Vi skal være inkluderende skal vi, ja vi skal. Så vi læser notater og hvidbøger og vejledninger og pjecer om hvordan vi bedst inkluderer kolleger med utroligt mange forskellige typer af neurodivergens på arbejdspladsen. Og vi introducerer politikker og programmer og alt muligt.

Og det er jo fint. Af mange årsager. Det er ikke godt for samfundsøkonomien hvis de
neurodivergente skal være på forsørgelse i stedet for at arbejde. Det er heller ikke godt for de neurodivergente. Og både den offentlige og private sektor løber tør for arbejdskraft hvis vi ikke vi kan det. For i generation Z er det 53% der identificerer sig som neurodivergente.

Hvilket jo sådan set betyder at det er de neurotypiske der divergerer, og de neurodivergente der er typiske. I hvert fald i den generation.

Anyway. Det stiller krav til de neurotypiske. For det er os der skal inkludere. Og det er altså ikke altid let. En person med auditive tics kan være aldeles ulidelig at sidde på kontor med. Tourettes betyder ofte at du skal sidde sammen med kolleger der pludselig, højlydt, råber upassende ord. De sociale clues der fører til at man kan have en normal samtale kan være ret tæt på ikke-eksisterende hos folk på autismespektret. Det kan den meget kategoriske, sort/hvide tankegang også. Det tager en evighed at samarbejde om udvikling af kode, når hver. evig. eneste. møde. ever. starter med at vi gennemgår samtlige linier i koden. Er der en person med ADHD med til mødet er det ekstra anstrengende at holde dagsordenen. Eller bare behandle punkt 3, uden samtidig at tale om punkterne 2,5,4 og 9. Samt 42 andre punkter der ikke var på dagsordenen.

Så jeg vil bare lige ved lejlighed høre hvad arbejdsgiverne mener de skal gøre for at undgå at deres neurotypiske medarbejdere ikke brænder ud i deres rolle som støttepersoner og socialpædagoger, når de samtidig skal passe det de egentlig er ansat til.