Konsekvens

Kan man tage mod penge fra Israel?

Det er overhovedet ikke en aktuel sag. For det her publiceres først engang i 2021, men skrives i 2020. På den anden side taler al erfaring for at det stadig er en aktuel sag.

Må man tage mod penge fra Israel? Penge der ikke følges af ret mange betingelser, penge der sagtens ville kunne bruges på at støtte arabere, så længe de er israelske statsborgere?

Et simpelt spørgsmål, der burde have et simpelt svar. Og så ikke alligevel.

“Kan vi modtage penge fra et land, der ikke respekterer menneskerettigheder i Palæstina?” Og risikerer vi at dele af et miljø vi har som målgruppe vil tage anstød af det?

Det var spørgsmålene der straks fulgte. Og det synes jeg er interessante spørgsmål.

De kan deles lidt op.

Kan vi modtage penge fra et land der ikke respekterer menneskerettigheder generelt?

Er den overvejelse forskellig fra lande der ikke respekterer menneskerettigheder specifikt i Palæstina?

Og er anstødet betinget af svarene på de to spørgsmål?

Kan man modtage penge fra Kina? Der er noget med nogen genopdragelses-/koncentrationslejre for muslimer (der møder overraskende lidt fordømmelse fra muslimske lande).

Hvad med Australien? Den politik der køres overfor bådflygtninge, der interneres under kummerlige forhold på fjerntliggende øer. Er det ok? Kan man gå til reception på den australske ambassade?

Storbritannien. De er på 19. år de facto besættelsesmagt i Afghanistan (sammen med USA).

Italien. Behandler de deres bådflygtninge godt nok?

Grækenland. Ditto.

Siger vi nej til dem? Eller er det kun menneskerettigheder i Palæstina vi bekymrer os om?

Hvis det kun er menneskerettigheder i Palæstina der er problemet. Så er det ikke menneskerettigheder vi er bekymret over. Så er det den konkrete situation i det specifikke hjørne af verden der er problemet. Og så skylder vi en forklaring på hvorfor det lige er Israel der skal fordømmes, og Palæstina der skal støttes. Vi mangler at forklare hvorfor det ikke er tilsvarende uacceptabelt at modtage penge fra et land der kritiseres af Europarådets Torturkommision.

Hvis man mener det kun er et problem her, så skylder man efter min mening en rigtig god forklaring på hvorfor man vil håndhæve en anden standard for Israel, end for stort set alle andre lande.

Og hvis man ikke selv mener det er problem, men takker nej fordi nogen i ens målgruppe vil kunne tage anstød – så skylder man efter min mening også at forklare hvorfor det er lige den sensibilitet der skal tages hensyn til.

Grundlæggende har jeg ikke noget imod at man takker nej. Hvis man gør det konsekvent, og så også takker nej til støtte fra andre lande og organisationer der krænker menneskerettigheder.

Jeg har heller ikke noget mod at man takker nej til israelske penge, men tager imod penge fra Kina. Så skal man bare være ærlig, ikke mindst overfor sig selv. Man skal se sig selv og hinanden i øjnene og erkende, at årsagen til at vi takker nej her, er at det er Israel. Og der gælder andre standarder for Israel end for alle andre lande. Man kan med fordel overveje med sig selv hvorfor der gør det.

Og jeg mener også det er helt legitimt at meddele, at den fremherskende antisemitisme i dele af vores målgruppe gør at vi ikke kan tage mod penge fra Israel.

Men så gør det. Lad være med at pakke det ind i bekymringer om menneskerettigheder, med mindre det gøres konsekvent. Vær ærlige. Det handler reelt om at vi ikke vil, eller af frygt for konsekvenserne ikke tør, røre ved jødepenge.

Dobbelte standarder

“Hun er skrap” blev der sagt efter samtalen.

“Ja, det ord brugte hun også selv”, blev der svaret.

“Det tror jeg er noget vi kalder kvinder. En mand ville blive kaldt handlekraftig”

“Ja, vi bruger negative udtryk når vi beskriver et karaktertræk hos kvinder, og positive for det samme om mænd.”

Jammen selvfølgelig! Hvis vi tager et karaktertræk, så kan det beskrives på mange måder. Både negativt og positivt. Eksempelvis “skrap” vs “handlekraftig”. Så når nu vi postulerer at den negative beskrivelse kun bruges om kvinder og den positive kun om mænd – så ser vi en stor forskel.

Men en mand der er skrap kan kaldes, og bliver kaldt, meget andet end handlekraftig. Samme karaktertræk kunne kaldes “hanbavian”. Der skal “pisse territorie af”. “Hanelefant” eller “gorilla” er også ord der bliver brugt. Afhængigt af hvordan han bliver kaldt skrap, kan han også blive kaldt et dumt svin.

Så virker “skrap” lige pludselig positivt!

Normativitet

“Vi arbejder normkritisk” hørte jeg nogen sige. Hvad katten betyder det? Glem alt om hvad normer betyder i andre sammenhænge. Normer i byggebranchen er de standarder et byggeri skal leve op til for at huset er af acceptabel kvalitet. Det er de normer der gør at huse i Danmark ikke vælter i blæsevejr. I USA har de andre normer. Og der vælter husene så når det blæser.

Normer er også de udbredt accepterede standarder for hvordan vi opfører os. Det en norm at man siger tak for mad. Det er en norm at mænd går i bukser og kvinder i kjoler. Og det er netop de sidste vi har gang i når der arbejdes normkritisk. Hvorfor er det at drenge og piger skal opføre sig på bestemte måder? Og det er fint at stille spørgsmålstegn ved de normer. Ingen grund til at presse piger til at gå med kjole hvis de hellere vil gå med bukser.

Men vi glemmer, når vi arbejder normkritisk, at vi er ret selektive i hvilke normer vi kritiserer. Vi glemmer også, at vi stiller andre normer i stedet for dem vi smider ud. Så efter vi har kritiseret de heteronormative normer; de normer der er defineret af det heteroseksuelle majoritetssamfund. Så sætter vi vores egne queernormative normer i stedet. Dem er vi pudsigt nok sjældent særligt kritiske overfor. Tværtimod undrer vi os meget når vores omgivelser er normkritiske – overfor vores normer.

Det er måske ikke så overraskende. Modsat hvad der kommer ud fra de queerteoretiske og extremfeministiske sølvpapirshatte, så er der jo ikke et patriarkat der mødes en gang om måneden og beslutter hvad der er acceptabelt og uacceptabelt. Patriarkatet har heller ikke en hovedbestyrelse, der træffer beslutning om hvordan man skal undertrykke kvinder. Normerne er et emergent fænomen som vi allesammen skaber sammen. Uden at tænke synderligt meget over det. Nu kommer de 8% af befolkningen der ikke definerer sig som heterosexuelle (alle tal fra Sexus-undersøgelsen) og kritiserer de normer som 92% af befolkingen har. Sådan groft trukket op. Og vi sætter andre normer i stedet. Normer der i vid udstrækning handler om at imødekomme folk der ikke føler at de passer i et binært kønssystem. Det er 0,6% af befolkningen. Det er måske ikke så overraskende hvis vi møder kritik af vores normkritik når den ukritisk vil sætte andre normer i stedet. Normer der reelt dikteres af en meget lille del af befolkningen.

Vi kan altid diskutere om det ikke det rimeligt nok at vi gør det. Men jeg tror ovenstående er en ret stor del af forklaringen på den modstand vores normkritiske arbejde møder.

De normer vi så sætter i stedet. De rammer også os selv. Og hvis ikke det skulle stå klart nu, skriver jeg selv fra et LGBTQPIA2S*+ perspektiv. Da jeg voksede op og var ung fyldte det meget at jeg ikke var en rigtig mand, fordi jeg var svans. Og omverdenen følte at den skulle blande sig i hvem jeg havde lyst til at gå i seng med. Så det var en stor lettelse at bevæge sig ind i alfabet-verdenen, hvor jeg følte at jeg hørte hjemme.

Jo stærkere det normkritiske arbejde er blevet i netop det miljø, jo sværere har jeg så haft ved at føle mig hjemme i det alligevel. Nu er det nemlig ikke længere heteronormativiteten der slår mig i hovedet med at jeg ikke er en rigtig mand, fordi jeg ikke er mand på den rigtige måde. Nu er det queernormativiteten der slår mig i hovedet med at jeg ikke er en rigtig svans, fordi jeg ikke er svans på den rigtige måde. Det er heller ikke længere heteronormativiteten der blander sig i at det er forkert hvem jeg har sex med. Det er queernormativiteten der blander sig i hvem jeg ikke har sex med. Det er nemlig forkert hvis jeg på forhånd afviser transmænd med det argument at min sexualitet retter sig mod mænd der også i biologisk forstand er mænd.

Kønsfordelingen i politik

Det er snart kommunalvalg. Og så skal vi til den igen. Der vælges for få kvinder.

Det skal nok passe. Men er det udtryk for et fravalg af kvinder? Er det fordi vælgerne ikke vil stemme på kvinder? Er det fordi partierne ikke vil opstille kvinder?

Først bliver vi nok nødt til at lægge os fast på et neutralt grundlag.

Lad os sætte at der stiller 1000 individer op til et valg hvor der skal vælges 100.

Af de 1000 kandidater er de 800 er gule og de 200 er grønne.

Hvis valget fører til at 80 gule og 20 grønne bliver valgt, har vælgerne ikke udtrykt nogen præference for farven. Hver kandidat har nøjagtig lige stor chance for at blive valgt; 10% Der finder ingen forskelsbehandling sted under valget. Resultatet antyder det i hvert fald ikke.

Hvis der i stedet bliver valgt 70 gule og 30 grønne, så har vælgerne udtrykt en præference for grønne kandidater. Der finder en forskelsbehandling sted under valget, vælgerne favoriserer de grønne.

Hvis vi kan blive enige om det udgangspunkt, kan vi kigge på virkeligheden.

Byrådsmedlemmer findes blandt de kandidater der stiller op.

De kandidater der stiller op findes blandt partiernes medlemmer.

Fra magtudredningen (side 33) ved vi at 33% af partiernes medlemmer er kvinder.

Ved valget i 2017 var 31,8% af de opstillede kandidater kvinder.

Og resultatet blev, at 32,9% af de valgte var kvinder.

De forskelle er ret små. Et kvindeligt medlem af et parti har ca. samme chance for at blive opstillet som en mand. Og når hun er blevet opstillet har hun ca. samme chance for at blive valgt som en mand.

Der er ingen forskelsbehandling i den proces. Forskellen er funderet i kønsfordelingen blandt partiernes medlemmer. Det er ikke fordi partierne sidder på opstillingsmøderne og konspirerer for at undgå at opstille kvinder. Og det heller ikke fordi patriarkatet udsender beskeder til alle sine medlemmer om at man(d) ikke må stemme på kvinder.

Tværtimod. Alle lokale partiformænd jeg har talt med beretter om at de til hvert evigt eneste opstillingsmøde håber at der dog bare vil være en enkelt kvinde der vil stille op. De forsøger at overtale de kvindelige medlemmer af deres partier til at stille op. De lokker og trygler. De tilbyder ekstra favorable vilkår. Og er lykkelige når der er en kvinde der siger ja. Mænd gør man ingen indsats for at få til at stille op. De melder nemlig sig selv.

Problemet løses ikke på opstillingsmøderne. Det løses heller ikke i stemmeboksen.

Problemet løses ved at kvinder, som gruppe betragtet, melder sig ind i et parti. OG at de letter måsen og møder op til opstillingsmødet. OG når de sidder der, får fingeren ud af måsen, rækker hånden op, og fortæller at de da godt kunne tænke sig at stå på listen.

De fleste mænd i politik bliver pissefrustrerede over det her. De kæmper. De lokker. De har særlige indsatser. De står på hovedet for at få kvinder til at stille op. Og når der så ikke er flere kvinder der stiller op – ja så får de en spand lort i hovedet over at der ikke er flere kvinder der stiller op.

Rant over.

Tag dig nu sammen!

Det er helt enkelt. Hvis du godt kunne tænke dig et job i en bestemt virksomhed, organisation eller lignende.

Når det tilmed er et job der kræver at man er bare nogenlunde udadvendt og kan tage initiativer.

Så er det mindste man kan forvente af dig, at du følger med i stillingsopslagene fra den pågældende biks. Og sender en ansøgning når der er et.

Hvis du ikke gør det, men i stedet sætter dig hen i et hjørne og surmuler fordi dine primadonnanykker får dig til at forvente at du naturligvis bliver headhuntet til stillingen – så demonstrerer du med al ønskelig tydelighed, at du ikke er den rette til stillingen.

Pension

Jeg hører til generationen der ikke rigtigt tror på at jeg nogensinde får lov at gå på pension. Når jeg er færdig med at betale til den foregående generations pension, og til alskens førtidspensioner, så er der sgu nok ikke penge tilbage til mig.

Så vi er nogen der sparer op ved siden af. Som tingene ser ud nu, er min ekstra opsparing skruet sammen så jeg kan gå på pension som 65-årig. Der knokles for at presse det tal længere ned. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil gå på pension som 65-årig. Men jeg vil godt have muligheden.

Og her er et tip til andre. Når der spares ekstra midler op til pension, så overvej hvordan de placeres. Hvis du er kvinde, skal de placeres i pensionsordninger, hvor du indgår sammen med mænd. Hvis du er mand, skal de placeres i pensionsordninger, hvor du ikke indgår med kvinder.

Det skal du, fordi man i 1999 vedtog en ligebehandlingslov der stillede kønnene “lige” i forhold til pensionsordninger.

Før indbetalte man til sin pension. Pensionskassen regnede på hvor længe du skulle have penge udbetalt, og satte din pensionsudbetaling sådan, at du for en gennemsnitsbetragtning fik hele din opsparing udbetalt, inden du døde. Levede du længere end de havde regnet med, fik du mere udbetalt. Levede du kortere, var det bare ærgeligt.

Eftersom kvinder lever længere end mænd, skulle kvinders pensionsopsparing strækkes over flere år, igen som en gennemsnitsbetragtning, og en kvinde fik derfor mindre udbetalt om måneden end en mand med samme opsparing.

Sådan meget groft – hvis en mand og en kvinde begge havde sparet 1 million op, og begge gik på pension som 70-årige, ville manden få udbetalt 142.000 om året, og kvinden 91.000. Fordi manden i gennemsnit forventes at dø som 77-årig, mens kvinden kunne regne med at leve til hun blev 81.

7 års udbetaling af 142.000 til manden, og 11 års udbetaling af 91.000 til kvinden giver nemlig 1 million udbetalt til begge parter. Sådan ca.

Det var jo åbenlyst urimeligt.

I stedet valgte man at lægge beregningerne om, så de nu ville få det samme beløb udbetalt om året. Med de samme forventede leveår, betyder det at de begge nu vil på 111.000 udbetalt om året.

Meget mere retfærdigt.

Nettoresultatet er, at manden, hvis han ellers dør som 77-årig, vil få udbetalt i alt 778.000 kr af hans pensionsopsparing, mens kvinden vil få udbetalt 1.222.000 kr af hendes pensionsopsparing. Hvis hun ellers dør som 81-årig. Husk at de begge havde opsparet 1.000.000 kr.

Langt mere retfærdigt.

Nu tager vi nemlig 222.000 af mandens pensionsopsparing, og overfører til kvinden. Svarende til at ca. 22 procent af mandens pensionsindbetalinger aldrig kommer ham selv til gode, men bliver overført til kvinden for at kompensere for at hun lever længere. Ikke alene dør han tidligere. Han skal også finansiere at kvinden lever fire år længere.

Det er ikke bare et regnestykke jeg har lavet. ATP lavede regnestykket i 2003, og nåede frem til ca. det samme tal. Nemlig at 23% af mændendes indbetalinger, ikke kommer til at gå til deres egen pension, men til kvinders pension.

Derfor. Hvis du er mand og indbetaler 10.000 kr ekstra til en pensionsordning i hvilken der indgår kvinder, så indbetaler du ikke 10.000 kr. Du indbetaler reelt kun 8.000 kr til dig selv. Og så forærer du 2.000 kroner væk.

Omvendt, hvis du er kvinde, så skal du sørge for at placere dine 10.000 kr i en pensionsordning hvor der indgår mænd. Så får du nemlig 2.000 kr foræret af dem.

Slagordet var at der ikke skulle bruges aktuartabeller til at beregne pensionsudbetalinger. Det er noget vrøvl. Det gør der stadig. Før blev de brugt til at sikre at folk i snit fik det udbetalt de havde indbetalt. Nu bliver de brugt til at regne på hvor mange penge der skal konfiskeres fra mændene, og foræres til kvinderne.

Hvordan patriarkatet nogensinde har godkendt det ved jeg ikke.

Gu’ gider jeg da ej

Fra den intersektionelle verden lyder der to råb:

“HØR MIG!! LYT TIL MIN LEVEDE ERFARING!!!”.

og

“Som hvid, ciskønnet, midaldrende mand kan du ALDRIG forstå mig!”.

Til det har jeg et og kun et svar. Hvis du ikke mener jeg kan forstå dig, fordi jeg har den forkerte hudfarve, den forkerte kombination af biologi og kønsidentitet, den forkerte alder, og det forkerte køn. Og du i øvrigt ikke råber andet end tilsvininger af mig. Hvorfor helvede skal jeg så bruge tid på at lytte til dig?

I øvrigt har jeg ikke tid, jeg skal til møde i patriarkatet.

To do a haggard

Ted Haggard er en amerikansk evangelisk præst. Han advokerede mod homo-ægteskaber. Og narko. Og prostitution.

Og så blev han i 2006 nappet sammen med en mandlig prostitueret, der i øvrigt havde solgt ham metamfetamin.

Jeg har skrevet om det før. Men det er en fortsat kilde til fascination, undren, fortvivlelse og høj latter at observere meget woke, meget inkluderende, meget anti-racistiske, meget feministiske og intersektionelle personer. Der er overbeviste om at de er de ordentlige mennesker.

Dels fordi deres argumenter ofte er selvmodsigende, internt inkonsistente eller direkte ekskluderende og racistiske.

Men også fordi de så ufatteligt ofte viser sig at være netop alt andet end ordentlige. Fordi de så tit bliver fanget i racisme, misogyni og eksklusion. Fordi de, på trods af deres stadige fokus på andres privilegieblindhed, tilsyneladende gør dem så gennemført blinde overfor deres egen privilegieblindhed.

Fordi deres konstante kritik af strukturel forskelsbehandling er smurt ind i deres egen aktive opretholdelse af strukturel forskelsbehandling.

Fordi deres normkritik er så fuldstændigt blottet for enhver form for kritik af de normer de ønsker skal være gældende.

Hvorfor?

Hvorfor hidser folk sig op over at Nørrebro Pride afholder en separatistisk fest, hvor man ikke har adgang hvis man er hvid og/eller heterosexuel? Det er overvejende hvide heterosexuelle personer der hidser sig op. Men det er jo ikke fordi de havde lyst til at deltage i en fest arrangeret af det miljø alligevel. Jeg har i hvert fald ikke. Eftersom jeg i deres optik er nazist fordi jeg befinder mig til højre for Enhedslisten, tror jeg ikke jeg ville føle mig specielt velkommen.

Men hvorfor hidser folk sig så op? Måske fordi det faktisk er lykkedes at få opdraget den brede befolkning til at det er forkert at gøre forskel på folk baseret på deres hudfarve og seksuelle orientering. Og det er netop dette miljø der har lært alle (nej, ikke alle, men stort set) at racisme og homofobi er forket. Det miljø. Det miljø der med god ret har råbt højest mod racisme og homofobi. Det miljø, er nu det miljø der er parat til at behandle folk forskelligt baseret på deres hudfarve.

Jeg tror, men kan ikke vide det, at netop denne dobbelte standard har en ret stor betydning for de der nu brokker sig. De kan nok ret let få en fornemmelse af at antiracisme ikke handler om at være imod at behandle folk forskelligt baseret på deres hudfarve. Men mere er at våben til at slå folk i hovedet med hvis de har den forkerte hudfarve.

Men hvad ved jeg.

Det er hårdt at være en helligfrans

Men.

Måske man skal få gjort op med forestillingen om at alle mennesker kan gå igennem tilværelse, som uplettede og moralsk perfekte dydsmønstre. Og overveje hvilket samfund vi får, hvis ethvert fejltrin straks skal føre til livsvarig fordømmelse og udelukkelse. Jeg er ikke sikker på at det er et samfund ret mange af dydsdragonerne selv ønsker at leve i.

Og så synes jeg igen at det er superfascinerende hvor ofte de mænd der selv rider på den højeste moralske hest, har noget med i bagagen som de har behov for at dække over. Det er nået dertil hvor jeg hver gang jeg hører meget woke og feministiske mænd udtale sig overvejer hvad det er de kompenserer for.