Jeg udskammer dig ikke fordi du holder ferie i Dubai under en pandemi. Jeg udskammer dig heller ikke fordi du henter en muteret udgave af pesten med hjem, der udsætter dine medborgeres helbred for fare.

Jeg konstaterer at du har opført dig idiotisk og hensynsløst. Du styrer selv om du vil skamme dig over det.

Jeg udskammer dig heller ikke fordi du snyder med sociale ydelser, og fusker dig til rettigheder du egentlig ikke har.

Jeg konstaterer at du snylter på velfærdssamfundet. Du styrer selv om du vil skamme dig over det.

The Secret. En bog der vel bedst kan beskrives som newage-agtig. Den fortæller os at hvis vi bare visualiserer en ny bil på den rigtige måde, så vil universet levere os en ny bil.

Det minder om noget andet. Hvis vi bare alle sammen siger at noget er på en bestemt måde. Så er det faktisk sådan. Også selvom det måske ikke helt er sådan. Hvis vi bare allesammen bliver ved at sige at løngabet mellem mænd og kvinder er på 14%. Så er løngabet på 14%. Uanset hvor meget Lønkommissionen når frem til at det er mellem 0,5 og 3,1%. Eller at Vive når frem til 2%. Altså som den forskel i løn der ikke kan forklares med ancinitet, uddannelse, ansvar, deltid vs fuldtid etc. Og som vi altså nok med en vis rimelighed må antage handler om køn.

Nix. Vi har alle besluttet os for at det er 14%. Så det er det. Og Vive har klart misforstået et eller andet.

 

“Puritanism: The haunting fear that someone, somewhere, may be happy.” H.L. Mencken. Amerikansk forfatter m.m.

Det det jeg tænker når jeg hører forslag om forbud mod fyrværkeri. Og filmen Grease. Og andet. Og jeg aner et mønster, der gør at jeg overvejer om ikke det på dansk, i dag, skal oversættes til:

Puritanisme: Den nagende frygt for at en mand et eller andet sted, måske gør noget han synes er sjovt.

“Grundlæggende kan man sige, at hvis man ikke er heks, har man ikke noget at være bange for. Vi må jo have tillid til hinanden og til, at vi ikke går rundt og anklager hinanden, uden at der er hold i det. Hvis man bliver udsat for falske anklager, må man jo modbevise dem. Men der er jo ikke nogen, der har interesse i at komme med falske anklager.” William Stoughton (1631-1701). Eller – det sagde han nok aldrig. Men det er let at forestille sig at han kunne. Google ham hvis du ikke ved hvem han var.

Og når man nu ikke er kommunist, har man jo intet at være bange for. Men hvis man observerer, at en bestemt delmængde af befolkningen, hyppigt anklager den delmængde af befolkningen man selv tilhører, for at være pædofil. Og at udgangspunktet er, at hvis du er blevet stillet for komiteen for uamerikansk virksomhed, så betragtes du som skyldig, med mindre du kan bevise din uskyld. Uanset at man ikke gik rundt og var satanist.

Så er det måske ikke så underligt at der er enkelte mandlige fotografer der, uanset hvordan de opfører sig, er betænkelige ved at have kvindelige assistenter.

Observationen er jo, at det ikke foreligger nogen beviser for at Jes Dorph har gjort noget upassende for 20 år siden. Det kan godt være at Jes har opført sig upassende. Der går… interessante… historier om TV2 dengang. Så det er da bestemt ikke usandsynligt. Han har bare ikke en jordisk chance for at bevise at han ikke gjorde det. Men det er også lige meget. For anklagen er nok. Uanset hvor udokumenteret den måtte være. Og så foregår sagsbehandlingen i offentligheden og på sociale medier. Og ikke i retssystemet. Så almindelige retssikkerhedsprincipper behøver vi ikke tage os af.

Og det er jo meget heldigt. Ellers ville andre jo ikke turde anklage nogen for at have drukket kristne spædbørns blod. Og det ville jo være trist for opgøret med rollespillenes forførelse af vores ungdom.

Men ikke til dine egne fakta. Og din mening bliver ikke til fakta af at du råber højt, beskylder folk for at være $whatever-fobe, eller bliver ked af det.