Det konsekvensløse samfund kan godt i sig selv gøre mig træt. Særligt træt bliver jeg når jeg skal betale, måske blot indirekte, for at du kan skærmes mod konsekvenserne af dit valg. Ja, det er synd for dig at der er lang ventetid på fertilitetsbehandling i det offentlige sundhedsvæsen. Men statistisk set handler det i ret høj grad om at du ventede for længe. Og nu vil du så ikke alene have det offentlige til at betale for at blive gravid. Du vil endda have det offentlige til at betale ekstra, fordi du ikke kan vente et halvt år på behandling. Måske du skulle have ladet være med at vente 10 år med at blive gravid? Så ville du ikke skulle have ventet 20 uger nu.

Misforstå mig ikke – det er fint med udbredt fertilitetsbehandling. Vi får for få børn allerede. Men tør øjnene og tag en kiks. Du ventede 520 uger for længe før det gik op for dig at du godt ville have et barn. Så kan du godt vente 20 uger til.