Hvor går grænsen?

Nede i Sønderjylland. Nej.

Jeg ved ikke helt hvordan det skal formuleres. Men.

Hvor går grænsen for hvor meget “normalsamfundet” skal bøje sig for minoriteten?

Hvordan skal “normalsamfundet” håndtere modsat rettede behov fra forskellige minoriteter?

Hvornår bliver kravet om støtte til en minoritet for stort?

Eller – er det rimeligt at jeg skal betale tilstrækkeligt i skat til at en medborger kan gå hjemme fordi han er bange for at gå uden for en dør? Det er det nok. Er det også rimeligt at jeg skal betale for professionel hjælp til vedkommendes rengøring? Til at der kommer en fra kommunen og smører madpakke til børnene? Til at der kommer en fra kommunen og hjælper med at rydde op?

Hvor er det grænsen går? Er grænsen nået, når jeg skal betale så meget i skat, at jeg ikke selv har råd til rengøringshjælp?

Grænsen er nok afhængig af antallet. Hvis kun en enkelt medborger i landet har brug for at der kommer nogen fra kommunen og vækker børnene, fordi man ikke selv lige kan overskue det med et vækkeur. Så er det nok ikke noget problem. Når man undertiden får en fornemmelse af at der ikke er nogen børn tilbage i landet der ikke har en bogstav-diagnose – så begynder det at blive et problem. For om 20 år vil der ikke være nogen forældre uden en bogstav-diagnose. Hvordan vi til den tid finder tilstrækkeligt med kommunalt ansatte der ikke selv har en bogstav-diagnose, så der er nogen der kan hjælpe med madpakkerne, aner jeg ikke.

Der er andre grænser hvor antallet tæller omvendt. Hvis det vitterlig kun er 0,6% af befolkningen der oplever at have et køn der ikke matcher det fortegn de gameter deres krop kan, kunne, eller kommer til at kunne producere. Betyder det så virkelig at 99,4% af befolkningen, når de taler med en nybagt mor (af arbitrært køn), i stedet for at spørge om det blev “en dreng eller en pige”, skal spørge “hvilket køn barnet blev tildelt ved fødslen”?

Jeg aner det ikke. Men nu skal jeg ud at tage opvasken, skrælle kartofler, rydde op og fjerne spindelvæv fra hjørnerne. Jeg har nemlig ikke råd til at betale for at nogen gør det. Blandt andet fordi jeg skal finansiere at kommunen gør det for min nabo (ikke min specifikke nabo. En metaforisk nabo).