Biologi-krigen

Da jeg uddannede mig, handlede den dominerende kulturkrig om evolution kontra intelligent design.

Det slog mig den gang, at det hovedsageligt handlede om at folk ikke brød sig om at se i øjnene at mennesker er dyr, som alle andre dyr. Og derfor underlagt den samme virkelighed som resten af verden. Menneskelig exceptionalisme.

Nu fortsætter krigene. De handler ikke om intelligent design, eller jordens alder. Men det er grundlæggende den samme konflikt. Vi har svært ved at acceptere at menneskers adfærd kan være delvist styret af biologi. Og “nogen” har meget travlt med at stille spørgsmålstegn ved fundamentale videnskabelige erkendelser, gøre dem forbudte at arbejde med, og ødelægge forskeres karrierer hvis de drister sig til at sige noget der ikke er i overensstemmelse med den herskende ideologi.

Det er der nogen der har skrevet en meget lang artikel om:

The Ideological Subversion of Biology

 

Hvad koster et surt tweet fra David Trads?

Det er jo ikke fordi jeg som sådan er uenig med Trads.

Der er bare et lille problem. Trads prædiker for koret. Han flytter ikke på nogen med det tweet. Eller. Han flytter ikke nogen i den retning han ønsker.

Når jeg bevæger mig uden for min sædvanlige bobbel. Der består af de pæne (meget) venstreorienterede, højtuddannede mennesker, med alle de rigtige holdninger. Eller i hvert fald de holdninger jeg overvejende er enig med. Og som mener at jeg er nærmest højreekstremist fordi jeg er medlem af Radikale Venstre. Når jeg forlader den bobbel. Så støder jeg på medborgere, der ikke ser racismen. Og ikke bliver flyttet i den rigtige (for en given værdi af rigtig) retning af tweetet fra Trads.

De tager sig i stedet til hovedet, og tænker at Trads er en virkelighedsfjern akademiker, uden forståelse af almindelige menneskers liv, holdninger og – for at bruge et meget politisk korrekt udtryk – levede erfaringer. De bliver frastødt, og rykker mod højre.

Og det er derfor Mikkel Bjørn laver tweetet. Fordi han ved at den hellige almindelige forargelse fra the usual suspects på venstrefløjen, er ret meget værd. Den forankrer hans, Bjørns, vælgeropbakning.

Havde jeg, før Bjørns tweet, kontaktet ham og lovet at mod en beskeden kontant indbetaling på min lønkonto, så ville jeg garantere at David Trads ville kalde ham idiot. Så var pengene tikket ind ganske få minutter senere.

Eller, det var de ikke. For Mikkel Bjørn og hans ligesindede ved; som i de er 147% sikre på, hvad reaktionen bliver. Det er derfor de gør det. De lukrerer på de forargede svar. Fordi de ved at det er stemmer i banken til dem. Tweet som ovenstående fra Trads, kan ikke købes for penge. De er mange valgplakater værd. De er af større værdi for Nye Borgerlige end en reklamestreamer på siden af linie 5A.

Og David Trads fører dermed reelt valgkamp til fordel for Nye Borgerlige. Velbekomme.

Borgens dronninger

I bogen “Borgens dronninger” fra 2006, er Mette Frederiksen citeret for, på et spørgsmål om hvad opskriften for succes for en kvindelig politiker, at svare:

“Det er svært at sige. Men der er ingen tvivl om, at det er en fordel at være ung kvinde i dansk politik i dag. De, der siger det modsatte, lyver. For alle vil gerne have unge kvinder (…) ‘Vi gider ikke høre flere gamle mænd i habit’, hører man hele tiden.”

I bogen roser hun også Margrethe Vestager (RV) og Lene Espersen (C).

Og hun fortsætter:

“Men at tro, at alle vi unge kvinder, der i dag er i dansk politik, KUN er der på grund af vores dygtighed, det ville simpelthen være løgn – det må man aldrig bilde sig ind. Sagen erjo, at vi bliver hjulpet på vej.”

Be kind

Det hører vi ofte. Christian Egander Skov nailer hvad det i virkeligheden handler om i et debatindlæg 15. juli i Berlingske:

“Ligesom alle obskure discipliner, for eksempel i den akademiske verden, gælder det om at skabe en uigennemtrængelig jargon, som sætter skel mellem dem, der forstår at tale med, og dem, der burde klappe i.”

Og han fortsætter:

“Her handler det ikke om høflighed, men om magt, om at tvinge folk til at overtage en verdensanskuelse og gøre den til basis for deres dagligdagssprog.”

Ret præccist.

Land acknowledgments – det er på vej

Land Acknowledgements er på vej. Jeg er 100% sikker.

Og du ved måske ikke hvad det er. Men det er en oprindeligt australsk og kanadisk praksis, hvor man ved starten af et arrangement, anerkender at man befinder sig på land der er stjålet fra et eller flere oprindelige folk.

Det er en magisk remse, hvor man lister hvem der boede på den matrikel vi står på, før de onde hvide mennesker stjal den.

Og det er sikkert en fin ide at minde USAnere og australier om dele af deres historie som de ikke ellers, om nogenside, tænker over.

Men som med andre dydssignalerende praksisser fra det store udland, så er den helt sikkert også på vej hertil.

I sommers (2021) stod jeg sammen med flere tusinde andre i Fælledparken, og hørte den ene af forpersonerne fra en international LGBTetc organisation åbne festlighederne. Og han (ja, det var en han, han havde i hvert fald travlt med at fortælle os hvad hans personlige pronominer var), startede med at anerkende at vi stod på jord der var stjålet fra samere og inuitter.

Det virkede meget mærkeligt. Jorden i Fælledparken har aldrig været ejet af samere eller inuitter. Den har været ejet af danskere. Den nuværende relativt blege, hyppigt blåøjede og ofte lyshårede danske majoritetsbefolkning nedstammer godt nok fra Danerne, der indvandrede fra det sydlige Sverige, og fordrev Herulerne omkring år 500. Tror vi nok, for Herulerne har ikke selv efterladt sig nogen skriftlige kilder, så den eneste årsag til at vi tror de har eksisteret er at historiker bosat i Konstantinopel har skrevet om dem.

Men det var ikke det folk der faktisk havde boet her på den østlige del af Sjælland der blev nævnt. Det var folk der bor (og det gør de stadig) i den nordlige del af Sverige, sådan ca 22 timers kørsel og 1800 kilometer væk. Og folk der bor på Grønland. Ca. 3000 km væk.

Ja, det er absurd, men som med andre absurde ting der pt. gøres og siges for at signalere hvor godt og rigtigt et menneske man er – så skal det nok komme til Danmark og resten af Europa om lidt.

Og det kommer til at blive lidt mærkeligt. Jeg forventer at det første sted jeg bliver udsat for at skulle læse den magiske remse op der anerkender at vi står på jord der er stjålet fra Herulerne for 1.500 år siden, vil være i forbindelse med noget internationalt certificeret undervisning.

Der vil pæne, venstreorienterede USAnere forlange, at jeg, som efterkommer af dem der har boeet her på matriklen i 1.500 år, skal stille mig op og fortælle hvem der oprindeligt ejede jorden. Og med mindre vi skal nævne Herulerne. Så er det altså danskere. Altså dem der fordrev Herulerne. Og som har boet her lige siden. Det vil jeg skulle gøre, også hvis der er anden- eller trediegenerationsindvandrere på holdt.

Jeg vil skulle fortælle, at den jord de nu bor på. Den tilhørte oprindeligt danskerne. Og det skal vi anerkende.

Og det der med at bestemte mennesker i dag. Hvis eneste forbindelse til de der boede her engang er at de er blodsbeslægtede. De har mere ret til jorden end andre, der ikke er blodsbeslægtede med de der boede her for 200, eller 2000 år siden.

Det har altså nogle lidt kedelige historiske konnotationer i en europæisk kontekst…

Konsekvens

Kan man tage mod penge fra Israel?

Det er overhovedet ikke en aktuel sag. For det her publiceres først engang i 2021, men skrives i 2020. På den anden side taler al erfaring for at det stadig er en aktuel sag.

Må man tage mod penge fra Israel? Penge der ikke følges af ret mange betingelser, penge der sagtens ville kunne bruges på at støtte arabere, så længe de er israelske statsborgere?

Et simpelt spørgsmål, der burde have et simpelt svar. Og så ikke alligevel.

“Kan vi modtage penge fra et land, der ikke respekterer menneskerettigheder i Palæstina?” Og risikerer vi at dele af et miljø vi har som målgruppe vil tage anstød af det?

Det var spørgsmålene der straks fulgte. Og det synes jeg er interessante spørgsmål.

De kan deles lidt op.

Kan vi modtage penge fra et land der ikke respekterer menneskerettigheder generelt?

Er den overvejelse forskellig fra lande der ikke respekterer menneskerettigheder specifikt i Palæstina?

Og er anstødet betinget af svarene på de to spørgsmål?

Kan man modtage penge fra Kina? Der er noget med nogen genopdragelses-/koncentrationslejre for muslimer (der møder overraskende lidt fordømmelse fra muslimske lande).

Hvad med Australien? Den politik der køres overfor bådflygtninge, der interneres under kummerlige forhold på fjerntliggende øer. Er det ok? Kan man gå til reception på den australske ambassade?

Storbritannien. De er på 19. år de facto besættelsesmagt i Afghanistan (sammen med USA).

Italien. Behandler de deres bådflygtninge godt nok?

Grækenland. Ditto.

Siger vi nej til dem? Eller er det kun menneskerettigheder i Palæstina vi bekymrer os om?

Hvis det kun er menneskerettigheder i Palæstina der er problemet. Så er det ikke menneskerettigheder vi er bekymret over. Så er det den konkrete situation i det specifikke hjørne af verden der er problemet. Og så skylder vi en forklaring på hvorfor det lige er Israel der skal fordømmes, og Palæstina der skal støttes. Vi mangler at forklare hvorfor det ikke er tilsvarende uacceptabelt at modtage penge fra et land der kritiseres af Europarådets Torturkommision.

Hvis man mener det kun er et problem her, så skylder man efter min mening en rigtig god forklaring på hvorfor man vil håndhæve en anden standard for Israel, end for stort set alle andre lande.

Og hvis man ikke selv mener det er problem, men takker nej fordi nogen i ens målgruppe vil kunne tage anstød – så skylder man efter min mening også at forklare hvorfor det er lige den sensibilitet der skal tages hensyn til.

Grundlæggende har jeg ikke noget imod at man takker nej. Hvis man gør det konsekvent, og så også takker nej til støtte fra andre lande og organisationer der krænker menneskerettigheder.

Jeg har heller ikke noget mod at man takker nej til israelske penge, men tager imod penge fra Kina. Så skal man bare være ærlig, ikke mindst overfor sig selv. Man skal se sig selv og hinanden i øjnene og erkende, at årsagen til at vi takker nej her, er at det er Israel. Og der gælder andre standarder for Israel end for alle andre lande. Man kan med fordel overveje med sig selv hvorfor der gør det.

Og jeg mener også det er helt legitimt at meddele, at den fremherskende antisemitisme i dele af vores målgruppe gør at vi ikke kan tage mod penge fra Israel.

Men så gør det. Lad være med at pakke det ind i bekymringer om menneskerettigheder, med mindre det gøres konsekvent. Vær ærlige. Det handler reelt om at vi ikke vil, eller af frygt for konsekvenserne ikke tør, røre ved jødepenge.

Kønsfordelingen i politik

Det er snart kommunalvalg. Og så skal vi til den igen. Der vælges for få kvinder.

Det skal nok passe. Men er det udtryk for et fravalg af kvinder? Er det fordi vælgerne ikke vil stemme på kvinder? Er det fordi partierne ikke vil opstille kvinder?

Først bliver vi nok nødt til at lægge os fast på et neutralt grundlag.

Lad os sætte at der stiller 1000 individer op til et valg hvor der skal vælges 100.

Af de 1000 kandidater er de 800 er gule og de 200 er grønne.

Hvis valget fører til at 80 gule og 20 grønne bliver valgt, har vælgerne ikke udtrykt nogen præference for farven. Hver kandidat har nøjagtig lige stor chance for at blive valgt; 10% Der finder ingen forskelsbehandling sted under valget. Resultatet antyder det i hvert fald ikke.

Hvis der i stedet bliver valgt 70 gule og 30 grønne, så har vælgerne udtrykt en præference for grønne kandidater. Der finder en forskelsbehandling sted under valget, vælgerne favoriserer de grønne.

Hvis vi kan blive enige om det udgangspunkt, kan vi kigge på virkeligheden.

Byrådsmedlemmer findes blandt de kandidater der stiller op.

De kandidater der stiller op findes blandt partiernes medlemmer.

Fra magtudredningen (side 33) ved vi at 33% af partiernes medlemmer er kvinder.

Ved valget i 2017 var 31,8% af de opstillede kandidater kvinder.

Og resultatet blev, at 32,9% af de valgte var kvinder.

De forskelle er ret små. Et kvindeligt medlem af et parti har ca. samme chance for at blive opstillet som en mand. Og når hun er blevet opstillet har hun ca. samme chance for at blive valgt som en mand.

Der er ingen forskelsbehandling i den proces. Forskellen er funderet i kønsfordelingen blandt partiernes medlemmer. Det er ikke fordi partierne sidder på opstillingsmøderne og konspirerer for at undgå at opstille kvinder. Og det heller ikke fordi patriarkatet udsender beskeder til alle sine medlemmer om at man(d) ikke må stemme på kvinder.

Tværtimod. Alle lokale partiformænd jeg har talt med beretter om at de til hvert evigt eneste opstillingsmøde håber at der dog bare vil være en enkelt kvinde der vil stille op. De forsøger at overtale de kvindelige medlemmer af deres partier til at stille op. De lokker og trygler. De tilbyder ekstra favorable vilkår. Og er lykkelige når der er en kvinde der siger ja. Mænd gør man ingen indsats for at få til at stille op. De melder nemlig sig selv.

Problemet løses ikke på opstillingsmøderne. Det løses heller ikke i stemmeboksen.

Problemet løses ved at kvinder, som gruppe betragtet, melder sig ind i et parti. OG at de letter måsen og møder op til opstillingsmødet. OG når de sidder der, får fingeren ud af måsen, rækker hånden op, og fortæller at de da godt kunne tænke sig at stå på listen.

De fleste mænd i politik bliver pissefrustrerede over det her. De kæmper. De lokker. De har særlige indsatser. De står på hovedet for at få kvinder til at stille op. Og når der så ikke er flere kvinder der stiller op – ja så får de en spand lort i hovedet over at der ikke er flere kvinder der stiller op.

Rant over.

Pension

Jeg hører til generationen der ikke rigtigt tror på at jeg nogensinde får lov at gå på pension. Når jeg er færdig med at betale til den foregående generations pension, og til alskens førtidspensioner, så er der sgu nok ikke penge tilbage til mig.

Så vi er nogen der sparer op ved siden af. Som tingene ser ud nu, er min ekstra opsparing skruet sammen så jeg kan gå på pension som 65-årig. Der knokles for at presse det tal længere ned. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil gå på pension som 65-årig. Men jeg vil godt have muligheden.

Og her er et tip til andre. Når der spares ekstra midler op til pension, så overvej hvordan de placeres. Hvis du er kvinde, skal de placeres i pensionsordninger, hvor du indgår sammen med mænd. Hvis du er mand, skal de placeres i pensionsordninger, hvor du ikke indgår med kvinder.

Det skal du, fordi man i 1999 vedtog en ligebehandlingslov der stillede kønnene “lige” i forhold til pensionsordninger.

Før indbetalte man til sin pension. Pensionskassen regnede på hvor længe du skulle have penge udbetalt, og satte din pensionsudbetaling sådan, at du for en gennemsnitsbetragtning fik hele din opsparing udbetalt, inden du døde. Levede du længere end de havde regnet med, fik du mere udbetalt. Levede du kortere, var det bare ærgeligt.

Eftersom kvinder lever længere end mænd, skulle kvinders pensionsopsparing strækkes over flere år, igen som en gennemsnitsbetragtning, og en kvinde fik derfor mindre udbetalt om måneden end en mand med samme opsparing.

Sådan meget groft – hvis en mand og en kvinde begge havde sparet 1 million op, og begge gik på pension som 70-årige, ville manden få udbetalt 142.000 om året, og kvinden 91.000. Fordi manden i gennemsnit forventes at dø som 77-årig, mens kvinden kunne regne med at leve til hun blev 81.

7 års udbetaling af 142.000 til manden, og 11 års udbetaling af 91.000 til kvinden giver nemlig 1 million udbetalt til begge parter. Sådan ca.

Det var jo åbenlyst urimeligt.

I stedet valgte man at lægge beregningerne om, så de nu ville få det samme beløb udbetalt om året. Med de samme forventede leveår, betyder det at de begge nu vil på 111.000 udbetalt om året.

Meget mere retfærdigt.

Nettoresultatet er, at manden, hvis han ellers dør som 77-årig, vil få udbetalt i alt 778.000 kr af hans pensionsopsparing, mens kvinden vil få udbetalt 1.222.000 kr af hendes pensionsopsparing. Hvis hun ellers dør som 81-årig. Husk at de begge havde opsparet 1.000.000 kr.

Langt mere retfærdigt.

Nu tager vi nemlig 222.000 af mandens pensionsopsparing, og overfører til kvinden. Svarende til at ca. 22 procent af mandens pensionsindbetalinger aldrig kommer ham selv til gode, men bliver overført til kvinden for at kompensere for at hun lever længere. Ikke alene dør han tidligere. Han skal også finansiere at kvinden lever fire år længere.

Det er ikke bare et regnestykke jeg har lavet. ATP lavede regnestykket i 2003, og nåede frem til ca. det samme tal. Nemlig at 23% af mændendes indbetalinger, ikke kommer til at gå til deres egen pension, men til kvinders pension.

Derfor. Hvis du er mand og indbetaler 10.000 kr ekstra til en pensionsordning i hvilken der indgår kvinder, så indbetaler du ikke 10.000 kr. Du indbetaler reelt kun 8.000 kr til dig selv. Og så forærer du 2.000 kroner væk.

Omvendt, hvis du er kvinde, så skal du sørge for at placere dine 10.000 kr i en pensionsordning hvor der indgår mænd. Så får du nemlig 2.000 kr foræret af dem.

Slagordet var at der ikke skulle bruges aktuartabeller til at beregne pensionsudbetalinger. Det er noget vrøvl. Det gør der stadig. Før blev de brugt til at sikre at folk i snit fik det udbetalt de havde indbetalt. Nu bliver de brugt til at regne på hvor mange penge der skal konfiskeres fra mændene, og foræres til kvinderne.

Hvordan patriarkatet nogensinde har godkendt det ved jeg ikke.

Åh hvor vi alle lo over Trump

Latteren var stor blandt os alle da Trump udtalte at antallet af tilskuere til hans indsættelse var det største nogen sinde.

Aldrig havde man set flere tilskuere mente han. Og vi lo og lo, og slog os på lårene af grin. For det var der jo tydeligvis ikke.

Der var også de der mente at det var ret foruroligende, at verdens mægtigste mand fremturede med åbenlyst vrøvl om objektivt observerbare fakta. Det var et udtryk for en farlig mangel på realitetssans, at benægte hvad enhver kunne se med sine egne øjne. Et faktuelt forhold, der kunne gøres op i tal. Som det var muligt med videnskabelige metoder, at tage stilling til.

Og så lo vi noget mere.

Hvis nu bare han havde udtalt at han identificerede sig som en præsident med det største antal tilskuere til sin indsættelse, og at han lissom følte at der var flere end til Obamas.

Så havde vi jo været nødt til at acceptere og respektere hans levede virkelighed.

Omskæring – hvem stemte hvad

Inden vi går i gang. Jeg er blevet belært om at jeg skal lade “være med at blande læmlæstningen (sic) af børn sammen med ligestillings debatten. Mishandling, drab og mere generel diskrimination af piger og kvinder af hovedsageligt mænd er en seperat og stadigvæk gældende problematik.”

Med andre ord – fordi omskæring er lemlæstelse af drengebørn, og ikke pigebørn, har det ikke noget med ligestilling at gøre.

Efter den definition er det kun et ligestillingsproblem hvis kvinder bliver behandlet dårligere end mænd, fordi de er kvinder.

Behandles mænd dårligere end kvinder fordi de er mænd, er der ingen problemer.

Jeg har spurgt, men ikke fået svar, på hvad man så kalder det hvis personer af et køn ikke har krav på samme beskyttelse som et andet køn, alene på grund af dets køn. Jeg har en mistanke om at det definitorisk ikke er et problem at behandle mænd dårligt, alene fordi de er mænd.

Herunder anvender jeg dog ordet i den betydning, at hvis et køn behandles ringere end et andet, alene på grund af dets køn – så er det et ligestillingsproblem. Altså efter et ideal om at kønnene skal stilles lige.

Omskæring er strengt forbudt. Altså, hvis det er piger der omskæres. Drenges kønsorganer må man godt skære i.

Det kunne lyde underligt i et land der bryster sig af ligestilling, og hvor statsministeren har markedsført sig selv som børnenes statsminister.

Men sådan er det. Personligt synes jeg kun det kan tolkes som at ligestilling er noget vi går ind for så længe det er til piger og kvinders fordel. Vi er ikke nødvendigvis i mod når det kunne være til drenge og mænds fordel. Vi er bare ligeglade.

Så. Her er listerne. Der findes ikke folketingsmedlemmer der ikke går ind for ligestilling. Der er bare nogen af dem der kun går ind for ligestilling for kvinder.

Hvis du går ind for ligestilling vil jeg foreslå at du næste gang der er folketingsvalg stemmer på en kandidat du er sikker på går ind for ligestilling. Hvis din foretrukne kandidat ikke har givet sin mening til kende i denne afstemning, kan du jo spørge. Straf gerne dem der ikke går ind for ligestilling. De vil helt sikkert komme med skåltaler om hvor vigtigt det er med ligestilling. Spørg dem om det også gælder drenges ret til kropslig integritet.

Tilhængere af ligestilling:

Dansk Folkeparti: Alex Ahrendtsen, Bent Bøgsted, Dennis Flydtkjær, Jens Henrik Thulesen Dahl, Karina Adsbøl, Lise Bech, Liselott Blixt

Det Konservative Folkeparti: Mads Andersen, Per Larsen

Det Radikale Venstre: Katrine Robsøe, Lotte Rod, Stinus Lindgreen

Enhedslisten: Christian Juhl, Jakob Sølvhøj, Jette Gottlieb, Peder Hvelplund, Rasmus Vestergaard Madsen, Søren Egge Rasmussen, Victoria Velasquez

Liberal Alliance: Ole Birk Olesen

Nye Borgerlige: Mette Thiesen, Pernille Vermund

Socialistisk Folkeparti: Ina Strøjer-Schmidt, Karina Lorentzen Dehnhardt, Karsten Hønge, Kirsten Normann Andersen, Rasmus Nordqvist, Theresa Berg Andersen, Trine Torp

Uden parti: Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Venstre: Anne Honoré Østergaard, Hans Christian Schmidt, Peter Juel-Jensen

Modstandere af ligestilling (i hvert fald hvis det betyder at drenge skal stilles lige):

Dansk Folkeparti: Marie Krarup, Søren Espersen

Det Konservative Folkeparti: Britt Bager, Mai Mercado, Niels Flemming Hansen, Rasmus Jarlov, Søren Pape Poulsen

Det Radikale Venstre: Henrik Vinther, Kathrine Olldag, Kristian Hegaard, Rasmus Helveg Petersen

Nye Borgerlige: Peter Seier Christensen

Socialdemokratiet: Anders Kronborg, Astrid Krag, Benny Engelbrecht, Bjørn Brandenborg, Camilla Fabricius, Christian Rabjerg Madsen, Daniel Toft Jakobsen, Henrik Møller, Ida Auken, Jan Johansen, Jens Joel, Jeppe Bruus, Jesper Petersen, Julie Skovsby, Karin Gaardsted, Kasper Roug, Kasper Sand Kjær, Lars Aslan Rasmussen, Leif Lahn Jensen, Malte Larsen, Mattias Tesfaye, Mette Gjerskov, Mogens Jensen, Nick Hækkerup, Peter Hummelgaard, Rasmus Stoklund, Tanja Larsson, Trine Bramsen, Troels Ravn

Uden Parti: Sikandar Siddique

Venstre: Anni Matthiesen, Bertel Haarder, Christoffer Aagaard Melson, Claus Hjort Frederiksen, Hans Andersen, Jan E. Jørgensen, Karen Ellemann, Karsten Lauritzen, Kenneth Mikkelsen, Kim Valentin, Louise Schack Elholm, Mads Fuglede, Michael Aastrup Jensen, Morten Dahlin, Preben Bang Henriksen, Stén Knuth, Tommy Ahlers, Torsten Schack Pedersen, Troels Lund Poulsen, Ulla Tørnæs

Folk hvis holdning til ligestilling vi ikke kender fordi de var fraværende:

Alternativet: Torsten Gejl.

Dansk Folkeparti: Hans Kristian Skibby, Kristian Thulesen Dahl, Mette Hjermind Dencker, Morten Messerschmidt, Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard, René Christensen

Det Konservative Folkeparti: Birgitte Bergman, Brigitte Klintskov Jerkel, Katarina Ammitzbøll, Marcus Knuth, Mette Abildgaard, Mona Juul

Det Radikale Venstre: Andreas Steenberg, Marianne Jelved, Martin Lidegaard, Samira Nawa, Sofie Carsten Nielsen, Susan Kronborg, Zenia Stampe

Enhedslisten: Eva Flyvholm, Mai Villadsen, Pernille Skipper, Rosa Lund, Rune Lund, Søren Søndergaard

Kristendemokraterne: Jens Rohde

Liberal Alliance: Alex Vanopslagh, Henrik Dahl

Nye Borgerlige: Lars Boje Mathiesen

De nordatlantiske mandater: Aaja Chemnitz Larsen, Barbara Gaardlykke Apol, Edmund Joensen, Aki-Matilda Høegh-Dam

Socialdemokratiet: Ane Halsboe-Jørgensen, Annette Lind, Birgitte Vind, Bjarne Laustsen, Dan Jørgensen, Flemming Møller Mortensen, Henrik Dam Kristensen, Kaare Dybvad Bek, Lea Wermelin, Lennart Damsbo-Andersen, Magnus Heunicke, Mette Frederiksen, Morten Bødskov, Nicolai Wammen, Orla Hav, Pernille Rosenkrantz-Theil, Rasmus Horn Langhoff, Rasmus Prehn, Simon Kollerup, Thomas Jensen

Socialistisk Folkeparti: Anne Valentina Berthelsen, Astrid Carøe, Charlotte Broman Mølbæk, Halime Oguz, Jacob Mark, Pia Olsen Dyhr, Signe Munk

Uden parti: Lars Løkke Rasmussen, Orla Østerby, Susanne Zimmer, Uffe Elbæk

Helt uden for parti: Inger Støjberg. Hun stemte hverken for eller imod.

Venstre: Carsten Kissmeyer, Ellen Trane Nørby, Erling Bonnesen, Eva Kjer Hansen, Fatma Øktem, Heidi Bank, Jacob Jensen, Jakob Ellemann-Jensen, Jane Heitmann, Kristian Pihl Lorentzen, Lars Christian Lilleholt, Marie Bjerre, Marlene Ambo-Rasmussen, Martin Geertsen, Sophie Løhde, Thomas Danielsen