“Jeg bryder mig ikke om ordet ‘woke'”.

“Det er bare et skældsord højrefløjen bruger”.

Næh. Woke var det venstrefløjen selv kaldte sig.

I 2019 lavede de lister over ord man skulle kende for at “stay woke”.

Centrum-venstre aviser havde opinions indlæg om hvordan Obama havde misforstået hvad den woke ungdom mente.

Der var blog-indlæg om hvordan aktivister skulle lade være med at woke-shame hinanden – som i: Min aktivisme er mere woke end din.

På kanaløen Guernsey klagede folk der selv ønskede at blive mere woke over hvor uretfærdigt alting var.

Venstreorienterede (i USAnsk forstand) aviser undrede sig over hvorfor ellers liberale personer i medieverdenen ikke brød sig om “Woke Culture”.

Ordbøgerne definerede hvad det betød. Og det var ikke nedsættende. De refererer endda til hashtagget #staywoke. Som nok heller ikke skulle tolkes negativt.

I 2016 forklarede hjemmesiden everydayfeminism.com hvordan man som woke sort person kunne tale om undertrykkelse med sin familie. Menuen indeholder punkter som “Privilige” “Fem 101” og “LGBTQIA”, så den er nok heller ikke specielt højreorienteret.

Med andre ord, indtil for nylig var “woke” et ord der blev brugt på venstrefløjen til at beskrive sig selv. Jeg erindrer højreorienterede der klagede deres nød over at venstreorienterede ikke ville definere hvad woke betød. Og hvor svært det var at angribe “woke” når det var lige så svært at få defineret som at sømme budding fast til væggen.

Er det et skældsord i dag? Ja. Helt klart. Hvorfor er det blevet det? Måske fordi den bredere befolkning har fået øje på en række af de mildest talt bizarre fænomener der gemmer sig under overskriften.