Udskamning

Vi må endelig ikke udskamme folk fordi de ikke holder afstand i supermarkederne. Eller fordi de ikke bærer maske i den kollektive trafik. Eller fordi de samles for mange på havnefronten og drikker øl. Eller deltager i store fester andre steder. Eller fordi 500 mennesker forsamles til begravelsen af et bandemedlem.

Endelig ikke udskamme. Det er ikke pænt. Og folk bryder sig ikke om at blive udskammet.

Men vi skal udskamme dem. Regler er nogen vi vedtager fordi folk ikke gør det af sig selv. Hvis den danske befolkning kollektivt, allesammen, var begyndt at gå med mundbind når de kørte med metro, så var der ingen grund til at indføre regler om det. Hvis man helt naturligt i hele landet konkluderede at “den der fest – selvom den er vigtig for os – den bliver vi sgu nok nødt til at aflyse”. Så var der ingen grund til at indføre reglen.

Regler har dog en udfordring. Hvis ikke reglerne håndhæves, så kan man lige så godt lade være med at indføre dem. Udskamning af folk der ikke følger reglerne, er håndhævelse af reglerne. Når jeg kigger skævt til dig fordi du ikke har maske på når du kører i bus til et arrangement med utroligt mange deltagere mens du hoster på alle omkringstående. Så er jeg med til at håndhæve reglen. Ikke specielt aggressivt. Ikke specielt effektivt. Men skam er noget vi føler fordi vi har gjort noget vi godt ved at vi ikke burde have gjort. Og udskamning er en af de mekanismer dine omgivelser bruger til at få signaleret overfor dig at du gør noget, som du burde vide at du ikke skulle have gjort. Folk bryder sig ikke om at blive udskammet, fordi skam er en ubehagelig følelse. Og det er netop pointen. Du skal sgu føle skam når du ikke bidrager til at undgå at en relativt ukendt, men ret smitsom sygdom spredes. Og selvom den ikke er specielt dødelig for de fleste, så har den konsekvenser og senfølger som vi ikke har styr på endnu.

At du ikke bryder dig om at jeg påfører dig skam fordi du gambler med mit og min families helbred er helt fint. Det er det der er meningen. Og det er et eller andet sted bedre hvis det civile samfund kan håndtere det selv end at vi skal have politiet til at rende rundt og dele bøder ud.