Forretningside

En online service, som man for et beskedent månedligt beløb kan kontakte for at få oplyst om det er ok at like et givet tweet, eller om det vil betyde at man er et ondere menneske end Hitler.

En af charmerne ved at blive ældre – der er ikke så mange andre – er at man får et længere perspektiv på tingene. Fordi man kan huske hvordan ting var for 30 år siden. Og ved hvordan de er i dag.

Det er ofte interessant. Og giver også ofte anledning til en vis undren.

Aldrig, i noget samfund i verden, nogen sinde, har kvinder haft flere muligheder for at nå til tops i virksomhedernes hierarki. Og aldrig før har vi læst så mange artikler og debatindlæg, set udsendelser og interview, om hvor umuligt det er for kvinder at nå til tops i virksomhedernes hierarkier.

Nu har vi en kvindelig statsminister. Samtlige støttepartierne har en kvindelig leder. Det er gået lidt tilbage i oppositionen. Men toppen i dansk politik – i hvert fald den del der pt lader til at være regeringsduelige – er kvinder. Og aldrig før har vi hørt så meget om hvor svært det er for kvinder at komme til tops i politik.

Vi har mulighed for indgåelse, I KIRKEN!, af ægteskaber mellem to personer af samme køn. Bøsser kan adoptere, lesbiske og enlige kvinder kan blive insemineret på statens regning uden at involvere mænd. Transkønnede kan skifte det sidste ciffer i deres cpr-nummer online. Mærsk (ja, Mærsk) er hovedsponsor for årets World Pride i København. Byen er klædt i regnbuefarver. Og når man lytter til retorikken – skulle man tro at kreaturvognene dagligt kørte LGBTQIAP2S+ personer til udryddelseslejre.

Og ja, der er stadig problemer, glaslofter, diskrimination, hadforbrydelser og andet skidt.

Men klagesangen lader til at være omvendt proportional med omfanget og alvoren af problemerne. For problemerne er vitterligt, helt objektivt, og uanset hvad interesseorganisationer måtte mene, langt langt mindre end de var for 30 år siden.

Åh hvor vi alle lo over Trump

Latteren var stor blandt os alle da Trump udtalte at antallet af tilskuere til hans indsættelse var det største nogen sinde.

Aldrig havde man set flere tilskuere mente han. Og vi lo og lo, og slog os på lårene af grin. For det var der jo tydeligvis ikke.

Der var også de der mente at det var ret foruroligende, at verdens mægtigste mand fremturede med åbenlyst vrøvl om objektivt observerbare fakta. Det var et udtryk for en farlig mangel på realitetssans, at benægte hvad enhver kunne se med sine egne øjne. Et faktuelt forhold, der kunne gøres op i tal. Som det var muligt med videnskabelige metoder, at tage stilling til.

Og så lo vi noget mere.

Hvis nu bare han havde udtalt at han identificerede sig som en præsident med det største antal tilskuere til sin indsættelse, og at han lissom følte at der var flere end til Obamas.

Så havde vi jo været nødt til at acceptere og respektere hans levede virkelighed.

Hvorfor er det at generation X (og de der er ældre) er trætte af zoomere og millenials?

Og hvorfor var boomerne trætte af generation X? Osv hele vejen tilbage til de gamle grækere, der angiveligt også beklagede sig over ungdommen.

Det er vi, fordi vi er blevet ældre. Men ikke gamle nok til at vi helt har glemt vores egen idealistiske, ideologisk prægede tilgang til verden.

Fordi vi har oplevet at vi tog fejl. At ikke alle vores slagord, “sandheder” og tanker var rigtige. At nogen af dem måske var direkte forkerte. Enkelte af dem rigtig, rigtig, forkerte.

Nu ser vi så et par generationer der, ganske som vi, er fuldstændigt overbeviste om at de har ret. At deres ideologi er den rigtige. Som mener at hvis man er uenig med dem, så er man et ondt menneske.

Oven i er det så generationer, der gennem hele deres opvækst er blevet anerkendt og lyttet til. Og som derfor, helt naturligt, forlanger anerkendelse fra deres omgivelser. Også selvom der måske ikke er så meget der er værd at anerkende.

Og den ældre generation ved, af smertelig erfaring, at det nok ikke er alle zoomernes paroler der holder vand. At det nok, ganske som for alle andre tidligere generationers slagord, vil vise sig at de fleste af dem er forkerte. En del af dem skadelige. Og en god sjat af dem direkte destruktive.

Fuldstændigt som vores egne paroler viste sig at være.

Stå nu bare ved hvad du mener

Min irritation over motte-and-bailey argumenter er tæt beslægtet med min irritation over manglende konsistens i folks argumenter.

De hævder at være modstandere af sexisme. Men er i praksis kun modstandere af sexisme hvis det rammer kvinder. Mænd kan rende og hoppe.

De hævder at være modstandere af racisme. Men i praksis ikke rigtigt, hvis blot racismen rammer nogen de ikke bryder sig om.

De hævder at enhver form for statsstøtte er af det onde. Lige indtil pesten rammer, og det er superrart at få statsstøtte.

Der er en glimrende, omend lidt langhåret gennemgang i denne artikel, den mere populære kan findes her. Bailey-argumentet er det argument der fremføres, men som er svært at forsvare. Det extremistiske synspunkt, som folk giver indtryk af at have. “Stop udryddelsen af hvide mennesker”. Og så er der motte-argumentet som de falder tilbage på når de får den mindste modstand. “Jamen det er bare illegale immigranter vi vil holde ude”.  Det argument der er let at forsvare.

Men det var ikke de de sagde. Det var ikke det der var deres argument for at deportere fejlfarver og muhammedanere. Det er blot det argument de søgte tilbage til, da nogen gjorde opmærksom på at det lugtede en smule brunt og tysk.

De siger at de mener at biologisk køn ikke eksisterer. Og når 1,2 milliarder års kønnet reproduktion modsiger dem – så var det de i virkeligheden mente jo altså bare at kønsroller bare er noget vi aftaler. Men det var ikke det de brugte som argument for at tilføje 78 nye køn, og omdefinere ordet kvinde.

De siger at kapitalisme er roden til alt ondt, og bør erstattes af den samfundsmodel der brød sammen i østeuropa i ’89. Lige indtil man bemærker at Berlinmuren blev bygget for at forhindre østtyskerne i at flygte fra “det lykkelige bonde- og arbejderparadis” til det onde og undertrykkende Vesttyskland. Så forlyder det pludselig at de jo bare mener at kapitalisme har nogen uhensigtsmæssige konsekvenser.

Og det irriterer mig grusom.

Rant over.

 

Meme-samlingen

Og andre billeder som jeg godt vil kunne finde igen.

Oprindeligt fra The Mitish Bruseum på face

 

 

 

 

 

fra Geekclub på fjæsen – en ide til julepynt

 

Men det forstod folk jo åbenbart ikke…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spooky boy. Også The Mitish Bruseum

 

 

 

Work-life balance

Eller noget. Det har været vigtigt i debatten om arbejdsmiljø i et stykke tid. Det i stigende grad grænseløse arbejde, hvor man har mulighed for at se mails fra chefen døgnets 24 timer, har givet lidt opmærksomhed til de stressproblemer det kan udløse. Samtidig har man praktiseret at give folk mulighed for hjemmearbejdsdage. Det bliver nemlig så fleksibelt, når man ikke skal bruge transporttid, og hvis ventetiden på blikkenslageren, der dukker op på et ukendt tidspunkt mellem 8 og 21, kan bruges på arbejde derhjemme.

Og under diverse coronanedlukninger, har det været rigtig praktisk at kunne arbejde hjemmefra. Jeg skal vaccineres om et par uger. Mange andre er allerede blevet det. Og vi begynder at kunne se enden på hjemsendelser, hjemmearbejde og mundbind. Så nu skal vi tilbage til normalen. Og det kan ikke gå for hurtigt (eller – det kan det, sådan er det med pandemier).

Men. Arbejdsgivere har fået øjnene op for hjemmearbejde. De har opdaget at vi ikke nødvendigvis bliver mindre produktive af at arbejde hjemmefra. Så det skal vi da fortsætte! Og vi skal have arbejdsmiljøet på plads også! Superpraktisk.

Det der hjemmearbejde. Under acceptable arbejdsvilkår. Det kommer til at kollidere med balancen mellem arbejde- og privatliv. Jeg forudser nemlig, at vi vil opleve mange arbejdsgivere, der synes at det kunne være superpraktisk hvis medarbejderne i vid udstrækning arbejder hjemmefra. Der kan spares kontorpladser. Elregningen bliver mindre.

Så jeg skal have en snak med chefen. Om hvordan hun mener at vi får en fornuftig work-life balance, når vi derhjemme skal til at smide vores private ejendele ud for at få plads til et hæve-sænkebord og en ekstra kontorstol. Hvordan det undgår at bidrage til stress, når der står et meget fysisk symbol på arbejdet hjemme i stuen, og fylder. DØGNETS. 24. TIMER. 365. DAGE. OM. ÅRET. OGSÅ. NÅR. VI. HAR. FERIE.

Der står ikke noget i min ansættelseskontrakt om at jeg skal stille 5% af de begrænsede kvadratmetre i vores hjem til rådighed for mit arbejde. Der står heller ikke noget om at jeg er forpligtet til at have en internetforbindelse. Eller at jeg skal betale elregningen for min arbejdsplads. En minimal kontorplads i et kontorhotel starter ved 2000 kr om måneden eks moms. Hvis min arbejdsplads gerne vil leje sådan en af mig, kan vi godt tale om det.

Omskæring – hvem stemte hvad

Inden vi går i gang. Jeg er blevet belært om at jeg skal lade “være med at blande læmlæstningen (sic) af børn sammen med ligestillings debatten. Mishandling, drab og mere generel diskrimination af piger og kvinder af hovedsageligt mænd er en seperat og stadigvæk gældende problematik.”

Med andre ord – fordi omskæring er lemlæstelse af drengebørn, og ikke pigebørn, har det ikke noget med ligestilling at gøre.

Efter den definition er det kun et ligestillingsproblem hvis kvinder bliver behandlet dårligere end mænd, fordi de er kvinder.

Behandles mænd dårligere end kvinder fordi de er mænd, er der ingen problemer.

Jeg har spurgt, men ikke fået svar, på hvad man så kalder det hvis personer af et køn ikke har krav på samme beskyttelse som et andet køn, alene på grund af dets køn. Jeg har en mistanke om at det definitorisk ikke er et problem at behandle mænd dårligt, alene fordi de er mænd.

Herunder anvender jeg dog ordet i den betydning, at hvis et køn behandles ringere end et andet, alene på grund af dets køn – så er det et ligestillingsproblem. Altså efter et ideal om at kønnene skal stilles lige.

Omskæring er strengt forbudt. Altså, hvis det er piger der omskæres. Drenges kønsorganer må man godt skære i.

Det kunne lyde underligt i et land der bryster sig af ligestilling, og hvor statsministeren har markedsført sig selv som børnenes statsminister.

Men sådan er det. Personligt synes jeg kun det kan tolkes som at ligestilling er noget vi går ind for så længe det er til piger og kvinders fordel. Vi er ikke nødvendigvis i mod når det kunne være til drenge og mænds fordel. Vi er bare ligeglade.

Så. Her er listerne. Der findes ikke folketingsmedlemmer der ikke går ind for ligestilling. Der er bare nogen af dem der kun går ind for ligestilling for kvinder.

Hvis du går ind for ligestilling vil jeg foreslå at du næste gang der er folketingsvalg stemmer på en kandidat du er sikker på går ind for ligestilling. Hvis din foretrukne kandidat ikke har givet sin mening til kende i denne afstemning, kan du jo spørge. Straf gerne dem der ikke går ind for ligestilling. De vil helt sikkert komme med skåltaler om hvor vigtigt det er med ligestilling. Spørg dem om det også gælder drenges ret til kropslig integritet.

Tilhængere af ligestilling:

Dansk Folkeparti: Alex Ahrendtsen, Bent Bøgsted, Dennis Flydtkjær, Jens Henrik Thulesen Dahl, Karina Adsbøl, Lise Bech, Liselott Blixt

Det Konservative Folkeparti: Mads Andersen, Per Larsen

Det Radikale Venstre: Katrine Robsøe, Lotte Rod, Stinus Lindgreen

Enhedslisten: Christian Juhl, Jakob Sølvhøj, Jette Gottlieb, Peder Hvelplund, Rasmus Vestergaard Madsen, Søren Egge Rasmussen, Victoria Velasquez

Liberal Alliance: Ole Birk Olesen

Nye Borgerlige: Mette Thiesen, Pernille Vermund

Socialistisk Folkeparti: Ina Strøjer-Schmidt, Karina Lorentzen Dehnhardt, Karsten Hønge, Kirsten Normann Andersen, Rasmus Nordqvist, Theresa Berg Andersen, Trine Torp

Uden parti: Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Venstre: Anne Honoré Østergaard, Hans Christian Schmidt, Peter Juel-Jensen

Modstandere af ligestilling (i hvert fald hvis det betyder at drenge skal stilles lige):

Dansk Folkeparti: Marie Krarup, Søren Espersen

Det Konservative Folkeparti: Britt Bager, Mai Mercado, Niels Flemming Hansen, Rasmus Jarlov, Søren Pape Poulsen

Det Radikale Venstre: Henrik Vinther, Kathrine Olldag, Kristian Hegaard, Rasmus Helveg Petersen

Nye Borgerlige: Peter Seier Christensen

Socialdemokratiet: Anders Kronborg, Astrid Krag, Benny Engelbrecht, Bjørn Brandenborg, Camilla Fabricius, Christian Rabjerg Madsen, Daniel Toft Jakobsen, Henrik Møller, Ida Auken, Jan Johansen, Jens Joel, Jeppe Bruus, Jesper Petersen, Julie Skovsby, Karin Gaardsted, Kasper Roug, Kasper Sand Kjær, Lars Aslan Rasmussen, Leif Lahn Jensen, Malte Larsen, Mattias Tesfaye, Mette Gjerskov, Mogens Jensen, Nick Hækkerup, Peter Hummelgaard, Rasmus Stoklund, Tanja Larsson, Trine Bramsen, Troels Ravn

Uden Parti: Sikandar Siddique

Venstre: Anni Matthiesen, Bertel Haarder, Christoffer Aagaard Melson, Claus Hjort Frederiksen, Hans Andersen, Jan E. Jørgensen, Karen Ellemann, Karsten Lauritzen, Kenneth Mikkelsen, Kim Valentin, Louise Schack Elholm, Mads Fuglede, Michael Aastrup Jensen, Morten Dahlin, Preben Bang Henriksen, Stén Knuth, Tommy Ahlers, Torsten Schack Pedersen, Troels Lund Poulsen, Ulla Tørnæs

Folk hvis holdning til ligestilling vi ikke kender fordi de var fraværende:

Alternativet: Torsten Gejl.

Dansk Folkeparti: Hans Kristian Skibby, Kristian Thulesen Dahl, Mette Hjermind Dencker, Morten Messerschmidt, Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard, René Christensen

Det Konservative Folkeparti: Birgitte Bergman, Brigitte Klintskov Jerkel, Katarina Ammitzbøll, Marcus Knuth, Mette Abildgaard, Mona Juul

Det Radikale Venstre: Andreas Steenberg, Marianne Jelved, Martin Lidegaard, Samira Nawa, Sofie Carsten Nielsen, Susan Kronborg, Zenia Stampe

Enhedslisten: Eva Flyvholm, Mai Villadsen, Pernille Skipper, Rosa Lund, Rune Lund, Søren Søndergaard

Kristendemokraterne: Jens Rohde

Liberal Alliance: Alex Vanopslagh, Henrik Dahl

Nye Borgerlige: Lars Boje Mathiesen

De nordatlantiske mandater: Aaja Chemnitz Larsen, Barbara Gaardlykke Apol, Edmund Joensen, Aki-Matilda Høegh-Dam

Socialdemokratiet: Ane Halsboe-Jørgensen, Annette Lind, Birgitte Vind, Bjarne Laustsen, Dan Jørgensen, Flemming Møller Mortensen, Henrik Dam Kristensen, Kaare Dybvad Bek, Lea Wermelin, Lennart Damsbo-Andersen, Magnus Heunicke, Mette Frederiksen, Morten Bødskov, Nicolai Wammen, Orla Hav, Pernille Rosenkrantz-Theil, Rasmus Horn Langhoff, Rasmus Prehn, Simon Kollerup, Thomas Jensen

Socialistisk Folkeparti: Anne Valentina Berthelsen, Astrid Carøe, Charlotte Broman Mølbæk, Halime Oguz, Jacob Mark, Pia Olsen Dyhr, Signe Munk

Uden parti: Lars Løkke Rasmussen, Orla Østerby, Susanne Zimmer, Uffe Elbæk

Helt uden for parti: Inger Støjberg. Hun stemte hverken for eller imod.

Venstre: Carsten Kissmeyer, Ellen Trane Nørby, Erling Bonnesen, Eva Kjer Hansen, Fatma Øktem, Heidi Bank, Jacob Jensen, Jakob Ellemann-Jensen, Jane Heitmann, Kristian Pihl Lorentzen, Lars Christian Lilleholt, Marie Bjerre, Marlene Ambo-Rasmussen, Martin Geertsen, Sophie Løhde, Thomas Danielsen

Hvorfor tror folk at vi er i mål med ligestillingen i Danmark?

Godt spørgsmål. Der er mange steder hvor vi ikke er i mål. Og der er sikkert lige så mange forklaringer, som der er folk der tror det.

Men lad os bare tage et par eksempler.

Vi er ikke i mål med ligestillingen, fordi det er kvinder der står med størstedelen af husarbejdet.

Sikkert. Men ud over at det næppe er noget “samfundet” som sådan kan løse – mon ikke kvoteordninger for brug af støvsuger er noget der skal reguleres i hjemmet, ikke fra Christiansborg, så kan jeg ganske enkelt ikke genkende det. For herhjemme er det mig der laver mad, gør rent (eller renere), husker at græsset skal slås, tørre køkkenbordene af, står for indkøb, fjernelse af spindelvæv og andet godt. Og det hjælper i øvrigt ikke at vi omfordeler opgaverne. For vi er to mænd i husholdningen, og bortset fra de uger hvor rengøringsfirmaet kommer forbi, er der ingen kvinder involveret i det.

Jeg ser med andre ord på den virkelighed jeg kender – og må konkludere at jeg simpelthen ikke kan genkende postulatet.

Rockwoolfonden har i øvrigt undersøgt spørgsmålet. Kvinder brugte i 2018 54 minutter mere på husarbejdet end mænd om dagen. Til gengæld brugte mænd 50 minutter mere på arbejdsmarkedet. En samlet forskel på 4 minutter om dagen.

Vi er ikke i mål med ligestillingen, for der er mange flere mænd på ledende stillinger.

Igen, helt sikkert og ganske afgjort. Men også her ser min nære, personlige, virkelighed anderledes ud. Lad os prøve at se hvordan kønsfordelingen er, når jeg ser opad fra min kontorstol:

Min nærmeste leder går snart på barsel. Hun er i øvrigt kvinde. De tre berøringsflader mit arbejde har med hende, bliver overtaget af tre andre mellemledere. De er alle tre kvinder. De refererer et nøk op i hierarkiet. Til en kvindelig vicedirektør. Direktøren er mand. Indrømmet. Han refererer til kulturministeriets departementschef. Det er en kvinde. Hun refererer til kulturministeren. Der er kvinde. Kulturministerens chef er statsministeren, der pt er kvinde. Jeg ved ikke om man kan sige at statsministeren har en chef. Hvis hun har, må det være majestæten. Det er også en kvinde.

Ja, jeg er ganske enig i at der er ligestillingsproblemer også på ledelsesgangen. Men min umiddelbare reaktion når jeg får at vide at det er der – ja, det er altså at kigge på alle mine overordnede, og konstatere, at de med en enkelt undtagelse alle er kvinder.

Når mit umiddelbare svar på spørgsmålet om vi er i mål med ligestilling derfor er at hvis ikke vi er – så er vi meget tæt på. Ja, så er det måske fordi de fleste sammenhænge jeg bevæger mig i faktisk er ligestillede.

Men der er selvfølgelig utroligt langt til at vi har ligestilling, og der er massive problemer.

Jeg tør i hvert fald ikke påstå andet.