Kønsfordelingen i politik

Det er snart kommunalvalg. Og så skal vi til den igen. Der vælges for få kvinder.

Det skal nok passe. Men er det udtryk for et fravalg af kvinder? Er det fordi vælgerne ikke vil stemme på kvinder? Er det fordi partierne ikke vil opstille kvinder?

Først bliver vi nok nødt til at lægge os fast på et neutralt grundlag.

Lad os sætte at der stiller 1000 individer op til et valg hvor der skal vælges 100.

Af de 1000 kandidater er de 800 er gule og de 200 er grønne.

Hvis valget fører til at 80 gule og 20 grønne bliver valgt, har vælgerne ikke udtrykt nogen præference for farven. Hver kandidat har nøjagtig lige stor chance for at blive valgt; 10% Der finder ingen forskelsbehandling sted under valget. Resultatet antyder det i hvert fald ikke.

Hvis der i stedet bliver valgt 70 gule og 30 grønne, så har vælgerne udtrykt en præference for grønne kandidater. Der finder en forskelsbehandling sted under valget, vælgerne favoriserer de grønne.

Hvis vi kan blive enige om det udgangspunkt, kan vi kigge på virkeligheden.

Byrådsmedlemmer findes blandt de kandidater der stiller op.

De kandidater der stiller op findes blandt partiernes medlemmer.

Fra magtudredningen (side 33) ved vi at 33% af partiernes medlemmer er kvinder.

Ved valget i 2017 var 31,8% af de opstillede kandidater kvinder.

Og resultatet blev, at 32,9% af de valgte var kvinder.

De forskelle er ret små. Et kvindeligt medlem af et parti har ca. samme chance for at blive opstillet som en mand. Og når hun er blevet opstillet har hun ca. samme chance for at blive valgt som en mand.

Der er ingen forskelsbehandling i den proces. Forskellen er funderet i kønsfordelingen blandt partiernes medlemmer. Det er ikke fordi partierne sidder på opstillingsmøderne og konspirerer for at undgå at opstille kvinder. Og det heller ikke fordi patriarkatet udsender beskeder til alle sine medlemmer om at man(d) ikke må stemme på kvinder.

Tværtimod. Alle lokale partiformænd jeg har talt med beretter om at de til hvert evigt eneste opstillingsmøde håber at der dog bare vil være en enkelt kvinde der vil stille op. De forsøger at overtale de kvindelige medlemmer af deres partier til at stille op. De lokker og trygler. De tilbyder ekstra favorable vilkår. Og er lykkelige når der er en kvinde der siger ja. Mænd gør man ingen indsats for at få til at stille op. De melder nemlig sig selv.

Problemet løses ikke på opstillingsmøderne. Det løses heller ikke i stemmeboksen.

Problemet løses ved at kvinder, som gruppe betragtet, melder sig ind i et parti. OG at de letter måsen og møder op til opstillingsmødet. OG når de sidder der, får fingeren ud af måsen, rækker hånden op, og fortæller at de da godt kunne tænke sig at stå på listen.

De fleste mænd i politik bliver pissefrustrerede over det her. De kæmper. De lokker. De har særlige indsatser. De står på hovedet for at få kvinder til at stille op. Og når der så ikke er flere kvinder der stiller op – ja så får de en spand lort i hovedet over at der ikke er flere kvinder der stiller op.

Rant over.

Tag dig nu sammen!

Det er helt enkelt. Hvis du godt kunne tænke dig et job i en bestemt virksomhed, organisation eller lignende.

Når det tilmed er et job der kræver at man er bare nogenlunde udadvendt og kan tage initiativer.

Så er det mindste man kan forvente af dig, at du følger med i stillingsopslagene fra den pågældende biks. Og sender en ansøgning når der er et.

Hvis du ikke gør det, men i stedet sætter dig hen i et hjørne og surmuler fordi dine primadonnanykker får dig til at forvente at du naturligvis bliver headhuntet til stillingen – så demonstrerer du med al ønskelig tydelighed, at du ikke er den rette til stillingen.