Hvad vi lærte af valget

Vi lærte at det er godt for mandlige kandidater at være høje, atletisk bygget, relativt unge, og konventionelt pænt udseende.

Vi lærte også at det ikke er en nødvendig forudsætning. Lars Løkke blev genvalgt.

Vi lærte også at det ikke er en tilstrækkelig forudsætning.

Men høje mænd har lettere ved at blive valgt.

meN altSå Kun hVis du ER maNd! Udseende og alder har INGEN (INGEN BLEV DER SAGT! MANDESVIN!) betydning for kvindelige kandidater. De bliver kun valgt på deres overlegne kvalifikationer. Faktisk er det en ulempe for dem hvis de er unge og smukke.

Det er også en ulempe for dem hvis de ikke er unge og smukke. Alt er en ulempe.

 

Et surt opstød

Weekendavisen havde et indlæg på fjæsen om kvinders begejstring over bøssesex. En heterosexuel kvinde følte trang til at belære avisen om at bøssesex altså er et forældet og forkert udtryk.

Jeg følte trang til at takke hende for at en heterosexuel kvinde kunne oplyse os bøsser om at vi brugte de forkerte og forældede ord.

En fyr ved navn Kent takkede mig for at introducere ordet “dydspoint” for at beskrive hvad damen havde gang i. Og det udløste så denne tirade fra mig:

Jamen så må du hellere få lidt mere ammunition. Tag en kop kaffe, wall of text incoming.
Først og fremmest, jeg kommer måske til at bruge B-ordet, og også kalde det Bordsex. Det kommer
lidt an på hvad vej teksten tager mig. Men det gør jeg altså indtil I heteroer er blevet enige om hvilket moderne og pænt ord I vil give mig lov til at have lyst til at
blive kaldt.
Du skal have fat i dramatrekanten (google er din ven). Det er den der ligger til grund for rigtig
meget af det her. Den beskriver forholdene mellem offer, krænker og frelser, og kommer fra
den psykoterapeutiske transaktionsanalyse Men der behøver sådan set ikke
være hverken offer eller krænker, det vigtige er den tredie rolle, frelseren, der skal redde det
stakkels offer fra den onde krænker.
De dynamikker der beskrives af dramatrekanten bliver ofte utroligt dysfunktionelle, og er svære at bryde ud af. Alle tre parter får nemlig noget ud af at være i deres roller.
Offeret har glæde at at være offer – for det er synd for offeret. Krænkeren har glæde af at være
krænker, for det giver magt og status. Og frelseren får sådan en dejlig fornemmelse i mavsen over at redde offeret. Og sådan kan de forstærke hinandens adfærd, fordi alle får noget ud af det. Uanset hvor dysfunktionelt det er.
Vejen ud af dramaet er at nægte at spille sin rolle.
Hvis nu man gerne vil være frelser, så bliver man nødt til at finde et offer og en krænker. Det er her
vigtigt at man finder et offer der er tilpas forskelligt fra en selv. Ellers vil man risikere selv at være
offer. Og selvom det også giver status at være et undertrykt offer der kæmper mod den onde overmagt, er det meget rarere at være frelserne der ikke alene bekæmper det onde, men også uselvisk redder det stakkels offer.
Som nævnt, det vigtige er at du kan være frelser, så det er ikke så vigtigt at krænkeren faktisk har krænket nogen, eller at offeret overhovedet er klar over at han er offer. Rollerne deles ud som når pigerne organiserede far-mor-og-børn lege i børnehaven. “Så siger vi at det er synd for dig at han gjorde det og så kommer jeg og fortæller ham at han er dum og så bliver du glad og kan lide mig.” Den slags.

Problemet opstår når krænker og offer kigger på hinanden i overraskelse over de roller de er blivet tildelt. Krænkeren kan jo godt protestere, men det er præcis hvad onde krænkere ville gøre, så det tæller ikke rigtigt. Rigtig træls bliver det først når offeret nægter at lege med og protesterer.
Det kan godt være lidt nederen når nu man havde besluttet sig for at være frelser og offeret så ikke
anerkender sin offerrolle og helst vil være fri. Ja, faktisk er man måske endda lidt et offer nu; offerets position inverteres, og han er nu krænker, mens frelseren bliver et tavsliggjort offer. Hvad der sker med den oprindelige krænker er lidt uklart.
Sagen kompliceres ofte af den kognitive dissonans der andre steder i tråden er peget på. Det var særligt udpræget under MeToo, hvor en del magtfulde mænd slog sig op som frelsere. Stærke fortalere for at unge kvinder, endelig gjorde op med den rådne kultur som de tivertifald tog utroligt meget afstand fra. Lige indtil de (se, blandt mange andre, Jon Stephensen og Jonatan Spang) selv endte på forsiden. De havde tre roller at vælge imellem, de er ihvertfald ikke ofre, tværtimod, og det er ubelejligt at være krænker. Så de indtog rollen som frelser.
Det kan måske også spille ind omkring bøssesex. Vi ved jo godt at mænd der finder fornøjelse ved at betragte unge smukke kvinder have sex med hinanden er nogen klamme møgsvin der burde kastreres. Så hvad siger det om mig som kvinde, at jeg finder det pirrende at se to unge veltrænede mænd have sex? Her hjælper frelserrollen.
Du kanredde verden ved at dydssignalere din godhed. Og dække over at det altså kilder så dejligt i tissekonen når Iliy tager Shane i måsen. Og det er helt i orden, det må det godt, og det er ikke en nyhed at heterosexuelle kvinder forbruger ret meget bøsseporno. Her er der endda tale om en filmatisering af softporn skrevet af en kvinde, til kvinder. Og selvom vi bøsser godt kan blive lidt trætte af heterokvinderder objektificerer bøssesex, så er det helt OK. Vi synes også det er hot.

Star Trek gennem tiden

Star Trek har altid været woke. Det er jo ikke noget nyt. Er undskyldningen når nyere udgaver af Star Trek skal forsvares mod beskyldninger om at franchisen er blevet ødelagt af “woke”.

Ofte fremføres argumentet af folk, der mener at “woke” er et skældsord den onde højrefløj har fundet på.

Og det er da også korrekt at Star Trek fra start har været bevidst om social uretfærdighed og den slags. Der var en årsag til at der var både en afroamerikaner (eller hvad Uhura nu blev betegnet som den gang) en asiat og en russer på broen. Og at Star Trek have amerikansk tv-histories måske første inter-racielle kys.

Det forekommer dog at jo mere social retfærdighed der – alt andet lige – er kommet i det amerikanske samfund, jo mere højlydt er kampen for den sociale retfærdighed blevet på den lille skærm.

Men jo, Star Trek har altid været woke. Som en eller anden på nettet udtrykte det:

“Star Trek was originally woke in the original sense of the word, and it’s woke in the current sense of the word now. “

Ja, det er en julefilm

Det er en julefilm hvis vi beslutter os for at det er en julefilm. Så, jo, Die Hard er en julefilm. Ikke fordi den foregår i julen. Men fordi:

 

Hvad er egentlig normalen?

Intelligens antages normaltfordelt, med en middelværdi på 100 og en standardafvigelse på 15. Det betyder at man kan være normalbegavet med en IQ mellem 85 og 115.

Og når man bevæger sig under 85, skriver Gemini (the AI formerly known as Bard) følgende når man spørger den om hvilke kognitive udfordringer det giver:

Når IQ falder under 85, typisk i området 70-84 (grænsen for normal intelligens), kan man opleve udfordringer med

langsommere indlæring, svært ved at forstå komplekse abstrakte koncepter, vanskeligheder med planlægning, problemløsning og social forståelse, samt at nå milepæle senere end jævnaldrende. Det kræver ofte ekstra støtte i skolen og i dagligdagen for at mestre færdigheder som læsning, skrivning, regning og praktiske gøremål, og man kan have brug for hjælp til at tilpasse sig sociale situationer.

Tips og tricks til Munchen

Vi var forbi i 2018. Og det var et ret kort visit, der primært fokuserede på den korfestival vi var der for at deltage i.

Men tre steder bør dog nævnes.

Viktualienmarkt. Et aldeles fantastisk marked. Når man bare er der som turist, har man ikke megen glæde af friske fisk og grøntsager. Men der er tørrede svampe, spændende likører, pølser og andet godt. Og spredt omkring pladsen, er der store mængder af små hyggelige spisesteder, hvor man kan få en hurtig spaghetti al’a vongole.

Det brune hus

Hofbräuhaus. Ja, det er en turistfælde. Men besøg dem alligevel. Enorm ølhal, ikke noget stort udvalg, men øllen er god og rigelig. Komplet med ompa-ompa-musik.

 

 

Pension

Der er jo mange forudsætninger. Som jeg ikke aner om holder. Men. Hvis jeg kan opretholde min løn til jeg går på pension. Og forventer at dø som 80-årig. Og vil have den samme indtægt før skat som jeg har nu, når jeg er gået på pension. Og kan opretholde en ret beskeden forrentning af de frie midler. Og kan fortsætte med opsparing på samme niveau som i dag. Og der ikke udbryder storkrig i Europa. Eller borgerkrig.

Så kan jeg gå på pension som 63-årig.

Men det er jo ikke nødvendigvis fordi jeg faktisk vil gå på pension som 63-årig. Det er mest for at have muligheden for som 63-årig at booke et møde med chefen. Og spørge hende om hun virkelig mener at jeg skal fortsætte med at gå til afdelingsmøder, eller om det ikke ville være meget bedre hvis jeg brugte min tid på at levere værdi til de studerende.