Primadonnaledelse

Jeg magter det ikke.

Jeg magter ikke primadonnaer. De er dygtige. De er kloge. De er kreative. De brænder for deres arbejde, for opgaven og for misionen.

Og de er fuldstændigt ulidelige at være i nærheden af. De er ledelsesresistente, de er hysteriske, de er forfængelige og selvhøjtidelige. Hvis tingene ikke bliver gjort på deres måde, reagerer de som, jeg var lige ved at skrive femårige, men femårige børn er lettere at have med at gøre, og kan normalt bringes til at indse at deres adfærd ikke er heldig. Femårige kan godt forstå at hvis de kaster legetøjet i hovedet på de andre børn hver gang de ikke får deres vilje, ja så gider de andre børn ikke lege med dem.

Forskellen på femårige børn er at de ikke er ligeglade med andre mennesker. Og hvor ofte jeg ellers udtaler at børn under en vis alder opfylder de fleste diagnostiske kriterier på psykopati, er det her på en helt anden skala. Primadonnaerne er fast overbevist om, at fordi de brænder for sagen, så ved de bedre end alle andre, og de bliver fuldstændigt blinde for at de på en del punkter måske ikke er den bedst kvalificerede i lokalet.

Primadonnaer er normalt enkeltpersoner. Bliver koncentrationen af dem i en organisation for høj, og det bliver den let i frivillige organisationer hvor sagen er vigtig, står man pludselig med en organisation der opfører sig som en primadonna. Man kan være heldig at de kan holde hinanden i skak, så nettoresultatet bliver en forening eller hvordan det nu er organiseret, som man kan tale med, indgå aftaler og indgå kompromisser med. Ofte opstår dog den perfekte storm, og så har man en biks der ter sig som, ja igen, strengt taget ikke som et, femårigt barn.

Forskellen er selvfølgelig også at man kan tage fat i nakken på det hysteriske barn der ligger på gulvet i supermarkedet og skriger, og bære det ud af butikken. Den ekstremt selvbevidste primadonna er et voksent menneske, som man ikke kan tillade sig at behandle på en måde der matcher det hysteriske anfald.

Eller med andre ord, mine beslutninger om hvad jeg vil engagere mig i fremover vil være målrettet at minimere antallet af primadonnaer i mit liv. Helt kan jeg ikke undgå det, men målet er at jeg fremover kun skal have noget med dem at gøre hvis jeg får penge for det.

En SEP-felt generator

Nåmmen jeg har været leder i tre år. Det er jeg ikke længere. Mit lille bibliotek skulle flyttes sammen med et andet.

Det har været en lang proces, i skrivende stund har det været i støbeskeen i over et år. Og det er ikke faldet på plads endnu. Det har også været en hård proces. Noget af det første vi skulle tale om var hvordan ledelsesgruppen lissom kunne støtte mig i at stå i den håbløse situation de havde placeret mig i, så jeg ikke tabte entusiasmen og gejsten. Den snak venter vi stadig på. Men ledelsen af biblioteket er overdraget. Og nu skal jeg så slippe det, og lære at det ikke er mit bibliotek længere. Det kræver at jeg betragter problemer der som en andens problem. Det er de jo nu.

Det giver mig straks associationer til Douglas Adams SEP-felt generator. Det er den praktiske løsning på hvordan man gør ting usynlige. Man kan godt gøre et gigantisk rumskib der hænger frit i luften ved siden af en cricket-match usynligt. Det er bare besværligt og energikrævende. Det man i stedet kan gøre er, at udforme sit rumskib som en gigantisk lyserød elefant. En gigantisk lyserød elefant kan ikke eksistere, og da slet ikke frit svævende i luften. Hvis den gør, var det noget man ville være nødt til at forholde sig til. Og hvad katten stiller man op med sådan en? Så i selvforsvar bortredigerer ens bevidsthed elefanten. Den er nu for alle praktiske formål usynlig.

Vi kender det godt fra virkeligheden. Den dryppende vandhane er noget man burde gøre noget ved. Men det er besværligt. Hvis nu det er en andens problem, kan man ignorere den. Og mennesker er så gode til at ignorere besværlige ting, at den dryppende vandhane for de fleste praktiske formål reelt ophører med at eksistere.

Tilbage til Håndbog for Vakse Galakseblaffere. Der har man udnyttet konceptet. Man har simpelthen lavet en dims der genererer et “somebody-elses-problem”-felt. Tænd for den, og alt inden for dets rækkevidde bliver automatisk til en andens problem. Og dermed usynligt.

Det er sådan en jeg har brug for. Den må jeg bygge. Jeg kan naturligvis ikke bygge en rigtig. Men jeg kan bygge en symbolsk SEP-felt generator. Som en mentalhygiejnisk foranstaltning.

Hvordan skal den så se ud?

Ja, vi ved lidt fra Adams. Vi ved at den kan køre i mange år blot med et enkelt batteri. Det egentlige arbejde udføres af vores bevidsthed, feltet skal blot overbevise os om at hvad det nu end er, er en andens problem. Vi ved også at det ikke kan slukkes. Jo formentlig fordi generatoren befinder sig inde i feltet, og dermed også bliver usynligt. Og det er egentlig hvad vi ved. Resten er op til min fantasi.

Så. En knap der tænder. Men ikke kan slukke. En lysdiode – der viser at dimsen er tændt. Og som ikke slukker igen. Der skal været et batteri. Og så skal der være et eller andet der siger “feltgenerator”. En antenne eller noget. Der må også godt være andet, der lissom signalerer teknik.

Det var kravene. I næste uge kigger vi på lidt flere detaljer.

Til almen orientering

Blot så der ikke opstår misforståelser.

Uagtet at jeg er kasserer i en forening du har hørt om.

Eller engang har været kasserer i en anden forening du har hørt om.

Eller at jeg er civilingeniør.

Eller at du sådan set bare ikke kan finde ud af at bruge en computer.

Så gælder det, at det, med mindre andet er skriftligt aftalt (og det er det ikke), så er jeg ikke din private IT-supporter

“Mens vi venter”, eller: Tid siden: “Det skal vi også tale om”.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at det skulle vi tale om snart.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at det skal vi tale om nu.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at der stadig ikke var grund til bekymring.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at hvis, så er det i hvert fald det første vi skal tale om.

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at selvom “hvis”, så vil det være passende om en måned. (der er max 31 dage i en måned…)

Det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden (ret præcist) at jeg tabte troen på at vi nogensinde kommer til at tage den snak.

Og det er 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at “jamen så må vi da hellere til at få taget den”.

Det er så 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at der så meddeles at der skal indkaldes til et møde.
Ved hjælp af lidt hovedregning kan man bemærke, at der går ca. 20 dage fra “Nu er det akut”, til der kan observeres en handling.

Endelig! Det er nu 00 dage, 00 timer, 00 minutter og 00 sekunder siden at mødet blev indkaldt. Jeg tror stadig ikke på at snakken bliver taget før den er taget – det er trods alt dage siden der sidst blev holdt et møde hvor den skulle tages – uden at den blev taget.

Rotoscoping

I ved godt hvad det er – I så det i A-HAs hit “take on me”.

Her er en katte-gif. I gamle dage var GIF bare et grafikformat. De kunne godt nok animeres, men det var lidt tungt, filer fyldte for meget og sådan. Og så blev de primært brugt til at lave hjemmesider der ikke var til at holde ud at se på.

I dag er de på mode igen – så meget at folk ikke tror at GIF også bare er et billedformat, men at de fuldstændigt er associeret med animerede gifs.

Men det var ikke det der var den egentlige pointe. Pointen var at lave en rotoscopet animeret gif.

Man starter med at finde en gif. Her er en god en, der fint illustrerer hvordan jeg har oplevet de sidste ca. 24 timer (nu er der kun fem kvarter til det er weekend. Yay!)

giphy

Og her er så resultatet af en rotoscoping:

t00zm

Nå. Hvad gjorde jeg så?

  1. Jeg startede med at lede efter et billede der udtrykte min sindstilstand. Egentlig var det et hamsterhjul med en hamster jeg ledte efter. Men det passede sgu meget godt at katten havde fået skåret halen af (stakkels kat). Giffen blev downloaded.
  2. I IrfanView (enestående fantastisk program!!!) splittede jeg filen af i dens enkeltbilleder.
  3. Hvert enkelt billede fik følgende behandling:
    1. CTRL-E – vælg edgedetection. Det finder “kanterne” på billederne, der hvor der er overgange mellem forskellige farver.
    2. ALT-I (for image), vælg negative – alle kanaler.
    3. Gem.
    4. Egentlig burde hvert enkelt billede også konverteres til gråtoner, det ville få det endelige resultat til at fylde mindre. Det var jeg for doven til.
  4. Herefter skulle billederne samles til en animeret gif igen. Det skete på ImgFlip. Der er andre værktøjer. Jeg har bare ikke fået downloadet GIMP endnu, efter min forlovede har opgraderet computeren til windows something (10?). Så jeg hoppede på nettet og fandt noget.
  5. Vupti! Der er et vandmærke der irriterer og sådan. Og næste gang laver jeg øvelsen under punkt 3 i ImageMagick i stedet. Den kan nemlig automatiseres. Det kræver en særligt desillusioneret hjerne at sidde og gøre det i hånden for par-og-firs billeder.

Hep! Sådan.

Beslutninger, stress og kognitivt overskud

Når man har været på arbejde hele dagen, og skulle løse problemer og træffe beslutninger og prioritere og alt det man nu skal når man har en lederstilling. Typisk med udgangspunkt i ufuldstændig viden.

Og man også skulle det i går. Og hver dag i sidste uge. Og i forrige uge. Og ugen før da.

Så er der ikke overskud til også at tage stilling til om aftensmaden skal være forloren hare eller biksemad. Det kan faktisk vælte læsset. Det var hvad jeg fik at vide af en erfaren vicedirektør centralt i hierarkiet på arbejdet. Hun havde ret.

Når man derefter skal hjælpe sin mor med at tage stilling til om tal A er større end tal B. Når størrelsen af tal B vel at mærke ikke er kendt.

Så kan man altså her omkring klokken halv ni om aftenen ikke længere overskue hvordan man hægter en transistor og to modstande sammen så man får det ønskede resultat.

Beklager.

Det er lidt belastende at alle mulige andre omkring en trækker så store veksler på ens overskud, at der ikke er noget tilbage til en selv.

Balance mellem arbejde og privatliv

Jeg overrasker åbenbart en kollega i dag.
Vi er "venner" på Facebook, og hun havde ikke regnet med at jeg har to profiler på Facebook – en privat og en til arbejdet.
Arbejdsprofilen er til kollegerne og den private til alle de andre.
Misforstå mig ret: Jeg holder meget af mine kolleger. Men jeg vil gerne blive ved med at holde af dem, og det tror jeg bedst jeg kan hvis jeg ikke ser for meget til dem. Det er flinke folk og alt det der, men de fleste af dem ser jeg altså kun fordi jeg får penge for det.
Så jeg lever et skarpt opdelt liv: Mit arbejdsliv og mit privatliv. Jeg føler ingen trang til at se chefen privat. Han er netop min chef, og uanset hvornår jeg ser ham, befinder vi os ikke i et magttomt rum.
Jeg vil have lov til, privat at sige præcist hvad jeg har lyst til, uden at skulle bekymre mig om hvordan det påvirker lønforhandlinger eller karrieremuligheder. Jeg har ikke behov for på mit arbejde at skulle stå til regnskab for hvad jeg bruger min fritid til, hvor fuld jeg drak mig i weekenden eller hvem jeg kyssede på i går.
Jeg drøfter det gerne med vennerne. Og hele konceptet handler grundlæggende om at der er forskel på venner og tilfældige personer som jeg kun ser fordi min chef har ansat dem.
Jeg fortæller mine venner ting jeg ikke fortæller min mor. Hvorfor pokker tror du så at du skal vide noget om dem bare fordi vores lønsedler kommer samme fra sted?