Dette er en lidt ældre artikel. Og handler om det interessante fænomen, at personer bryder sig så lidt om en legemsdel, at de ønsker at få den amputeret. Typisk arme eller ben. Lægerne er, eller var, forundrede. Patienterne var tilsyneladende ved deres fulde fem. Eller i det mindste kunne man ikke finde en passende diagnose. Fænomenet blev beskrevet i 1977. Navnet er nogen bekendt, John Money hed han. Eftertiden har gjort ham lidt kontroversiel. Wikipedia skriver diplomatisk om hans deltagelse i debatter om kronofili. Eller pædofili om man vil. Anyway, fæonomenet kaldes apotemnophilia på engelsk.
Det lader til at være i familie med anden interessant adfærd; at bruge krykker eller kørestol, uden at have behov for det. Fordi man ønsker at føle sig handicappet. I amputationsland på nettet, kaldes de “wannabes”. På dansk mangler vi lidt et ord for folk der har fået amputeret noget. Det engelske er “amputee”, og jeg er ikke begejstret for ordet “amputeret” eller “amputerede” som flertal, til at beskrive personer der har fået foretaget en amputation. Men lad os bare bruge de ord.
Disse wannabes fortæller at de altid har følt at de skulle være amputerede. At de har følt at “det er det de er”. At deres identitet er at være amputeret. Og at det at få gennemført amputationen får deres fysik til at mathce deres identitet. At de er fanget i en krop der ikke er deres. Fordi deres krop har begge ben.
Det interesante – synes jeg – er at forskere der har kigget på fænomenet taler om en semantisk smitte. At beskrivelsen af et fænomen, påvirker den måde personer berørt, måske kun perifert, tænker om fænomenet. At klassifikationen påvirker det der klassificeres. Og dermed, at når psykiatere begynder at skrive artikler, danner støttegrupper for patienter, opfordrer den farmaceutiske industri til at lede efter behandlinger. Så kan de udbrede en psykisk lidelse.
Der findes nutidige eksempler fra de sociale medier, hvor noget der måske, måske ikke, er tourettes syndrom spredes. Læs mere her.
Så måske årsagen til nogle af de udfordringer folk står med, ikke skal søges i en indre identitet som amputeret eller tourettesramt. Men at de er blevet smittet.