Det betød meget for mig at se Daniel fra Matador. Eller måske ikke meget. Men i hvert fald noget. Han var jo homoseksuel. Jeg var ikke i stand til at sætte ord på hvad det var han gjorde. Men han repræsenterede mig. På skærmen. Det var også skræmmende, for han blev afvist af sin far, og hans kæreste foretrak hans søster.

Det er repræsentation. Og det er vigtigt. Og når folk klager over at der er for få afro-danskere i danske tv-serier, så er det (blandt andet) fordi de efterspørger repræsentation. Og det kan jeg da godt forstå at de gør.

Nu er jeg godt nok hvid, cis-kønnet, midaldrende og mand. Jeg er endda “straight-acting” eller “-passing” eller hvad det nu hedder. Og jeg tilhører derfor den befolkningsgruppe er ikke har lov at mene noget som helst om noget som helst, fordi alle verdens uretfærdigheder, overalt, nogensinde, er min skyld.

Men. Der er et andet element. Der er også repræsentativitet. Teaterstykket “Educating Rita”, der er filmatiseret med samme navn, har to roller.

Ville det være cool hvis bøsser var repræsenteret på scenen? Ja! Vil det være repræsentativt hvis de er det? Nej.

Hvis vi 100 gange tager 2 tilfældige mænd fra den danske befolkning, så vil der 4 ud af 5 gange være to heteroer. Faktisk lidt oftere. 18% af gangene vil der være en bøsse og en heteromand. Og 1 gang ud af de 100 vil der være to bøsser.

Hvis der, hver evigt eneste gang man har to mænd stående på en scene. Eller foran et kamera. Eller i andre sammenhænge. Hver gang. Er en af dem der er bøsse. Så er der noget galt. Så er det ikke repræsentativt. Jeg følger mig måske repræsenteret. Men resten af befolkningen kan måske med rimelighed føle at det det, det passer ikke med virkeligheden. De kan nok med en vis ret opleve at der bliver proppet noget ned i halsen på dem (pun intended), som ikke har forbindelse med realiteter.

Så begynder vi at trænge os på hvor det ikke falder naturligt. Og så skaber vi modvilje.

Og det samme med folk af anden etnisk herkomst end dansk. Altså så anden etnisk herkomst at man kan se at de er det. Det hører jeg også at vi skal have mere af i tv og andre steder.

For er det ikke besynderligt at en gruppe på 7 personer slet ikke har en eneste person af anden etnisk herkomst?

Det kommer meget an på hvordan man tror fordelingen af etnicitet er i eksempelvis Danmark.

Lad os prøve det igen.

I Danmark er der 5.015.594 personer med dansk oprindelse. Der er 258.158 indvandrere og 32.750 efterkommere, fra vestlige lande. Fra ikke-vestlige lande er der 356.195 indvandrere og 160.066 efterkommere. Eller det var der 1. januar 2020.

Nu er det svært at sige hvor mange af dem der synligt er af anden etnisk herkomst. Vestlige lande omfatter USA, og der er jo en del der er knap så rødhårede som danskere. Blandt de ikke-vestlige lande finder vi Ukraine, der ikke i udpræget grad er specielt farvede.

Men lad os for at gøre regnestykket enklere, antage at hvis man er indvandrer eller efterkommer fra et ikke-vestligt land, så har man en kulør der gør at man giver point på diversitetsskalaen.

Det var 7 personer, tilfældigt udvalgt fra den danske befolking.

51% af gangene er der kun fejlfarver i gruppen. 37% af gangene er der en enkelt (men altså kun en!) med anden etnisk baggrund i gruppen. 88% af gangene er der altså højest én. Og hvis du vil have 2, må du besinde dig på at det kun er 10% af gangene det sker.

Hvis du, hver eneste gang, beklager dig over at der ikke er en afro-dansker i bestyrelsen, så vil der være mange der bliver træt. For du beder om repræsentation. Ud over hvad der er repræsentativt.

Vi må endelig ikke udskamme folk fordi de ikke holder afstand i supermarkederne. Eller fordi de ikke bærer maske i den kollektive trafik. Eller fordi de samles for mange på havnefronten og drikker øl. Eller deltager i store fester andre steder. Eller fordi 500 mennesker forsamles til begravelsen af et bandemedlem.

Endelig ikke udskamme. Det er ikke pænt. Og folk bryder sig ikke om at blive udskammet.

Men vi skal udskamme dem. Regler er nogen vi vedtager fordi folk ikke gør det af sig selv. Hvis den danske befolkning kollektivt, allesammen, var begyndt at gå med mundbind når de kørte med metro, så var der ingen grund til at indføre regler om det. Hvis man helt naturligt i hele landet konkluderede at “den der fest – selvom den er vigtig for os – den bliver vi sgu nok nødt til at aflyse”. Så var der ingen grund til at indføre reglen.

Regler har dog en udfordring. Hvis ikke reglerne håndhæves, så kan man lige så godt lade være med at indføre dem. Udskamning af folk der ikke følger reglerne, er håndhævelse af reglerne. Når jeg kigger skævt til dig fordi du ikke har maske på når du kører i bus til et arrangement med utroligt mange deltagere mens du hoster på alle omkringstående. Så er jeg med til at håndhæve reglen. Ikke specielt aggressivt. Ikke specielt effektivt. Men skam er noget vi føler fordi vi har gjort noget vi godt ved at vi ikke burde have gjort. Og udskamning er en af de mekanismer dine omgivelser bruger til at få signaleret overfor dig at du gør noget, som du burde vide at du ikke skulle have gjort. Folk bryder sig ikke om at blive udskammet, fordi skam er en ubehagelig følelse. Og det er netop pointen. Du skal sgu føle skam når du ikke bidrager til at undgå at en relativt ukendt, men ret smitsom sygdom spredes. Og selvom den ikke er specielt dødelig for de fleste, så har den konsekvenser og senfølger som vi ikke har styr på endnu.

At du ikke bryder dig om at jeg påfører dig skam fordi du gambler med mit og min families helbred er helt fint. Det er det der er meningen. Og det er et eller andet sted bedre hvis det civile samfund kan håndtere det selv end at vi skal have politiet til at rende rundt og dele bøder ud.

 

Grønlænderne bryder sig ikke om at blive kaldt eskimoer, så isen Kæmpe-Eskimo skulle skifte navn.

Fair nok. En tidligere landsstyreformand udtalte godt nok at han var stolt af at blive betegnet med E-ordet. Men vi skal naturligvis ikke gå rundt og kalde folk for noget de ikke bryder sig om at blive kaldt. Det er bare almindelig høflighed. Sebastian Dorset er derfor også i sin gode ret til ikke at blive kaldt for cis-mand. Det bryder han sig nemlig ikke om.

Men rygtet gik. På samme måde som man på alle sprog har betegnelser for folkslag der ikke er identiske med hvad folkeslaget selv kalder sig (ordet “franskmand” evt “franskperson” findes eksempelvis ikke på fransk).

Så grønlænderne har naturligvis også en betegnelse for danskere. Og den er ikke “danskere”.

Den er “qallunaat“. Eller, direkte oversat – “dem med store øjenbryn”.

 

Det er meget enkelt. Hvis folk ikke vil kaldes eskimo, men grønlænder. Så kalder man dem grønlænder.

Men hvem bestemmer om vi skal bruge ordet eskimo eller grønlænder? Hvem er det der taler på vegne af alle eski… undskyld, grønlænd… inuitterne? Hvordan afgør jeg som almindeligt høfligt menneske hvilken repræsentant for gruppen der har mest ret til at bestemme hvilket ord der bør bruges?

Det er nok lettere bare at kalde folk for mennesker fra steder.