Søg efter american inventors på Google. I betragtning af hvordan afroamerikanere (NB, det er en ok frase at bruge når denne tekst skrives. Giv lyd hvis sprogbrugen har ændret sig siden), er blevet behandlet gennem historien, dukker der uforholdsmæssigt mange afroamerikanske opfindere op. Der er også forbløffende mange kvinder. I hvert fald hvis vi skal tro på at kvinder er blevet undertrykt gennem århundreder. (ja, det er de ganske givet. Det er derfor det er forbløffende at der dukker så mange op i søgeresultatet).
Er det et udtryk for at Google har tweaket deres algoritmer til at vise kvindelige afroamerikanere, fordi Google ønsker at vise virkeligheden som de synes den burde være og have været historisk?
Måske. Retorikken fra folk omkring Google kan i hvert fald let give indtryk af at det var noget de kunne finde på.
Men måske skyldes det at når der på nettet skrives om opfindere, så bruges ordet “american”, som regel i kontekst af “afro-american” eller “female american”. Men sjældent når folk skriver om hvide mandelige opfindere.
Det er samme mekanisme vi ser når der søges efter “doctor”. Så ser man overvejende hvide mandlige læger. Og det sker, fordi default i det sprog der bruges på de sider som Google indekserer, er en hvid mand når der skrives om læger.
Det er ikke fordi Google ønsker at undertrykke ikke-hvide ikke-mandlige læger. Det er fordi Googles søgeresultater afspejler virkeligheden. Altså den virkelighed der beskrives på hjemmesider overalt i verden.
Hvis tekster på nettet stort set kun bruger termen “american” sammen med “afro” når de skriver om opfindere. Ja så vil det være afroamerikanske opfindere der dukker op i resultaterne.
“Jamen hvis jeg søger efter inventor” så dukker der også mange ikke-hvide ikke-mænd op? Ja. og det er måske fordi der skrives flere ting på nettet om netop de kategorier.
Jeg tror ikke Google favoriserer nogen. Så når Googles folk, og andre, mener at søgeresultaterne viser noget forkert, så konkluderer jeg, at de enten ikke forstår hvad en søgemaskine egentlig gør. Eller også er de utilfredse med den virkelighed resultaterne afspejler.
Jeg er med på at det er skandaløst at Marie Hammer er glemt. Jeg anede ikke at hun eksisterede. Men hun undersøgte åbenbart omkring 1950’erne mosmider, og gjorde os klogere på kontinenterne. Deres drift og sådan.
Og hendes køn spiller da helt klart en rolle for hvilke muligheder hun havde den gang. Jeg føler blot trang til at spørge: Hvor mange forskere, der gjorde os klogere på et eller andet. Hvad som helst. Og som var aktive i 1950’erne kan vi huske? De der mener at det er skammeligt at hun er blevet glemt – hvor mange forskere fra den periode kan de faktisk nævne?
Er vi måske ikke snarere ude i, at stort set alle forskere bliver glemt. Og at det kun er ganske få der huskes uden for meget nørdede kredse? Jeg kan nævne ret mange, men jeg er også bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Historisk Kemi. Så jeg er nok lidt en outlier. Og nej, det er ikke ret mange af dem jeg kan huske, der er kvinder. Men hvis narrativet om at kvinder havde dårlige muligheder for at forske på det tidspunkt holder (og det gør det!), så er der måske ikke så overraskende. Vi kan ikke både mene at kvinder havde utroligt dårlige karrieremuligheder, og samtidig undre os over at der ikke var så mange. Der var ikke mange. Det var der en årsag til. Og når vi i dag ikke husker ret mange fremragende kvindelige forskere fra fortiden. Så er det jo blandt andet fordi der ikke var ret mange.
Men lad os også huske, at langt, langt de fleste mandlige forskere også bliver glemt uden for meget nørdede cirkler. Marie Hammer er muligvis glemt i offentligheden. Men husker offentligheden S.P.L. Sørensen? Børge Bak? Carl Johan Ballhausen? Julius Thomsen? Sophus Mads Jørgensen? William Christopher Zeise? Johannes Nicolaj Brønsted? For nu bare at tage et lille udsnit af danske kemikere. Nope. De er også blevet glemt.
Det kunne være, at årsagen til at kvindelige forskere fra fortiden bliver glemt, også. Delvist. Som en mulig supplerende forklaring. Bliver glemt at ca. samme årsager som deres mandlige kolleger.
Men lad os da for himlens skyld få Marie frem i lyset. Jo flere fremragende forskere vi får ind i den offentlige bevidsthed, jo bedre!
I’m not going to proclaim my normative answer to that question.
I will, however, note that a lot of people claiming to be superusers, are not actually that super. As in: I reject your claim to superuser status in Excel, if you sum a column of 1s in order to count how many rows your data encompas.
This site tries to provide a classification. It is made by Aaron Blood. He is a “Microsoft Most Valuable Professional”. I have worked with Excel on and off for the last 25 years. I have only just moved from “Intermediate” to “Advanced”.
Personally I think this scale is not granular enough. The step between “Intermediate” og “Advanced” is rather large. But I think the scale is useful because it illustrates what Excel actually can. The average “superuser” do not even know that macros is an option. And that makes it entirely reasonable for them to claim that they are superusers. They know everything that they know there is to know. They think that what they know is the entirety of what Excel can. They have no idea how much more there is to know.
Lad det nu bare bizarhederne i det danske feriepengesystem ligge.
Og lad os også springe diskussionen om de 1000 kr der er udbetalt til alle på overførselsindkomst, fordi det er synd for de der ikke har fået indefrosset deres egne penge, at de ikke får udbetalt deres egne penge, når nu andre får lov at få deres egne penge.
Skal man lade dem stå, eller skal man have dem udbetalt? Det er der ikke nogen der kommer her for at få opklaret. For rigtig mange har truffet valget, og mange af dem har omsat pengene i forbrug allerede. Og det er som det skal være, det er derfor man allernådigst har givet folk deres egne penge tilbage.
Næh. Spørgsmålet er, i følge mange, om man kan forrente pengene bedre end lønmodtagernes dyrtidsfond. Argumentet er ofte, at det kan man ikke. Lønmodtagernes Dyrtidsfond der står for at administrere pengene, er nemlig ret gode til at forrente dem. Og siden 1980 har de forrentet dem med 8,9%. Lader jeg mine 22.000 stå i 24 år til den rente (og det er ca. hvad jeg fik udbetalt og ca hvor længe jeg har til pensionen lige nu), ville de blive til 170.000 kr. Det er da ok.
Nu er 8,9% nok ikke specielt realistisk. 3,5% er mere realistisk – det er i hvert fald hvad banker og pensionsselskaber aktuelt forventer. Så bliver det kun til lidt over 50.000. Men det er jo stadig mere end 22.000 kr. Så jeg burde jo lade min skumfidus blive liggende, og få to om 24 år. Der er bare et par detaljer.
Pengene er udbetalt. Og de er investeret i en udlånsportefølge, der indtil videre har givet 5,4% i rente. Hvis det holder over 24 år, bliver pengene til ca. 78.000 kr. Så hvis jeg får min skumfidus udbetalt, og jeg kan holde forrentningen, får jeg tre skumfiduser i stedet for to ved at lade dem stå.
Så jeg mener ikke det er urealistisk at jeg kan forrente det bedre end LD.
Den anden detalje. Bliver jeg 24 år ældre? Generne i familien er ikke specielt gode. En kølig vurdering vil nok føre til, at sandsynligheden for at jeg overhovedet når pensionsalderen, ikke er specielt god. Slet ikke når den hele tiden flyttes.
Så – når du skal tage stilling, hvis du ikke allerede har gjort det, bør du foretage samme vurdering. Og du kan nok med fordel også overveje hvad din tidspræferencerate for forbrug er, populært sagt om du foretrækker at bruge penge nu, eller senere. Personligt foretrækker jeg at bruge penge før jeg dør end efter.
Den fjerde parameter du kan overveje er din nyttefunktion. Wikipedia har en kort gennemgang. Og det kan koges ned til at jo rigere du er, jo mindre nytte har du af flere penge. Jeg forventer at blive stedse rigere fra nu af. Gælden er betalt, pensionsopsparingen er god, og vi er double-income-no-kids derhjemme. Den nytte jeg måske får af 75.000 kr om 24 år, er den større end den nytte jeg med sikkerhed får af 50.000 om 10 år? Næppe.
Jeg fik ikke rigtigt vist et billede af hvordan resultatet så ud i mit opslag om at lave sin egen gin. Lad os bare sige at det ligner en urinprøve.
Nu er gin normalt ikke farvet. Så hvor kommer farven fra? Fra tidligere eksperimenter med pebersnaps – de gentages ikke – ved jeg at peber kan farve ret godt. Men der kunne være tale om andre ting også. Så det måtte prøves.
Jeg skulle lave sous vide cheesecake alligevel, og det skal gøres ved samme temperatur som når der laves gin. Så det var oplagt lige at køre et lille eksperiment. Bare lidt hurtigt, for jeg var kommet lidt sent igang.
Her er forberedelsen.
Fra venstre mod højre, 2 enebær, 2 peberkorn og 2 allehånde bær. Dertil 50 ml vodka. Det hele i mine små henkogningsglas, låg på, i vand (80 grader, 10 minutter). Det var i hvert fald planen. Noget gik galt med tidtagningen i appen til Anovaen. Så de fik snarere et kvarter end 10 minutter.
Det gør ikke noget. Det jeg er ude efter er at identificere hvilket krydderi der giver farven. Hvis det allehånde farver mere end de andre efter 15 minutter, så gør allehånde det også efter 10 minutter. Det er den relative forskel jeg er ude efter. Ja, der kan være forskelle hvis det egentlige farvestof ligger dybt i bærret, og først trækker ud sent i forløbet. Men det er så korte tidsrum vi har gang i her, at det næppe gør en forskel.
Og hvordan så det så ud? Således:
Allehånde – stort set ingen farvning. Peber – en smule. Farven kommer helt klart fra enebærrene. Og da der skal ret mange af dem i, er der nok ingen vej uden om at min gin kommer til at ligne en urinprøve.
Hvorfor er gin så ikke farvet? Det er der også nogen mærker der er. Den primære forskel er nok, at det meste gin vi køber, er destilleret gin. Den rå sprit trækker med de urter der tilsættes. Og så destilleres den igen. Smagsstofferne følger med. Og hvis farvestofferne er tilstrækkeligt “tunge” og ikke følger med, ja så er der ikke meget farve på slutresultatet.
I don’t usually post here in english. But I have the feeling that others might find this useful, so.
OK, I was looking for a DVB-T receiver, I would like to pick up transponder signals from passing airplanes. I went to Pimoroni, and found this: Cooooool!
Bought it, waited for it. Got it. How to control it?
Well, it uses two small servomotors. Those take a PWM-signal. And my Raspberry Pi have only one pin that can handle that.
Luckily other people have wanted to play with this. Richard Hirst have written a kernelplugin to Rasbian, that allows us to add servo control. The plugin is called ServoBlast. And I got it on my Raspberry in this manner:
Cursed a lot, and finally found my way into the right directory:
cd user
Ran the make commando:
sudo make install
And that was it! I’ll have to talk to my husband if I want to understand what actually happened. But now I was actually able to control the servos. How did I know that? Well, there is a hardware side as well.
The servos requires 5V, and although the Pi have a 5V pin, I ran it from an Arduino. There are two cables on the assembly. One for each motor. The red lead on both is connected to 5V from the Arduino. The browns to ground. And the yellow ones, which is the data-line, to pin 7 and 11 on the Pi. One of the ground pins on the Pi was connected to the Arduino.
And now, all I have to do write this on the commandline:
sudo echo 1=120 -> /dev/servoblaster
And the servo connected to pin 11 will move. Neato.
Heres a litte Python script to control the two servos graphically:
Nåmmen jeg har været leder i tre år. Det er jeg ikke længere. Mit lille bibliotek skulle flyttes sammen med et andet.
Det har været en lang proces, i skrivende stund har det været i støbeskeen i over et år. Og det er ikke faldet på plads endnu. Det har også været en hård proces. Noget af det første vi skulle tale om var hvordan ledelsesgruppen lissom kunne støtte mig i at stå i den håbløse situation de havde placeret mig i, så jeg ikke tabte entusiasmen og gejsten. Den snak venter vi stadig på. Men ledelsen af biblioteket er overdraget. Og nu skal jeg så slippe det, og lære at det ikke er mit bibliotek længere. Det kræver at jeg betragter problemer der som en andens problem. Det er de jo nu.
Det giver mig straks associationer til Douglas Adams SEP-felt generator. Det er den praktiske løsning på hvordan man gør ting usynlige. Man kan godt gøre et gigantisk rumskib der hænger frit i luften ved siden af en cricket-match usynligt. Det er bare besværligt og energikrævende. Det man i stedet kan gøre er, at udforme sit rumskib som en gigantisk lyserød elefant. En gigantisk lyserød elefant kan ikke eksistere, og da slet ikke frit svævende i luften. Hvis den gør, var det noget man ville være nødt til at forholde sig til. Og hvad katten stiller man op med sådan en? Så i selvforsvar bortredigerer ens bevidsthed elefanten. Den er nu for alle praktiske formål usynlig.
Vi kender det godt fra virkeligheden. Den dryppende vandhane er noget man burde gøre noget ved. Men det er besværligt. Hvis nu det er en andens problem, kan man ignorere den. Og mennesker er så gode til at ignorere besværlige ting, at den dryppende vandhane for de fleste praktiske formål reelt ophører med at eksistere.
Tilbage til Håndbog for Vakse Galakseblaffere. Der har man udnyttet konceptet. Man har simpelthen lavet en dims der genererer et “somebody-elses-problem”-felt. Tænd for den, og alt inden for dets rækkevidde bliver automatisk til en andens problem. Og dermed usynligt.
Det er sådan en jeg har brug for. Den må jeg bygge. Jeg kan naturligvis ikke bygge en rigtig. Men jeg kan bygge en symbolsk SEP-felt generator. Som en mentalhygiejnisk foranstaltning.
Hvordan skal den så se ud?
Ja, vi ved lidt fra Adams. Vi ved at den kan køre i mange år blot med et enkelt batteri. Det egentlige arbejde udføres af vores bevidsthed, feltet skal blot overbevise os om at hvad det nu end er, er en andens problem. Vi ved også at det ikke kan slukkes. Jo formentlig fordi generatoren befinder sig inde i feltet, og dermed også bliver usynligt. Og det er egentlig hvad vi ved. Resten er op til min fantasi.
Så. En knap der tænder. Men ikke kan slukke. En lysdiode – der viser at dimsen er tændt. Og som ikke slukker igen. Der skal været et batteri. Og så skal der være et eller andet der siger “feltgenerator”. En antenne eller noget. Der må også godt være andet, der lissom signalerer teknik.
Det var kravene. I næste uge kigger vi på lidt flere detaljer.
Jeg har gang i et lille projekt af mentalhygiejnisk karakter. Det vender jeg tilbage til, men en af tingene jeg godt ville, var at få farvet en trækasse. Jeg var lidt ude efter noget der fik kassen til at se gammel ud. Der skal klart eksperimenteres lidt. Men jeg er egentlig ganske godt tilfreds med det foreløbige resultat.
Opskriften er simpel og let at gå til. Men det lugter fælt. Der er tale om en to-komponent farvning. Først males træet med te. Sort te. Når det er tørret, har træet fået en smule farve. Men den virkelige forskel kommer i andet lag. Den skal man forberede dagen før.
Man tager noget jern. Man kan vist bruge almindelige jernsøm, men jeg hev fat i en skuresvamp af ståluld, og vaskede det værste sæbe ud af den. Svampen røg i et sylteglas, og blev overhældt med eddike. Den almindelige brune sylteeddike. Og der hyggede den sig i 24 timer.
Resultatet var en gullig-grøn væske. Der lugtede aldeles hæsligt. Så det foregår passende under emhætten, eller i frisk luft. Det sidste var det lidt for koldt til. Væske males på træet, og efter kort tid, får det en frønnet grålig farve. Det kan ses her til venstre. Den første pind er ubehandlet. Nummer to har fået te. Der er ikke meget stor forskel, og slet ikke med den dårlige belysning jeg tog billedet ved. Men nummer tre er der helt klart sket ting med. Den skal have et lag eller to til, men det ønskede resultat er opnået.
Det er ikke helt klart for denne kemiker hvorfor en opløsning af jern i eddike burde lugte at ret meget andet end eddike. Men det gør den. Rester af sæbe, og den karamel der er brug til at farve eddiken kunne influere, men de steder på nettet jeg har fundet der også har eksperimenteret med det her, omtaler samstemmende at det lugter fælt. Så jeg tror ikke helt at det kun skyldes karamel og sæbe.
Hvad jeg har bedre styr på er kemien i farvningen. Årsagen til at det skal være sort te er at vi skal have et højt indhold af tanniner. De findes allerede i træet, men er ikke nødvendigvis særligt tilgængelige. Så vi tilfører noget. Og så nytter det ikke noget at bruge blomsterte der ikke har tanniner. Det er i øvrigt dem der binder kalk og lægger sig som belægninger i tekrus.
Tanniner kan også reagere med jern-ioner. Og det er dem vi laver ved at opløse jern i syre. Når jern og tanniner binder til hinanden opstår der et farvet kompleks. Det er tidligere brugt til at lave blæk med, men rester af syre, og især jern-ioner, har en kedelig tilbøjelighed til at ødelægge papiret. Det er et ret stort problem når man ønsker at bevare papir for eftertiden, så lad være med at bruge den slags blæk.
Når man laver sin egen tonic – så bør man vel også lave sin egen gin.
Gin er basalt set en kryddersnaps, hvor den primære smagsgiver er enebær. Det er sådan set definitionen på gin. Så det er jo ikke fordi det er svært.
Jeg er i den lykkelige situation, at jeg fik en Anova precision cooker i fødselsdagsgave sidste år. Og en af de opskrifter der er i den app der knytter an til den, er på sous vide gin.
Det er helt enkelt:
3 ounces (88 ml) vodka
10 korianderfrø
8 enebær
2 stk tørret lavendel
5 hele peberkorn
2 kardemommekapsler
1 laurbær
Det hele smides i en pose der sænkes i vand for at få luften ud, og forsegles. Lynlåsposer anbefales. Dernæst får posen 10 minutter i vandbadet ved 80 grader.
Nu havde jeg ikke korianderfrø i huset. Og det lavendel jeg har, er så findelt at jeg aldrig får siet det fra igen.
Så i stedet lavede jeg en tester:
Så skal der bare vodka i!
90 ml vodka
8 enebær
1 laurbærblad
2 kardemommekapsler
5 peberkorn
I stedet for at komme det i en lynlåspose, kom det i et sylteglas (160 ml)
I vandet – 80 grader – 10 minutter. Og så på køl, så jeg ikke skulle prøvesmage varm gin.
Der var ærligt talt ikke så mange nuancer i det – andet end peber, som overdøvede alt andet. Så det var rimeligt givet at der skulle skrues kraftigt ned for den.
Jeg havde annonceret dagens projekt på Facebook – og min lillebror, der også er kreativ i et køkken, kommenterede at han havde prøvet. Og at man med fordel kunne fordoble antallet af enebær. Så der blev lavet ti batches med varierende indhold. Basis i dem alle var:
1 laurbærblad
2 kardemommekapsler
16 enebær
3 peberkorn
90 ml vodka
Og så variationerne:
Batchnumre, og tilsætning:
1 allehåndebær
2 allehåndebær
1 nellike
2 nelliker
5 fennikelfrø
10 fennikelfrø
1 lille stjerneanis
1 stor stjerneanis
5 kommenfrø
10 kommenfrø.
Alt på glas, der lukkes og sættes på vandbadet. Et ret stort et af slagsen. Normalt bruger jeg min suppegryde til sousvidingen. Men jeg ville godt lave alle 10 glas på en gang. Jeg kunne selvfølgelig bare lave fem ad gangen. Krydderurterne skal jo filtreres fra, og det kunne jeg passende gøre mens de næste fem kom i gryden. Men bagefter havde jeg planlagt at glassene skulle i brug igen til næste uges morgenmad (man kan ane dele af det på panden i baggrunden). Og der skulle de være i vandet i en time. Og så ville det blive lidt for bøvlet. Så ned i kælderen og finde en termokasse – vi bruger dem når min vi holder fødselsdag for min mand, og hele svigerfamilien + min side er der. Og der derfor skal laves mad til 18 mennesker. Elkedlen op at koge, hælde kogende vand over låget – ja, den kan godt tåle 100 grader. Montere Anovaen, hælde vand i – hold da op hvor skulle der meget vand i. Så støbejernsgryden og et stort sylteglas kom med ned i kassen. Det endte med at se således ud. Det er strengt taget noget rod at sætte en støbejernsgryde i – den kræver ret meget energi at varme op. Der er jeg nok nødt til at finde en mere fiks løsning til næste gang.
Nå. 80 grader. 10 minutter. Alle glassene blev taget op, og indholdet filtreret over på andre glas. Og så var det sådan set bare at vente på at det var blevet så koldt, at man kunne prøvesmage. Jeg har ikke taget billeder af prøverne – de var stort set ens. Det der er pointen er egentlig, at det ligner urinprøver. Det er meget gult, og det kunne nok være interessant at teste hvor farven egentlig kommer fra. Jeg har – baseret på tidligere eksperimenter med pebersnaps – en fornemmelse af at det i ret høj grad er peberen der giver meget af farven.
Anyway. Hvordan smagte det?
Batch 1 og 2. Det var dem med allehånde. Den bliver ret kraftigt krydret. 2 allehåndebær er klart for meget. Og 1 enkelt er faktisk også i overkanten.
Nellikerne i batch 3 og 4. Nelliken er meget tydelig allerede med en enkelt nellike. Så batch nr. 4 smagte ikke overraskende alt for meget af nellike.
Så var der fenikel. Det smagte klart anderledes end de andre udgaver. 10 fennikelfrø er efter min mening ikke for meget.
Stjerneanis. Batch 7 og 8. Der skal helt klart stjerneanis i den endelige opskrift. Men ikke en hel. Den lille smagte af lidt for meget – det skal være gin, ikke ouzo. Så i hvert fald ikke en hel stor stjerneanis.
Kommen. Nixen bixen. Der var ikke meget stor forskel på batch 9 og 10. Men der skal nok ikke kommen i overhovedet.
Samtlige batches, det der var tilbage efter jeg havde prøvesmagt – blev hældt sammen. Der er stadig lidt over halvdelen tilbage. I virkeligheden er jeg mere til rødvin end gin.
Næste forsøg? Ja, jeg skal have lidt styr på hvor farven kommer fra. Jeg tror meget af det kommer fra peberen. Og når jeg egentlig ikke er så meget til peber, så kan det jo være lige meget.
Så skal jeg have styr på kvantificeringen af stjerneanisen. Det er ikke specielt præcist at angive “lille stjerneanis”. Jeg skal have fundet ud af hvordan jeg får skruet ned for nelliken. og allehånden. Og så skal det naturligvis overvejes hvilke andre smagsgivere jeg kan komme i.
