Forsøgt parafraseret – i et forsøg på at forstå pointen bedre.
Der er en gruppe af medborgere hvis hele eksistens, hele identitet er baseret på en fortælling om dem selv. Og fortællinger er ord.
Så når nogen ikke anerkender deres fortælling om hvem de “er”. Så føles det som vold. Deres identitet er noget de definerer følelsesmæssigt. Og det har de krav på at få anerkendt. I et omfang hvor deres fortælling ikke må modsiges. Bliver den modsagt er det vold.
Det mener den kloge mand har noget at gøre med sammenbruddet mellem den skelnen vi ellers har været i stand til at opretholde. Nemlig at der er forskel på ord og vold.
Eller, som Edmund Blackadder formulerede det: “They do say, Mrs Miggins, that verbal insults hurt more than physical pain. They are, of course, wrong, as you will soon discover when I stick this toasting fork into your head,”
Pointen er at hvis man er helt overbevist om at ens verbale fortælling kan skabe en virkelighed. Så kan det føles som vold når nogen tillader sig at tvivle på den virkelighed. Det er et angreb på det man er. Det eneste man er. Den fortælling man har fortalt sig selv udgør ens identitet. Også selvom den fortælling er uden kontakt med det resten af verden kalder virkelighed.
Det er det, og her springer han lidt over et par mellemregninger, der gør at man ikke længere kan skelne mellem det at fornærme nogen. Og det at skyde nogen. Og hvis den skelnen er brudt sammen, må jeg gerne dræbe dig hvis jeg føler mig fornærmet.
Det minder lidt om gamle dages duel-tradition.