Ted Haggard er en amerikansk evangelisk præst. Han advokerede mod homo-ægteskaber. Og narko. Og prostitution.

Og så blev han i 2006 nappet sammen med en mandlig prostitueret, der i øvrigt havde solgt ham metamfetamin.

Jeg har skrevet om det før. Men det er en fortsat kilde til fascination, undren, fortvivlelse og høj latter at observere meget woke, meget inkluderende, meget anti-racistiske, meget feministiske og intersektionelle personer. Der er overbeviste om at de er de ordentlige mennesker.

Dels fordi deres argumenter ofte er selvmodsigende, internt inkonsistente eller direkte ekskluderende og racistiske.

Men også fordi de så ufatteligt ofte viser sig at være netop alt andet end ordentlige. Fordi de så tit bliver fanget i racisme, misogyni og eksklusion. Fordi de, på trods af deres stadige fokus på andres privilegieblindhed, tilsyneladende gør dem så gennemført blinde overfor deres egen privilegieblindhed.

Fordi deres konstante kritik af strukturel forskelsbehandling er smurt ind i deres egen aktive opretholdelse af strukturel forskelsbehandling.

Fordi deres normkritik er så fuldstændigt blottet for enhver form for kritik af de normer de ønsker skal være gældende.