Konsekvens

Kan man tage mod penge fra Israel?

Det er overhovedet ikke en aktuel sag. For det her publiceres først engang i 2021, men skrives i 2020. På den anden side taler al erfaring for at det stadig er en aktuel sag.

Må man tage mod penge fra Israel? Penge der ikke følges af ret mange betingelser, penge der sagtens ville kunne bruges på at støtte arabere, så længe de er israelske statsborgere?

Et simpelt spørgsmål, der burde have et simpelt svar. Og så ikke alligevel.

“Kan vi modtage penge fra et land, der ikke respekterer menneskerettigheder i Palæstina?” Og risikerer vi at dele af et miljø vi har som målgruppe vil tage anstød af det?

Det var spørgsmålene der straks fulgte. Og det synes jeg er interessante spørgsmål.

De kan deles lidt op.

Kan vi modtage penge fra et land der ikke respekterer menneskerettigheder generelt?

Er den overvejelse forskellig fra lande der ikke respekterer menneskerettigheder specifikt i Palæstina?

Og er anstødet betinget af svarene på de to spørgsmål?

Kan man modtage penge fra Kina? Der er noget med nogen genopdragelses-/koncentrationslejre for muslimer (der møder overraskende lidt fordømmelse fra muslimske lande).

Hvad med Australien? Den politik der køres overfor bådflygtninge, der interneres under kummerlige forhold på fjerntliggende øer. Er det ok? Kan man gå til reception på den australske ambassade?

Storbritannien. De er på 19. år de facto besættelsesmagt i Afghanistan (sammen med USA).

Italien. Behandler de deres bådflygtninge godt nok?

Grækenland. Ditto.

Siger vi nej til dem? Eller er det kun menneskerettigheder i Palæstina vi bekymrer os om?

Hvis det kun er menneskerettigheder i Palæstina der er problemet. Så er det ikke menneskerettigheder vi er bekymret over. Så er det den konkrete situation i det specifikke hjørne af verden der er problemet. Og så skylder vi en forklaring på hvorfor det lige er Israel der skal fordømmes, og Palæstina der skal støttes. Vi mangler at forklare hvorfor det ikke er tilsvarende uacceptabelt at modtage penge fra et land der kritiseres af Europarådets Torturkommision.

Hvis man mener det kun er et problem her, så skylder man efter min mening en rigtig god forklaring på hvorfor man vil håndhæve en anden standard for Israel, end for stort set alle andre lande.

Og hvis man ikke selv mener det er problem, men takker nej fordi nogen i ens målgruppe vil kunne tage anstød – så skylder man efter min mening også at forklare hvorfor det er lige den sensibilitet der skal tages hensyn til.

Grundlæggende har jeg ikke noget imod at man takker nej. Hvis man gør det konsekvent, og så også takker nej til støtte fra andre lande og organisationer der krænker menneskerettigheder.

Jeg har heller ikke noget mod at man takker nej til israelske penge, men tager imod penge fra Kina. Så skal man bare være ærlig, ikke mindst overfor sig selv. Man skal se sig selv og hinanden i øjnene og erkende, at årsagen til at vi takker nej her, er at det er Israel. Og der gælder andre standarder for Israel end for alle andre lande. Man kan med fordel overveje med sig selv hvorfor der gør det.

Og jeg mener også det er helt legitimt at meddele, at den fremherskende antisemitisme i dele af vores målgruppe gør at vi ikke kan tage mod penge fra Israel.

Men så gør det. Lad være med at pakke det ind i bekymringer om menneskerettigheder, med mindre det gøres konsekvent. Vær ærlige. Det handler reelt om at vi ikke vil, eller af frygt for konsekvenserne ikke tør, røre ved jødepenge.

Dobbelte standarder

“Hun er skrap” blev der sagt efter samtalen.

“Ja, det ord brugte hun også selv”, blev der svaret.

“Det tror jeg er noget vi kalder kvinder. En mand ville blive kaldt handlekraftig”

“Ja, vi bruger negative udtryk når vi beskriver et karaktertræk hos kvinder, og positive for det samme om mænd.”

Jammen selvfølgelig! Hvis vi tager et karaktertræk, så kan det beskrives på mange måder. Både negativt og positivt. Eksempelvis “skrap” vs “handlekraftig”. Så når nu vi postulerer at den negative beskrivelse kun bruges om kvinder og den positive kun om mænd – så ser vi en stor forskel.

Men en mand der er skrap kan kaldes, og bliver kaldt, meget andet end handlekraftig. Samme karaktertræk kunne kaldes “hanbavian”. Der skal “pisse territorie af”. “Hanelefant” eller “gorilla” er også ord der bliver brugt. Afhængigt af hvordan han bliver kaldt skrap, kan han også blive kaldt et dumt svin.

Så virker “skrap” lige pludselig positivt!

Normativitet

“Vi arbejder normkritisk” hørte jeg nogen sige. Hvad katten betyder det? Glem alt om hvad normer betyder i andre sammenhænge. Normer i byggebranchen er de standarder et byggeri skal leve op til for at huset er af acceptabel kvalitet. Det er de normer der gør at huse i Danmark ikke vælter i blæsevejr. I USA har de andre normer. Og der vælter husene så når det blæser.

Normer er også de udbredt accepterede standarder for hvordan vi opfører os. Det en norm at man siger tak for mad. Det er en norm at mænd går i bukser og kvinder i kjoler. Og det er netop de sidste vi har gang i når der arbejdes normkritisk. Hvorfor er det at drenge og piger skal opføre sig på bestemte måder? Og det er fint at stille spørgsmålstegn ved de normer. Ingen grund til at presse piger til at gå med kjole hvis de hellere vil gå med bukser.

Men vi glemmer, når vi arbejder normkritisk, at vi er ret selektive i hvilke normer vi kritiserer. Vi glemmer også, at vi stiller andre normer i stedet for dem vi smider ud. Så efter vi har kritiseret de heteronormative normer; de normer der er defineret af det heteroseksuelle majoritetssamfund. Så sætter vi vores egne queernormative normer i stedet. Dem er vi pudsigt nok sjældent særligt kritiske overfor. Tværtimod undrer vi os meget når vores omgivelser er normkritiske – overfor vores normer.

Det er måske ikke så overraskende. Modsat hvad der kommer ud fra de queerteoretiske og extremfeministiske sølvpapirshatte, så er der jo ikke et patriarkat der mødes en gang om måneden og beslutter hvad der er acceptabelt og uacceptabelt. Patriarkatet har heller ikke en hovedbestyrelse, der træffer beslutning om hvordan man skal undertrykke kvinder. Normerne er et emergent fænomen som vi allesammen skaber sammen. Uden at tænke synderligt meget over det. Nu kommer de 8% af befolkningen der ikke definerer sig som heterosexuelle (alle tal fra Sexus-undersøgelsen) og kritiserer de normer som 92% af befolkingen har. Sådan groft trukket op. Og vi sætter andre normer i stedet. Normer der i vid udstrækning handler om at imødekomme folk der ikke føler at de passer i et binært kønssystem. Det er 0,6% af befolkningen. Det er måske ikke så overraskende hvis vi møder kritik af vores normkritik når den ukritisk vil sætte andre normer i stedet. Normer der reelt dikteres af en meget lille del af befolkningen.

Vi kan altid diskutere om det ikke det rimeligt nok at vi gør det. Men jeg tror ovenstående er en ret stor del af forklaringen på den modstand vores normkritiske arbejde møder.

De normer vi så sætter i stedet. De rammer også os selv. Og hvis ikke det skulle stå klart nu, skriver jeg selv fra et LGBTQPIA2S*+ perspektiv. Da jeg voksede op og var ung fyldte det meget at jeg ikke var en rigtig mand, fordi jeg var svans. Og omverdenen følte at den skulle blande sig i hvem jeg havde lyst til at gå i seng med. Så det var en stor lettelse at bevæge sig ind i alfabet-verdenen, hvor jeg følte at jeg hørte hjemme.

Jo stærkere det normkritiske arbejde er blevet i netop det miljø, jo sværere har jeg så haft ved at føle mig hjemme i det alligevel. Nu er det nemlig ikke længere heteronormativiteten der slår mig i hovedet med at jeg ikke er en rigtig mand, fordi jeg ikke er mand på den rigtige måde. Nu er det queernormativiteten der slår mig i hovedet med at jeg ikke er en rigtig svans, fordi jeg ikke er svans på den rigtige måde. Det er heller ikke længere heteronormativiteten der blander sig i at det er forkert hvem jeg har sex med. Det er queernormativiteten der blander sig i hvem jeg ikke har sex med. Det er nemlig forkert hvis jeg på forhånd afviser transmænd med det argument at min sexualitet retter sig mod mænd der også i biologisk forstand er mænd.