Jeg faldt over en drejeskivetelefon i den lokale genbrugsbiks. 75 kr for en gammel Kirk model F68. Hm. Den må kunne bruges til noget.
Indtil videre har den kunnet bruges til at skille ad. Men planen er følgende:
- Drej et tal på skiven
- Få en Arduino til at læse hvilket tal der drejes.
- Send tallet/tallene til en Raspberry Pi
- Få hindbærtærten til at gøre noget med omgivelserne, baseret på tallet.
Første udfordring var at få låget af. Som man kan se herunder, lykkedes det. Inde under røret er der et greb med noget klar plast. Der er et hul, og inde bag ved er der en skrue. I første omgang var jeg sikker på at den justerede et eller andet. Hvor højt telefonen ringede eksempelvis. Det gjorde den ikke. Det var den der holdt huset.
Her er telefonen med låget af. Det skal nævnes at det allerførste jeg gjorde var, at pille drejeskiven af. Det skal man passe på med. Der sidder et lille blikhus på drejedimmeren. Og derinde er der en fjeder. Piller man låget af huset, flyver fjederen imponerende langt. Og så skal man bøvle med at få den tilbage. Det kan man. Det er bare ikke helt let.
Man kan se på billedet at der er 8 skrueterminaler, hvor der er monteret ledninger (på nogen af dem). Jeg har skruet nogle af dem af, mere præcist de ledninger der fører til drejeskiven. Det er nemlig det signal jeg i første omgang vil have fat i.
Samtlige kombinationer af skrueterminaler blev målt parvist med et multimeter, både med røret af og på, og med og uden påvirkning af drejeskiven. Det giver 15*16*2*2 = 960 målinger. Det tog lidt mere end et par aftener. Heldigvis spiller min forlovede World of arcraft, så når opvasken er taget, det værste rod jævnet, og støvsugeren har kørt en lille tur, er der god tid.
Ideen var at finde præcist de terminaler som kunne bruges til også at holde styr på om røret var af eller på. Det så lovende ud, men det lykkedes ikke. Det kan muligvis lade sig gøre hvis man er en bedre programmør end jeg er. Så det bliver ikke lige med det første. Anyway, det kan komme til at fungere fint uden at røret spiller en rolle.
Det var første trin. For at det her ikke skal blive alt for meget Wall of Text, splitter jeg det op i flere indlæg. Så vend tilbage, og følg eventyret hvor en gammeldags drejeskivetelefon forvandles til en smartphone!