Men jeg har simpelthen ikke energi til det.

Jeg prøver virkelig. Jeg prøver virkelig at lytte. At forstå folk der føler sig undertrykte. At blive klogere på hvordan det er at være kvinde. At være afroamerikaner. Eller afrodansker for den sags skyld. Hvordan det er at føle at man hverken er mand eller kvinde. Jeg bruger endda ret store mængder af min fritid på at arbejde for afviklingen af både Copenhagen Pride og World Pride. Og det bliver jeg ved med.

Men der er ting jeg ikke længere orker. Og der er heldigvis enkle måder at gøre noget ved det.

Jeg modtager dagligt en mail fra Medium med links til interessante historier. Og der er virkelig meget interessant. Der er også mange historier der handler om transkønnedes adgang til toiletter i det usanske midtvest, hvordan ting mænd gør er toksiske og hvorfor hvide personer pr definition altid er racister. Og hvorfor mit køn og hudfarve betyder at jeg helt automatisk er utroligt priviligeret.

Jeg har også abonneret på en podcast med en feministisk læsning af Star Trek. Det er ca. samme historie.

Og jeg orker det ikke. Der er problemer med racisme i verden. Mænd er skyldige i mange ting. Og hvorfor i himlens navn transkønnedes brug af toiletter langt ude på landet i USA stadig er et problem fatter jeg ikke.

Men jeg orker det ikke. Vi har rigeligt med problemer i Danmark. Hvis ikke jeg synes vi har nok problemer i Danmark, kan jeg kigge på de problemer der er i Sverige og Tyskland. Jeg har simpelthen ikke mental båndbredde til på daglig basis at skulle forholde mig til det shitshow de har gang i mellem Canada og Mexico. Noget af det bliver jeg nødt til at forholde mig til. Den nuværende præsident lader til at være fast besluttet på at gøre alt (som i ALT) forkert. Det påvirker resten af verden. Men at en eller anden religiøs galning i Reydell Arkansas vil forbyde transkønnede at bruge bestemte toiletter påvirker ikke mig. Det påvirker ikke nogen jeg kender. Nej, det påvirker reelt heller ikke de transkønnede jeg kender, for de har aldrig været i Reydell Arkansas og de kommer heller aldrig til at besøge stedet (strengt taget aner jeg ikke om det er problem i den pågældende by. Den har 23 indbyggere).

Mit mentale overskud rækker heller ikke til dagligt at få min mailboks fyldt med historier om at alverdens problemer i verden er noget mænd er ansvarlige for. Ja, det er sandsynligvis mænd der primært har ansvaret for et givet problem. Men 41% af de kvindelige vælgere i USA stemte på Trump efter CNNs exitpoll at dømme. Af de kvinder der stemte derovre. Så det er måske ikke kun mænds skyld. Og personligt er jeg også lidt i tvivl om hvordan mit køn har indflydelse på dén problemstilling. Jeg har ikke stemmeret i USA.

Og mit liv er simpelthen for kort til at jeg dagligt skal have at vide at min hudfarve betyder at jeg er medansvarlig for den måde politiet i Dogtown Alabama behandler afroamerikanere. Jeg er den stolte efterkommer af mange generationer af husmænd, fæstebønder og ufaglærte arbejdere. Jeg har en kusine der er et år ældre end mig. Hun var den første der fik en studentereksamen i vores familie. Jeg var nummer to. Jeg var den første i min familie der besøgte USA. Og jeg bilder mig ikke ind at de relativt korte tjenesterejser har haft ret stor indflydelse på hvordan politiet i USA opfører sig.

Ja, jeg lever et utroligt priviligeret liv. Men det handler ikke om at jeg er hvid. Eller mand. Det handler om at jeg har været så heldig at blive født i et ufatteligt rigt smørhul af et land. Langt væk fra naturkatastrofer og krige. På et tidspunkt i verdenshistorien hvor landet faktisk er rigt og langt væk fra ulykker. Det er ikke mit køn der gjorde at jeg fik en lang videregående uddannelse. Det er heller ikke min hudfarve. Hvis jeg klarer mig bedre end en afrodansk kvinde, eller hvem det nu er jeg har flere privilegier end, er det fordi jeg var heldig at blive født i en familie der opdrog mig til at tage en uddannelse. Og fordi jeg tog den. Mit privilegie stammer fra mine forældres protestantiske pligtetik kombineret med en dansk liberal markedsøkonomi, der har kunne finansiere en velnæret socialdemokratisk velfærdsstat. Altsammen placeret i en pt. hyggelig, frugtbar og fredelig udkant af det nordlige Europa. Med alt hvad der dertil hører af neuroser, depressioner og mavesår. Hvor, og den globale vinkel bør man måske huske, selv en enlig kontanthjælpsmodtager over 30 uden børn, og så kan man næsten ikke få udbetalt mindre fra fælleskassen – stadig har en indtægt der placerer vedkommende blandt de 20% bedst stillede på kloden (*).

Så. Jeg har opsagt mit månedlige bidrag til podcasten. Og samtlige historier i den daglige Medium mail om hvorfor jeg er et dårligt menneske bliver blokeret, mutet og slettet.

(*) med andre ord, ja, der er forskelle i mulighederne også blandt danskere. Men hvis vi et øjeblik løfter blikket fra vores egen navle, vil det gå op for os, at de forskelle i “privilegier” er som at se meget rige mennesker beklage sig over at de kun har råd til en enkelt Ferrari, mens den endnu rigere nabo har råd til to. Fuldstændigt afkoblet fra at 20 kilometer længere sydpå lever i voldsom fattigdom. Det er i øvrigt interessant at betragte hvem der taler mest om privilegier. Overvejende er der tale om personer der får penge af det offentlige, til at tage en gratis uddannelse, der overvejende vil føre til beskæftigelse i projekter finansieret af det offentlige. Eller – mere præcist, finansieret af de værdier der skabes af dem der ikke i udpræget grad har fået penge for at tage en gratis uddannelse, så de kan arbejde i projekter finansieret af folk der arbejder.