Det er ikke let.
Ledelse af frivillige involverer stort set alle de normale ledelsesopgaver og -udfordringer. Man skal som leder af frivillige ikke forholde sig til lønforhandlinger, arbejdspladsvurderinger, samarbejdsudvalg, medarbejderudviklingssamtaler osv. Til gengæld skal man forholde sig til hvilken kompensation (i form af gratis øl, t-shirts, bespisning etc) de frivillige skal have, hvilke arbejdsvilkår de har, en generalforsamling i foreningen, hvor du sidder overfor din egen ledelse – som ofte består af de frivillige, og de løbende overvejelser om hvordan de enkelte frivillige udvikles til at kunne varetage nye og mere komplicerede opgaver i den frivillige organisation.
Så er der alt det der komplicerer opgaven. Som leder af frivillige har man ikke en løn at lokke med. Man beder de frivillige lægge en ganske sparsom ressource hos dig – deres fritid – og til gengæld får de… ja hvad får de, hårdt arbejde og et varmt håndtryk. Hvis de ikke gider at løse opgaven, kan du ikke true dem med fyring, det eneste du kan gøre er at motivere dem. Strengt taget kan du godt fyre dem, men hvis de ikke gider slæbe tunge ting, og du fortæller dem at så får de heller ikke lov, er der ikke megen trussel i det.
Det der motiverer dem er det sociale samvær med andre frivillige, noget fryns (der var de gratis øl igen), og noget idealisme. Enkelte steder kan de også vælge at være frivillige, fordi de får noget på CV'et.
Endelig er der udvidelsen af de øvrige problemer man står med som arbejdsgiver. Barns første sygedag er et problem på arbejdspladser hvor folk får løn. Det er det også i frivillige organisationer. Men i de frivillige organisationer, er det ikke kun barns første sygedag der giver problemer. Det er også guldfiskens første sygedag, og chefens seneste fikse ide, der tager tid fra det frivillige arbejde.
Nok rant. Det der egentlig optager mig er offentlige myndigheders interaktion med frivillige. Når en kulturforvaltning eksempelvis stiller krav om dette eller hint, bevæger de sig ud i ledelse af frivillige. Og de gør sig sjældent klart, at for de frivillige, der er det idealismen der driver værket. Og gør det på bekostning af privatliv, nattesøvn, lønarbejdet osv. Når jeg bliver ringet op to gange inden for 15 minutter af en forvaltning der liiige skal have svar på yderligere et opklarende spørgsmål, så tager det tid fra mit arbejde. Det udløser også at jeg kommer senere hjem. Det stjæler af min fritid. Forvaltningen giver os penge, fordi vi har gang i noget som de synes er godt for kommunen (ellers gav de vel ikke penge). Men i deres omgang med frivillige, skal de være klar over, at vi netop er frivillige. Vi får ikke løn. Tværtimod.
Hver gang jeg hører politikere tale om at frivillige skal løfte flere opgaver på eksempelvis det sociale område, kan jeg ikke lade være med at tænke to ting: 1. Får jeg så rabat i skatten, når jeg laver arbejde jeg egentlig har betalt kommunen for at udføre? 2. Hvordan f"#¤"#% vil I sikre at den opgave bliver løst, hvis alle de frivillige bliver trætte af at udfylde skemaer, og tager hjem for at være sammen med deres familie i stedet for at arbejde gratis for kommunen?