Det værste er næsten at der er folk der tror på det… I det mindste er Rokokoposten sjov (læs selv deres "nyhed", om at vand er afsløret som farlig kemi), men som kemiker er det deprimerende at opleve den generelle holdning til kemi.
Vand er en kemisk forbindelse. Det er salt også. Sukker er også. Gulerødder består ikke af andet end kemiske forbindelser. Økologiske gulerødder består af praktisk taget de samme kemiske forbindelser. Parabener er også kemiske forbindelser, og dem vil vi helst være fri for i vores omgivelser. Men fordi parabener er kemi, betyder det ikke at kemi generelt er farlig. C-vitamin kan fremstilles kunstigt. Det bliver det meste C-vitamin der spises som vitaminpiller faktisk. Det er hverken mere eller mindre sundt end naturligt C-vitamin. Det er bedre at få det naturlige C-vitamin, men det er ikke fordi syntetisk fremstillet C-vitamin er usundt. Det er fordi en varieret kost, der giver nok C-vitamin, er sundere end en kost der ikke giver nok C-vitamin. Basalt set – det at man er nødt til at spise kunstigt C-vitamin, er et tegn på at man generelt ikke spiser sundt nok. Hvis man mener at naturlige vitaminer er bedre end kunstige, er man ude på et overdrev, der lugter fælt af at alt naturligt er bedre end alt kunstigt. Logisk set ender det i at man spiser rød fluesvamp, fordi den er naturlig og økologisk, og nægter at tage sin vitaminpille fordi den er kunstig.
Det skal folk naturligvis være velkomne til, og rød fluesvamp skulle efter sigende kunne tilberedes på en måde så den ikke er giftig at spise. Men at skelne mellem "kemi" og "naturligt" på den måde, er noget vås.