Min irritation over motte-and-bailey argumenter er tæt beslægtet med min irritation over manglende konsistens i folks argumenter.

De hævder at være modstandere af sexisme. Men er i praksis kun modstandere af sexisme hvis det rammer kvinder. Mænd kan rende og hoppe.

De hævder at være modstandere af racisme. Men i praksis ikke rigtigt, hvis blot racismen rammer nogen de ikke bryder sig om.

De hævder at enhver form for statsstøtte er af det onde. Lige indtil pesten rammer, og det er superrart at få statsstøtte.

Der er en glimrende, omend lidt langhåret gennemgang i denne artikel, den mere populære kan findes her. Bailey-argumentet er det argument der fremføres, men som er svært at forsvare. Det extremistiske synspunkt, som folk giver indtryk af at have. “Stop udryddelsen af hvide mennesker”. Og så er der motte-argumentet som de falder tilbage på når de får den mindste modstand. “Jamen det er bare illegale immigranter vi vil holde ude”.  Det argument der er let at forsvare.

Men det var ikke de de sagde. Det var ikke det der var deres argument for at deportere fejlfarver og muhammedanere. Det er blot det argument de søgte tilbage til, da nogen gjorde opmærksom på at det lugtede en smule brunt og tysk.

De siger at de mener at biologisk køn ikke eksisterer. Og når 1,2 milliarder års kønnet reproduktion modsiger dem – så var det de i virkeligheden mente jo altså bare at kønsroller bare er noget vi aftaler. Men det var ikke det de brugte som argument for at tilføje 78 nye køn, og omdefinere ordet kvinde.

De siger at kapitalisme er roden til alt ondt, og bør erstattes af den samfundsmodel der brød sammen i østeuropa i ’89. Lige indtil man bemærker at Berlinmuren blev bygget for at forhindre østtyskerne i at flygte fra “det lykkelige bonde- og arbejderparadis” til det onde og undertrykkende Vesttyskland. Så forlyder det pludselig at de jo bare mener at kapitalisme har nogen uhensigtsmæssige konsekvenser.

Og det irriterer mig grusom.

Rant over.