Hvorfor tror folk at vi er i mål med ligestillingen i Danmark?

Godt spørgsmål. Der er mange steder hvor vi ikke er i mål. Og der er sikkert lige så mange forklaringer, som der er folk der tror det.

Men lad os bare tage et par eksempler.

Vi er ikke i mål med ligestillingen, fordi det er kvinder der står med størstedelen af husarbejdet.

Sikkert. Men ud over at det næppe er noget “samfundet” som sådan kan løse – mon ikke kvoteordninger for brug af støvsuger er noget der skal reguleres i hjemmet, ikke fra Christiansborg, så kan jeg ganske enkelt ikke genkende det. For herhjemme er det mig der laver mad, gør rent (eller renere), husker at græsset skal slås, tørre køkkenbordene af, står for indkøb, fjernelse af spindelvæv og andet godt. Og det hjælper i øvrigt ikke at vi omfordeler opgaverne. For vi er to mænd i husholdningen, og bortset fra de uger hvor rengøringsfirmaet kommer forbi, er der ingen kvinder involveret i det.

Jeg ser med andre ord på den virkelighed jeg kender – og må konkludere at jeg simpelthen ikke kan genkende postulatet.

Rockwoolfonden har i øvrigt undersøgt spørgsmålet. Kvinder brugte i 2018 54 minutter mere på husarbejdet end mænd om dagen. Til gengæld brugte mænd 50 minutter mere på arbejdsmarkedet. En samlet forskel på 4 minutter om dagen.

Vi er ikke i mål med ligestillingen, for der er mange flere mænd på ledende stillinger.

Igen, helt sikkert og ganske afgjort. Men også her ser min nære, personlige, virkelighed anderledes ud. Lad os prøve at se hvordan kønsfordelingen er, når jeg ser opad fra min kontorstol:

Min nærmeste leder går snart på barsel. Hun er i øvrigt kvinde. De tre berøringsflader mit arbejde har med hende, bliver overtaget af tre andre mellemledere. De er alle tre kvinder. De refererer et nøk op i hierarkiet. Til en kvindelig vicedirektør. Direktøren er mand. Indrømmet. Han refererer til kulturministeriets departementschef. Det er en kvinde. Hun refererer til kulturministeren. Der er kvinde. Kulturministerens chef er statsministeren, der pt er kvinde. Jeg ved ikke om man kan sige at statsministeren har en chef. Hvis hun har, må det være majestæten. Det er også en kvinde.

Ja, jeg er ganske enig i at der er ligestillingsproblemer også på ledelsesgangen. Men min umiddelbare reaktion når jeg får at vide at det er der – ja, det er altså at kigge på alle mine overordnede, og konstatere, at de med en enkelt undtagelse alle er kvinder.

Når mit umiddelbare svar på spørgsmålet om vi er i mål med ligestilling derfor er at hvis ikke vi er – så er vi meget tæt på. Ja, så er det måske fordi de fleste sammenhænge jeg bevæger mig i faktisk er ligestillede.

Men der er selvfølgelig utroligt langt til at vi har ligestilling, og der er massive problemer.

Jeg tør i hvert fald ikke påstå andet.

 

 

Glemte forskere

Jeg er med på at det er skandaløst at Marie Hammer er glemt. Jeg anede ikke at hun eksisterede. Men hun undersøgte åbenbart omkring 1950’erne mosmider, og gjorde os klogere på kontinenterne. Deres drift og sådan.

Og hendes køn spiller da helt klart en rolle for hvilke muligheder hun havde den gang. Jeg føler blot trang til at spørge: Hvor mange forskere, der gjorde os klogere på et eller andet. Hvad som helst. Og som var aktive i 1950’erne kan vi huske? De der mener at det er skammeligt at hun er blevet glemt – hvor mange forskere fra den periode kan de faktisk nævne?

Er vi måske ikke snarere ude i, at stort set alle forskere bliver glemt. Og at det kun er ganske få der huskes uden for meget nørdede kredse? Jeg kan nævne ret mange, men jeg er også bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Historisk Kemi. Så jeg er nok lidt en outlier. Og nej, det er ikke ret mange af dem jeg kan huske, der er kvinder. Men hvis narrativet om at kvinder havde dårlige muligheder for at forske på det tidspunkt holder (og det gør det!), så er der måske ikke så overraskende. Vi kan ikke både mene at kvinder havde utroligt dårlige karrieremuligheder, og samtidig undre os over at der ikke var så mange. Der var ikke mange. Det var der en årsag til. Og når vi i dag ikke husker ret mange fremragende kvindelige forskere fra fortiden. Så er det jo blandt andet fordi der ikke var ret mange.

Men lad os også huske, at langt, langt de fleste mandlige forskere også bliver glemt uden for meget nørdede cirkler. Marie Hammer er muligvis glemt i offentligheden. Men husker offentligheden S.P.L. Sørensen? Børge Bak? Carl Johan Ballhausen? Julius Thomsen? Sophus Mads Jørgensen? William Christopher Zeise? Johannes Nicolaj Brønsted? For nu bare at tage et lille udsnit af danske kemikere. Nope. De er også blevet glemt.

Det kunne være, at årsagen til at kvindelige forskere fra fortiden bliver glemt, også. Delvist. Som en mulig supplerende forklaring. Bliver glemt at ca. samme årsager som deres mandlige kolleger.

Men lad os da for himlens skyld få Marie frem i lyset. Jo flere fremragende forskere vi får ind i den offentlige bevidsthed, jo bedre!

Konspirationsteorier

Jeg elsker konspirationsteorier. ELSKER! Husbonden er træt af det. Vores foreslåede serier og film på Netflix og Prime flyder over med “regeringen er rumøgler, der planlægger at spise os allesammen”-programmer. For jeg labber det i mig. UFOer er særligt underholdende, men “Behind the Curve” er også fantastisk. De tror tydeligvis at jorden er flad. Og i slutningen forsøger de at bevise det. Men kommer ved et uheld til at bevise at jorden er rund. Eller oblat, den er lidt fladtrykt.

Konspirationsteoretikere derimod… Og jeg ved det godt, uden konspirationsteoretikere, ingen konspirationsteorier, og dermed ingen underholdning til Nusse. Sølvpapirhatten strammer ofte ret voldsomt. Når vi alle skal arbejde hjemmefra fordi en kineser har spist en flagermus, er det naturligvis fordi regeringerne på et møde i Davos har planlagt det store reset, hvor hele verden skal ændres til et eller andet dystopisk mareridt. Ethvert forsøg på kritiske spørgsmål er udtryk for at man er en del af konspirationen. Den monomane insisteren på at Bill Gates står bag virusen for at kunne chippe os allesammen med hans vaccine, fordi han gennem flere år har advaret om en forestående pandemi er så frakoblet virkeligheden at man slet ikke kan få luft. Alle, som i ALLE, med forstand på emnet har været klar over at det kun var et spørgsmål om tid, og at vi de sidste mange år har været heldige adskellige gange. For det har regelmæssigt været ret tæt på.

Men de er også søde. Og har efter alt at dømme aldrig arbejdet i en moderne virksomhed der kører projekter. Når man har prøvet det. Og ved hvor bøvlet det er at samle projektgruppen. Og hvor lang tid det kan tage at diskutere med ham den bøvlede om hvorfor det er utroligt vigtigt at tryksagen til opslagstavlerne designes ud fra et eller andet epistemologisk paradigme han har læst om. Lige efter han har været fornærmet i tre kvarter over at andre mener at det måske kunne være en meget god ide at i hvert fald nogen af aktiviteterne kommer i kalenderen på et eller andet tidspunkt. Så står det klart hvor naiv forståelsen af et moderne statsapparat er. I Danmark kan man ikke finde ud af at undgå at blive snydt for milliarder i udbytteskat. Når man har opdaget at der er noget galt. Så kan vi ikke finde ud af at stoppe det. Men hemmeligt at inficere minkbesætninger med en kunstigt fremstillet virus fordi vi allesammen skal sidde derhjemme så regeringen kan resette bankverdenen. Det kan de finde ud af. De kan endda koordinere det globalt.

I den virkelige verden. Der ville Hanne fra HR have forsinket processen med kurser i den nye samarbejdsplatform, og Klaus fra IT ville have lækket det hele fordi han havde glemt at password beskytte intranettet. Projektgruppen ville bruge evigheder på at diskutere hermenuetik med Lars og årsplanen og budgettet for 2020 ville først være blevet godkendt i august.

Optimismen og tilliden til hvor effektivt en overstatslig organisation kan agere er rørende naiv.

Primadonnaledelse

Jeg magter det ikke.

Jeg magter ikke primadonnaer. De er dygtige. De er kloge. De er kreative. De brænder for deres arbejde, for opgaven og for misionen.

Og de er fuldstændigt ulidelige at være i nærheden af. De er ledelsesresistente, de er hysteriske, de er forfængelige og selvhøjtidelige. Hvis tingene ikke bliver gjort på deres måde, reagerer de som, jeg var lige ved at skrive femårige, men femårige børn er lettere at have med at gøre, og kan normalt bringes til at indse at deres adfærd ikke er heldig. Femårige kan godt forstå at hvis de kaster legetøjet i hovedet på de andre børn hver gang de ikke får deres vilje, ja så gider de andre børn ikke lege med dem.

Forskellen på femårige børn er at de ikke er ligeglade med andre mennesker. Og hvor ofte jeg ellers udtaler at børn under en vis alder opfylder de fleste diagnostiske kriterier på psykopati, er det her på en helt anden skala. Primadonnaerne er fast overbevist om, at fordi de brænder for sagen, så ved de bedre end alle andre, og de bliver fuldstændigt blinde for at de på en del punkter måske ikke er den bedst kvalificerede i lokalet.

Primadonnaer er normalt enkeltpersoner. Bliver koncentrationen af dem i en organisation for høj, og det bliver den let i frivillige organisationer hvor sagen er vigtig, står man pludselig med en organisation der opfører sig som en primadonna. Man kan være heldig at de kan holde hinanden i skak, så nettoresultatet bliver en forening eller hvordan det nu er organiseret, som man kan tale med, indgå aftaler og indgå kompromisser med. Ofte opstår dog den perfekte storm, og så har man en biks der ter sig som, ja igen, strengt taget ikke som et, femårigt barn.

Forskellen er selvfølgelig også at man kan tage fat i nakken på det hysteriske barn der ligger på gulvet i supermarkedet og skriger, og bære det ud af butikken. Den ekstremt selvbevidste primadonna er et voksent menneske, som man ikke kan tillade sig at behandle på en måde der matcher det hysteriske anfald.

Eller med andre ord, mine beslutninger om hvad jeg vil engagere mig i fremover vil være målrettet at minimere antallet af primadonnaer i mit liv. Helt kan jeg ikke undgå det, men målet er at jeg fremover kun skal have noget med dem at gøre hvis jeg får penge for det.

Når man er den der skal tage ansvar

Så andre ikke behøver.

Dette billede er ofte brugt herhjemme. Sådan ca. hver gang det viser sig at det er vores ansvar at der koordineres hvem der er hvor til jul. Eller når der er andet der skal gøres, alle ved at det skal gøres, men hvor det er lettere at en anden gør det. Hvorefter man vælger at tjekke ud fra processen, i den sikre forvisning, at der nok skal blive gjort hvad der skal gøres. For der er altid nogen der er ansvarsbevidste nok til at gøre det.

Det er så ofte os.

Billedet randt mig i hu da jeg læste denne kommentar på EkstraBladet. Leif Donbæk minder om at der måske ikke er skiltet på Roskilde station at det er forbudt at gå over skinnerne. Men at man godt må tænke selv og lade være alligevel. Og at det er muligt at det er lovligt at samles 10-15.000 mennesker i protest over politiets drab på en sort mand (mistænkt falskmøntner, og med et helt apotek i blodet, ikke at det mindsker det episke niveau af dysfunktionalitet i USAnsk retshåndhævelse), nogen tusinde kilometer væk. Men at det måske kunne være en god ide at overveje hvor smart det er under en pandemi der har kostet en pæn sjat mennesker livet. Og som i øvrigt, som de fleste af de her kalamiteter, vender den tunge ende nedad. Altså netop i højere grad rammer de Black Lives, som demonstrationen minder os om Matters. Med andre ord – for at gøre opmærksom på de problemer der gør sig gældende på bunden af samfundet, gennemfører man protester, der har en ret høj risiko for at øge (andre) problemer på bunden af samfundet.

Anyway, det var blot det udløsende. Forbindelsen er endnu ældre. Eller i hvert fald en tre måneder ældre. Hvor jeg så kloge folk bemærke, at når nu det viste sig at det var nok at 80% af befolkningen praktiserede at holde afstand og håndhygiejne. Så ville vi, når pandemien var overstået, skulle høre på de 20% der ikke gad at holde afstand, at det slet ikke havde været nødvendigt.

Og det skal vi nu. Hvis tilstrækkeligt mange holder afstand, spritter af, og opfører sig fornuftigt. Så gør det ikke noget at 15.000 mennesker ikke gjorde det. Prisen for at de kan gøre hvad de har lyst til er at andre ikke gør det samme.

Det gælder sådan set ikke kun de her BLM-demoer. Og retten til at demonstrere er ret vigtig, og bør ikke begrænses af myndighederne. At arrangører og deltagere så kunne overveje visdommen i at gennemføre dem er en anden sag. Det gælder generelt. Årsagen til at smitten ikke eksploderer, i det omfang vi faktisk kan undgå det, når du ikke kan finde ud af at holde afstand i supermarkedet, er at vi andre holder afstand. Årsagen til at vi undgår dødsfald selvom du ikke tager hensyn er at vi andre tager hensyn.

De af os der tager hensyn kan godt gå hen og blive en smule trætte af de der ikke gør. Det var bare det jeg ville sige.

Hvor går grænsen?

Nede i Sønderjylland. Nej.

Jeg ved ikke helt hvordan det skal formuleres. Men.

Hvor går grænsen for hvor meget “normalsamfundet” skal bøje sig for minoriteten?

Hvordan skal “normalsamfundet” håndtere modsat rettede behov fra forskellige minoriteter?

Hvornår bliver kravet om støtte til en minoritet for stort?

Eller – er det rimeligt at jeg skal betale tilstrækkeligt i skat til at en medborger kan gå hjemme fordi han er bange for at gå uden for en dør? Det er det nok. Er det også rimeligt at jeg skal betale for professionel hjælp til vedkommendes rengøring? Til at der kommer en fra kommunen og smører madpakke til børnene? Til at der kommer en fra kommunen og hjælper med at rydde op?

Hvor er det grænsen går? Er grænsen nået, når jeg skal betale så meget i skat, at jeg ikke selv har råd til rengøringshjælp?

Grænsen er nok afhængig af antallet. Hvis kun en enkelt medborger i landet har brug for at der kommer nogen fra kommunen og vækker børnene, fordi man ikke selv lige kan overskue det med et vækkeur. Så er det nok ikke noget problem. Når man undertiden får en fornemmelse af at der ikke er nogen børn tilbage i landet der ikke har en bogstav-diagnose – så begynder det at blive et problem. For om 20 år vil der ikke være nogen forældre uden en bogstav-diagnose. Hvordan vi til den tid finder tilstrækkeligt med kommunalt ansatte der ikke selv har en bogstav-diagnose, så der er nogen der kan hjælpe med madpakkerne, aner jeg ikke.

Der er andre grænser hvor antallet tæller omvendt. Hvis det vitterlig kun er 0,6% af befolkningen der oplever at have et køn der ikke matcher det fortegn de gameter deres krop kan, kunne, eller kommer til at kunne producere. Betyder det så virkelig at 99,4% af befolkningen, når de taler med en nybagt mor (af arbitrært køn), i stedet for at spørge om det blev “en dreng eller en pige”, skal spørge “hvilket køn barnet blev tildelt ved fødslen”?

Jeg aner det ikke. Men nu skal jeg ud at tage opvasken, skrælle kartofler, rydde op og fjerne spindelvæv fra hjørnerne. Jeg har nemlig ikke råd til at betale for at nogen gør det. Blandt andet fordi jeg skal finansiere at kommunen gør det for min nabo (ikke min specifikke nabo. En metaforisk nabo).

Hvorfor kan vi ikke åbne efterskolerne?

Eller museerne. Eller bibliotekerne. Eller whatever der nu lige er din private kæphest. Beregningerne siger jo at det næsten ikke påvirker smittetrykket.

Det er der sådan set en meget enkel forklaring på. Man behøver ikke engang være virolog for at forstå den.

Myndighederne arbejder med et smittebudget.

Tænk på det som et husholdningsbudget. Det kan godt være at den nye telefon kun koster det halve af hvad huslejen står i. Men hvis der ikke er penge nok på kontoen når huslejen er betalt – så er der ikke en ny telefon til dig i denne måned. Man kan godt overforbruge. Men hvis vi overforbruger i en epidemi – så dør bedstemor.

Jeg prøver virkelig

Men jeg har simpelthen ikke energi til det.

Jeg prøver virkelig. Jeg prøver virkelig at lytte. At forstå folk der føler sig undertrykte. At blive klogere på hvordan det er at være kvinde. At være afroamerikaner. Eller afrodansker for den sags skyld. Hvordan det er at føle at man hverken er mand eller kvinde. Jeg bruger endda ret store mængder af min fritid på at arbejde for afviklingen af både Copenhagen Pride og World Pride. Og det bliver jeg ved med.

Men der er ting jeg ikke længere orker. Og der er heldigvis enkle måder at gøre noget ved det.

Jeg modtager dagligt en mail fra Medium med links til interessante historier. Og der er virkelig meget interessant. Der er også mange historier der handler om transkønnedes adgang til toiletter i det usanske midtvest, hvordan ting mænd gør er toksiske og hvorfor hvide personer pr definition altid er racister. Og hvorfor mit køn og hudfarve betyder at jeg helt automatisk er utroligt priviligeret.

Jeg har også abonneret på en podcast med en feministisk læsning af Star Trek. Det er ca. samme historie.

Og jeg orker det ikke. Der er problemer med racisme i verden. Mænd er skyldige i mange ting. Og hvorfor i himlens navn transkønnedes brug af toiletter langt ude på landet i USA stadig er et problem fatter jeg ikke.

Men jeg orker det ikke. Vi har rigeligt med problemer i Danmark. Hvis ikke jeg synes vi har nok problemer i Danmark, kan jeg kigge på de problemer der er i Sverige og Tyskland. Jeg har simpelthen ikke mental båndbredde til på daglig basis at skulle forholde mig til det shitshow de har gang i mellem Canada og Mexico. Noget af det bliver jeg nødt til at forholde mig til. Den nuværende præsident lader til at være fast besluttet på at gøre alt (som i ALT) forkert. Det påvirker resten af verden. Men at en eller anden religiøs galning i Reydell Arkansas vil forbyde transkønnede at bruge bestemte toiletter påvirker ikke mig. Det påvirker ikke nogen jeg kender. Nej, det påvirker reelt heller ikke de transkønnede jeg kender, for de har aldrig været i Reydell Arkansas og de kommer heller aldrig til at besøge stedet (strengt taget aner jeg ikke om det er problem i den pågældende by. Den har 23 indbyggere).

Mit mentale overskud rækker heller ikke til dagligt at få min mailboks fyldt med historier om at alverdens problemer i verden er noget mænd er ansvarlige for. Ja, det er sandsynligvis mænd der primært har ansvaret for et givet problem. Men 41% af de kvindelige vælgere i USA stemte på Trump efter CNNs exitpoll at dømme. Af de kvinder der stemte derovre. Så det er måske ikke kun mænds skyld. Og personligt er jeg også lidt i tvivl om hvordan mit køn har indflydelse på dén problemstilling. Jeg har ikke stemmeret i USA.

Og mit liv er simpelthen for kort til at jeg dagligt skal have at vide at min hudfarve betyder at jeg er medansvarlig for den måde politiet i Dogtown Alabama behandler afroamerikanere. Jeg er den stolte efterkommer af mange generationer af husmænd, fæstebønder og ufaglærte arbejdere. Jeg har en kusine der er et år ældre end mig. Hun var den første der fik en studentereksamen i vores familie. Jeg var nummer to. Jeg var den første i min familie der besøgte USA. Og jeg bilder mig ikke ind at de relativt korte tjenesterejser har haft ret stor indflydelse på hvordan politiet i USA opfører sig.

Ja, jeg lever et utroligt priviligeret liv. Men det handler ikke om at jeg er hvid. Eller mand. Det handler om at jeg har været så heldig at blive født i et ufatteligt rigt smørhul af et land. Langt væk fra naturkatastrofer og krige. På et tidspunkt i verdenshistorien hvor landet faktisk er rigt og langt væk fra ulykker. Det er ikke mit køn der gjorde at jeg fik en lang videregående uddannelse. Det er heller ikke min hudfarve. Hvis jeg klarer mig bedre end en afrodansk kvinde, eller hvem det nu er jeg har flere privilegier end, er det fordi jeg var heldig at blive født i en familie der opdrog mig til at tage en uddannelse. Og fordi jeg tog den. Mit privilegie stammer fra mine forældres protestantiske pligtetik kombineret med en dansk liberal markedsøkonomi, der har kunne finansiere en velnæret socialdemokratisk velfærdsstat. Altsammen placeret i en pt. hyggelig, frugtbar og fredelig udkant af det nordlige Europa. Med alt hvad der dertil hører af neuroser, depressioner og mavesår. Hvor, og den globale vinkel bør man måske huske, selv en enlig kontanthjælpsmodtager over 30 uden børn, og så kan man næsten ikke få udbetalt mindre fra fælleskassen – stadig har en indtægt der placerer vedkommende blandt de 20% bedst stillede på kloden (*).

Så. Jeg har opsagt mit månedlige bidrag til podcasten. Og samtlige historier i den daglige Medium mail om hvorfor jeg er et dårligt menneske bliver blokeret, mutet og slettet.

(*) med andre ord, ja, der er forskelle i mulighederne også blandt danskere. Men hvis vi et øjeblik løfter blikket fra vores egen navle, vil det gå op for os, at de forskelle i “privilegier” er som at se meget rige mennesker beklage sig over at de kun har råd til en enkelt Ferrari, mens den endnu rigere nabo har råd til to. Fuldstændigt afkoblet fra at 20 kilometer længere sydpå lever i voldsom fattigdom. Det er i øvrigt interessant at betragte hvem der taler mest om privilegier. Overvejende er der tale om personer der får penge af det offentlige, til at tage en gratis uddannelse, der overvejende vil føre til beskæftigelse i projekter finansieret af det offentlige. Eller – mere præcist, finansieret af de værdier der skabes af dem der ikke i udpræget grad har fået penge for at tage en gratis uddannelse, så de kan arbejde i projekter finansieret af folk der arbejder.

#OKBoomer – når man er Generation X

#OKBoomer. Det seneste klynk fra Millenials. Og det kan åbenbart også bruges med os i Generation X.

Der er ikke så meget andet at svare end “OK Zoomer”. Og det er da superinteressant at der kommer sådan et nedladende og afvisende udtryk fra netop den generation der går så supermeget op i at bruge de rigtige og respektfulde ord om alle.

Åbenbart alle andre end dem de lige er uenige med.

Egentlig er man som GenX ligeglad. Vi var ligeglade med Boomernes latterligheder. Det er vi også med Millenials og Zoomere.

Men lad os da bare tage et rant:

Generation X blev født under den kolde krig. Vi var som børn bevidste om at København når som helst kunne forvandles til en radioaktiv ruinhob. Vi blev udstyret med en nøgle, så vi selv kunne lukke os ind – også i en alder der i dag ville føre til at man blev tvangsfjernet af kommunen. For vores boomerforældre skulle realisere sig selv. Undertiden i en grad så vi blev skilsmissebørn, fordi mor besluttede sig for at blive feminist, og hade alle mænd, og far skulle udleve sin midtvejskrise med en motorcykel og en yngre model.

Da vi blev teenagere havde vi udsigt til en historisk høj ungdomsarbejdsløshed, og var bange for at blive ældre, for sultecirkulæret truede forude.

Og verden kunne stadig når som helst gå under. Hvis ikke på grund af atomkrig, så på grund af det hul i ozonlaget der ville give os alle hudkræft inden vi fyldte 30.

Så vi var generation nåh. Vi var generation Y. Y for “why”, for hvorfor gøre noget, når det hele alligevel snart endte i armageddon. Vi voksede op og blev nihilister.

Vi havde en kort periode i vores ungdom, hvor det så fornuftigt ud. Der var vækst, beskæftigelse, og demokratiet så ud til at brede sig.

Det holdt lige indtil en flok religiøse fanatikere besluttede sig for, at fordi deres overtro var bedre end andres overtro – så var det helt ok at slå folk ihjel på semi-industriel skala.

Dér mistede vi endegyldigt vores tro på fremtiden.

Nu går vi så på arbejde. Arbejde der æder vores sjæle. Hvis vi er knap så heldige, bliver vi kørt direkte fra arbejde til krematoriet. Hvis vi er rigtig heldige, får vi lov til at gå på pension inden vi fylder 80.

Og hvorfor gør vi det? Jo, den fest boomerne har holdt siden de gik på efterløn som 60-årige skal finansieres. Og det navlepillende, identitetspolitiske egotrip millenials har gang i, skal vi også betale for.

Så hvis du siger OK boomer til mig – så trækker jeg på skuldrene, og siger “Meh. OK zoomer”.

Undskyld

Undskyld.

Undskyld at jeg er mand.

Undskyld at min hud er hvid.

Undskyld at jeg også føler mig som mand.

Undskyld at jeg er midaldrende.

Undskyld.

Undskyld at jeg kom til at skrive at jeg er mand.

 

Undskyld at jeg er veluddannet.

Undskyld at jeg er i arbejde.

Undskyld at jeg har en bolig.

 

Undskyld at jeg kom til at sige noget du er uenig i.

Undskyld, at det betyder at jeg ønsker at slå dig ihjel. Det vidste jeg ikke at det gjorde. Undskyld.

Undskyld at jeg ikke er medlem af den forening.

Undskyld at jeg er medlem af den forening.

Undskyld at jeg er for venstreorienteret.

Undskyld at jeg ikke er venstreorienteret nok.

Undskyld at jeg ikke fejler noget. Ret alvorligt i hvert fald.

Undskyld at jeg kun er moderat overvægtig.

Undskyld at nogen med samme køn og hudfarve som mig, gjorde noget slemt for 300 år siden.

Undskyld.

Undskyld at jeg havde den hat på.

Undskyld at lytter til den musik jeg lytter til.

Undskyld at jeg ikke lytter til den musik jeg ikke lytter til.

Undskyld at jeg ikke køber økologisk salt.

Undskyld.

Undskyld.

Undskyld.