Det er da smart med digitale valg. Så ville vi også kunne få resultatet med det samme.
Folketingsvalget skal leve op til nogle relativt enkle krav.
- Du skal som vælger føle dig tryg ved at din stemme bliver talt.
- Du skal som vælger føle dig tryg ved at der ikke bliver fusket med tallene
- Du skal kunne afgive din stemme uden at andre ser hvad du stemmer
- Alle stemmeberettigede skal have mulighed for at afgive din stemme.
Hvis du kan komme med et IT-system der af de fleste vælgere er så enkelt at de kan gennemskue det og føle sig trygge ved at deres stemme bliver talt.
Og at det kun er de afgivne stemmer der bliver talt, og ikke lige 1000 ekstra med krydset placeret det rigtige sted. Eller at nogen hacker en computer et sted og piller lidt ved tallene.
Og som sikrer at kun vælgeren selv ved hvad han/hun/den/det har sat krydset ved.
Og i øvrigt er så teknisk enkelt at alle, også din 90 årige mor der skal have hjælp til at sende en email, kan finde ud af det.
Så siger du bare til. Vi er mange der gerne vil høre om det.
Det vil også være en fordel at det ikke bliver meget dyrere end det er at gennemføre valg i dag. Husk at det her ikke kun er et statsligt IT-projekt. Hvis din plan involverer at der skal stilles computere op, så læg lige prisen på dem til, og husk hvad det koster at opbevare dem på en måde så der ikke lige sniges lidt malware ind mellem valgene.