På et denne blog nærtstående website, eksperimenterer jeg med Zend Framework. Det er mest fordi jeg godt vil lave noget integration mellem webben og den fysiske virkelighed hjemme i lejligheden. Og det der med at aflure hvordan Googles API'er fungerer, er jeg ikke helt skrap nok til. Så i stedet har jeg valgt en løsning, der kræver endnu mere forstand på programmering… Nørdlogik giver ikke altid helt mening.
Derfor har jeg installeret noget Zend noget på siden veksle.dk. Det var ikke helt simpelt, men det lykkedes, ved at følge denne vejledning. Det krævede også at jeg fik fingrene i den php.ini fil der ligger på vores webhotel. Det klarede vi med denne fikse stump kode:
system("cp /server-sti/php5/lib/php.ini /home/ny-sti/php.ini");
Koden er nappet fra dette site, men kun fordi det var hurtigere at google det end at slå syntaksen i phps systemkommando op først. Den skal selvfølgelig pakkes ind i PHP-tags, og have stierne ændret til det relevante for netop dette webhotel. Dem fandt jeg ved at trække på phpinfo().
Så havde jeg en lokal kopi. Gemmes den i roden af webhotellet, bruger serveren den i stedet for den globale php.ini. Og så er det blot at få lagt kataloget med Zend ind i includestien det rigtige sted i ini-filen.
Så langt så godt, nu havde jeg en fungerende installation. og skulle have puttet noget kode ind. Det kunne jeg ikke finde ud af på egen hånd, så et eksempel fra denne side, gav mig rudimentær funktionalitet. Nu udestår blot at lege med koden, i et forsøg på at finde ud af hvad der egentlig foregår.