Work-life balance

Eller noget. Det har været vigtigt i debatten om arbejdsmiljø i et stykke tid. Det i stigende grad grænseløse arbejde, hvor man har mulighed for at se mails fra chefen døgnets 24 timer, har givet lidt opmærksomhed til de stressproblemer det kan udløse. Samtidig har man praktiseret at give folk mulighed for hjemmearbejdsdage. Det bliver nemlig så fleksibelt, når man ikke skal bruge transporttid, og hvis ventetiden på blikkenslageren, der dukker op på et ukendt tidspunkt mellem 8 og 21, kan bruges på arbejde derhjemme.

Og under diverse coronanedlukninger, har det været rigtig praktisk at kunne arbejde hjemmefra. Jeg skal vaccineres om et par uger. Mange andre er allerede blevet det. Og vi begynder at kunne se enden på hjemsendelser, hjemmearbejde og mundbind. Så nu skal vi tilbage til normalen. Og det kan ikke gå for hurtigt (eller – det kan det, sådan er det med pandemier).

Men. Arbejdsgivere har fået øjnene op for hjemmearbejde. De har opdaget at vi ikke nødvendigvis bliver mindre produktive af at arbejde hjemmefra. Så det skal vi da fortsætte! Og vi skal have arbejdsmiljøet på plads også! Superpraktisk.

Det der hjemmearbejde. Under acceptable arbejdsvilkår. Det kommer til at kollidere med balancen mellem arbejde- og privatliv. Jeg forudser nemlig, at vi vil opleve mange arbejdsgivere, der synes at det kunne være superpraktisk hvis medarbejderne i vid udstrækning arbejder hjemmefra. Der kan spares kontorpladser. Elregningen bliver mindre.

Så jeg skal have en snak med chefen. Om hvordan hun mener at vi får en fornuftig work-life balance, når vi derhjemme skal til at smide vores private ejendele ud for at få plads til et hæve-sænkebord og en ekstra kontorstol. Hvordan det undgår at bidrage til stress, når der står et meget fysisk symbol på arbejdet hjemme i stuen, og fylder. DØGNETS. 24. TIMER. 365. DAGE. OM. ÅRET. OGSÅ. NÅR. VI. HAR. FERIE.

Der står ikke noget i min ansættelseskontrakt om at jeg skal stille 5% af de begrænsede kvadratmetre i vores hjem til rådighed for mit arbejde. Der står heller ikke noget om at jeg er forpligtet til at have en internetforbindelse. Eller at jeg skal betale elregningen for min arbejdsplads. En minimal kontorplads i et kontorhotel starter ved 2000 kr om måneden eks moms. Hvis min arbejdsplads gerne vil leje sådan en af mig, kan vi godt tale om det.