Der findes ikke problemer

Kun udfordringer.

Det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle. Og det handler jo om at man skal italesætte tingene på den rigtige måde. Problemer er negativt ladede. Måske endda så meget, at de ikke kan løses. Så det ord må vi ikke bruge. I stedet skal vi bruge ordet udfordring, der ikke er negativt ladet. Ordet udfordring, i stedet for udfordring, skal lissom signalere, at det er noget vi løser. Vi skal bare tage os sammen, så viser det sig at udfordringen slet ikke er en udfordring, men i stedet en udfordring.

Jeg tror bare der er en udfordring med at sige udfordring i stedet for udfordring. Udfordringen består i at vi gør sproget upræcist. Vi skaber en udfordring, når vi mener at skulle bruge et andet ord end udfordring, fordi udfordring er negativt. Du skal ikke komme med udfordringer, du skal komme med løsninger. Ja, selvfølgelig, men hvis jeg havde løsningen på den her udfordring, så ville jeg ikke have behov for at komme med den til dig. Så var det jo ikke en udfordring længere. Det kunne være at der så var en udfordring ved at gennemføre løsningen på udfordringen. Men det ville jo være en anden udfordring.

Udfordringen ved ikke at måtte kalde udfordringer for udfordringer er dobbelt.

Dels er der udfordringen ved at skulle kalde udfordringer for udfordringer i stedet for udfordringer. Det mudrer sproget. Hvis du har læst hertil, vil du vide hvad jeg mener. Det er faktisk udfordrende at skrive udfordring i stedet for udfordring hver gang, og det gør sikkert også at man er ret udfordret når man skal læse teksten. Det spænder ben for udfordringsløsningen hvis man ikke må kalde en udfordring for en udfordring. Det fjerner fokus på, at når vi løser denne udfordring, så er det faktisk fordi det er en udfordring, som er negativ, og derfor skal løses. Vi forfladiger udfordringsstillingen, og dermed bliver det også udfordrende at gennemskue hvori udfordringen egentlig består. Er det overhovedet en udfordring? Er vi sikre på at det ikke bare er en udfordring i stedet? Udfordringer er også noget man kan vælge at tage imod. Det ligger i ordet. Men ikke alle udfordringer er så u-udfordringsatiske, at man kan ignorere dem. Nogen udfordringer er så udfordrende, at man bliver nødt til at gøre noget ved dem.

Den anden udfordring er, at en udfordring jo ikke holder op med at være udfordrende, blot fordi vi kalder det for en udfordring i stedet for en udfordring. Det er lidt ligesom oprindeligt neutrale betegnelser for folk med høj koncentration af melanin i huden. De er ikke længere neutrale (altså betegnelserne), de er blevet negativt ladede. Det er de blevet på grund af racisme. Så nu bruger vi et andet ord, der er neutralt. Men racismen er ikke forsvundet, så om lidt er det nye, neutrale, ord lige så negativt ladet som det gamle, oprindeligt neutrale, men nu negative ord. Udfordring er et pænt nyt ord, som vi kan bruge i stedet for det grimme gamle ord, udfordring. Men fordi virkeligheden nu engang er sådan at udfordringer jo sjældent rent faktisk er positive – hvis de var det, var de jo ikke udfordringer, så virker det kun en kort tid. Inden vi ser os om, er udfordringer noget lige så negativt ladet som udfordringer oprindeligt var. Og så begynder vi at tale om muligheder i stedet for udfordringer.

Har du fået konstateret kræft? Det er ikke en udfordring. Det er nu en mulighed. Den skal du bare gribe. Og så bliver sproget endnu mere absurd. Når man ikke må sige udfordring, men skal sige mulighed i stedet for mulighed, så går det helt galt. Muligheder lyder pænt. Pænere end muligheder. Men fordi vi kalder det for en mulighed, er det jo ikke holdt op med at være en mulighed. Muligheden er stadig negativ. Nu er vi blot begyndt at bruge et ord der i endnu højere grad implicerer en valgmulighed. Så når jeg står med en mulighed, det kunne være at der er et vandrør der er sprunget, så skal jeg forsøge at se mulighedsløsninger i den mulighed jeg har fået fordi gulvet sejler. Min underbo har også fået en mulighed, idet der drypper vand ned fra hans loft. Der må han jo bare se det positive i at han nu har fået mulighed for at løse en mulighed.

Der er også den mulighed, at folk der får at vide at de skal sige mulighed i stedet for mulighed, muligvis begynder at føle sig lidt til grin. De betragter det som muligt at muligheder faktisk er muligstiske, og at de ikke bliver mindre negative af at vi siger mulighed i stedet for mulighed. Jeg er ret sikker på at min underbo vil kigge mærkeligt på mig når jeg fortæller ham at han har en mulighed når hans gulvtæppe er blevet vådt fordi jeg har en mulighed med en oversvømmelse i køkkenet. Muligvis er der en mulighed for at folk der bruger ordet mulighed i stedet for bare at kalde tingene ved deres rette navn, bliver lidt til grin. Eller at de ikke længere bliver taget seriøst. Jeg er ikke helt overbevist om at HR-chefen vil betragte det som en mulighed, hvis hans medarbejdere betragter ham med skepsis hver gang han siger mulighed.

Muligvis skal vi i virkeligheden forsøge at skære udfordringerne ind til benet, og erkende at det ikke kan afvises, at der faktisk er tale om et problem. Hive fat i værktøjskassen med redskaber til problemløsning. Og i stedet for bare at italesætte tingene på en måde der er i overensstemmelse med den sidste managementmode, rent faktisk løse problemerne.

 

Hjemmelavet Gin del II. Hvor kommer farven fra?

Jeg fik ikke rigtigt vist et billede af hvordan resultatet så ud i mit opslag om at lave sin egen gin. Lad os bare sige at det ligner en urinprøve.

Nu er gin normalt ikke farvet. Så hvor kommer farven fra? Fra tidligere eksperimenter med pebersnaps – de gentages ikke – ved jeg at peber kan farve ret godt. Men der kunne være tale om andre ting også. Så det måtte prøves.

Jeg skulle lave sous vide cheesecake alligevel, og det skal gøres ved samme temperatur som når der laves gin. Så det var oplagt lige at køre et lille eksperiment. Bare lidt hurtigt, for jeg var kommet lidt sent igang.

Her er forberedelsen. 

Fra venstre mod højre, 2 enebær, 2 peberkorn og 2 allehånde bær. Dertil 50 ml vodka. Det hele i mine små henkogningsglas, låg på, i vand (80 grader, 10 minutter). Det var i hvert fald planen. Noget gik galt med tidtagningen i appen til Anovaen. Så de fik snarere et kvarter end 10 minutter.

Det gør ikke noget. Det jeg er ude efter er at identificere hvilket krydderi der giver farven. Hvis det allehånde farver mere end de andre efter 15 minutter, så gør allehånde det også efter 10 minutter. Det er den relative forskel jeg er ude efter. Ja, der kan være forskelle hvis det egentlige farvestof ligger dybt i bærret, og først trækker ud sent i forløbet. Men det er så korte tidsrum vi har gang i her, at det næppe gør en forskel.

Og hvordan så det så ud? Således: 

Allehånde – stort set ingen farvning. Peber – en smule. Farven kommer helt klart fra enebærrene. Og da der skal ret mange af dem i, er der nok ingen vej uden om at min gin kommer til at ligne en urinprøve.

Hvorfor er gin så ikke farvet? Det er der også nogen mærker der er. Den primære forskel er nok, at det meste gin vi køber, er destilleret gin. Den rå sprit trækker med de urter der tilsættes. Og så destilleres den igen. Smagsstofferne følger med. Og hvis farvestofferne er tilstrækkeligt “tunge” og ikke følger med, ja så er der ikke meget farve på slutresultatet.

Klistermærker

I kender dem godt – i hvert fald hvis I er nørder. De der klistermærker man får i forskellige sammenhænge, til at sætte bag på sin computer.

Det er bare ikke altid man lige kan få dem man har brug for. Men så må man jo selv bestille dem. Så det gjorde jer. Inkscape hjalp med designet. Nemprint.dk hjalp med trykket (mod betaling). Og forleden kom de. Ret godt timet, men det er en anden historie, der ikke hører hjemme i et offentligt rum.

Lidt dyrt (3,42 stykket) men det var fordi jeg kun bestilte 100. OK kvalitet, ikke helt så tykke som de rigtig lækre, men så afgjort et sted jeg kunne finde på at bestille igen.

Det næste projekt

Men nok med en anden tekst. Der er lidt mere relevant. “Trust no one”. Eller måske lidt meta? “Hanlon’s razor”. Så kan folk selv google og gætte. Anyway – det tager lidt tid før jeg bliver færdig med den.

Pan-tilt with Adafruit

I don’t usually post here in english. But I have the feeling that others might find this useful, so.

OK, I was looking for a DVB-T receiver, I would like to pick up transponder signals from passing airplanes. I went to Pimoroni, and found this: Cooooool!

Bought it, waited for it. Got it. How to control it?

Well, it uses two small servomotors. Those take a PWM-signal. And my Raspberry Pi have only one pin that can handle that.

Luckily other people have wanted to play with this. Richard Hirst have written a kernelplugin to Rasbian, that allows us to add servo control. The plugin is called ServoBlast. And I got it on my Raspberry in this manner:

First I installed Git:

sudo apt-get install git

Then I cloned the servoblaster code

git clone git://github.com/richardghirst/PiBits.git

Got into the directory:

cd PiBits/ServoBlaster

Cursed a lot, and finally found my way into the right directory:

cd user

Ran the make commando:

sudo make install

And that was it! I’ll have to talk to my husband if I want to understand what actually happened. But now I was actually able to control the servos. How did I know that? Well, there is a hardware side as well.

The servos requires 5V, and although the Pi have a 5V pin, I ran it from an Arduino. There are two cables on the assembly. One for each motor. The red lead on both is connected to 5V from the Arduino. The browns to ground. And the yellow ones, which is the data-line, to pin 7 and 11 on the Pi. One of the ground pins on the Pi was connected to the Arduino.

And now, all I have to do write this on the commandline:

sudo echo 1=120 -> /dev/servoblaster

And the servo connected to pin 11 will move. Neato.

Heres a litte Python script to control the two servos graphically:

from subprocess import call
from tkinter import *

master = Tk()

def getSlider(event):
a = “echo 1=”+str(SliderV.get())+” > /dev/servoblaster”
b = “echo 0=”+str(SliderH.get())+” > /dev/servoblaster”
call ([a], shell=True)
call ([b], shell=True)
print(SliderH.get())

SliderH = Scale(master, from_=30, to=250, orient=HORIZONTAL, command=getSlider)
SliderV = Scale(master, from_=30, to=250, orient=VERTICAL, command=getSlider)
SliderH.set(0)
SliderH.pack()
SliderV.set(0)
SliderV.pack()

mainloop()

 

Adjust the “from” and “to” numbers to suit your servos.

Done!

 

En SEP-felt generator

Nåmmen jeg har været leder i tre år. Det er jeg ikke længere. Mit lille bibliotek skulle flyttes sammen med et andet.

Det har været en lang proces, i skrivende stund har det været i støbeskeen i over et år. Og det er ikke faldet på plads endnu. Det har også været en hård proces. Noget af det første vi skulle tale om var hvordan ledelsesgruppen lissom kunne støtte mig i at stå i den håbløse situation de havde placeret mig i, så jeg ikke tabte entusiasmen og gejsten. Den snak venter vi stadig på. Men ledelsen af biblioteket er overdraget. Og nu skal jeg så slippe det, og lære at det ikke er mit bibliotek længere. Det kræver at jeg betragter problemer der som en andens problem. Det er de jo nu.

Det giver mig straks associationer til Douglas Adams SEP-felt generator. Det er den praktiske løsning på hvordan man gør ting usynlige. Man kan godt gøre et gigantisk rumskib der hænger frit i luften ved siden af en cricket-match usynligt. Det er bare besværligt og energikrævende. Det man i stedet kan gøre er, at udforme sit rumskib som en gigantisk lyserød elefant. En gigantisk lyserød elefant kan ikke eksistere, og da slet ikke frit svævende i luften. Hvis den gør, var det noget man ville være nødt til at forholde sig til. Og hvad katten stiller man op med sådan en? Så i selvforsvar bortredigerer ens bevidsthed elefanten. Den er nu for alle praktiske formål usynlig.

Vi kender det godt fra virkeligheden. Den dryppende vandhane er noget man burde gøre noget ved. Men det er besværligt. Hvis nu det er en andens problem, kan man ignorere den. Og mennesker er så gode til at ignorere besværlige ting, at den dryppende vandhane for de fleste praktiske formål reelt ophører med at eksistere.

Tilbage til Håndbog for Vakse Galakseblaffere. Der har man udnyttet konceptet. Man har simpelthen lavet en dims der genererer et “somebody-elses-problem”-felt. Tænd for den, og alt inden for dets rækkevidde bliver automatisk til en andens problem. Og dermed usynligt.

Det er sådan en jeg har brug for. Den må jeg bygge. Jeg kan naturligvis ikke bygge en rigtig. Men jeg kan bygge en symbolsk SEP-felt generator. Som en mentalhygiejnisk foranstaltning.

Hvordan skal den så se ud?

Ja, vi ved lidt fra Adams. Vi ved at den kan køre i mange år blot med et enkelt batteri. Det egentlige arbejde udføres af vores bevidsthed, feltet skal blot overbevise os om at hvad det nu end er, er en andens problem. Vi ved også at det ikke kan slukkes. Jo formentlig fordi generatoren befinder sig inde i feltet, og dermed også bliver usynligt. Og det er egentlig hvad vi ved. Resten er op til min fantasi.

Så. En knap der tænder. Men ikke kan slukke. En lysdiode – der viser at dimsen er tændt. Og som ikke slukker igen. Der skal været et batteri. Og så skal der være et eller andet der siger “feltgenerator”. En antenne eller noget. Der må også godt være andet, der lissom signalerer teknik.

Det var kravene. I næste uge kigger vi på lidt flere detaljer.

Kunstig ældning af træ

Jeg har gang i et lille projekt af mentalhygiejnisk karakter. Det vender jeg tilbage til, men en af tingene jeg godt ville, var at få farvet en trækasse. Jeg var lidt ude efter noget der fik kassen til at se gammel ud. Der skal klart eksperimenteres lidt. Men jeg er egentlig ganske godt tilfreds med det foreløbige resultat.

Opskriften er simpel og let at gå til. Men det lugter fælt. Der er tale om en to-komponent farvning. Først males træet med te. Sort te. Når det er tørret, har træet fået en smule farve. Men den virkelige forskel kommer i andet lag. Den skal man forberede dagen før.

Man tager noget jern. Man kan vist bruge almindelige jernsøm, men jeg hev fat i en skuresvamp af ståluld, og vaskede det værste sæbe ud af den. Svampen røg i et sylteglas, og blev overhældt med eddike. Den almindelige brune sylteeddike. Og der hyggede den sig i 24 timer.

Resultatet var en gullig-grøn væske. Der lugtede aldeles hæsligt. Så det foregår passende under emhætten, eller i frisk luft. Det sidste var det lidt for koldt til. Væske males på træet, og efter kort tid, får det en frønnet grålig farve. Det kan ses her til venstre. Den første pind er ubehandlet. Nummer to har fået te. Der er ikke meget stor forskel, og slet ikke med den dårlige belysning jeg tog billedet ved. Men nummer tre er der helt klart sket ting med. Den skal have et lag eller to til, men det ønskede resultat er opnået.

Det er ikke helt klart for denne kemiker hvorfor en opløsning af jern i eddike burde lugte at ret meget andet end eddike. Men det gør den. Rester af sæbe, og den karamel der er brug til at farve eddiken kunne influere, men de steder på nettet jeg har fundet der også har eksperimenteret med det her, omtaler samstemmende at det lugter fælt. Så jeg tror ikke helt at det kun skyldes karamel og sæbe.

Hvad jeg har bedre styr på er kemien i farvningen. Årsagen til at det skal være sort te er at vi skal have et højt indhold af tanniner. De findes allerede i træet, men er ikke nødvendigvis særligt tilgængelige. Så vi tilfører noget. Og så nytter det ikke noget at bruge blomsterte der ikke har tanniner. Det er i øvrigt dem der binder kalk og lægger sig som belægninger i tekrus.

Tanniner kan også reagere med jern-ioner. Og det er dem vi laver ved at opløse jern i syre. Når jern og tanniner binder til hinanden opstår der et farvet kompleks. Det er tidligere brugt til at lave blæk med, men rester af syre, og især jern-ioner, har en kedelig tilbøjelighed til at ødelægge papiret. Det er et ret stort problem når man ønsker at bevare papir for eftertiden, så lad være med at bruge den slags blæk.

 

Hjemmelavet gin

Når man laver sin egen tonic – så bør man vel også lave sin egen gin.

Gin er basalt set en kryddersnaps, hvor den primære smagsgiver er enebær. Det er sådan set definitionen på gin. Så det er jo ikke fordi det er svært.

Jeg er i den lykkelige situation, at jeg fik en Anova precision cooker i fødselsdagsgave sidste år. Og en af de opskrifter der er i den app der knytter an til den, er på sous vide gin.

  • Det er helt enkelt:
  • 3 ounces (88 ml) vodka
  • 10 korianderfrø
  • 8 enebær
  • 2 stk tørret lavendel
  • 5 hele peberkorn
  • 2 kardemommekapsler
  • 1 laurbær

Det hele smides i en pose der sænkes i vand for at få luften ud, og forsegles. Lynlåsposer anbefales. Dernæst får posen 10 minutter i vandbadet ved 80 grader.

Nu havde jeg ikke korianderfrø i huset. Og det lavendel jeg har, er så findelt at jeg aldrig får siet det fra igen.

Så i stedet lavede jeg en tester:

Så skal der bare vodka i!
  • 90 ml vodka
  • 8 enebær
  • 1 laurbærblad
  • 2 kardemommekapsler
  • 5 peberkorn

I stedet for at komme det i en lynlåspose, kom det i et sylteglas (160 ml)

I vandet – 80 grader – 10 minutter. Og så på køl, så jeg ikke skulle prøvesmage varm gin.

Der var ærligt talt ikke så mange nuancer i det – andet end peber, som overdøvede alt andet. Så det var rimeligt givet at der skulle skrues kraftigt ned for den.

Jeg havde annonceret dagens projekt på Facebook – og min lillebror, der også er kreativ i et køkken, kommenterede at han havde prøvet. Og at man med fordel kunne fordoble antallet af enebær. Så der blev lavet ti batches med varierende indhold. Basis i dem alle var:

  • 1 laurbærblad
  • 2 kardemommekapsler
  • 16 enebær
  • 3 peberkorn
  • 90 ml vodka

Og så variationerne:

Batchnumre, og tilsætning:

  1. 1 allehåndebær
  2. 2 allehåndebær
  3. 1 nellike
  4. 2 nelliker
  5. 5 fennikelfrø
  6. 10 fennikelfrø
  7. 1 lille stjerneanis
  8. 1 stor stjerneanis
  9. 5 kommenfrø
  10. 10 kommenfrø.

Alt på glas, der lukkes og sættes på vandbadet. Et ret stort et af slagsen. Normalt bruger jeg min suppegryde til sousvidingen. Men jeg ville godt lave alle 10 glas på en gang. Jeg kunne selvfølgelig bare lave fem ad gangen. Krydderurterne skal jo filtreres fra, og det kunne jeg passende gøre mens de næste fem kom i gryden. Men bagefter havde jeg planlagt at glassene skulle i brug igen til næste uges morgenmad (man kan ane dele af det på panden i baggrunden). Og der skulle de være i vandet i en time. Og så ville det blive lidt for bøvlet. Så ned i kælderen og finde en termokasse – vi bruger dem når min vi holder fødselsdag for min mand, og hele svigerfamilien + min side er der. Og der derfor skal laves mad til 18 mennesker. Elkedlen op at koge, hælde kogende vand over låget – ja, den kan godt tåle 100 grader. Montere Anovaen, hælde vand i – hold da op hvor skulle der meget vand i. Så støbejernsgryden og et stort sylteglas kom med ned i kassen. Det endte med at se således ud. Det er strengt taget noget rod at sætte en støbejernsgryde i – den kræver ret meget energi at varme op. Der er jeg nok nødt til at finde en mere fiks løsning til næste gang.

Nå. 80 grader. 10 minutter. Alle glassene blev taget op, og indholdet filtreret over på andre glas. Og så var det sådan set bare at vente på at det var blevet så koldt, at man kunne prøvesmage. Jeg har ikke taget billeder af prøverne – de var stort set ens. Det der er pointen er egentlig, at det ligner urinprøver. Det er meget gult, og det kunne nok være interessant at teste hvor farven egentlig kommer fra. Jeg har – baseret på tidligere eksperimenter med pebersnaps – en fornemmelse af at det i ret høj grad er peberen der giver meget af farven.

Anyway. Hvordan smagte det?

Batch 1 og 2. Det var dem med allehånde. Den bliver ret kraftigt krydret. 2 allehåndebær er klart for meget. Og 1 enkelt er faktisk også i overkanten.

Nellikerne i batch 3 og 4. Nelliken er meget tydelig allerede med en enkelt nellike. Så batch nr. 4 smagte ikke overraskende alt for meget af nellike.

Så var der fenikel. Det smagte klart anderledes end de andre udgaver. 10 fennikelfrø er efter min mening ikke for meget.

Stjerneanis. Batch 7 og 8. Der skal helt klart stjerneanis i den endelige opskrift. Men ikke en hel. Den lille smagte af lidt for meget – det skal være gin, ikke ouzo. Så i hvert fald ikke en hel stor stjerneanis.

Kommen. Nixen bixen. Der var ikke meget stor forskel på batch 9 og 10. Men der skal nok ikke kommen i overhovedet.

Samtlige batches, det der var tilbage efter jeg havde prøvesmagt – blev hældt sammen. Der er stadig lidt over halvdelen tilbage. I virkeligheden er jeg mere til rødvin end gin.

Næste forsøg? Ja, jeg skal have lidt styr på hvor farven kommer fra. Jeg tror meget af det kommer fra peberen. Og når jeg egentlig ikke er så meget til peber, så kan det jo være lige meget.

Så skal jeg have styr på kvantificeringen af stjerneanisen. Det er ikke specielt præcist at angive “lille stjerneanis”. Jeg skal have fundet ud af hvordan jeg får skruet ned for nelliken. og allehånden. Og så skal det naturligvis overvejes hvilke andre smagsgivere jeg kan komme i.