OK, langt om længe

En af de ting der har forsinket udviklingen i the Nusse conglomerate, har været flytningen af indhold fra den eksisterende Drupal installation på nesdunk.dk til en wordpress installation.

Ikke at jeg har noget som helst imod Drupal. Den taler til nørden i mig, og det var den jeg helst ville køre. Men…

WordPress har en funktion hvor der automatisk sker opdateringer af koden når der kommer sikkerhedsopdateringer. Det er der ikke i Drupal, af velbegrundede årsager. Men det er et problem når man i en travl hverdag skal holde et tocifret antal sites kørende og opdaterede. Så, derfor en migration til WordPress. Det er nu sket. Historiske indlæg tilbage til februar 2003 er flyttet med. Lækkert.

Det er ikke fordi det går hurtigt

Domænerne er flyttet. Og denne side er opdateret. Og så er der kommet yderligere et domæne til – for jeg har ikke nok domæner der ikke bliver brugt. Det nye er dog tæt på rent faktisk at være færdigt. Men det er søreme også kun fordi det for de fleste praktiske formål blot er et visitkort.
Jeg har ikke i tilstrækkeligt omfang plejet min professionelle profil på nettet. Det er på høje tid at gøre noget ved det. Så nu har jeg et wordpress site kørende, hvor jeg kan lave skamløs selvpromovering. Men altså kun i professionel sammenhæng. Her på sitet er jeg fortsat relativt anonym. Ikke mere anonym end at man kan finde ud af hvem jeg er hvis man vil. Men anonym nok til at man skal være ret kvik med google, eller kende mig godt, for at finde ud af hvem jeg er. Ikke at det er hemmeligt, det er bare privat.

Drupalgeddon slog til, og jeg fik ikke opdateret. Der var for meget om ørene. Så nu starter vi forfra i en ren drupalinstallation.
Det er jo samtidig en glimrende anledning til at få ryddet op i hvad der ellers er af domæner. Så nu er de alle samlet på surftown. Ikke nødvendigvis jordens fedeste ISP, men rimelig OK.
Så nu er følgende domæner (ved at være) samlet et sted:
nesdunk.dk
nusse.dk
dårligkeder.dk
geekhome.dk
nusseren.dk
veksle.dk

Der er lige et par udeståender. Jeg bliver eksempelvis nødt til at få sat system i brugere, databasenavne etc.

Og så er der naturligvis lige spørgsmålet – hvad katten var det nu jeg ville med de domæner?

Hold da op – der gik lige et år

Ikke at jeg tror jeg har så mange der følger denne side. Men et helt år hvor der ikke er blevet opdateret noget. Det er godt nok længe.

Der er sket en del – jeg er blevet chef, godt nok kun konstitueret, men det tager ret meget af ens fritid. Særligt når jeg stadig passer kassererjobbet i en mindre forening med voldsom vækst.

Men nu er siden opdateret, kassererjobbet synger på sidste vers (80 dage, 14 timer og 56 minutter til det er uigenkaldeligt slut). Og så ville det egentlig være rart at få sparket lidt liv i nogle af de projekter der har været på standby i over et år.

Man bliver afhængig af det

Ikke badesalt (eller, det gør man også). Men besøgstallene. Skriv om stupide journalister der ikke kender forskel på badesalt og narko, og besøgstallene på ens ellers dødkedelige hjemmeside eksploderer.

Det er det man bliver afhængig af. Og når interessen for badesalt så falder, hvad gør man så?

Derfor – mens vi venter på at jeg får taget mig sammen til at tage nogle fotos af fotoprojektet, så ser vi hvad der sker når jeg skriver følgende:

Justin Bieber Nøgen.

Jeg har en fornemmelse af at det vil tiltrække helt nye typer af besøgende…

Et fotoforsøg

Det der med billeder driller mig. Det er ærligt talt ikke skide intuitivt at sætte billeder ind i teksten i Drupal. Enten det, eller også har jeg bare ikke fået installeret det rette modul i kombination med en eller anden setting i et andet modul, der forudsætter at et tredie er konfigureret korrekt. Med andre ord, så kan jeg lære det, når jeg absolut vil have et CMS der kan alt.

Woot!

Qap’la! Det er lykkedes at flytte hele svineriet til et nyt webhotel. I første omgang bare som en test, men om et par dage bliver det alvor.

Fra loggen

Se bigbrother gratis dukker op. Det gør man på denne side, eller på denne. Man kunne også bruge sin tid på at læse en god bog, få noget frisk luft, nusse sin kæreste eller blive klogere på verden, i stedet for at se mennesker opføre sig som om de er ca. lige så dumme som vådt bølgepap.