God øl: Vecchia Orsa https://www.vecchiaorsa.it/

Vi skal være inkluderende skal vi, ja vi skal. Så vi læser notater og hvidbøger og vejledninger og pjecer om hvordan vi bedst inkluderer kolleger med utroligt mange forskellige typer af neurodivergens på arbejdspladsen. Og vi introducerer politikker og programmer og alt muligt.

Og det er jo fint. Af mange årsager. Det er ikke godt for samfundsøkonomien hvis de
neurodivergente skal være på forsørgelse i stedet for at arbejde. Det er heller ikke godt for de neurodivergente. Og både den offentlige og private sektor løber tør for arbejdskraft hvis vi ikke vi kan det. For i generation Z er det 53% der identificerer sig som neurodivergente.

Hvilket jo sådan set betyder at det er de neurotypiske der divergerer, og de neurodivergente der er typiske. I hvert fald i den generation.

Anyway. Det stiller krav til de neurotypiske. For det er os der skal inkludere. Og det er altså ikke altid let. En person med auditive tics kan være aldeles ulidelig at sidde på kontor med. Tourettes betyder ofte at du skal sidde sammen med kolleger der pludselig, højlydt, råber upassende ord. De sociale clues der fører til at man kan have en normal samtale kan være ret tæt på ikke-eksisterende hos folk på autismespektret. Det kan den meget kategoriske, sort/hvide tankegang også. Det tager en evighed at samarbejde om udvikling af kode, når hver. evig. eneste. møde. ever. starter med at vi gennemgår samtlige linier i koden. Er der en person med ADHD med til mødet er det ekstra anstrengende at holde dagsordenen. Eller bare behandle punkt 3, uden samtidig at tale om punkterne 2,5,4 og 9. Samt 42 andre punkter der ikke var på dagsordenen.

Så jeg vil bare lige ved lejlighed høre hvad arbejdsgiverne mener de skal gøre for at undgå at deres neurotypiske medarbejdere ikke brænder ud i deres rolle som støttepersoner og socialpædagoger, når de samtidig skal passe det de egentlig er ansat til.

Lige nu diskuteres det i USA hvorfor antallet af autismediagnoser stiger. Som nogen har skrevet, så var det ikke fordi hun tog panodiler da hun blev gravid at hendes søn har autisme. Det er fordi hun første gang hun blev inviteret hjem til hendes mand blev inviteret op på hans værelse for at se hans guitar. Han viste hende faktisk hans guitar. Og hun forventede ikke at der skulle ske andet end at se på guitar.

Men hvorfor er mængden af diagnoser så stigende? For det er heller ikke på grund af vacciner.

Her er et bud. Diagnoser gives for ting der afviger fra normalen. Hvis vores oplevelse af hvad der er normalt begynder at afvige fra hvad der faktisk er normalt, vil vi opleve at afvige fra normalen.

Eller – hvis du efter at have set TikTok videoer mener at det er normalt at have en daglig todo-liste der tager 23 timer at gennemføre, så har du ikke ADHD når det viser sig at du ikke kan komme gennem den. Særligt ikke hvis du også bruger 4 timer på at scrolle på TikTok. Det at du føler dig akavet i nye sociale sammenhænge er heller ikke (nødvendigvis) et tegn på autisme. Det kan også være at den virkelighed du oplever på sociale medier, ikke har afsløret for dig, at bortset fra ganske få mennesker. Så føler vi os alle regelmæssigt akavede i nye sociale omgivelser.

Men læs selv.