Åh hvor vi alle lo over Trump

Latteren var stor blandt os alle da Trump udtalte at antallet af tilskuere til hans indsættelse var det største nogen sinde.

Aldrig havde man set flere tilskuere mente han. Og vi lo og lo, og slog os på lårene af grin. For det var der jo tydeligvis ikke.

Der var også de der mente at det var ret foruroligende, at verdens mægtigste mand fremturede med åbenlyst vrøvl om objektivt observerbare fakta. Det var et udtryk for en farlig mangel på realitetssans, at benægte hvad enhver kunne se med sine egne øjne. Et faktuelt forhold, der kunne gøres op i tal. Som det var muligt med videnskabelige metoder, at tage stilling til.

Og så lo vi noget mere.

Hvis nu bare han havde udtalt at han identificerede sig som en præsident med det største antal tilskuere til sin indsættelse, og at han lissom følte at der var flere end til Obamas.

Så havde vi jo været nødt til at acceptere og respektere hans levede virkelighed.

Stå nu bare ved hvad du mener

Min irritation over motte-and-bailey argumenter er tæt beslægtet med min irritation over manglende konsistens i folks argumenter.

De hævder at være modstandere af sexisme. Men er i praksis kun modstandere af sexisme hvis det rammer kvinder. Mænd kan rende og hoppe.

De hævder at være modstandere af racisme. Men i praksis ikke rigtigt, hvis blot racismen rammer nogen de ikke bryder sig om.

De hævder at enhver form for statsstøtte er af det onde. Lige indtil pesten rammer, og det er superrart at få statsstøtte.

Der er en glimrende, omend lidt langhåret gennemgang i denne artikel, den mere populære kan findes her. Bailey-argumentet er det argument der fremføres, men som er svært at forsvare. Det extremistiske synspunkt, som folk giver indtryk af at have. “Stop udryddelsen af hvide mennesker”. Og så er der motte-argumentet som de falder tilbage på når de får den mindste modstand. “Jamen det er bare illegale immigranter vi vil holde ude”.  Det argument der er let at forsvare.

Men det var ikke de de sagde. Det var ikke det der var deres argument for at deportere fejlfarver og muhammedanere. Det er blot det argument de søgte tilbage til, da nogen gjorde opmærksom på at det lugtede en smule brunt og tysk.

De siger at de mener at biologisk køn ikke eksisterer. Og når 1,2 milliarder års kønnet reproduktion modsiger dem – så var det de i virkeligheden mente jo altså bare at kønsroller bare er noget vi aftaler. Men det var ikke det de brugte som argument for at tilføje 78 nye køn, og omdefinere ordet kvinde.

De siger at kapitalisme er roden til alt ondt, og bør erstattes af den samfundsmodel der brød sammen i østeuropa i ’89. Lige indtil man bemærker at Berlinmuren blev bygget for at forhindre østtyskerne i at flygte fra “det lykkelige bonde- og arbejderparadis” til det onde og undertrykkende Vesttyskland. Så forlyder det pludselig at de jo bare mener at kapitalisme har nogen uhensigtsmæssige konsekvenser.

Og det irriterer mig grusom.

Rant over.

 

Work-life balance

Eller noget. Det har været vigtigt i debatten om arbejdsmiljø i et stykke tid. Det i stigende grad grænseløse arbejde, hvor man har mulighed for at se mails fra chefen døgnets 24 timer, har givet lidt opmærksomhed til de stressproblemer det kan udløse. Samtidig har man praktiseret at give folk mulighed for hjemmearbejdsdage. Det bliver nemlig så fleksibelt, når man ikke skal bruge transporttid, og hvis ventetiden på blikkenslageren, der dukker op på et ukendt tidspunkt mellem 8 og 21, kan bruges på arbejde derhjemme.

Og under diverse coronanedlukninger, har det været rigtig praktisk at kunne arbejde hjemmefra. Jeg skal vaccineres om et par uger. Mange andre er allerede blevet det. Og vi begynder at kunne se enden på hjemsendelser, hjemmearbejde og mundbind. Så nu skal vi tilbage til normalen. Og det kan ikke gå for hurtigt (eller – det kan det, sådan er det med pandemier).

Men. Arbejdsgivere har fået øjnene op for hjemmearbejde. De har opdaget at vi ikke nødvendigvis bliver mindre produktive af at arbejde hjemmefra. Så det skal vi da fortsætte! Og vi skal have arbejdsmiljøet på plads også! Superpraktisk.

Det der hjemmearbejde. Under acceptable arbejdsvilkår. Det kommer til at kollidere med balancen mellem arbejde- og privatliv. Jeg forudser nemlig, at vi vil opleve mange arbejdsgivere, der synes at det kunne være superpraktisk hvis medarbejderne i vid udstrækning arbejder hjemmefra. Der kan spares kontorpladser. Elregningen bliver mindre.

Så jeg skal have en snak med chefen. Om hvordan hun mener at vi får en fornuftig work-life balance, når vi derhjemme skal til at smide vores private ejendele ud for at få plads til et hæve-sænkebord og en ekstra kontorstol. Hvordan det undgår at bidrage til stress, når der står et meget fysisk symbol på arbejdet hjemme i stuen, og fylder. DØGNETS. 24. TIMER. 365. DAGE. OM. ÅRET. OGSÅ. NÅR. VI. HAR. FERIE.

Der står ikke noget i min ansættelseskontrakt om at jeg skal stille 5% af de begrænsede kvadratmetre i vores hjem til rådighed for mit arbejde. Der står heller ikke noget om at jeg er forpligtet til at have en internetforbindelse. Eller at jeg skal betale elregningen for min arbejdsplads. En minimal kontorplads i et kontorhotel starter ved 2000 kr om måneden eks moms. Hvis min arbejdsplads gerne vil leje sådan en af mig, kan vi godt tale om det.

Hvorfor tror folk at vi er i mål med ligestillingen i Danmark?

Godt spørgsmål. Der er mange steder hvor vi ikke er i mål. Og der er sikkert lige så mange forklaringer, som der er folk der tror det.

Men lad os bare tage et par eksempler.

Vi er ikke i mål med ligestillingen, fordi det er kvinder der står med størstedelen af husarbejdet.

Sikkert. Men ud over at det næppe er noget “samfundet” som sådan kan løse – mon ikke kvoteordninger for brug af støvsuger er noget der skal reguleres i hjemmet, ikke fra Christiansborg, så kan jeg ganske enkelt ikke genkende det. For herhjemme er det mig der laver mad, gør rent (eller renere), husker at græsset skal slås, tørre køkkenbordene af, står for indkøb, fjernelse af spindelvæv og andet godt. Og det hjælper i øvrigt ikke at vi omfordeler opgaverne. For vi er to mænd i husholdningen, og bortset fra de uger hvor rengøringsfirmaet kommer forbi, er der ingen kvinder involveret i det.

Jeg ser med andre ord på den virkelighed jeg kender – og må konkludere at jeg simpelthen ikke kan genkende postulatet.

Rockwoolfonden har i øvrigt undersøgt spørgsmålet. Kvinder brugte i 2018 54 minutter mere på husarbejdet end mænd om dagen. Til gengæld brugte mænd 50 minutter mere på arbejdsmarkedet. En samlet forskel på 4 minutter om dagen.

Vi er ikke i mål med ligestillingen, for der er mange flere mænd på ledende stillinger.

Igen, helt sikkert og ganske afgjort. Men også her ser min nære, personlige, virkelighed anderledes ud. Lad os prøve at se hvordan kønsfordelingen er, når jeg ser opad fra min kontorstol:

Min nærmeste leder går snart på barsel. Hun er i øvrigt kvinde. De tre berøringsflader mit arbejde har med hende, bliver overtaget af tre andre mellemledere. De er alle tre kvinder. De refererer et nøk op i hierarkiet. Til en kvindelig vicedirektør. Direktøren er mand. Indrømmet. Han refererer til kulturministeriets departementschef. Det er en kvinde. Hun refererer til kulturministeren. Der er kvinde. Kulturministerens chef er statsministeren, der pt er kvinde. Jeg ved ikke om man kan sige at statsministeren har en chef. Hvis hun har, må det være majestæten. Det er også en kvinde.

Ja, jeg er ganske enig i at der er ligestillingsproblemer også på ledelsesgangen. Men min umiddelbare reaktion når jeg får at vide at det er der – ja, det er altså at kigge på alle mine overordnede, og konstatere, at de med en enkelt undtagelse alle er kvinder.

Når mit umiddelbare svar på spørgsmålet om vi er i mål med ligestilling derfor er at hvis ikke vi er – så er vi meget tæt på. Ja, så er det måske fordi de fleste sammenhænge jeg bevæger mig i faktisk er ligestillede.

Men der er selvfølgelig utroligt langt til at vi har ligestilling, og der er massive problemer.

Jeg tør i hvert fald ikke påstå andet.

 

 

Glemte forskere

Jeg er med på at det er skandaløst at Marie Hammer er glemt. Jeg anede ikke at hun eksisterede. Men hun undersøgte åbenbart omkring 1950’erne mosmider, og gjorde os klogere på kontinenterne. Deres drift og sådan.

Og hendes køn spiller da helt klart en rolle for hvilke muligheder hun havde den gang. Jeg føler blot trang til at spørge: Hvor mange forskere, der gjorde os klogere på et eller andet. Hvad som helst. Og som var aktive i 1950’erne kan vi huske? De der mener at det er skammeligt at hun er blevet glemt – hvor mange forskere fra den periode kan de faktisk nævne?

Er vi måske ikke snarere ude i, at stort set alle forskere bliver glemt. Og at det kun er ganske få der huskes uden for meget nørdede kredse? Jeg kan nævne ret mange, men jeg er også bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Historisk Kemi. Så jeg er nok lidt en outlier. Og nej, det er ikke ret mange af dem jeg kan huske, der er kvinder. Men hvis narrativet om at kvinder havde dårlige muligheder for at forske på det tidspunkt holder (og det gør det!), så er der måske ikke så overraskende. Vi kan ikke både mene at kvinder havde utroligt dårlige karrieremuligheder, og samtidig undre os over at der ikke var så mange. Der var ikke mange. Det var der en årsag til. Og når vi i dag ikke husker ret mange fremragende kvindelige forskere fra fortiden. Så er det jo blandt andet fordi der ikke var ret mange.

Men lad os også huske, at langt, langt de fleste mandlige forskere også bliver glemt uden for meget nørdede cirkler. Marie Hammer er muligvis glemt i offentligheden. Men husker offentligheden S.P.L. Sørensen? Børge Bak? Carl Johan Ballhausen? Julius Thomsen? Sophus Mads Jørgensen? William Christopher Zeise? Johannes Nicolaj Brønsted? For nu bare at tage et lille udsnit af danske kemikere. Nope. De er også blevet glemt.

Det kunne være, at årsagen til at kvindelige forskere fra fortiden bliver glemt, også. Delvist. Som en mulig supplerende forklaring. Bliver glemt at ca. samme årsager som deres mandlige kolleger.

Men lad os da for himlens skyld få Marie frem i lyset. Jo flere fremragende forskere vi får ind i den offentlige bevidsthed, jo bedre!

Konspirationsteorier

Jeg elsker konspirationsteorier. ELSKER! Husbonden er træt af det. Vores foreslåede serier og film på Netflix og Prime flyder over med “regeringen er rumøgler, der planlægger at spise os allesammen”-programmer. For jeg labber det i mig. UFOer er særligt underholdende, men “Behind the Curve” er også fantastisk. De tror tydeligvis at jorden er flad. Og i slutningen forsøger de at bevise det. Men kommer ved et uheld til at bevise at jorden er rund. Eller oblat, den er lidt fladtrykt.

Konspirationsteoretikere derimod… Og jeg ved det godt, uden konspirationsteoretikere, ingen konspirationsteorier, og dermed ingen underholdning til Nusse. Sølvpapirhatten strammer ofte ret voldsomt. Når vi alle skal arbejde hjemmefra fordi en kineser har spist en flagermus, er det naturligvis fordi regeringerne på et møde i Davos har planlagt det store reset, hvor hele verden skal ændres til et eller andet dystopisk mareridt. Ethvert forsøg på kritiske spørgsmål er udtryk for at man er en del af konspirationen. Den monomane insisteren på at Bill Gates står bag virusen for at kunne chippe os allesammen med hans vaccine, fordi han gennem flere år har advaret om en forestående pandemi er så frakoblet virkeligheden at man slet ikke kan få luft. Alle, som i ALLE, med forstand på emnet har været klar over at det kun var et spørgsmål om tid, og at vi de sidste mange år har været heldige adskellige gange. For det har regelmæssigt været ret tæt på.

Men de er også søde. Og har efter alt at dømme aldrig arbejdet i en moderne virksomhed der kører projekter. Når man har prøvet det. Og ved hvor bøvlet det er at samle projektgruppen. Og hvor lang tid det kan tage at diskutere med ham den bøvlede om hvorfor det er utroligt vigtigt at tryksagen til opslagstavlerne designes ud fra et eller andet epistemologisk paradigme han har læst om. Lige efter han har været fornærmet i tre kvarter over at andre mener at det måske kunne være en meget god ide at i hvert fald nogen af aktiviteterne kommer i kalenderen på et eller andet tidspunkt. Så står det klart hvor naiv forståelsen af et moderne statsapparat er. I Danmark kan man ikke finde ud af at undgå at blive snydt for milliarder i udbytteskat. Når man har opdaget at der er noget galt. Så kan vi ikke finde ud af at stoppe det. Men hemmeligt at inficere minkbesætninger med en kunstigt fremstillet virus fordi vi allesammen skal sidde derhjemme så regeringen kan resette bankverdenen. Det kan de finde ud af. De kan endda koordinere det globalt.

I den virkelige verden. Der ville Hanne fra HR have forsinket processen med kurser i den nye samarbejdsplatform, og Klaus fra IT ville have lækket det hele fordi han havde glemt at password beskytte intranettet. Projektgruppen ville bruge evigheder på at diskutere hermenuetik med Lars og årsplanen og budgettet for 2020 ville først være blevet godkendt i august.

Optimismen og tilliden til hvor effektivt en overstatslig organisation kan agere er rørende naiv.

Primadonnaledelse

Jeg magter det ikke.

Jeg magter ikke primadonnaer. De er dygtige. De er kloge. De er kreative. De brænder for deres arbejde, for opgaven og for misionen.

Og de er fuldstændigt ulidelige at være i nærheden af. De er ledelsesresistente, de er hysteriske, de er forfængelige og selvhøjtidelige. Hvis tingene ikke bliver gjort på deres måde, reagerer de som, jeg var lige ved at skrive femårige, men femårige børn er lettere at have med at gøre, og kan normalt bringes til at indse at deres adfærd ikke er heldig. Femårige kan godt forstå at hvis de kaster legetøjet i hovedet på de andre børn hver gang de ikke får deres vilje, ja så gider de andre børn ikke lege med dem.

Forskellen på femårige børn er at de ikke er ligeglade med andre mennesker. Og hvor ofte jeg ellers udtaler at børn under en vis alder opfylder de fleste diagnostiske kriterier på psykopati, er det her på en helt anden skala. Primadonnaerne er fast overbevist om, at fordi de brænder for sagen, så ved de bedre end alle andre, og de bliver fuldstændigt blinde for at de på en del punkter måske ikke er den bedst kvalificerede i lokalet.

Primadonnaer er normalt enkeltpersoner. Bliver koncentrationen af dem i en organisation for høj, og det bliver den let i frivillige organisationer hvor sagen er vigtig, står man pludselig med en organisation der opfører sig som en primadonna. Man kan være heldig at de kan holde hinanden i skak, så nettoresultatet bliver en forening eller hvordan det nu er organiseret, som man kan tale med, indgå aftaler og indgå kompromisser med. Ofte opstår dog den perfekte storm, og så har man en biks der ter sig som, ja igen, strengt taget ikke som et, femårigt barn.

Forskellen er selvfølgelig også at man kan tage fat i nakken på det hysteriske barn der ligger på gulvet i supermarkedet og skriger, og bære det ud af butikken. Den ekstremt selvbevidste primadonna er et voksent menneske, som man ikke kan tillade sig at behandle på en måde der matcher det hysteriske anfald.

Eller med andre ord, mine beslutninger om hvad jeg vil engagere mig i fremover vil være målrettet at minimere antallet af primadonnaer i mit liv. Helt kan jeg ikke undgå det, men målet er at jeg fremover kun skal have noget med dem at gøre hvis jeg får penge for det.

Når man er den der skal tage ansvar

Så andre ikke behøver.

Dette billede er ofte brugt herhjemme. Sådan ca. hver gang det viser sig at det er vores ansvar at der koordineres hvem der er hvor til jul. Eller når der er andet der skal gøres, alle ved at det skal gøres, men hvor det er lettere at en anden gør det. Hvorefter man vælger at tjekke ud fra processen, i den sikre forvisning, at der nok skal blive gjort hvad der skal gøres. For der er altid nogen der er ansvarsbevidste nok til at gøre det.

Det er så ofte os.

Billedet randt mig i hu da jeg læste denne kommentar på EkstraBladet. Leif Donbæk minder om at der måske ikke er skiltet på Roskilde station at det er forbudt at gå over skinnerne. Men at man godt må tænke selv og lade være alligevel. Og at det er muligt at det er lovligt at samles 10-15.000 mennesker i protest over politiets drab på en sort mand (mistænkt falskmøntner, og med et helt apotek i blodet, ikke at det mindsker det episke niveau af dysfunktionalitet i USAnsk retshåndhævelse), nogen tusinde kilometer væk. Men at det måske kunne være en god ide at overveje hvor smart det er under en pandemi der har kostet en pæn sjat mennesker livet. Og som i øvrigt, som de fleste af de her kalamiteter, vender den tunge ende nedad. Altså netop i højere grad rammer de Black Lives, som demonstrationen minder os om Matters. Med andre ord – for at gøre opmærksom på de problemer der gør sig gældende på bunden af samfundet, gennemfører man protester, der har en ret høj risiko for at øge (andre) problemer på bunden af samfundet.

Anyway, det var blot det udløsende. Forbindelsen er endnu ældre. Eller i hvert fald en tre måneder ældre. Hvor jeg så kloge folk bemærke, at når nu det viste sig at det var nok at 80% af befolkningen praktiserede at holde afstand og håndhygiejne. Så ville vi, når pandemien var overstået, skulle høre på de 20% der ikke gad at holde afstand, at det slet ikke havde været nødvendigt.

Og det skal vi nu. Hvis tilstrækkeligt mange holder afstand, spritter af, og opfører sig fornuftigt. Så gør det ikke noget at 15.000 mennesker ikke gjorde det. Prisen for at de kan gøre hvad de har lyst til er at andre ikke gør det samme.

Det gælder sådan set ikke kun de her BLM-demoer. Og retten til at demonstrere er ret vigtig, og bør ikke begrænses af myndighederne. At arrangører og deltagere så kunne overveje visdommen i at gennemføre dem er en anden sag. Det gælder generelt. Årsagen til at smitten ikke eksploderer, i det omfang vi faktisk kan undgå det, når du ikke kan finde ud af at holde afstand i supermarkedet, er at vi andre holder afstand. Årsagen til at vi undgår dødsfald selvom du ikke tager hensyn er at vi andre tager hensyn.

De af os der tager hensyn kan godt gå hen og blive en smule trætte af de der ikke gør. Det var bare det jeg ville sige.

Hvor går grænsen?

Nede i Sønderjylland. Nej.

Jeg ved ikke helt hvordan det skal formuleres. Men.

Hvor går grænsen for hvor meget “normalsamfundet” skal bøje sig for minoriteten?

Hvordan skal “normalsamfundet” håndtere modsat rettede behov fra forskellige minoriteter?

Hvornår bliver kravet om støtte til en minoritet for stort?

Eller – er det rimeligt at jeg skal betale tilstrækkeligt i skat til at en medborger kan gå hjemme fordi han er bange for at gå uden for en dør? Det er det nok. Er det også rimeligt at jeg skal betale for professionel hjælp til vedkommendes rengøring? Til at der kommer en fra kommunen og smører madpakke til børnene? Til at der kommer en fra kommunen og hjælper med at rydde op?

Hvor er det grænsen går? Er grænsen nået, når jeg skal betale så meget i skat, at jeg ikke selv har råd til rengøringshjælp?

Grænsen er nok afhængig af antallet. Hvis kun en enkelt medborger i landet har brug for at der kommer nogen fra kommunen og vækker børnene, fordi man ikke selv lige kan overskue det med et vækkeur. Så er det nok ikke noget problem. Når man undertiden får en fornemmelse af at der ikke er nogen børn tilbage i landet der ikke har en bogstav-diagnose – så begynder det at blive et problem. For om 20 år vil der ikke være nogen forældre uden en bogstav-diagnose. Hvordan vi til den tid finder tilstrækkeligt med kommunalt ansatte der ikke selv har en bogstav-diagnose, så der er nogen der kan hjælpe med madpakkerne, aner jeg ikke.

Der er andre grænser hvor antallet tæller omvendt. Hvis det vitterlig kun er 0,6% af befolkningen der oplever at have et køn der ikke matcher det fortegn de gameter deres krop kan, kunne, eller kommer til at kunne producere. Betyder det så virkelig at 99,4% af befolkningen, når de taler med en nybagt mor (af arbitrært køn), i stedet for at spørge om det blev “en dreng eller en pige”, skal spørge “hvilket køn barnet blev tildelt ved fødslen”?

Jeg aner det ikke. Men nu skal jeg ud at tage opvasken, skrælle kartofler, rydde op og fjerne spindelvæv fra hjørnerne. Jeg har nemlig ikke råd til at betale for at nogen gør det. Blandt andet fordi jeg skal finansiere at kommunen gør det for min nabo (ikke min specifikke nabo. En metaforisk nabo).

Hvorfor kan vi ikke åbne efterskolerne?

Eller museerne. Eller bibliotekerne. Eller whatever der nu lige er din private kæphest. Beregningerne siger jo at det næsten ikke påvirker smittetrykket.

Det er der sådan set en meget enkel forklaring på. Man behøver ikke engang være virolog for at forstå den.

Myndighederne arbejder med et smittebudget.

Tænk på det som et husholdningsbudget. Det kan godt være at den nye telefon kun koster det halve af hvad huslejen står i. Men hvis der ikke er penge nok på kontoen når huslejen er betalt – så er der ikke en ny telefon til dig i denne måned. Man kan godt overforbruge. Men hvis vi overforbruger i en epidemi – så dør bedstemor.