I maj 2010 havde en let overordnet kollega igennem ret lang tid ikke kunne forstå de høflige og pæne måder jeg sagde nej til at skrive en anmeldelser af Apples på det tidspunkt ret nye iPad til Subspace. Til sidst gav jeg op og skrev den. Men jeg var ærligt talt ret pissed, for på det tidspunkt brugte jeg ret meget tid på at pendle mellem København og Ålborg, og havde egentlig ikke tid til det pjat.
27. januar i år blev det seneste skud på æbletræet demonstreret. Steve Jobs kaldte til pressekonference, og hele verden stillede op for at se den længe ventede iPad. Og den var længe ventet. Det sidste halve år havde rygterne svirret på et niveau, hvor tekniknørder som undertegnede havde fulgt nøje med i hvor Apples direktører befandt sig. Hvis de var samlet var det sikkert fordi den ventede tablet-pc lige straks ville blive præsenteret.
Forventningen var at den ville komme til at hedde iSlate. Det viste sig ikke at være rigtigt, og for en trekker var det en stor fornøjelse at se navnet, iPad. Det er da også derfor den bliver anmeldt her – parallellerne til Star Treks PADD er oplagte. Faktisk er de næsten bygget ind – da det skulle demonstreres hvor god den er til at se film på, valgte Jobs at vise et klip fra den seneste Star Trek film.
P.A.D.D., Personal Access Display Device dukker op allerede i det første afsnit af Star Trek, der vises på TV tilbage i 1966 – dog kun ganske kort: Få minutter inde i ”The Man Trap” kvitterer Kirk for et eller andet, på hvad der tydeligvis er en forløber for en P.A.D.D., straks efter bærer fænrikken den ud igen, og det er det. Senere ser vi mere til den. Wesley Crusher render rundt med større mængder af dem, og i afsnittet ”Real life” i Voyagers tredie sæson, er der ingen tvivl om at de bliver brugt til at læse bøger på. Belanna Torres læser i hvert fald hvad der bedst kan beskrives som en lægeroman. Godt nok den mere hårdtslående klingonvariant, men triviallitteratur ikke desto mindre.
Og netop det at læse bøger og tidsskrifter, er en af de funktioner Apple bruger massivt i deres markedsføring af iPadden. Faktisk har de oprettet deres egen boghandel i iTunes. Det vender vi tilbage til.
I forbindelse med mit arbejde, har jeg fået fingrene i en iPad (faktisk 11 i skrivende stund). En af opgaverne er at teste dem med henblik på at sætte dem til udlån på Det Kongelige Bibliotek. Og selv denne erklærede æbleallergiker er begejstret.
Der er selvfølgelig malurt i bægeret. iPadden kan ikke multitaske, den mangler en usb-port og et kamera. Og Steve Jobs insisterer på at bestemme hvilke applikationer jeg kan få adgang til. Men de problemer glemmer man når man sidder med det utroligt lækre brugerinteface, hvor det hele spiller. Farverne står fantastisk klart – men det skal de også på en moderne skærm. Skærmbillederne flyder glat over displayet. Zoom funktionerne er flydende og lækre. Jeg har prøvet multitouch på min Nexus 1 telefon. Der glider det også let og elegant, men hvor multitouch på mindre skærme er en fiks feature man ikke helt ved hvad man skal bruge til, kommer den for alvor til sin ret på iPaddens store, 9,7 tommers skærm.
Med en iPad i hænderne får man indtryk af at kunne det hele. Er der adgang til nettet er der efterhånden ikke noget man ikke kan. Googles tekstbehandling, og alle de andre programmer der ligger i ”clouden” fungerer fint. Der er adgang til mail, og nyhederne der strømmer ind fra de 47 RSS-feeds jeg abonnerer på, klares let og elegant, i et interface der virker endnu bedre end på min bærbare. Det er dog ikke helt fair at bedømme iPadden ud fra hvordan programmer på nettet virker. Når Google Docs fungerer fremragende, er det fordi Google har udviklet særlige udgaver af deres programmer specielt til iPadden. Og selvom den intuitive grænseflade bidrager positivt, er det altså ikke kun Apples fortjeneste, at den norske statsminister, da han strandede i USA på grund af en islandsk vulkan, kunne regere Norge fra sin iPad.
Apples boghandel, og den tilhørende applikation iBooks er den primære årsag til at jeg har en iPad liggende ved siden af mig. Muligheden for at læse bøger på den er en af de pointer der er slået hårdt på i markedsføringen. Som dansk bruger af en parallelimporteret iPad er der først for nylig kommet adgang til boghandelen. Men også inden Apple åbnede døren på klem, kunne man med lidt trylleri og en fiktiv amerikansk adresse komme langt, og iBooks er virkelig et lækkert program. iBooks leveres med Peter Plys præinstalleret og det er imponerende som det er lykkedes at formattere bogen, så initialer og illustrationer fremstår fuldstændig som i en trykt bog. iBooks er stadig meget inspireret af den trykte bog som udgangspunkt for designet. Man kan se bogryggen på den elektroniske bog! Mange klager over at det er trættende for øjnene at læse på en skærm. Problemet er den baggrundsbelyste skærm, som betyder at man reelt sidder og stirrer ind i en projektør. Denne anmelder tror dog, at der er behov for at revurdere den overleverede visdom om hvad der er trættende at læse på. Det er svært at vurdere på baggrund af de korte perioder i hvilke jeg har læst Peter Plys, men jeg har ikke oplevet træthed i øjnene(1). Hvad der derimod er stærkt irriterende, er den blanke skærm. Glem alt om at læse, eller se videoer for den sags skyld, på iPadden i skarpt lys. Skinner solen, har man ikke en højteknologisk adgang til at surfe på nettet, men verdens dyreste spejl mellem hænderne.
Med iPadden har Apple leveret et rigtig godt bud på fremtidens computer. Hvad skal vi med tastaturer når vi kan få det op på skærmen efter behov? Og hvad skal vi med bærbare computere der måske kan snige sig ned på et kilo, når man kan få en iPad der kun vejer 680 gram? Hvad der til gengæld står klart efter testen er, at iPadden ikke er spor sjov hvis man ikke er på nettet. Dimsen er designet til at være online hele tiden, og mister megen af sin charme når forbindelsen ryger. Det er løst i de seneste udgaver af iPadden, der kan gå på 3G-nettet.
Det måske mest interessante ved iPadden er de muligheder der åbnes for konkurrenterne. Tablet-pc’er har været på markedet de sidste 10 år, uden for alvor at slå igennem. Med en af verdens mest potente markedsføringsmaskiner bag sig, har iPadden åbnet nyt territorium for hardware producenterne. Et større antal konkurrenter er allerede på markedet, Google skulle også være på vej med en iPad-killer, og det skulle give en inkarneret æbleallergiker som undertegnede adgang til bedre og billigere tablet-pc’er inden for overskuelig tid. Uanset hvad er vi med iPadden kommet et skridt nærmere PADD’en. Og det er jo ikke så ringe endda.
(1) I hvert fald ikke mere end hvad der kan tilskrives, at jeg skal skrive anmeldelser til Subspace i stedet for at sove