Hvor går grænsen?

Nede i Sønderjylland. Nej.

Jeg ved ikke helt hvordan det skal formuleres. Men.

Hvor går grænsen for hvor meget “normalsamfundet” skal bøje sig for minoriteten?

Hvordan skal “normalsamfundet” håndtere modsat rettede behov fra forskellige minoriteter?

Hvornår bliver kravet om støtte til en minoritet for stort?

Eller – er det rimeligt at jeg skal betale tilstrækkeligt i skat til at en medborger kan gå hjemme fordi han er bange for at gå uden for en dør? Det er det nok. Er det også rimeligt at jeg skal betale for professionel hjælp til vedkommendes rengøring? Til at der kommer en fra kommunen og smører madpakke til børnene? Til at der kommer en fra kommunen og hjælper med at rydde op?

Hvor er det grænsen går? Er grænsen nået, når jeg skal betale så meget i skat, at jeg ikke selv har råd til rengøringshjælp?

Grænsen er nok afhængig af antallet. Hvis kun en enkelt medborger i landet har brug for at der kommer nogen fra kommunen og vækker børnene, fordi man ikke selv lige kan overskue det med et vækkeur. Så er det nok ikke noget problem. Når man undertiden får en fornemmelse af at der ikke er nogen børn tilbage i landet der ikke har en bogstav-diagnose – så begynder det at blive et problem. For om 20 år vil der ikke være nogen forældre uden en bogstav-diagnose. Hvordan vi til den tid finder tilstrækkeligt med kommunalt ansatte der ikke selv har en bogstav-diagnose, så der er nogen der kan hjælpe med madpakkerne, aner jeg ikke.

Der er andre grænser hvor antallet tæller omvendt. Hvis det vitterlig kun er 0,6% af befolkningen der oplever at have et køn der ikke matcher det fortegn de gameter deres krop kan, kunne, eller kommer til at kunne producere. Betyder det så virkelig at 99,4% af befolkningen, når de taler med en nybagt mor (af arbitrært køn), i stedet for at spørge om det blev “en dreng eller en pige”, skal spørge “hvilket køn barnet blev tildelt ved fødslen”?

Jeg aner det ikke. Men nu skal jeg ud at tage opvasken, skrælle kartofler, rydde op og fjerne spindelvæv fra hjørnerne. Jeg har nemlig ikke råd til at betale for at nogen gør det. Blandt andet fordi jeg skal finansiere at kommunen gør det for min nabo (ikke min specifikke nabo. En metaforisk nabo).

Smartphone del IV – A New Hope

Da vi forlod den adskilte telefon sidst, var kredsløbet lavet. Drejeskiven skulle blot forbindes med det, og Arduinoen ligeså. (OK, jeg sprang selve fremstillingen af kredsløbet over. Det var en rask lille loddeøvelse med et strip-board, to modstande og tre to-polede skrueterminaler).

Nu lader vi så som om at kredsløb, Arduino og telefon er forbundet. Så skal der kodes. Som tidligere nævnt er der stjålet med arme og ben fra den her Instructable.  Det er koden, med et par tilretninger, også.


int needToPrint = 0;
int count;
int in = 7;
int lastState = LOW;
int trueState = LOW;
long lastStateChangeTime = 0;
int cleared = 0;

// constants

int dialHasFinishedRotatingAfterMs = 100;
int debounceDelay = 10;

void setup()
{
Serial.begin(9600);
pinMode(in, INPUT);
}

void loop()
{
int reading = digitalRead(in);

if ((millis() – lastStateChangeTime) > dialHasFinishedRotatingAfterMs) {
// the dial isn’t being dialed, or has just finished being dialed.
if (needToPrint) {
// if it’s only just finished being dialed, we need to send the number down the serial
// line and reset the count. We mod the count by 10 because ‘0’ will send 10 pulses.
Serial.print(count % 10, DEC);
needToPrint = 0;
count = 0;
cleared = 0;
}
}

if (reading != lastState) {
lastStateChangeTime = millis();
}
if ((millis() – lastStateChangeTime) > debounceDelay) {
// debounce – this happens once it’s stablized
if (reading != trueState) {
// this means that the switch has either just gone from closed->open or vice versa.
trueState = reading;
if (trueState == HIGH) {
// increment the count of pulses if it’s gone high.
count++;
needToPrint = 1; // we’ll need to print this number (once the dial has finished rotating)
}
}
}
lastState = reading;
}
Det er rimeligt velkommenteret.  Så det vil jeg ikke give mig i kast med.

Når programmet er kompileret og sendt til Arduinoen, åbner man sin Serialmonitor, drejer på skiven. Og så får man det drejede tal på skærmen. Fikst.

Smartphone del 3

Godt. Da vi slap føljetonen sidst, havde jeg udbredt mig om at drejeskiven sendte pulser. Det er lidt mere kompliceret.

Drejeskiven er en såkaldt Normal-On kontakt. Det vil sige, at når vi påvirker den, så slutter kontakten. Der er forbindelse gennem ledningerne. Hvis man drejer 3 på skiven, så afbrydes forbindelsen tre gange. Det er altså ikke tre pulser hvor der pludselig er strøm vi skal tælle. Men tre tilfælde af at “nu-er-der-ikke-strøm-længere” vi skal tælle.

Det kan man naturligvis programmere sig ud af. Men det forekommer ulogisk. I stedet laver vi et lille kredsløb.

Det ser sådan i grove træk sådan ud.

rotphon

Vi ser kredsløbet i den situation hvor drejeskiven har nået et af de punkter hvor forbindelsen afbrydes. D7 er den pin på Arduinoen jeg ønsker at læse pulser på. Der går nu 5V ind i kredsløbet, det kan ikke komme til jord, så de går til D7. Som Arduinoen læser som HIGH. hvis vi slutter kontakten – det er altså drejeskiven når den er mellem pulser, er der mindre modstand til jord end gennem modstanden før D7. Og dermed ikke megen spænding på D7. Og dermed går den LOW. Når der drejes 3 på drejeskiven, og forbindelsen gennem drejeskiven derfor afbrydes 3 gange, kommer der tre “HIGH” pulser på D7. Dem kan vi tælle.

Det vender vi tilbage til.

Jeg skylder at nævne at inspirationen er fundet på denne side hos Instructables.

Smartphone del 2

OK. Så låget kom af, der blev målt igennem. Og jeg opgav at bruge røret til noget. (Det sidste passer ikke helt, det var først senere, men det her er et indlæg der samler op på et par ugers arbejde med den).

Som man kan se, er der ikke meget elektronik i sådan en telefon. De fleste der er lidt ældre end 30 har set sådan en grå drejeskivetelefon. Det var den første model der for alvor fik seriøs udbredelse i Danmark. Og i virkeligheden i resten af verden. Før da var der ikke mange der havde telefon. Og mange delte dem. Der er en udmærket side her, der omtaler telefonsystemet tilbage i 60’erne og 70’erne. Før min mor begyndte at læse til hospitalslaborant, var hun faktisk beskæftiget som telefonist. Jeg tror stadig hun har sin gamle kittel et sted derhjemme. Længere tid siden er det faktisk ikke.

Den model telefon jeg har gang i her, blev fremstillet af Kirk i Danmark, på licens fra Ericsson – de lavede engang mobiltelefoner. Det går ikke så godt i dag. Men dengang var de store. Telefoner var ved at få deres gennembrud, og der skulle fremstilles millioner af telefoner til en voksende middelklasse i hele den vestlige verden. I mange hjem – rigtigt mange hjem – var det den første telefon der kom i hus. Så svenskerne var grundige. Telefonen var gennemdesignet, der var sågar tænkt over hvor meget lys der slap ind i telefonen – det betyder nemlig noget for hvor mange insekter der kan finde på at kravle ind i den. Og insekter i nærheden af elektromekanik er en dårlig ide.

Med andre ord, det er rigtigt godt og solidt kram, der stadig virker. Nerdgasm!

Måden det fungerede på var, kort fortalt, at telefonen, ved bevægelse af drejeskiven, sendte et antal elektriske pulser til centralen. Hver puls bevægede et elektromekanisk relæ. Når centralen havde fået 8 pulser, var relæet skiftet til position 8. Så drejede man det næste ciffer, eksempelvis 4. Centralen modtog 4 elektriske pulser, og skiftede det næste relæ til 4. Og når man havde drejet nok cifre, var der forbindelse.

Det betyder, at drejeskiven giver et antal pulser på et par af de tre ledninger der går fra selve drejeskiven. Det er dem der er skruet løs på billedet her:

telefon

Kan man nu på en eller anden måde forbinde de ledninger til en Arduino kan man få den til at tælle pulserne. Og så har man det tal der blev drejet.

Det vender vi tilbage til.

Gammeldags smartphone

Jeg faldt over en drejeskivetelefon i den lokale genbrugsbiks. 75 kr for en gammel Kirk model F68. Hm. Den må kunne bruges til noget.

Indtil videre har den kunnet bruges til at skille ad. Men planen er følgende:

  • Drej et tal på skiven
  • Få en Arduino til at læse hvilket tal der drejes.
  • Send tallet/tallene til en Raspberry Pi
  • Få hindbærtærten til at gøre noget med omgivelserne, baseret på tallet.

Første udfordring var at få låget af. Som man kan se herunder, lykkedes det. Inde under røret er der et greb med noget klar plast. Der er et hul, og inde bag ved er der en skrue. I første omgang var jeg sikker på at den justerede et eller andet. Hvor højt telefonen ringede eksempelvis. Det gjorde den ikke. Det var den der holdt huset.

telefonHer er telefonen med låget af. Det skal nævnes at det allerførste jeg gjorde var, at pille drejeskiven af. Det skal man passe på med. Der sidder et lille blikhus på drejedimmeren. Og derinde er der en fjeder. Piller man låget af huset, flyver fjederen imponerende langt. Og så skal man bøvle med at få den tilbage. Det kan man. Det er bare ikke helt let.

Man kan se på billedet at der er 8 skrueterminaler, hvor der er monteret ledninger (på nogen af dem). Jeg har skruet nogle af dem af, mere præcist de ledninger der fører til drejeskiven. Det er nemlig det signal jeg i første omgang vil have fat i.

Samtlige kombinationer af skrueterminaler blev målt parvist med et multimeter, både med røret af og på, og med og uden påvirkning af drejeskiven. Det giver 15*16*2*2 = 960 målinger. Det tog lidt mere end et par aftener. Heldigvis spiller min forlovede World of arcraft, så når opvasken er taget, det værste rod jævnet, og støvsugeren har kørt en lille tur, er der god tid.

Ideen var at finde præcist de terminaler som kunne bruges til også at holde styr på om røret var af eller på. Det så lovende ud, men det lykkedes ikke. Det kan muligvis lade sig gøre hvis man er en bedre programmør end jeg er. Så det bliver ikke lige med det første. Anyway, det kan komme til at fungere fint uden at røret spiller en rolle.

Det var første trin. For at det her ikke skal blive alt for meget Wall of Text, splitter jeg det op i flere indlæg. Så vend tilbage, og følg eventyret hvor en gammeldags drejeskivetelefon forvandles til en smartphone!

 

E-bøger. Online. Med Calibre. På en hindbærtærte

Jeg har tydeligvis et problem med at afslutte projekter. Og absolut intet problem med at sætte nye i verden.

Anyway, vi har et ganske betydeligt antal e-bøger derhjemme. Liggende spredt rundt på harddiske, formentlig ihvertfald fire forskellige.

Det er noget rod. Vi aner ikke hvad vi har, vi aner ikke hvor vi kan finde det, og der er ikke let adgang til noget som helst. Det må der gøres noget ved.

Nu skal vi i forvejen have en Raspberry Pi kørende stort set hele tiden. Den skal styre belysningen af en LEGO-bil. Og lyset i barskabet. Og tage imod kommandoer fra en Arduino koblet til en gammeldags drejeskivetelefon. Og meget andet. Fælles for det hele er, at det er relativt små Python-scripts der skal styre det altsammen, og at der ikke er mange af tingene der for alvor behøver at have en responstid der måles i mere end et par håndfulde millisekunder. Med andre ord, der skulle være rigeligt med regnekraft at trække på, specielt når hindbærtærten skal køre headless (altså uden skærm, og uden at der kører en grafisk brugergrænseflade).

Hvorfor så ikke sætte den op som ebogsserver? Det er vist endda ret let – for det suverænt bedste program til at holde styr på ens ebøger hedder Calibre, og den har funktionaliteten indbygget. Det er med andre ord blot et spørgsmål om at få koblet en ekstern harddisk på dyret, og så sætte Calibre op. Så er der ebogsserver i huset. Der er en beskrivelse af hvordan det kan gøres her.

Well. Det bliver næste projekt. Når jeg er kommet lidt længere med de andre… I første omgang tror jeg vi får etableret en kategori her på siden til projekter. Og underkategorier til hvert enkelt projekt. Det kan forhåbentligt hjælpe til at holde styr på dem.