Pension

Jeg hører til generationen der ikke rigtigt tror på at jeg nogensinde får lov at gå på pension. Når jeg er færdig med at betale til den foregående generations pension, og til alskens førtidspensioner, så er der sgu nok ikke penge tilbage til mig.

Så vi er nogen der sparer op ved siden af. Som tingene ser ud nu, er min ekstra opsparing skruet sammen så jeg kan gå på pension som 65-årig. Der knokles for at presse det tal længere ned. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil gå på pension som 65-årig. Men jeg vil godt have muligheden.

Og her er et tip til andre. Når der spares ekstra midler op til pension, så overvej hvordan de placeres. Hvis du er kvinde, skal de placeres i pensionsordninger, hvor du indgår sammen med mænd. Hvis du er mand, skal de placeres i pensionsordninger, hvor du ikke indgår med kvinder.

Det skal du, fordi man i 1999 vedtog en ligebehandlingslov der stillede kønnene “lige” i forhold til pensionsordninger.

Før indbetalte man til sin pension. Pensionskassen regnede på hvor længe du skulle have penge udbetalt, og satte din pensionsudbetaling sådan, at du for en gennemsnitsbetragtning fik hele din opsparing udbetalt, inden du døde. Levede du længere end de havde regnet med, fik du mere udbetalt. Levede du kortere, var det bare ærgeligt.

Eftersom kvinder lever længere end mænd, skulle kvinders pensionsopsparing strækkes over flere år, igen som en gennemsnitsbetragtning, og en kvinde fik derfor mindre udbetalt om måneden end en mand med samme opsparing.

Sådan meget groft – hvis en mand og en kvinde begge havde sparet 1 million op, og begge gik på pension som 70-årige, ville manden få udbetalt 142.000 om året, og kvinden 91.000. Fordi manden i gennemsnit forventes at dø som 77-årig, mens kvinden kunne regne med at leve til hun blev 81.

7 års udbetaling af 142.000 til manden, og 11 års udbetaling af 91.000 til kvinden giver nemlig 1 million udbetalt til begge parter. Sådan ca.

Det var jo åbenlyst urimeligt.

I stedet valgte man at lægge beregningerne om, så de nu ville få det samme beløb udbetalt om året. Med de samme forventede leveår, betyder det at de begge nu vil på 111.000 udbetalt om året.

Meget mere retfærdigt.

Nettoresultatet er, at manden, hvis han ellers dør som 77-årig, vil få udbetalt i alt 778.000 kr af hans pensionsopsparing, mens kvinden vil få udbetalt 1.222.000 kr af hendes pensionsopsparing. Hvis hun ellers dør som 81-årig. Husk at de begge havde opsparet 1.000.000 kr.

Langt mere retfærdigt.

Nu tager vi nemlig 222.000 af mandens pensionsopsparing, og overfører til kvinden. Svarende til at ca. 22 procent af mandens pensionsindbetalinger aldrig kommer ham selv til gode, men bliver overført til kvinden for at kompensere for at hun lever længere. Ikke alene dør han tidligere. Han skal også finansiere at kvinden lever fire år længere.

Det er ikke bare et regnestykke jeg har lavet. ATP lavede regnestykket i 2003, og nåede frem til ca. det samme tal. Nemlig at 23% af mændendes indbetalinger, ikke kommer til at gå til deres egen pension, men til kvinders pension.

Derfor. Hvis du er mand og indbetaler 10.000 kr ekstra til en pensionsordning i hvilken der indgår kvinder, så indbetaler du ikke 10.000 kr. Du indbetaler reelt kun 8.000 kr til dig selv. Og så forærer du 2.000 kroner væk.

Omvendt, hvis du er kvinde, så skal du sørge for at placere dine 10.000 kr i en pensionsordning hvor der indgår mænd. Så får du nemlig 2.000 kr foræret af dem.

Slagordet var at der ikke skulle bruges aktuartabeller til at beregne pensionsudbetalinger. Det er noget vrøvl. Det gør der stadig. Før blev de brugt til at sikre at folk i snit fik det udbetalt de havde indbetalt. Nu bliver de brugt til at regne på hvor mange penge der skal konfiskeres fra mændene, og foræres til kvinderne.

Hvordan patriarkatet nogensinde har godkendt det ved jeg ikke.

Åh hvor vi alle lo over Trump

Latteren var stor blandt os alle da Trump udtalte at antallet af tilskuere til hans indsættelse var det største nogen sinde.

Aldrig havde man set flere tilskuere mente han. Og vi lo og lo, og slog os på lårene af grin. For det var der jo tydeligvis ikke.

Der var også de der mente at det var ret foruroligende, at verdens mægtigste mand fremturede med åbenlyst vrøvl om objektivt observerbare fakta. Det var et udtryk for en farlig mangel på realitetssans, at benægte hvad enhver kunne se med sine egne øjne. Et faktuelt forhold, der kunne gøres op i tal. Som det var muligt med videnskabelige metoder, at tage stilling til.

Og så lo vi noget mere.

Hvis nu bare han havde udtalt at han identificerede sig som en præsident med det største antal tilskuere til sin indsættelse, og at han lissom følte at der var flere end til Obamas.

Så havde vi jo været nødt til at acceptere og respektere hans levede virkelighed.

Omskæring – hvem stemte hvad

Inden vi går i gang. Jeg er blevet belært om at jeg skal lade “være med at blande læmlæstningen (sic) af børn sammen med ligestillings debatten. Mishandling, drab og mere generel diskrimination af piger og kvinder af hovedsageligt mænd er en seperat og stadigvæk gældende problematik.”

Med andre ord – fordi omskæring er lemlæstelse af drengebørn, og ikke pigebørn, har det ikke noget med ligestilling at gøre.

Efter den definition er det kun et ligestillingsproblem hvis kvinder bliver behandlet dårligere end mænd, fordi de er kvinder.

Behandles mænd dårligere end kvinder fordi de er mænd, er der ingen problemer.

Jeg har spurgt, men ikke fået svar, på hvad man så kalder det hvis personer af et køn ikke har krav på samme beskyttelse som et andet køn, alene på grund af dets køn. Jeg har en mistanke om at det definitorisk ikke er et problem at behandle mænd dårligt, alene fordi de er mænd.

Herunder anvender jeg dog ordet i den betydning, at hvis et køn behandles ringere end et andet, alene på grund af dets køn – så er det et ligestillingsproblem. Altså efter et ideal om at kønnene skal stilles lige.

Omskæring er strengt forbudt. Altså, hvis det er piger der omskæres. Drenges kønsorganer må man godt skære i.

Det kunne lyde underligt i et land der bryster sig af ligestilling, og hvor statsministeren har markedsført sig selv som børnenes statsminister.

Men sådan er det. Personligt synes jeg kun det kan tolkes som at ligestilling er noget vi går ind for så længe det er til piger og kvinders fordel. Vi er ikke nødvendigvis i mod når det kunne være til drenge og mænds fordel. Vi er bare ligeglade.

Så. Her er listerne. Der findes ikke folketingsmedlemmer der ikke går ind for ligestilling. Der er bare nogen af dem der kun går ind for ligestilling for kvinder.

Hvis du går ind for ligestilling vil jeg foreslå at du næste gang der er folketingsvalg stemmer på en kandidat du er sikker på går ind for ligestilling. Hvis din foretrukne kandidat ikke har givet sin mening til kende i denne afstemning, kan du jo spørge. Straf gerne dem der ikke går ind for ligestilling. De vil helt sikkert komme med skåltaler om hvor vigtigt det er med ligestilling. Spørg dem om det også gælder drenges ret til kropslig integritet.

Tilhængere af ligestilling:

Dansk Folkeparti: Alex Ahrendtsen, Bent Bøgsted, Dennis Flydtkjær, Jens Henrik Thulesen Dahl, Karina Adsbøl, Lise Bech, Liselott Blixt

Det Konservative Folkeparti: Mads Andersen, Per Larsen

Det Radikale Venstre: Katrine Robsøe, Lotte Rod, Stinus Lindgreen

Enhedslisten: Christian Juhl, Jakob Sølvhøj, Jette Gottlieb, Peder Hvelplund, Rasmus Vestergaard Madsen, Søren Egge Rasmussen, Victoria Velasquez

Liberal Alliance: Ole Birk Olesen

Nye Borgerlige: Mette Thiesen, Pernille Vermund

Socialistisk Folkeparti: Ina Strøjer-Schmidt, Karina Lorentzen Dehnhardt, Karsten Hønge, Kirsten Normann Andersen, Rasmus Nordqvist, Theresa Berg Andersen, Trine Torp

Uden parti: Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Venstre: Anne Honoré Østergaard, Hans Christian Schmidt, Peter Juel-Jensen

Modstandere af ligestilling (i hvert fald hvis det betyder at drenge skal stilles lige):

Dansk Folkeparti: Marie Krarup, Søren Espersen

Det Konservative Folkeparti: Britt Bager, Mai Mercado, Niels Flemming Hansen, Rasmus Jarlov, Søren Pape Poulsen

Det Radikale Venstre: Henrik Vinther, Kathrine Olldag, Kristian Hegaard, Rasmus Helveg Petersen

Nye Borgerlige: Peter Seier Christensen

Socialdemokratiet: Anders Kronborg, Astrid Krag, Benny Engelbrecht, Bjørn Brandenborg, Camilla Fabricius, Christian Rabjerg Madsen, Daniel Toft Jakobsen, Henrik Møller, Ida Auken, Jan Johansen, Jens Joel, Jeppe Bruus, Jesper Petersen, Julie Skovsby, Karin Gaardsted, Kasper Roug, Kasper Sand Kjær, Lars Aslan Rasmussen, Leif Lahn Jensen, Malte Larsen, Mattias Tesfaye, Mette Gjerskov, Mogens Jensen, Nick Hækkerup, Peter Hummelgaard, Rasmus Stoklund, Tanja Larsson, Trine Bramsen, Troels Ravn

Uden Parti: Sikandar Siddique

Venstre: Anni Matthiesen, Bertel Haarder, Christoffer Aagaard Melson, Claus Hjort Frederiksen, Hans Andersen, Jan E. Jørgensen, Karen Ellemann, Karsten Lauritzen, Kenneth Mikkelsen, Kim Valentin, Louise Schack Elholm, Mads Fuglede, Michael Aastrup Jensen, Morten Dahlin, Preben Bang Henriksen, Stén Knuth, Tommy Ahlers, Torsten Schack Pedersen, Troels Lund Poulsen, Ulla Tørnæs

Folk hvis holdning til ligestilling vi ikke kender fordi de var fraværende:

Alternativet: Torsten Gejl.

Dansk Folkeparti: Hans Kristian Skibby, Kristian Thulesen Dahl, Mette Hjermind Dencker, Morten Messerschmidt, Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard, René Christensen

Det Konservative Folkeparti: Birgitte Bergman, Brigitte Klintskov Jerkel, Katarina Ammitzbøll, Marcus Knuth, Mette Abildgaard, Mona Juul

Det Radikale Venstre: Andreas Steenberg, Marianne Jelved, Martin Lidegaard, Samira Nawa, Sofie Carsten Nielsen, Susan Kronborg, Zenia Stampe

Enhedslisten: Eva Flyvholm, Mai Villadsen, Pernille Skipper, Rosa Lund, Rune Lund, Søren Søndergaard

Kristendemokraterne: Jens Rohde

Liberal Alliance: Alex Vanopslagh, Henrik Dahl

Nye Borgerlige: Lars Boje Mathiesen

De nordatlantiske mandater: Aaja Chemnitz Larsen, Barbara Gaardlykke Apol, Edmund Joensen, Aki-Matilda Høegh-Dam

Socialdemokratiet: Ane Halsboe-Jørgensen, Annette Lind, Birgitte Vind, Bjarne Laustsen, Dan Jørgensen, Flemming Møller Mortensen, Henrik Dam Kristensen, Kaare Dybvad Bek, Lea Wermelin, Lennart Damsbo-Andersen, Magnus Heunicke, Mette Frederiksen, Morten Bødskov, Nicolai Wammen, Orla Hav, Pernille Rosenkrantz-Theil, Rasmus Horn Langhoff, Rasmus Prehn, Simon Kollerup, Thomas Jensen

Socialistisk Folkeparti: Anne Valentina Berthelsen, Astrid Carøe, Charlotte Broman Mølbæk, Halime Oguz, Jacob Mark, Pia Olsen Dyhr, Signe Munk

Uden parti: Lars Løkke Rasmussen, Orla Østerby, Susanne Zimmer, Uffe Elbæk

Helt uden for parti: Inger Støjberg. Hun stemte hverken for eller imod.

Venstre: Carsten Kissmeyer, Ellen Trane Nørby, Erling Bonnesen, Eva Kjer Hansen, Fatma Øktem, Heidi Bank, Jacob Jensen, Jakob Ellemann-Jensen, Jane Heitmann, Kristian Pihl Lorentzen, Lars Christian Lilleholt, Marie Bjerre, Marlene Ambo-Rasmussen, Martin Geertsen, Sophie Løhde, Thomas Danielsen

Hvorfor tror folk at vi er i mål med ligestillingen i Danmark?

Godt spørgsmål. Der er mange steder hvor vi ikke er i mål. Og der er sikkert lige så mange forklaringer, som der er folk der tror det.

Men lad os bare tage et par eksempler.

Vi er ikke i mål med ligestillingen, fordi det er kvinder der står med størstedelen af husarbejdet.

Sikkert. Men ud over at det næppe er noget “samfundet” som sådan kan løse – mon ikke kvoteordninger for brug af støvsuger er noget der skal reguleres i hjemmet, ikke fra Christiansborg, så kan jeg ganske enkelt ikke genkende det. For herhjemme er det mig der laver mad, gør rent (eller renere), husker at græsset skal slås, tørre køkkenbordene af, står for indkøb, fjernelse af spindelvæv og andet godt. Og det hjælper i øvrigt ikke at vi omfordeler opgaverne. For vi er to mænd i husholdningen, og bortset fra de uger hvor rengøringsfirmaet kommer forbi, er der ingen kvinder involveret i det.

Jeg ser med andre ord på den virkelighed jeg kender – og må konkludere at jeg simpelthen ikke kan genkende postulatet.

Rockwoolfonden har i øvrigt undersøgt spørgsmålet. Kvinder brugte i 2018 54 minutter mere på husarbejdet end mænd om dagen. Til gengæld brugte mænd 50 minutter mere på arbejdsmarkedet. En samlet forskel på 4 minutter om dagen.

Vi er ikke i mål med ligestillingen, for der er mange flere mænd på ledende stillinger.

Igen, helt sikkert og ganske afgjort. Men også her ser min nære, personlige, virkelighed anderledes ud. Lad os prøve at se hvordan kønsfordelingen er, når jeg ser opad fra min kontorstol:

Min nærmeste leder går snart på barsel. Hun er i øvrigt kvinde. De tre berøringsflader mit arbejde har med hende, bliver overtaget af tre andre mellemledere. De er alle tre kvinder. De refererer et nøk op i hierarkiet. Til en kvindelig vicedirektør. Direktøren er mand. Indrømmet. Han refererer til kulturministeriets departementschef. Det er en kvinde. Hun refererer til kulturministeren. Der er kvinde. Kulturministerens chef er statsministeren, der pt er kvinde. Jeg ved ikke om man kan sige at statsministeren har en chef. Hvis hun har, må det være majestæten. Det er også en kvinde.

Ja, jeg er ganske enig i at der er ligestillingsproblemer også på ledelsesgangen. Men min umiddelbare reaktion når jeg får at vide at det er der – ja, det er altså at kigge på alle mine overordnede, og konstatere, at de med en enkelt undtagelse alle er kvinder.

Når mit umiddelbare svar på spørgsmålet om vi er i mål med ligestilling derfor er at hvis ikke vi er – så er vi meget tæt på. Ja, så er det måske fordi de fleste sammenhænge jeg bevæger mig i faktisk er ligestillede.

Men der er selvfølgelig utroligt langt til at vi har ligestilling, og der er massive problemer.

Jeg tør i hvert fald ikke påstå andet.

 

 

Sexisme

Hvis vi læser Wikipedias definition af sexisme:

“Sexisme er fordom eller diskrimination på basis af køn”

Så er der vist ikke så megen tvivl om hvad det her er:

karmel80 er medlem af Europaparlamentet for Radikale Venstre, Karen Melchior. Hun plejer at være mod sexisme. Det hævder hun i hvert fald.

For min skyld må folk godt være sexister. Særligt når vi taler om folkevalgte er det faktisk ret vigtigt at folk får lov til at udtrykke deres sexistiske holdninger. Hvordan skulle jeg som vælger ellers vide hvem det er jeg skal stemme på, hvis jeg ønsker en sexist valgt?

Nu er jeg ikke tilhænger af sexisme. Så er det også nyttigt, for nu ved jeg at jeg ikke skal stemme på Karen Melchior fremover. Jeg er nemlig helst fri for sexister sådan helt generelt. Men da i særlig grad i Europaparlamentet. Eller i andre folkevalgte forsamlinger.

Hvor mange brune mennesker er der i Danmark?

Eller, er det urimeligt at der kun er en brun minister i den nye regering?

Jeg er faktisk ikke meget for at opdele folk efter hudfarve. Den bør være ret ligegyldig. Med mindre den er grøn eller blå. Eller postkasserød. I så fald vil jeg nok ringe til Niels Bohr Institutet, og spørge om de har et direkte nummer til en relevant international organisation, der håndterer gæster fra andre planeter.

Anyway. Jeg så nogen beklage sig over at der kun er 1 “brun” minister blandt de 20. Altså 5% “brune”.

Er det urimeligt? Det er lidt svært at svare på. Det er en socialdemokratisk regering. Dens ministre rekrutteres derfor overvejende fra den socialdemokratiske folketingsgruppe, som er på 46 medlemmer. Tre af dem er “brune”. For en passende værdi af brun. Ministeren, Mattias Tesfaye, er søn af en etiopisk far, og en etnisk dansk mor. Og han er åbenbart brun nok til at blive betegnet som brun (det giver mig nogle ubehagelige associationer til amerikansk sydstats-raceretorik, hvor blot en enkelt dråbe negerblod var nok til at du var et undermenneske. Eller noget). Men fair nok, han er mere brun end jeg er. På den anden side veksler jeg også mellem kridhvid og solskoldet, afhængig af årstiden, så det siger ikke ret meget.

Men hvis fordelingen af brune ministre skal afspejle fordelingen af brune socialdemokratiske folketingsmedlemmer, så burde 6,5% af ministrene være brune. Når 5% af dem er, må man sige at være ret tæt på det forventede.

Hvordan med hele folketinget?

Socialdemokratiet har som nævnt 3.

Venstre har 0, Dansk Folkeparti 0, Radikale Venstre 1, SF 1, Enhedslisten 0. Eller måske 1. Det kommer an på hvor rent hvidt blod man mener Victoria Velasquez har. Hun ser ret hvid ud, men hvad ved jeg. Konservative har 1, Alternativet 1, Nye Borgerlige 0, Liberal Alliance 0. De nordatlantiske mandater ved jeg ikke hvordan man skal gøre op. Men lad os bare sige at de grønlandske MF’ere er “brune”, og de færøske hvide.

Det giver ialt 10. Hvor vi altså går ud fra, at det spansk lydende navn er brunt nok, og at grønlændere også kan regnes som brune.

Så 5,6% af folketinget er brune. Højt sat.

At 5% af ministerlisten er “brune” er vist ikke udtryk for en kritisabel underrepræsentation.

Men afspejler folketingets sammensætning, eller den socialdemokratiske folketingsgruppe, befolkningen? Det er også lidt vanskeligt.

Danmarks Statistik har fine opgørelser. Bare ikke på hudfarve. Det er ikke så meget dem der har dansk oprindelse, der er interessante. Det er indvandrere og efterkommere. Man kan kigge på alle landene. Men det er ikke helt lige til. Indvandrere fra USA, kan sagtens være meget brune. Så kan man dele op på vestlige og ikke-vestlige lande. Er folk fra hviderusland brune? Hvad med Argentina? Eller Israel? De er alle ikke-vestlige. Anyway. Lad os beslutte os for at alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er at regne som brune. Jeg er for doven til at trække tal for alle lande, og de bliver alligevel ikke tilstrækkeligt præcise.

Hele den danske befolkning er på 5,8 millioner. Og indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, udgør 8,7% heraf. Det er ikke den helt rigtige fordeling. Børn under 18 er ikke valgbare!

Den del af befolkningen der er over 19 – ja, det burde være 18, men som nævnt er jeg doven og gad ikke trække så detaljerede tal ud – er i alt på 4,5 millioner. Og 8,3% er fra ikke vestlige lande.

Så hvis indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande skulle være helt fair repræsenteret på ministerlisten, skulle der altså være 8,3%. Jeg ved ikke helt om det er rimeligt at brokke sig over at andelen “kun” er 5%. Havde der været 2 brune ministre, havde de været overrepræsenteret. Tallet bliver i øvrigt mindre hvis vi kigger på hvem der har dansk statsborgerskab, og dermed er valgbare.

Med andre ord, der er et ret repræsentativt antal brune mennesker på ministerlisten – der er næppe noget reelt at brokke sig over i den sammenhæng (men rigeligt andet…)

Og så efterlades jeg igen med en let kvalme over symmetrien i anti-racisterne og racisternes virkelighedsbillede. Nej, der er ikke supermange brune mennesker i Danmark. Danmark er et bemærkelsesværdigt hvidt land. Antiracisterne er utilfredse fordi de åbenbart lever i en alternativ virkelighed hvor der er utroligt mange brune mennesker i Danmark, og hvis der kun er en enkelt brun person blandt 20 mere eller mindre tilfældigt udvalgte personer, så er det udtryk for undertrykkende racisme. Racisterne lever åbenbart i den samme alternative virkelighed, hvor landet næsten er overtaget af brune mennesker – hvorfor de allesammen skal smides ud.

Og så tror jeg det er tid til at jeg går i bad. Den der opdeling af mennesker efter hudfarve får mig til at føle mig beskidt.

Rasmus Paludan

Hold da op. Jeg havde hørt historier i det københavnske LGBT-miljø. Men for katten da.

Det bliver i hvert fald en valgkamp hvor jeg ikke orker at følge med. For det der lukkes ud fra det yderste højre i dansk politik er, ja, jeg savner ord. Til gengæld deler jeg flere foldere fra Radikale ud end jeg plejer.

Debatten er bekymrende. Sådan helt lavpraktisk har vi nu en deltager i partilederdebatterne, der reelt går ind for etnisk udrensning. Og som går videre. Hans utopia er helt frit for muslimer.

Det er mit sådan set også. Forskellen er at mit utopia også er helt frit for kristne, jøder, buddister, hinduer og andet godtfolk. Og så selvfølgelig at det lyder lidt som om Paludan mener at utopien skal nås med vold, mens jeg mener den skal nås ved at folk holder op med at tro på himmelnisser af forskellige varians, og melder sig ind i virkeligheden.

Hvad der bekymrer mig mest er den måde han håndteres på. Jeg er ikke sikker på at den effektive måde er at råbe nazisvin efter hans potentielle vælgere. Det virkede ikke supereffektivt for Hillary for 3 år siden, da hun kaldte Trumps vælgere for “deplorables”. Det er i hvert fald Trump der sidder i det hvide hus, ikke Clinton. Hvis hans tilslutning skal tolkes som en reaktion på at integrationsproblemerne stadig ikke er håndteret, og at de der lever med dem (og er utilfredse med det) bliver skammet ud i den offentlige debat – ja så er vejen frem nok ikke at udskamme dem yderligere.

Hvad man så skal gøre ved jeg ikke. Jeg har ingen anelse. Men jeg er dybt bekymret.

Propagandabjørne

Lige om lidt lander der pandabjørne i København. Danmark har fået lov at låne et par pandaer af Kina. Det fordrer normalt at vi efterfølgende ikke taler for højt om menneskerettigheder og den slags, og det hjalp sikkert også at den danske regering (eller i hvert fald politiet, helt på eget initiativ, og slet ikke efter opfordring fra nogen som helst, og i hvert fald ikke fra ministre der kunne tænkes at blive holdt politisk ansvarlige) viste sig villige til at se stort på Grundloven.

Anyway. Hvis man godt vil se pandabjørne, hvor kan man så gøre det? Hvilke zoos har pandaer? Om lidt kan man gøre det i København. Men der er også andre steder:

Dette er, pr. midten af marts 2019, de zoologiske haver, der har pandaer i deres samling. Og så Københavns Zoo, på forventet efterbevilling.

Skat og selvtægt

Kritikere, jeg selv inklusiv, bruger undertiden ordet “natvægterstat”, når vi skal beskrive hvad det er for et samfund Liberal Alliance ønsker. Det er ikke helt retfærdigt. Men det vi mener er, at LA ønsker at skatten skal sættes så langt ned, at det eneste samfundet, staten, kan levere af serviceydelser er en natvægter. En mand der går rundt i byens gader ved nattetide med en kæp og giver tæsk til misædere. Alt det andet er ligegyldigt.

Når det ikke er helt rimeligt, er det fordi LA jo faktisk vil have andre ting end blot en nattevagt. De vil godt have infrastruktur og andet godt.

Når der er en pointe, er det, fordi natvægteren er det logiske slutpunkt når man vil sænke skatter. Natvægteren er samfundets voldsmonopol. Og voldsmonopolet og skatteopkrævningen hænger tæt sammen.

Voldsmonopolet plejer at blive defineret af Max Weber: “En stat er en realitet, hvis og for så vidt dens embedsvæsen effektivt formår at opretholde monopolet på legitim fysisk tvang”.

Det er en social kontrakt mellem den abstrakte definition vi kalder staten, og de meget konkrete mennesker der indgår i den. Kun staten har lov til at bruge vold. Jeg må ikke hævne mig. Jeg skal gå til staten, som så straffer den person der har gjort mig fortræd. Det er et forbud mod selvtægt. For de islandske sagaer har vist hvor uhensigtsmæssige fejder og hævn er.

Det hænger sammen med den personlige ejendomsret og skatteopkrævningen. Det her er mine penge. Og jeg har indgået en social kontrakt med staten om at kun den, efter nærmere bestemte regler, har lov til at tage dem fra mig med magt. Handelen er, at hvis staten beskytter mig mod at andre tager mine penge så afleverer jeg frivilligt nogen af dem. Uden at staten skal bruge kræfter på at udøve vold mod mig.

Det går langt tilbage. Den danegæld vi opkrævede i England i sin tid var en skat. Opkrævet efter princippet om at hvis ikke de gav os deres sølv, så slog vi dem ihjel. Det næste trin er at statsdannelsen beskytter befolkningen mod at andre opkræver skat, at andre tager vores penge. Staten straffer tyveknægte, fordi den ikke bryder sig om konkurrence.

Og sådan hænger det hele så smukt sammen. Jeg giver frivilligt nogen af mine værdier til staten, der dermed slipper for besværet med at tage dem med magt. Til gengæld beskytter den mig mod tyveknægte og voldsforbrydere. Alt det andet med kontanthjælp, kollektiv trafik og sygehuse er først kommet til for nylig.

Og det er her det bliver farligt, når borgerne i en stat oplever at staten ikke længere kan beskytte dem og deres værdier. Hvis staten ikke beskytter mig mod tyveknægte, så bliver jeg nødt til at gøre det selv. Hvis staten ikke kan beskytte mig mod vold, så bliver jeg nødt til at gøre det selv. Og hvis staten ikke kan finde ud af at udøve vold på mine vegne mod en forbryder, så kan den heller ikke finde ud af at gøre det mod mig. Og så kan jeg endda hævne mig uden at samfundet kommer efter mig.

Det simpelthen grundlaget for statens eksistens, jf. Weber, at den kan beskytte sit monopol på vold.

Så hvad er det der sker når borgerne oplever at politiet kun kommer hvis der er stjålet for mere end 100.000 kr i indbruddet? Hvad sker der, når borgerne oplever, at politiet slet ikke kommer, når borgerne ringer efter hjælp når deres børn bliver overfaldet på gaden?

Der sker ganske enkelt det at grundlaget for at hævde at staten stadig eksisterer, eroderer. Det forsvinder.

Så når vi kalder slutpunktet for Liberal Alliances skattepolitik for “natvægterstaten”, så er det fordi vi fornemmer at de ønsker så lidt stat som overhovedet muligt. Og den minimale stat er en stat, der beskytter skatteyderne mod andres skatteopkrævning. Når tyven stjæler din computer, har han opkrævet skat hos dig. Illegitimt. Og det skal staten beskytte dig mod.

Og hvis staten ikke engang kan det – så ophører den med at eksistere.

 

Så gik der kanel i EU. Igen.

Fødevarestyrelsen laver kanelrazzia mod bagerierne. Og det gør de på grund af en EU-forordning om kanel. Og straks går de paranoide EU-skeptikere helt i selvsving. Det er fair nok at være EU-skeptiker. Men jeg orker det næsten ikke. EU kommer med en forordning, og straks går der sølvpapirhatte og nationens undergang i den.
Som kemiker vil jeg godt komme med et par bemærkninger.
Der findes to slags kanel. Ægte kanel og kassiakanel. Begge typer indeholder stoffet kumarin, der er et aromastof. Det lugter sødt, lidt som nyslået græs, og bidrager til oplevelsen af kanelduft og -smag.
Det er hvad de har til fælles. Forskellen er at ægte kanel er noget dyrere end kassiakanel. Og at det billigere kassiakanel indeholder ganske meget mere kumarin end ægte kanel.
Og det er en væsenlig detalje, for kumarin kan i større mængder give leverskader.
Så det fødevarestyrelsen her gør, er at besøge bagerier, for at se om de hælder så meget underlødig kanel i deres bagværk, at deres kunder risikerer leverskader. Og det bagerne piver over er, at de bliver presset til at bruge kanel af bedre kvalitet.
Begge dele bør man som forbruger egentlig være ganske godt tilfreds med.
Som kritisk forbruger kunne man eventuelt spørge hvorfor pokker de danske myndigheder først skrider ind når EU tvinger dem.
Som EU-tilhænger kan man glæde sig over at fødevaresikkerheden fremmes af EU.
Og hvis man er EU-skeptiker må man godt forklare hvorfor det er vigtigere at holde EU ude af bagerierne, end at mindske brugen af sundhedsskadelige ingredienser.