Land acknowledgments – det er på vej

Land Acknowledgements er på vej. Jeg er 100% sikker.

Og du ved måske ikke hvad det er. Men det er en oprindeligt australsk og kanadisk praksis, hvor man ved starten af et arrangement, anerkender at man befinder sig på land der er stjålet fra et eller flere oprindelige folk.

Det er en magisk remse, hvor man lister hvem der boede på den matrikel vi står på, før de onde hvide mennesker stjal den.

Og det er sikkert en fin ide at minde USAnere og australier om dele af deres historie som de ikke ellers, om nogenside, tænker over.

Men som med andre dydssignalerende praksisser fra det store udland, så er den helt sikkert også på vej hertil.

I sommers (2021) stod jeg sammen med flere tusinde andre i Fælledparken, og hørte den ene af forpersonerne fra en international LGBTetc organisation åbne festlighederne. Og han (ja, det var en han, han havde i hvert fald travlt med at fortælle os hvad hans personlige pronominer var), startede med at anerkende at vi stod på jord der var stjålet fra samere og inuitter.

Det virkede meget mærkeligt. Jorden i Fælledparken har aldrig været ejet af samere eller inuitter. Den har været ejet af danskere. Den nuværende relativt blege, hyppigt blåøjede og ofte lyshårede danske majoritetsbefolkning nedstammer godt nok fra Danerne, der indvandrede fra det sydlige Sverige, og fordrev Herulerne omkring år 500. Tror vi nok, for Herulerne har ikke selv efterladt sig nogen skriftlige kilder, så den eneste årsag til at vi tror de har eksisteret er at historiker bosat i Konstantinopel har skrevet om dem.

Men det var ikke det folk der faktisk havde boet her på den østlige del af Sjælland der blev nævnt. Det var folk der bor (og det gør de stadig) i den nordlige del af Sverige, sådan ca 22 timers kørsel og 1800 kilometer væk. Og folk der bor på Grønland. Ca. 3000 km væk.

Ja, det er absurd, men som med andre absurde ting der pt. gøres og siges for at signalere hvor godt og rigtigt et menneske man er – så skal det nok komme til Danmark og resten af Europa om lidt.

Og det kommer til at blive lidt mærkeligt. Jeg forventer at det første sted jeg bliver udsat for at skulle læse den magiske remse op der anerkender at vi står på jord der er stjålet fra Herulerne for 1.500 år siden, vil være i forbindelse med noget internationalt certificeret undervisning.

Der vil pæne, venstreorienterede USAnere forlange, at jeg, som efterkommer af dem der har boeet her på matriklen i 1.500 år, skal stille mig op og fortælle hvem der oprindeligt ejede jorden. Og med mindre vi skal nævne Herulerne. Så er det altså danskere. Altså dem der fordrev Herulerne. Og som har boet her lige siden. Det vil jeg skulle gøre, også hvis der er anden- eller trediegenerationsindvandrere på holdt.

Jeg vil skulle fortælle, at den jord de nu bor på. Den tilhørte oprindeligt danskerne. Og det skal vi anerkende.

Og det der med at bestemte mennesker i dag. Hvis eneste forbindelse til de der boede her engang er at de er blodsbeslægtede. De har mere ret til jorden end andre, der ikke er blodsbeslægtede med de der boede her for 200, eller 2000 år siden.

Det har altså nogle lidt kedelige historiske konnotationer i en europæisk kontekst…

Konsekvens

Kan man tage mod penge fra Israel?

Det er overhovedet ikke en aktuel sag. For det her publiceres først engang i 2021, men skrives i 2020. På den anden side taler al erfaring for at det stadig er en aktuel sag.

Må man tage mod penge fra Israel? Penge der ikke følges af ret mange betingelser, penge der sagtens ville kunne bruges på at støtte arabere, så længe de er israelske statsborgere?

Et simpelt spørgsmål, der burde have et simpelt svar. Og så ikke alligevel.

“Kan vi modtage penge fra et land, der ikke respekterer menneskerettigheder i Palæstina?” Og risikerer vi at dele af et miljø vi har som målgruppe vil tage anstød af det?

Det var spørgsmålene der straks fulgte. Og det synes jeg er interessante spørgsmål.

De kan deles lidt op.

Kan vi modtage penge fra et land der ikke respekterer menneskerettigheder generelt?

Er den overvejelse forskellig fra lande der ikke respekterer menneskerettigheder specifikt i Palæstina?

Og er anstødet betinget af svarene på de to spørgsmål?

Kan man modtage penge fra Kina? Der er noget med nogen genopdragelses-/koncentrationslejre for muslimer (der møder overraskende lidt fordømmelse fra muslimske lande).

Hvad med Australien? Den politik der køres overfor bådflygtninge, der interneres under kummerlige forhold på fjerntliggende øer. Er det ok? Kan man gå til reception på den australske ambassade?

Storbritannien. De er på 19. år de facto besættelsesmagt i Afghanistan (sammen med USA).

Italien. Behandler de deres bådflygtninge godt nok?

Grækenland. Ditto.

Siger vi nej til dem? Eller er det kun menneskerettigheder i Palæstina vi bekymrer os om?

Hvis det kun er menneskerettigheder i Palæstina der er problemet. Så er det ikke menneskerettigheder vi er bekymret over. Så er det den konkrete situation i det specifikke hjørne af verden der er problemet. Og så skylder vi en forklaring på hvorfor det lige er Israel der skal fordømmes, og Palæstina der skal støttes. Vi mangler at forklare hvorfor det ikke er tilsvarende uacceptabelt at modtage penge fra et land der kritiseres af Europarådets Torturkommision.

Hvis man mener det kun er et problem her, så skylder man efter min mening en rigtig god forklaring på hvorfor man vil håndhæve en anden standard for Israel, end for stort set alle andre lande.

Og hvis man ikke selv mener det er problem, men takker nej fordi nogen i ens målgruppe vil kunne tage anstød – så skylder man efter min mening også at forklare hvorfor det er lige den sensibilitet der skal tages hensyn til.

Grundlæggende har jeg ikke noget imod at man takker nej. Hvis man gør det konsekvent, og så også takker nej til støtte fra andre lande og organisationer der krænker menneskerettigheder.

Jeg har heller ikke noget mod at man takker nej til israelske penge, men tager imod penge fra Kina. Så skal man bare være ærlig, ikke mindst overfor sig selv. Man skal se sig selv og hinanden i øjnene og erkende, at årsagen til at vi takker nej her, er at det er Israel. Og der gælder andre standarder for Israel end for alle andre lande. Man kan med fordel overveje med sig selv hvorfor der gør det.

Og jeg mener også det er helt legitimt at meddele, at den fremherskende antisemitisme i dele af vores målgruppe gør at vi ikke kan tage mod penge fra Israel.

Men så gør det. Lad være med at pakke det ind i bekymringer om menneskerettigheder, med mindre det gøres konsekvent. Vær ærlige. Det handler reelt om at vi ikke vil, eller af frygt for konsekvenserne ikke tør, røre ved jødepenge.

Kønsfordelingen i politik

Det er snart kommunalvalg. Og så skal vi til den igen. Der vælges for få kvinder.

Det skal nok passe. Men er det udtryk for et fravalg af kvinder? Er det fordi vælgerne ikke vil stemme på kvinder? Er det fordi partierne ikke vil opstille kvinder?

Først bliver vi nok nødt til at lægge os fast på et neutralt grundlag.

Lad os sætte at der stiller 1000 individer op til et valg hvor der skal vælges 100.

Af de 1000 kandidater er de 800 er gule og de 200 er grønne.

Hvis valget fører til at 80 gule og 20 grønne bliver valgt, har vælgerne ikke udtrykt nogen præference for farven. Hver kandidat har nøjagtig lige stor chance for at blive valgt; 10% Der finder ingen forskelsbehandling sted under valget. Resultatet antyder det i hvert fald ikke.

Hvis der i stedet bliver valgt 70 gule og 30 grønne, så har vælgerne udtrykt en præference for grønne kandidater. Der finder en forskelsbehandling sted under valget, vælgerne favoriserer de grønne.

Hvis vi kan blive enige om det udgangspunkt, kan vi kigge på virkeligheden.

Byrådsmedlemmer findes blandt de kandidater der stiller op.

De kandidater der stiller op findes blandt partiernes medlemmer.

Fra magtudredningen (side 33) ved vi at 33% af partiernes medlemmer er kvinder.

Ved valget i 2017 var 31,8% af de opstillede kandidater kvinder.

Og resultatet blev, at 32,9% af de valgte var kvinder.

De forskelle er ret små. Et kvindeligt medlem af et parti har ca. samme chance for at blive opstillet som en mand. Og når hun er blevet opstillet har hun ca. samme chance for at blive valgt som en mand.

Der er ingen forskelsbehandling i den proces. Forskellen er funderet i kønsfordelingen blandt partiernes medlemmer. Det er ikke fordi partierne sidder på opstillingsmøderne og konspirerer for at undgå at opstille kvinder. Og det heller ikke fordi patriarkatet udsender beskeder til alle sine medlemmer om at man(d) ikke må stemme på kvinder.

Tværtimod. Alle lokale partiformænd jeg har talt med beretter om at de til hvert evigt eneste opstillingsmøde håber at der dog bare vil være en enkelt kvinde der vil stille op. De forsøger at overtale de kvindelige medlemmer af deres partier til at stille op. De lokker og trygler. De tilbyder ekstra favorable vilkår. Og er lykkelige når der er en kvinde der siger ja. Mænd gør man ingen indsats for at få til at stille op. De melder nemlig sig selv.

Problemet løses ikke på opstillingsmøderne. Det løses heller ikke i stemmeboksen.

Problemet løses ved at kvinder, som gruppe betragtet, melder sig ind i et parti. OG at de letter måsen og møder op til opstillingsmødet. OG når de sidder der, får fingeren ud af måsen, rækker hånden op, og fortæller at de da godt kunne tænke sig at stå på listen.

De fleste mænd i politik bliver pissefrustrerede over det her. De kæmper. De lokker. De har særlige indsatser. De står på hovedet for at få kvinder til at stille op. Og når der så ikke er flere kvinder der stiller op – ja så får de en spand lort i hovedet over at der ikke er flere kvinder der stiller op.

Rant over.

Pension

Jeg hører til generationen der ikke rigtigt tror på at jeg nogensinde får lov at gå på pension. Når jeg er færdig med at betale til den foregående generations pension, og til alskens førtidspensioner, så er der sgu nok ikke penge tilbage til mig.

Så vi er nogen der sparer op ved siden af. Som tingene ser ud nu, er min ekstra opsparing skruet sammen så jeg kan gå på pension som 65-årig. Der knokles for at presse det tal længere ned. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil gå på pension som 65-årig. Men jeg vil godt have muligheden.

Og her er et tip til andre. Når der spares ekstra midler op til pension, så overvej hvordan de placeres. Hvis du er kvinde, skal de placeres i pensionsordninger, hvor du indgår sammen med mænd. Hvis du er mand, skal de placeres i pensionsordninger, hvor du ikke indgår med kvinder.

Det skal du, fordi man i 1999 vedtog en ligebehandlingslov der stillede kønnene “lige” i forhold til pensionsordninger.

Før indbetalte man til sin pension. Pensionskassen regnede på hvor længe du skulle have penge udbetalt, og satte din pensionsudbetaling sådan, at du for en gennemsnitsbetragtning fik hele din opsparing udbetalt, inden du døde. Levede du længere end de havde regnet med, fik du mere udbetalt. Levede du kortere, var det bare ærgeligt.

Eftersom kvinder lever længere end mænd, skulle kvinders pensionsopsparing strækkes over flere år, igen som en gennemsnitsbetragtning, og en kvinde fik derfor mindre udbetalt om måneden end en mand med samme opsparing.

Sådan meget groft – hvis en mand og en kvinde begge havde sparet 1 million op, og begge gik på pension som 70-årige, ville manden få udbetalt 142.000 om året, og kvinden 91.000. Fordi manden i gennemsnit forventes at dø som 77-årig, mens kvinden kunne regne med at leve til hun blev 81.

7 års udbetaling af 142.000 til manden, og 11 års udbetaling af 91.000 til kvinden giver nemlig 1 million udbetalt til begge parter. Sådan ca.

Det var jo åbenlyst urimeligt.

I stedet valgte man at lægge beregningerne om, så de nu ville få det samme beløb udbetalt om året. Med de samme forventede leveår, betyder det at de begge nu vil på 111.000 udbetalt om året.

Meget mere retfærdigt.

Nettoresultatet er, at manden, hvis han ellers dør som 77-årig, vil få udbetalt i alt 778.000 kr af hans pensionsopsparing, mens kvinden vil få udbetalt 1.222.000 kr af hendes pensionsopsparing. Hvis hun ellers dør som 81-årig. Husk at de begge havde opsparet 1.000.000 kr.

Langt mere retfærdigt.

Nu tager vi nemlig 222.000 af mandens pensionsopsparing, og overfører til kvinden. Svarende til at ca. 22 procent af mandens pensionsindbetalinger aldrig kommer ham selv til gode, men bliver overført til kvinden for at kompensere for at hun lever længere. Ikke alene dør han tidligere. Han skal også finansiere at kvinden lever fire år længere.

Det er ikke bare et regnestykke jeg har lavet. ATP lavede regnestykket i 2003, og nåede frem til ca. det samme tal. Nemlig at 23% af mændendes indbetalinger, ikke kommer til at gå til deres egen pension, men til kvinders pension.

Derfor. Hvis du er mand og indbetaler 10.000 kr ekstra til en pensionsordning i hvilken der indgår kvinder, så indbetaler du ikke 10.000 kr. Du indbetaler reelt kun 8.000 kr til dig selv. Og så forærer du 2.000 kroner væk.

Omvendt, hvis du er kvinde, så skal du sørge for at placere dine 10.000 kr i en pensionsordning hvor der indgår mænd. Så får du nemlig 2.000 kr foræret af dem.

Slagordet var at der ikke skulle bruges aktuartabeller til at beregne pensionsudbetalinger. Det er noget vrøvl. Det gør der stadig. Før blev de brugt til at sikre at folk i snit fik det udbetalt de havde indbetalt. Nu bliver de brugt til at regne på hvor mange penge der skal konfiskeres fra mændene, og foræres til kvinderne.

Hvordan patriarkatet nogensinde har godkendt det ved jeg ikke.

Åh hvor vi alle lo over Trump

Latteren var stor blandt os alle da Trump udtalte at antallet af tilskuere til hans indsættelse var det største nogen sinde.

Aldrig havde man set flere tilskuere mente han. Og vi lo og lo, og slog os på lårene af grin. For det var der jo tydeligvis ikke.

Der var også de der mente at det var ret foruroligende, at verdens mægtigste mand fremturede med åbenlyst vrøvl om objektivt observerbare fakta. Det var et udtryk for en farlig mangel på realitetssans, at benægte hvad enhver kunne se med sine egne øjne. Et faktuelt forhold, der kunne gøres op i tal. Som det var muligt med videnskabelige metoder, at tage stilling til.

Og så lo vi noget mere.

Hvis nu bare han havde udtalt at han identificerede sig som en præsident med det største antal tilskuere til sin indsættelse, og at han lissom følte at der var flere end til Obamas.

Så havde vi jo været nødt til at acceptere og respektere hans levede virkelighed.

Omskæring – hvem stemte hvad

Inden vi går i gang. Jeg er blevet belært om at jeg skal lade “være med at blande læmlæstningen (sic) af børn sammen med ligestillings debatten. Mishandling, drab og mere generel diskrimination af piger og kvinder af hovedsageligt mænd er en seperat og stadigvæk gældende problematik.”

Med andre ord – fordi omskæring er lemlæstelse af drengebørn, og ikke pigebørn, har det ikke noget med ligestilling at gøre.

Efter den definition er det kun et ligestillingsproblem hvis kvinder bliver behandlet dårligere end mænd, fordi de er kvinder.

Behandles mænd dårligere end kvinder fordi de er mænd, er der ingen problemer.

Jeg har spurgt, men ikke fået svar, på hvad man så kalder det hvis personer af et køn ikke har krav på samme beskyttelse som et andet køn, alene på grund af dets køn. Jeg har en mistanke om at det definitorisk ikke er et problem at behandle mænd dårligt, alene fordi de er mænd.

Herunder anvender jeg dog ordet i den betydning, at hvis et køn behandles ringere end et andet, alene på grund af dets køn – så er det et ligestillingsproblem. Altså efter et ideal om at kønnene skal stilles lige.

Omskæring er strengt forbudt. Altså, hvis det er piger der omskæres. Drenges kønsorganer må man godt skære i.

Det kunne lyde underligt i et land der bryster sig af ligestilling, og hvor statsministeren har markedsført sig selv som børnenes statsminister.

Men sådan er det. Personligt synes jeg kun det kan tolkes som at ligestilling er noget vi går ind for så længe det er til piger og kvinders fordel. Vi er ikke nødvendigvis i mod når det kunne være til drenge og mænds fordel. Vi er bare ligeglade.

Så. Her er listerne. Der findes ikke folketingsmedlemmer der ikke går ind for ligestilling. Der er bare nogen af dem der kun går ind for ligestilling for kvinder.

Hvis du går ind for ligestilling vil jeg foreslå at du næste gang der er folketingsvalg stemmer på en kandidat du er sikker på går ind for ligestilling. Hvis din foretrukne kandidat ikke har givet sin mening til kende i denne afstemning, kan du jo spørge. Straf gerne dem der ikke går ind for ligestilling. De vil helt sikkert komme med skåltaler om hvor vigtigt det er med ligestilling. Spørg dem om det også gælder drenges ret til kropslig integritet.

Tilhængere af ligestilling:

Dansk Folkeparti: Alex Ahrendtsen, Bent Bøgsted, Dennis Flydtkjær, Jens Henrik Thulesen Dahl, Karina Adsbøl, Lise Bech, Liselott Blixt

Det Konservative Folkeparti: Mads Andersen, Per Larsen

Det Radikale Venstre: Katrine Robsøe, Lotte Rod, Stinus Lindgreen

Enhedslisten: Christian Juhl, Jakob Sølvhøj, Jette Gottlieb, Peder Hvelplund, Rasmus Vestergaard Madsen, Søren Egge Rasmussen, Victoria Velasquez

Liberal Alliance: Ole Birk Olesen

Nye Borgerlige: Mette Thiesen, Pernille Vermund

Socialistisk Folkeparti: Ina Strøjer-Schmidt, Karina Lorentzen Dehnhardt, Karsten Hønge, Kirsten Normann Andersen, Rasmus Nordqvist, Theresa Berg Andersen, Trine Torp

Uden parti: Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Venstre: Anne Honoré Østergaard, Hans Christian Schmidt, Peter Juel-Jensen

Modstandere af ligestilling (i hvert fald hvis det betyder at drenge skal stilles lige):

Dansk Folkeparti: Marie Krarup, Søren Espersen

Det Konservative Folkeparti: Britt Bager, Mai Mercado, Niels Flemming Hansen, Rasmus Jarlov, Søren Pape Poulsen

Det Radikale Venstre: Henrik Vinther, Kathrine Olldag, Kristian Hegaard, Rasmus Helveg Petersen

Nye Borgerlige: Peter Seier Christensen

Socialdemokratiet: Anders Kronborg, Astrid Krag, Benny Engelbrecht, Bjørn Brandenborg, Camilla Fabricius, Christian Rabjerg Madsen, Daniel Toft Jakobsen, Henrik Møller, Ida Auken, Jan Johansen, Jens Joel, Jeppe Bruus, Jesper Petersen, Julie Skovsby, Karin Gaardsted, Kasper Roug, Kasper Sand Kjær, Lars Aslan Rasmussen, Leif Lahn Jensen, Malte Larsen, Mattias Tesfaye, Mette Gjerskov, Mogens Jensen, Nick Hækkerup, Peter Hummelgaard, Rasmus Stoklund, Tanja Larsson, Trine Bramsen, Troels Ravn

Uden Parti: Sikandar Siddique

Venstre: Anni Matthiesen, Bertel Haarder, Christoffer Aagaard Melson, Claus Hjort Frederiksen, Hans Andersen, Jan E. Jørgensen, Karen Ellemann, Karsten Lauritzen, Kenneth Mikkelsen, Kim Valentin, Louise Schack Elholm, Mads Fuglede, Michael Aastrup Jensen, Morten Dahlin, Preben Bang Henriksen, Stén Knuth, Tommy Ahlers, Torsten Schack Pedersen, Troels Lund Poulsen, Ulla Tørnæs

Folk hvis holdning til ligestilling vi ikke kender fordi de var fraværende:

Alternativet: Torsten Gejl.

Dansk Folkeparti: Hans Kristian Skibby, Kristian Thulesen Dahl, Mette Hjermind Dencker, Morten Messerschmidt, Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard, René Christensen

Det Konservative Folkeparti: Birgitte Bergman, Brigitte Klintskov Jerkel, Katarina Ammitzbøll, Marcus Knuth, Mette Abildgaard, Mona Juul

Det Radikale Venstre: Andreas Steenberg, Marianne Jelved, Martin Lidegaard, Samira Nawa, Sofie Carsten Nielsen, Susan Kronborg, Zenia Stampe

Enhedslisten: Eva Flyvholm, Mai Villadsen, Pernille Skipper, Rosa Lund, Rune Lund, Søren Søndergaard

Kristendemokraterne: Jens Rohde

Liberal Alliance: Alex Vanopslagh, Henrik Dahl

Nye Borgerlige: Lars Boje Mathiesen

De nordatlantiske mandater: Aaja Chemnitz Larsen, Barbara Gaardlykke Apol, Edmund Joensen, Aki-Matilda Høegh-Dam

Socialdemokratiet: Ane Halsboe-Jørgensen, Annette Lind, Birgitte Vind, Bjarne Laustsen, Dan Jørgensen, Flemming Møller Mortensen, Henrik Dam Kristensen, Kaare Dybvad Bek, Lea Wermelin, Lennart Damsbo-Andersen, Magnus Heunicke, Mette Frederiksen, Morten Bødskov, Nicolai Wammen, Orla Hav, Pernille Rosenkrantz-Theil, Rasmus Horn Langhoff, Rasmus Prehn, Simon Kollerup, Thomas Jensen

Socialistisk Folkeparti: Anne Valentina Berthelsen, Astrid Carøe, Charlotte Broman Mølbæk, Halime Oguz, Jacob Mark, Pia Olsen Dyhr, Signe Munk

Uden parti: Lars Løkke Rasmussen, Orla Østerby, Susanne Zimmer, Uffe Elbæk

Helt uden for parti: Inger Støjberg. Hun stemte hverken for eller imod.

Venstre: Carsten Kissmeyer, Ellen Trane Nørby, Erling Bonnesen, Eva Kjer Hansen, Fatma Øktem, Heidi Bank, Jacob Jensen, Jakob Ellemann-Jensen, Jane Heitmann, Kristian Pihl Lorentzen, Lars Christian Lilleholt, Marie Bjerre, Marlene Ambo-Rasmussen, Martin Geertsen, Sophie Løhde, Thomas Danielsen

Hvorfor tror folk at vi er i mål med ligestillingen i Danmark?

Godt spørgsmål. Der er mange steder hvor vi ikke er i mål. Og der er sikkert lige så mange forklaringer, som der er folk der tror det.

Men lad os bare tage et par eksempler.

Vi er ikke i mål med ligestillingen, fordi det er kvinder der står med størstedelen af husarbejdet.

Sikkert. Men ud over at det næppe er noget “samfundet” som sådan kan løse – mon ikke kvoteordninger for brug af støvsuger er noget der skal reguleres i hjemmet, ikke fra Christiansborg, så kan jeg ganske enkelt ikke genkende det. For herhjemme er det mig der laver mad, gør rent (eller renere), husker at græsset skal slås, tørre køkkenbordene af, står for indkøb, fjernelse af spindelvæv og andet godt. Og det hjælper i øvrigt ikke at vi omfordeler opgaverne. For vi er to mænd i husholdningen, og bortset fra de uger hvor rengøringsfirmaet kommer forbi, er der ingen kvinder involveret i det.

Jeg ser med andre ord på den virkelighed jeg kender – og må konkludere at jeg simpelthen ikke kan genkende postulatet.

Rockwoolfonden har i øvrigt undersøgt spørgsmålet. Kvinder brugte i 2018 54 minutter mere på husarbejdet end mænd om dagen. Til gengæld brugte mænd 50 minutter mere på arbejdsmarkedet. En samlet forskel på 4 minutter om dagen.

Vi er ikke i mål med ligestillingen, for der er mange flere mænd på ledende stillinger.

Igen, helt sikkert og ganske afgjort. Men også her ser min nære, personlige, virkelighed anderledes ud. Lad os prøve at se hvordan kønsfordelingen er, når jeg ser opad fra min kontorstol:

Min nærmeste leder går snart på barsel. Hun er i øvrigt kvinde. De tre berøringsflader mit arbejde har med hende, bliver overtaget af tre andre mellemledere. De er alle tre kvinder. De refererer et nøk op i hierarkiet. Til en kvindelig vicedirektør. Direktøren er mand. Indrømmet. Han refererer til kulturministeriets departementschef. Det er en kvinde. Hun refererer til kulturministeren. Der er kvinde. Kulturministerens chef er statsministeren, der pt er kvinde. Jeg ved ikke om man kan sige at statsministeren har en chef. Hvis hun har, må det være majestæten. Det er også en kvinde.

Ja, jeg er ganske enig i at der er ligestillingsproblemer også på ledelsesgangen. Men min umiddelbare reaktion når jeg får at vide at det er der – ja, det er altså at kigge på alle mine overordnede, og konstatere, at de med en enkelt undtagelse alle er kvinder.

Når mit umiddelbare svar på spørgsmålet om vi er i mål med ligestilling derfor er at hvis ikke vi er – så er vi meget tæt på. Ja, så er det måske fordi de fleste sammenhænge jeg bevæger mig i faktisk er ligestillede.

Men der er selvfølgelig utroligt langt til at vi har ligestilling, og der er massive problemer.

Jeg tør i hvert fald ikke påstå andet.

 

 

Sexisme

Hvis vi læser Wikipedias definition af sexisme:

“Sexisme er fordom eller diskrimination på basis af køn”

Så er der vist ikke så megen tvivl om hvad det her er:

karmel80 er medlem af Europaparlamentet for Radikale Venstre, Karen Melchior. Hun plejer at være mod sexisme. Det hævder hun i hvert fald.

For min skyld må folk godt være sexister. Særligt når vi taler om folkevalgte er det faktisk ret vigtigt at folk får lov til at udtrykke deres sexistiske holdninger. Hvordan skulle jeg som vælger ellers vide hvem det er jeg skal stemme på, hvis jeg ønsker en sexist valgt?

Nu er jeg ikke tilhænger af sexisme. Så er det også nyttigt, for nu ved jeg at jeg ikke skal stemme på Karen Melchior fremover. Jeg er nemlig helst fri for sexister sådan helt generelt. Men da i særlig grad i Europaparlamentet. Eller i andre folkevalgte forsamlinger.

Hvor mange brune mennesker er der i Danmark?

Eller, er det urimeligt at der kun er en brun minister i den nye regering?

Jeg er faktisk ikke meget for at opdele folk efter hudfarve. Den bør være ret ligegyldig. Med mindre den er grøn eller blå. Eller postkasserød. I så fald vil jeg nok ringe til Niels Bohr Institutet, og spørge om de har et direkte nummer til en relevant international organisation, der håndterer gæster fra andre planeter.

Anyway. Jeg så nogen beklage sig over at der kun er 1 “brun” minister blandt de 20. Altså 5% “brune”.

Er det urimeligt? Det er lidt svært at svare på. Det er en socialdemokratisk regering. Dens ministre rekrutteres derfor overvejende fra den socialdemokratiske folketingsgruppe, som er på 46 medlemmer. Tre af dem er “brune”. For en passende værdi af brun. Ministeren, Mattias Tesfaye, er søn af en etiopisk far, og en etnisk dansk mor. Og han er åbenbart brun nok til at blive betegnet som brun (det giver mig nogle ubehagelige associationer til amerikansk sydstats-raceretorik, hvor blot en enkelt dråbe negerblod var nok til at du var et undermenneske. Eller noget). Men fair nok, han er mere brun end jeg er. På den anden side veksler jeg også mellem kridhvid og solskoldet, afhængig af årstiden, så det siger ikke ret meget.

Men hvis fordelingen af brune ministre skal afspejle fordelingen af brune socialdemokratiske folketingsmedlemmer, så burde 6,5% af ministrene være brune. Når 5% af dem er, må man sige at være ret tæt på det forventede.

Hvordan med hele folketinget?

Socialdemokratiet har som nævnt 3.

Venstre har 0, Dansk Folkeparti 0, Radikale Venstre 1, SF 1, Enhedslisten 0. Eller måske 1. Det kommer an på hvor rent hvidt blod man mener Victoria Velasquez har. Hun ser ret hvid ud, men hvad ved jeg. Konservative har 1, Alternativet 1, Nye Borgerlige 0, Liberal Alliance 0. De nordatlantiske mandater ved jeg ikke hvordan man skal gøre op. Men lad os bare sige at de grønlandske MF’ere er “brune”, og de færøske hvide.

Det giver ialt 10. Hvor vi altså går ud fra, at det spansk lydende navn er brunt nok, og at grønlændere også kan regnes som brune.

Så 5,6% af folketinget er brune. Højt sat.

At 5% af ministerlisten er “brune” er vist ikke udtryk for en kritisabel underrepræsentation.

Men afspejler folketingets sammensætning, eller den socialdemokratiske folketingsgruppe, befolkningen? Det er også lidt vanskeligt.

Danmarks Statistik har fine opgørelser. Bare ikke på hudfarve. Det er ikke så meget dem der har dansk oprindelse, der er interessante. Det er indvandrere og efterkommere. Man kan kigge på alle landene. Men det er ikke helt lige til. Indvandrere fra USA, kan sagtens være meget brune. Så kan man dele op på vestlige og ikke-vestlige lande. Er folk fra hviderusland brune? Hvad med Argentina? Eller Israel? De er alle ikke-vestlige. Anyway. Lad os beslutte os for at alle indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er at regne som brune. Jeg er for doven til at trække tal for alle lande, og de bliver alligevel ikke tilstrækkeligt præcise.

Hele den danske befolkning er på 5,8 millioner. Og indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, udgør 8,7% heraf. Det er ikke den helt rigtige fordeling. Børn under 18 er ikke valgbare!

Den del af befolkningen der er over 19 – ja, det burde være 18, men som nævnt er jeg doven og gad ikke trække så detaljerede tal ud – er i alt på 4,5 millioner. Og 8,3% er fra ikke vestlige lande.

Så hvis indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande skulle være helt fair repræsenteret på ministerlisten, skulle der altså være 8,3%. Jeg ved ikke helt om det er rimeligt at brokke sig over at andelen “kun” er 5%. Havde der været 2 brune ministre, havde de været overrepræsenteret. Tallet bliver i øvrigt mindre hvis vi kigger på hvem der har dansk statsborgerskab, og dermed er valgbare.

Med andre ord, der er et ret repræsentativt antal brune mennesker på ministerlisten – der er næppe noget reelt at brokke sig over i den sammenhæng (men rigeligt andet…)

Og så efterlades jeg igen med en let kvalme over symmetrien i anti-racisterne og racisternes virkelighedsbillede. Nej, der er ikke supermange brune mennesker i Danmark. Danmark er et bemærkelsesværdigt hvidt land. Antiracisterne er utilfredse fordi de åbenbart lever i en alternativ virkelighed hvor der er utroligt mange brune mennesker i Danmark, og hvis der kun er en enkelt brun person blandt 20 mere eller mindre tilfældigt udvalgte personer, så er det udtryk for undertrykkende racisme. Racisterne lever åbenbart i den samme alternative virkelighed, hvor landet næsten er overtaget af brune mennesker – hvorfor de allesammen skal smides ud.

Og så tror jeg det er tid til at jeg går i bad. Den der opdeling af mennesker efter hudfarve får mig til at føle mig beskidt.

Rasmus Paludan

Hold da op. Jeg havde hørt historier i det københavnske LGBT-miljø. Men for katten da.

Det bliver i hvert fald en valgkamp hvor jeg ikke orker at følge med. For det der lukkes ud fra det yderste højre i dansk politik er, ja, jeg savner ord. Til gengæld deler jeg flere foldere fra Radikale ud end jeg plejer.

Debatten er bekymrende. Sådan helt lavpraktisk har vi nu en deltager i partilederdebatterne, der reelt går ind for etnisk udrensning. Og som går videre. Hans utopia er helt frit for muslimer.

Det er mit sådan set også. Forskellen er at mit utopia også er helt frit for kristne, jøder, buddister, hinduer og andet godtfolk. Og så selvfølgelig at det lyder lidt som om Paludan mener at utopien skal nås med vold, mens jeg mener den skal nås ved at folk holder op med at tro på himmelnisser af forskellige varians, og melder sig ind i virkeligheden.

Hvad der bekymrer mig mest er den måde han håndteres på. Jeg er ikke sikker på at den effektive måde er at råbe nazisvin efter hans potentielle vælgere. Det virkede ikke supereffektivt for Hillary for 3 år siden, da hun kaldte Trumps vælgere for “deplorables”. Det er i hvert fald Trump der sidder i det hvide hus, ikke Clinton. Hvis hans tilslutning skal tolkes som en reaktion på at integrationsproblemerne stadig ikke er håndteret, og at de der lever med dem (og er utilfredse med det) bliver skammet ud i den offentlige debat – ja så er vejen frem nok ikke at udskamme dem yderligere.

Hvad man så skal gøre ved jeg ikke. Jeg har ingen anelse. Men jeg er dybt bekymret.