Standard pastaopskrift

Det er ulvetimen. Det skal gå hurtigt. Arbejdet har været hæsligt og trukket ud igen. Vi har godt nok ikke børn der skal hentes og fodres, men derfor skal aftensmaden klares i en ruf alligevel.

Standardopskriften i de situationer er:

Ingredienser:

  • ½ kg frisk pasta
  • 1/4 l madlavningsfløde, eller flødesubstitut. Evt. rigtig fløde hvis det skal være godt.
  • 2 store håndfulde friskrevet parmasan
  • 250-300 g lakserester, hakket ko, chorizo, kyllingestykker eller andet protein
  • Salt, peber, evt. basilikum, timian, hvidløg eller hvad der nu passer. Og olivenolie til at stege.

Fremgangsmåde:

  • Steg dyret på stor, dyb pande (jeg har en kobber sauterpande. Den er dyr, men den er god) i olien sammen med krydderierne.
  • Kog imens pastaen. Husk salt.
  • Rør ost og flødetingen sammen. Husk, at hvis du er syndig og det er rigtig fløde, så skal der ret meget salt i.
  • Når pastaen er kogt, løftes den over i panden til dyret, og der blandes godt. Hæld oste/fløde blandingen over,  og bland endnu mere.
  • Og her er det hemmelige trick: Hæld en kop eller to af kogevandet fra pastaen i. Det får sovsen til at creme, og gør det hele ekstra lækkert!
  • Server med brød og/eller salat. Og gerne lidt ekstra parmasanost.