Blot så der ikke opstår misforståelser.
Uagtet at jeg er kasserer i en forening du har hørt om.
Eller engang har været kasserer i en anden forening du har hørt om.
Eller at jeg er civilingeniør.
Eller at du sådan set bare ikke kan finde ud af at bruge en computer.
Så gælder det, at det, med mindre andet er skriftligt aftalt (og det er det ikke), så er jeg ikke din private IT-supporter
Publiceret i Subspace, 11(3), 2006 p. 23
The Physics of Star Trek
Lawrence M. Krauss (1996) ISBN 0-00-655042-8
“Highly structured but it doesn’t seem to conform to any of our
physical laws”. Sådan beskriver Dax det protounivers. der i “Playing
God” lidt senere er tæt på at udslette ikke alene DS9 men også resten
af vores univers. Og størstedelen af Star Trek universet passer også
ret godt på den beskrivelse. I hvert fald hvis man skal tro “The
Physics of Star Trek” og med en velanskreven fysiker som forfatter og
et forord af Stephen Hawking er jeg ikke den der skal påstå andet.
Bogen er delt i tre. I første sektion behandles warpdrivet set fra
flere vinkler; den klassiske newtonske fysik, den relativistiske
fysik, og de nyeste fysiske erkendelser efter Hawking. Og heldigvis
viser det sig at selvom man ikke kan bryde de fysiske love der
forbyder overlyshastighed, så kan man bøje dem. De teknologiske
hindringer der er på vejen kan virke uoverstigelige, men det er ikke
principielt umuligt at nå målet.
Langt værre står det til i andet afsnit. Min personlige
favoritteknologi i Star Trek er afgjort transporteren. Desværre er det
også den mest usandsynlige. Over tre kapitler rammes en massiv pæl
gennem ikke alene transporteren, men også replikatoren og holodæk.
Krauss forklarer letfatteligt både hvordan teknikken ville virke, og
hvorfor den ikke gør det. Desværre springer han let hen over de
filosofiske spørgsmål om sjæl og bevidsthed der naturligt opstår i
denne forbindelse og det er en skam. De fysiske og tekniske problemer
er dog rigeligt underholdende, og netop derfor er det synd at dette
afsnit er relativt kort.
Tredie og sidste afsnit helliges ting der måske er derude, liv for
eksempel, virkelige fysiske fænomener Star Trek forfatterne har lånt,
og i visse tilfælde forudset samt forfatterens ti yndlingsfejl.
Det kan lyde negativt at få frataget illusionerne som Roddenberry har
givet os. Men det er det ikke. Det er tydeligt at forfatteren elsker
sit emne og tager det alvorligt, og selvom naturlovene står i vejen er
det interessant at få udpeget præcist hvor på vejen de står. Lige så
interessant er det at få en levende og letfattelig fortælling om nogle
af de mere eksotiske hjørner af fysikken. Ikke alene er universet
mærkeligere end vi forestiller os, det er mærkeligere end vi kan
forestille os!
Bogen forudsætter ikke det store kendskab til fysik. Til gengæld er
det absolut nødvendigt at man har nysgerrigheden i behold og ikke
lader sig skræmme af at kvantemekanikken kræver at man kan folde sin
hjerne i flere dimensioner. De krav er vist opfyldt hvis man er
trekkie.
Så hvis du vil have den tekniske forklaring på hvorfor vi ved at
romulanere bløder grønt, hvorfor replikeret mad ikke smager som den
vor mor lavede, hvordan transporteren hænger sammen med holodæk og
hvad de fysiske forudsætninger for liv på jorden er, så er dette bogen
for dig.
I maj 2010 havde en let overordnet kollega igennem ret lang tid ikke kunne forstå de høflige og pæne måder jeg sagde nej til at skrive en anmeldelser af Apples på det tidspunkt ret nye iPad til Subspace. Til sidst gav jeg op og skrev den. Men jeg var ærligt talt ret pissed, for på det tidspunkt brugte jeg ret meget tid på at pendle mellem København og Ålborg, og havde egentlig ikke tid til det pjat.
27. januar i år blev det seneste skud på æbletræet demonstreret. Steve Jobs kaldte til pressekonference, og hele verden stillede op for at se den længe ventede iPad. Og den var længe ventet. Det sidste halve år havde rygterne svirret på et niveau, hvor tekniknørder som undertegnede havde fulgt nøje med i hvor Apples direktører befandt sig. Hvis de var samlet var det sikkert fordi den ventede tablet-pc lige straks ville blive præsenteret.
Forventningen var at den ville komme til at hedde iSlate. Det viste sig ikke at være rigtigt, og for en trekker var det en stor fornøjelse at se navnet, iPad. Det er da også derfor den bliver anmeldt her – parallellerne til Star Treks PADD er oplagte. Faktisk er de næsten bygget ind – da det skulle demonstreres hvor god den er til at se film på, valgte Jobs at vise et klip fra den seneste Star Trek film.
P.A.D.D., Personal Access Display Device dukker op allerede i det første afsnit af Star Trek, der vises på TV tilbage i 1966 – dog kun ganske kort: Få minutter inde i ”The Man Trap” kvitterer Kirk for et eller andet, på hvad der tydeligvis er en forløber for en P.A.D.D., straks efter bærer fænrikken den ud igen, og det er det. Senere ser vi mere til den. Wesley Crusher render rundt med større mængder af dem, og i afsnittet ”Real life” i Voyagers tredie sæson, er der ingen tvivl om at de bliver brugt til at læse bøger på. Belanna Torres læser i hvert fald hvad der bedst kan beskrives som en lægeroman. Godt nok den mere hårdtslående klingonvariant, men triviallitteratur ikke desto mindre.
Og netop det at læse bøger og tidsskrifter, er en af de funktioner Apple bruger massivt i deres markedsføring af iPadden. Faktisk har de oprettet deres egen boghandel i iTunes. Det vender vi tilbage til.
I forbindelse med mit arbejde, har jeg fået fingrene i en iPad (faktisk 11 i skrivende stund). En af opgaverne er at teste dem med henblik på at sætte dem til udlån på Det Kongelige Bibliotek. Og selv denne erklærede æbleallergiker er begejstret.
Der er selvfølgelig malurt i bægeret. iPadden kan ikke multitaske, den mangler en usb-port og et kamera. Og Steve Jobs insisterer på at bestemme hvilke applikationer jeg kan få adgang til. Men de problemer glemmer man når man sidder med det utroligt lækre brugerinteface, hvor det hele spiller. Farverne står fantastisk klart – men det skal de også på en moderne skærm. Skærmbillederne flyder glat over displayet. Zoom funktionerne er flydende og lækre. Jeg har prøvet multitouch på min Nexus 1 telefon. Der glider det også let og elegant, men hvor multitouch på mindre skærme er en fiks feature man ikke helt ved hvad man skal bruge til, kommer den for alvor til sin ret på iPaddens store, 9,7 tommers skærm.
Med en iPad i hænderne får man indtryk af at kunne det hele. Er der adgang til nettet er der efterhånden ikke noget man ikke kan. Googles tekstbehandling, og alle de andre programmer der ligger i ”clouden” fungerer fint. Der er adgang til mail, og nyhederne der strømmer ind fra de 47 RSS-feeds jeg abonnerer på, klares let og elegant, i et interface der virker endnu bedre end på min bærbare. Det er dog ikke helt fair at bedømme iPadden ud fra hvordan programmer på nettet virker. Når Google Docs fungerer fremragende, er det fordi Google har udviklet særlige udgaver af deres programmer specielt til iPadden. Og selvom den intuitive grænseflade bidrager positivt, er det altså ikke kun Apples fortjeneste, at den norske statsminister, da han strandede i USA på grund af en islandsk vulkan, kunne regere Norge fra sin iPad.
Apples boghandel, og den tilhørende applikation iBooks er den primære årsag til at jeg har en iPad liggende ved siden af mig. Muligheden for at læse bøger på den er en af de pointer der er slået hårdt på i markedsføringen. Som dansk bruger af en parallelimporteret iPad er der først for nylig kommet adgang til boghandelen. Men også inden Apple åbnede døren på klem, kunne man med lidt trylleri og en fiktiv amerikansk adresse komme langt, og iBooks er virkelig et lækkert program. iBooks leveres med Peter Plys præinstalleret og det er imponerende som det er lykkedes at formattere bogen, så initialer og illustrationer fremstår fuldstændig som i en trykt bog. iBooks er stadig meget inspireret af den trykte bog som udgangspunkt for designet. Man kan se bogryggen på den elektroniske bog! Mange klager over at det er trættende for øjnene at læse på en skærm. Problemet er den baggrundsbelyste skærm, som betyder at man reelt sidder og stirrer ind i en projektør. Denne anmelder tror dog, at der er behov for at revurdere den overleverede visdom om hvad der er trættende at læse på. Det er svært at vurdere på baggrund af de korte perioder i hvilke jeg har læst Peter Plys, men jeg har ikke oplevet træthed i øjnene(1). Hvad der derimod er stærkt irriterende, er den blanke skærm. Glem alt om at læse, eller se videoer for den sags skyld, på iPadden i skarpt lys. Skinner solen, har man ikke en højteknologisk adgang til at surfe på nettet, men verdens dyreste spejl mellem hænderne.
Med iPadden har Apple leveret et rigtig godt bud på fremtidens computer. Hvad skal vi med tastaturer når vi kan få det op på skærmen efter behov? Og hvad skal vi med bærbare computere der måske kan snige sig ned på et kilo, når man kan få en iPad der kun vejer 680 gram? Hvad der til gengæld står klart efter testen er, at iPadden ikke er spor sjov hvis man ikke er på nettet. Dimsen er designet til at være online hele tiden, og mister megen af sin charme når forbindelsen ryger. Det er løst i de seneste udgaver af iPadden, der kan gå på 3G-nettet.
Det måske mest interessante ved iPadden er de muligheder der åbnes for konkurrenterne. Tablet-pc’er har været på markedet de sidste 10 år, uden for alvor at slå igennem. Med en af verdens mest potente markedsføringsmaskiner bag sig, har iPadden åbnet nyt territorium for hardware producenterne. Et større antal konkurrenter er allerede på markedet, Google skulle også være på vej med en iPad-killer, og det skulle give en inkarneret æbleallergiker som undertegnede adgang til bedre og billigere tablet-pc’er inden for overskuelig tid. Uanset hvad er vi med iPadden kommet et skridt nærmere PADD’en. Og det er jo ikke så ringe endda.
(1) I hvert fald ikke mere end hvad der kan tilskrives, at jeg skal skrive anmeldelser til Subspace i stedet for at sove
Or rather, the importance of all the numbers.
This is not a political blog. On the other hand, I am a firm believer in facts. There is an objective truth out there. And the world can, more or less, be explained by numbers. And when facts and numbers are weaponized in political struggles, well, it’s hard to avoid wandering in to dangerous territory.
And with that disclaimer out of the way. Recently I saw a graphic making the rounds on
Facebook. A simple table listing median household income in the US by race. The numbers are said to come from the US Census Bureau.
The idea is to document that “white privilege” does not exist. “See all the people that are not white, who makes more money than whites”.
Could this be true? As a european, my expectation would be, that white, caucasian, americans are in general terms better off than, for lack of a better word, non-whites, in the US (see, this is dangerous territory, what words do I dare to use?).
One of the great things about US federal institutions is that they generally provides quite free access to their data. I did not have the patience to learn how to navigate their website. Someone at Wikipedia did. And have made this nifty table.
I’m not going to copy all the data. There’s a LOT. But there is three tables. Median household income by race, by ancestry, and by native american tribe. Let us take a look at the first:
| Rank | Race | Median household income (2015 USD) |
| 1 | Asian-American | 91,440 |
| 2 | White | 59,698 |
| 3 | Native Hawaiian and other pacific islander | 55,607 |
| 4 | Some other race | 42,461 |
| 5 | American Indian and Alaska Native | 38,530 |
| 6 | Black or African American | 36,544 |
The numbers does not quite match. But “white” at 59,698 USD compares OK with the 60,256 USD in the graphic. The graphic claims that the numbers are from 2014. The Wikipedia numbers are from 2015. Small differences should not throw us off course.
That is more in sync with my expectations. But are the numbers in the table cooked?
Nope. They are actually correct. The next table on Wikipedia lists median household incomes by ancestry. Indian American in the graphic: 101,561 USD. Indian American on Wikipedia: 101,591 USD. Same with Taiwanese. And the others. There is a small detail. The numbers by ancestry appears to come from the 2014 data from the US Census Bureau, and not the 2015. Again, this is a detail. The main point of the graphic is not that Indian Americans make 41,335 USD more than whites, but rather that they make more money. And that Taiwanese Americans do, and that Filipino Americans do and that… well you get the point.
All right, so what is wrong with that table? The thing that is wrong, is that it cherrypicks the data. Let us take a look at the table of median household income by ancestry. Just the first six rows:
| Rank | Ancestry | Income |
| 1 | Indian American | 101,591 |
| 2 | Taiwanese American | 85,566 |
| 3 | Filipino American | 82,389 |
| 4 | Australian American | 81,452 |
| 5 | Israeli American | 79,736 |
| 6 | European American | 77,440 |
I will NOT be dragged into the battles about what constitutes a race, how white you should be to be considered white or the whole topic of trans-racialism.
But in the context of the original table, “European American” is rather white. And when we get to “Danish American” (median income 68,558 USD) we are, statistically speaking, talking about people who are very white.
Conclusion: It is not enough to check that the numbers are correct. You also need to check that you have all the numbers.
I sommers – det vil sige sommeren 2016, var det næsten umuligt at finde et sted hvor man kunne købe kinabark. Det skyldtes, at Politiken havde offentliggjort en artikel, der fortalte hvordan man kunne lave sin egen tonic.
Og så skulle alle hipsterne naturligvis lave deres egen tonic, hvilket var irriterende for mig, for så kunne jeg ikke købe kinabark til at lave min egen tonic. (lad min nu være ærlig, det var ikke noget jeg gjorde før artiklen, jeg fik samme ide som hipsterne).
Men jeg har en god hukommelse, så jeg ventede, og nu er jeg gået igang med at lave min egen tonic. Hipsterne er gået videre til næste mode, og det er igen til at få kinabark.
Jeg startede – det var før jul, med Politikens standardopskrift. Den var OK, men jeg syntes at den smagte for meget af citron(græs). Så nu er jeg gået igang med at udvikle min egen opskrift.
Første forsøg var efter følgende recept:
Allehånde og stjerneanis knuses let i morteren. Citrongræs klippes i mindre stykker, og knuses i morteren. Alle øvrige ingredienser hældes i en gryde, der bringes i kog.
Fra gryden kom i kog, kogte den under middel varme i 21 minutter under låg.
Hele balladen blev hældt gennem en sigte, og derefter gennem min superbag. Og derefter gennem kaffefiltre. Jeg tror jeg nåede op på 15 kaffefiltre, og var nødt til at tage en tur til Fakta for at købe flere.
Og så var klokken blevet mange. Der var hældt 1,2 l væske i gryden, og nu var der 850 ml tilbage – kaffefiltrene havde taget deres del. Så det blev hældt på en bluecap flaske, og sat på køl til dagen efter.
Der var lidt snask i bunden af flasken da jeg hælde den i gryden dagen derpå. Og det var blot det der var fint nok til at komme gennem kaffefiltrene. Anyway. 751 gram sukker blev opløst under opvarmning, blandingen blev bragt i kog, der blev skummet af, og siruppen blev hældt på skoldede flasker.
Og hvordan smagte det så? Jeg fortyndede 42 ml sirup med 80 ml danskvand (fra sodastreameren). Og kunne godt fortyndes noget mere. 50 ml af det fortyndede blev fortyndet til 100 ml. Og så var den tættere på det ønskede resultat. Helt så meget skal den nu ikke fortyndes, jeg skal lande på en mellemproportional. Og så kunne den i øvrigt godt bruge noget mere citrongræs. Måske skulle en af appelsinerne erstattes med en citron. Det prøver jeg næste gang. Politiken foreslog at man kunne eksperimentere, og det er præcist hvad jeg har i sinde at gøre. Så næste forsøg får ud over citron(græs) også en sjat tørrede hyldeblomster.
Andre tip? Næste gang prøver jeg nok at skumme af inden blandingen hældes gennem kaffefiltrene. Citronsyre kan man købe i supermarkedet. Eller på nemlig.com. Der koster det 347,50 kr kiloet.
Man kan også købe det i Matas. Der koster det 137,50 kr kiloet. Jamen er det ikke farligt? Der er jo en faremærkning på! Jo, det kan give alvorlige øjenirritationer hvis man får det i øjnene. Dr. Oetkers fra supermarkedet giver nøjagtig de samme øjenirritationer. Og når man læser på bøtten fra Matas, står der i øvrigt at citronsyren er af levnedsmiddelkvalitet. Så lad være med at gøre nogen rige på at putte citronsyre i små poser.
Hvor meget får man ud af det? Jeg målte ikke. Men der var nok til at fylde 4 kvartlitersflasker. Og så en sjat til (det var de 42 ml fra tidligere). Jeg skal have set på hvad der egentlig sker af volumenændringer når man opløser sukker i vand.
Bemærk også at jeg har vægtangivelser på her. Politiken angiver et antal stilke citrongræs. Men der er katten til forskel på sådan nogen stilke. De fortæller også at man skal bruge 1½ spsk kinabark. Men hvor meget er det? Vægt angivelser er langt mere præcise og reproducerbare.
Lige hvad kinabarken angår. Der testede jeg faktisk. Jeg tog en spsk (det er i øvrigt 15 ml) kinabark 20 gange, og vejede det. Det gav følgende resultater (alle mål i gram):
| 8,5 | 7,5 | 7,3 | 7,9 | 7,8 |
| 6,5 | 7,4 | 8,1 | 7,7 | 7,6 |
| 6,8 | 7,5 | 7,5 | 7,0 | 6,8 |
| 7,6 | 7,9 | 7,6 | 7,3 | 7,7 |
Se, det er pænt store variationer. Der er tal mellem 6,5 og 8,5 gram. Hvis Politiken brugte det mindste mål, og jeg brugte det største – så er det en forskel på vores opskrifter på 30%. Det er faktisk ret meget.
Så i stedet regnede jeg snittet ud – det er 7,5 g pr 15 milliliter. Eller 0,5 gram/ml. Og når Politiken angiver at man skal bruge 1½ spsk – hvilket så svarer til 22,5 ml, finder man ud af at der bør vejes 11,25 g kinabark af. Så præcis er min vægt ikke, så det blev til 11,3 g.