere liv, hvor jeg ikke skal bøvle og stresse over udfordringer i foreninger. Jeg vil pusle om min mand, og generelt have mere tid til mig selv, min familie og mine venner. Andre må tage over, jeg har gjort min pligt.

Sær restaurant i en kælder. Med en eller anden forbindelse til miss world: Kuchnia Staropolska

Musik – Det er et turistet tilbud. Men Saint Maurice kirken har regelmæssige klassiske koncerter. Det er vældig hyggeligt hvis man ikke skal ud i egentlige koncertsteder.

 

Borgen er et must – og det kan sagtens tage en hel dag. Husk at besøge dragen. Dragens hule er ikke meget spændende, men det er en fiks måde at komme ned til dragen.

Hvad skal man spise? Man skal i hvert fald have rijs-tafel. Hollændernes kolonieventyr var primært omkring Indonesien. De importerede det indonesiske køkken, og hollandificerede det. Og så fik man rijstafel. Vi anbefaler restaurant Blauw der serverer en lidt nyere udgave.

Nyere fransk køkken kan man finde på Brasserie Van Baerle. God betjening, god mad. Men selvom jeg godt ved hvorfor det er nødvendigt er jeg stadig fundamentalt irriteret over at skulle lægge depositum når jeg booker.

 

Syg? Der skal selvfølgelig være styr på rejseforsikringen. Men går det galt, og er det efter mørkets frembrud/efter lukketid, så er der ét hospital i Amsterdam der tager mod syge turister. Der skal ringes til (det lokale nummer) 088 00 30 600. Man kan også besøge www.hpa.nl.

Akut modtagelsen er OLVG West. Det kan være lidt bøvlet, for de foretrækker at man starter med at ringe til et nummer der ikke virker. Forklarer man dem det, er de flinke nok og tillader en at tale med en sygeplejerske. Som beder om at man ringer til det samme nummer der stadig ikke virker. Og så bliver man taget imod. Jeg ved ikke hvor meget papirarbejde EU borger i Danmark bliver udsat for, men der er efter danske forhold meget papir. Forvent at starte med at skulle tale med en (anden) sygeplejerske der tager journal, før du kommer til en læge. De har et døgnbetjent apotek. Der kan betales med kort.

Er det rigtig akut, og der skal ambulance til er det selvfølgelig 112.

 

Steder at få noget at drikke

Steder at få noget at spise. De bedste patatas bravas fik vi på Bastaix lige ved Basilica de Santa Maria del Mar. Det var nok stemningen der gjorde det. Men det var stadig godt.

God øl: Vecchia Orsa https://www.vecchiaorsa.it/

Vi skal være inkluderende skal vi, ja vi skal. Så vi læser notater og hvidbøger og vejledninger og pjecer om hvordan vi bedst inkluderer kolleger med utroligt mange forskellige typer af neurodivergens på arbejdspladsen. Og vi introducerer politikker og programmer og alt muligt.

Og det er jo fint. Af mange årsager. Det er ikke godt for samfundsøkonomien hvis de
neurodivergente skal være på forsørgelse i stedet for at arbejde. Det er heller ikke godt for de neurodivergente. Og både den offentlige og private sektor løber tør for arbejdskraft hvis vi ikke vi kan det. For i generation Z er det 53% der identificerer sig som neurodivergente.

Hvilket jo sådan set betyder at det er de neurotypiske der divergerer, og de neurodivergente der er typiske. I hvert fald i den generation.

Anyway. Det stiller krav til de neurotypiske. For det er os der skal inkludere. Og det er altså ikke altid let. En person med auditive tics kan være aldeles ulidelig at sidde på kontor med. Tourettes betyder ofte at du skal sidde sammen med kolleger der pludselig, højlydt, råber upassende ord. De sociale clues der fører til at man kan have en normal samtale kan være ret tæt på ikke-eksisterende hos folk på autismespektret. Det kan den meget kategoriske, sort/hvide tankegang også. Det tager en evighed at samarbejde om udvikling af kode, når hver. evig. eneste. møde. ever. starter med at vi gennemgår samtlige linier i koden. Er der en person med ADHD med til mødet er det ekstra anstrengende at holde dagsordenen. Eller bare behandle punkt 3, uden samtidig at tale om punkterne 2,5,4 og 9. Samt 42 andre punkter der ikke var på dagsordenen.

Så jeg vil bare lige ved lejlighed høre hvad arbejdsgiverne mener de skal gøre for at undgå at deres neurotypiske medarbejdere ikke brænder ud i deres rolle som støttepersoner og socialpædagoger, når de samtidig skal passe det de egentlig er ansat til.

Lige nu diskuteres det i USA hvorfor antallet af autismediagnoser stiger. Som nogen har skrevet, så var det ikke fordi hun tog panodiler da hun blev gravid at hendes søn har autisme. Det er fordi hun første gang hun blev inviteret hjem til hendes mand blev inviteret op på hans værelse for at se hans guitar. Han viste hende faktisk hans guitar. Og hun forventede ikke at der skulle ske andet end at se på guitar.

Men hvorfor er mængden af diagnoser så stigende? For det er heller ikke på grund af vacciner.

Her er et bud. Diagnoser gives for ting der afviger fra normalen. Hvis vores oplevelse af hvad der er normalt begynder at afvige fra hvad der faktisk er normalt, vil vi opleve at afvige fra normalen.

Eller – hvis du efter at have set TikTok videoer mener at det er normalt at have en daglig todo-liste der tager 23 timer at gennemføre, så har du ikke ADHD når det viser sig at du ikke kan komme gennem den. Særligt ikke hvis du også bruger 4 timer på at scrolle på TikTok. Det at du føler dig akavet i nye sociale sammenhænge er heller ikke (nødvendigvis) et tegn på autisme. Det kan også være at den virkelighed du oplever på sociale medier, ikke har afsløret for dig, at bortset fra ganske få mennesker. Så føler vi os alle regelmæssigt akavede i nye sociale omgivelser.

Men læs selv.

Hvis jeg efter mørkets frembrud kommer til at gå bag en kvinde?

Nej. Det gør jeg ikke. Hvorfor? Fordi jeg er blevet marineret så effektivt i en feministisk diskurs – også om ligestiling, at jeg faktisk har internaliseret argumenterne.

Og derfor holder jeg fast til min ret til at eksistere i verden, til at kunne færdes i den,
også på fortorve efter mørkets frembrud. Uden at skulle reduceres, eller forventes at reducere mig selv, til stereotyper. Nej, jeg er ikke farlig bare fordi jeg er mand. Og jeg har lige så meget ret til at gå hjem fra busstoppet som du har. Uden at skulle udskammes for at gå på samme fortorv som dig.

Forsøgt parafraseret – i et forsøg på at forstå pointen bedre.
Der er en gruppe af medborgere hvis hele eksistens, hele identitet er baseret på en fortælling om dem selv. Og fortællinger er ord.
Så når nogen ikke anerkender deres fortælling om hvem de “er”. Så føles det som vold. Deres identitet er noget de definerer følelsesmæssigt. Og det har de krav på at få anerkendt. I et omfang hvor deres fortælling ikke må modsiges. Bliver den modsagt er det vold.

Det mener den kloge mand har noget at gøre med sammenbruddet mellem den skelnen vi ellers har været i stand til at opretholde. Nemlig at der er forskel på ord og vold.

Eller, som Edmund Blackadder formulerede det: “They do say, Mrs Miggins, that verbal insults hurt more than physical pain. They are, of course, wrong, as you will soon discover when I stick this toasting fork into your head,”

Pointen er at hvis man er helt overbevist om at ens verbale fortælling kan skabe en virkelighed. Så kan det føles som vold når nogen tillader sig at tvivle på den virkelighed. Det er et angreb på det man er. Det eneste man er. Den fortælling man har fortalt sig selv udgør ens identitet. Også selvom den fortælling er uden kontakt med det resten af verden kalder virkelighed.

Det er det, og her springer han lidt over et par mellemregninger, der gør at man ikke længere kan skelne mellem det at fornærme nogen. Og det at skyde nogen. Og hvis den skelnen er brudt sammen, må jeg gerne dræbe dig hvis jeg føler mig fornærmet.

Det minder lidt om gamle dages duel-tradition.

En liste. Fordi vi en dag kommer til at gøre alvor af det.

“Din lever vil smage godt med hestebønner og chianti”