Der har altid eksisteret konspirationsteorier. Vi ser noget, som ikke giver mening. Og vi er væsener der søger efter mening. Derfor konstruerer vi teorier der forklarer dem. Nogen af dem ender som religion. Andre er af karakteren “vi kan ikke forestille os at JFK kunne blive dræbt af en tilfældig taber – mørkere kræfter må stå bag”.
Husk blot, at det fænomen der forsøges forklaret sagtens kan eksistere og være helt reelt, selvom der er nogen der hægter en konspirationsteori på. Ja, der er striber på skyerne. Det er ikke en konspirationsteori at de er der. Konspirationsteorien er at onde mennesker laver dem med vilje for at sprede hjernekontrollerende kemikalier over kloden. Ja, JFK blev skudt. Det er ikke en konspirationsteori, det skete faktisk. Konspirationsteorien er at der var en sammensværgelse.
Og så er der dem hvor fænomenet ikke eksisterer. Nej, jorden er ikke flad. Men derfor er der en konspirationsteori om at nogen skjuler det forhold for os alligevel.
Her er ti styk. Hvilke er konspirationsteorier med udgangspunkt i et virkeligt fænomen – og hvilke “forklarer” noget der ikke eksisterer?
- Befolkningsudskiftning
- Chemtrails
- Illuminati
- 9/11 som et inside job
- Månelandingen som falsk
- Jorden er flad
- Reptilian overlords
- JFK-attentatet som en sammensværgelse
- Vacciner forårsager autisme
- Area 51 og udenjordisk liv