Småbørnsadfærd

Hvorfor kaster de suppe på malerier? Hvorfor limer de sig fast til motorvejen? Hvorfor er de fornærmede over at der ikke kommer en minister forbi når nu de sidder og sultestrejker? Også selvom de stopper sultestrejken efter 8 dage for at undgå at det bliver “livstruende”

Det har Gurwinder en mulig forklaring på.

Udvalgte highligts:

‘In infants, the chief causes of outrageous behavior – impulsivity, grandiosity, attention-seeking, and a sense of entitlement – are considered normal, but in adults they’re key symptoms of the “cluster-B” personality disorders.’

‘This is neotoddlerism: the view that utopia can be achieved by acting like a three-year old’

‘When the inevitable retaliation came, the neotoddlers’ joy turned to horror as it dawned on them that actions have consequences’

‘Not only do neotoddlers lack impulse-control, they also mistake their lack of impulse-control for morality, and mistake the impulse-control of others for callousness’

‘There is perhaps no more reliable indicator of a society’s ripeness for a mass movement than the prevalence of unrelieved boredom’

 

 

Woke

“Jeg bryder mig ikke om ordet ‘woke'”.

“Det er bare et skældsord højrefløjen bruger”.

Næh. Woke var det venstrefløjen selv kaldte sig.

I 2019 lavede de lister over ord man skulle kende for at “stay woke”.

Centrum-venstre aviser havde opinions indlæg om hvordan Obama havde misforstået hvad den woke ungdom mente.

Der var blog-indlæg om hvordan aktivister skulle lade være med at woke-shame hinanden – som i: Min aktivisme er mere woke end din.

På kanaløen Guernsey klagede folk der selv ønskede at blive mere woke over hvor uretfærdigt alting var.

Venstreorienterede (i USAnsk forstand) aviser undrede sig over hvorfor ellers liberale personer i medieverdenen ikke brød sig om “Woke Culture”.

Ordbøgerne definerede hvad det betød. Og det var ikke nedsættende. De refererer endda til hashtagget #staywoke. Som nok heller ikke skulle tolkes negativt.

I 2016 forklarede hjemmesiden everydayfeminism.com hvordan man som woke sort person kunne tale om undertrykkelse med sin familie. Menuen indeholder punkter som “Privilige” “Fem 101” og “LGBTQIA”, så den er nok heller ikke specielt højreorienteret.

Med andre ord, indtil for nylig var “woke” et ord der blev brugt på venstrefløjen til at beskrive sig selv. Jeg erindrer højreorienterede der klagede deres nød over at venstreorienterede ikke ville definere hvad woke betød. Og hvor svært det var at angribe “woke” når det var lige så svært at få defineret som at sømme budding fast til væggen.

Er det et skældsord i dag? Ja. Helt klart. Hvorfor er det blevet det? Måske fordi den bredere befolkning har fået øje på en række af de mildest talt bizarre fænomener der gemmer sig under overskriften.

Hvilke pronominer bruger jeg om mig selv?

Jeg bruger – som antydet i det første ord i denne sætning, og det næstsidste i overskriften – jeg og mig. Og variationer heraf. Min, mine og den slags.

Jamen hvilke pronominer vil du gerne tiltales med? Når vi taler sammen? Eller når du skriver til mig?

Du og dig vil være gode forslag. Med mindre du er min kollega Erik, så bruger vi ofte De, Dem og Deres. Og er du Weekendavisen, vil jeg også forvente at du tiltaler mig med De.

Jamen hvordan vil du gerne omtales?

Det styrer du helt selv. De pronominer du fisker efter, er de pronominer du bruger når du omtaler mig – når du taler med andre om mig. I det tilfælde vil jeg foreslå at du bruger de pronominer som giver mest mening. De pronominer der gør at modtageren af det du siger, kan forstå hvem du taler om.

Hvis de har mødt mig, og ikke været både blinde og døve, vil de normalt forvente at du omtaler mig som han. For jeg er visuelt ganske tydeligt en mand, og hører man mig tale, vil man også kunne gennemskue at jeg er af hankøn. Og indtil for et øjeblik siden, var hele verden, eller i hvert fald den del der taler dansk, enige om at man omtaler, hvad der visuelt og auditivt helt entydigt er en mand – som: han.

Men hvis du mener det er fremmende for forståelsen når du kommunikerer med andre mennesker om mig at omtale mig i tredie person flertal – jamen så gør du da bare det.

Kan du ikke bare acceptere at du identificerer dig som mand, og bruger han/ham som personlige pronominer?

Nej. Jeg identificerer mig ikke som mand. Jeg er mand. Det er ikke noget jeg identificerer mig som. Det er en del af virkeligheden, den fysiologi jeg er født med, og som jeg ikke kan ændre på. Jeg hverken identificerer eller føler mig som mand. Jeg er mand.

Mit køn blev afgjort ca. 9 måneder før jeg blev født da den sædcelle min far leverede til processen trængte gennem cellevæggen og smed halen. Hvis vi absolut skal gå ind i den diskurs, kan vi formulere det som at min levede erfaring er at jeg er mand. Ikke at jeg identificerer mig som mand. Og jeg bruger i øvrigt stadig ikke han/ham som personlige pronominer om mig selv. Det er personlige pronominer du bruger om mig.

Jamen der er andre der vil blive så glade hvis du skriver hvad dine personlige pronominer er, så de kan vide hvordan de skal omtale dig?

Muligvis. Og jeg kan til nød forstå at behovet for at vide om jeg er mand eller kvinde kan opstå hvis vi kommunikerer udelukkende på skrift.

Hvis altså du aldrig har set mig.

Eller har set et billede af mig.

Eller hørt min stemme.

Eller hvis du ikke har den kulturelle ballast der gør, at du kan gennemskue at 99,989% af danskere med mit fornavn er mænd.

Men nu er vi i samme rum, så jeg stoler på at du fint er i stand til at gennemskue hvordan det giver mening at omtale mig.

Jamen sådan er det ikke alle der har det, de vil gerne deklarere deres køn, og de vil blive glade hvis du også deklarerer dit.

Nej, sådan er der ikke alle der har det. Det stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved. Og de skal være så hjerteligt velkomne til at deklarere deres køn. Jeg er også sikker på at de vil blive rigtig glade hvis jeg deklarerer mit.

Og jeg vil blive rigtig glad hvis jeg kan blive fri.

Jeg ønsker ikke at deklarere mit køn. Jeg ønsker ikke at deklarere hvilket køn jeg identificerer mig med – for jeg identificerer mig netop ikke som mand.

Som tidligere nævnt, er mand nemlig ikke noget jeg identificerer eller føler mig som. Det er noget jeg, helt simpelt og “bare” er.

Jamen det er bare en lille ting, og der er andre der vil blive glade hvis du også gør det så de ikke føler sig udenfor fordi de føler et behov for at fortælle hvilket køn de føler at de har.

Det er meget muligt. I praksis er det vist så mig der føler mig udenfor når jeg åbent tilkendegiver at jeg ikke identificerer mig som et køn, men er det.

Men hvis det bare er en lille ting – så gør det vel ikke den store forskel?

Jamen det vil gøre en stor forskel for dem hvis du gør det?

Ja, og det vil gøre en stor forskel for mig, hvis jeg skal presses eller tvinges til det.

Jeg vil faktisk gå så langt som at sige at det vil føles som et overgreb. Eller, for at blive i sprogbrugen: Jeg vil opleve at du udsætter mig for et overgreb, og med dine ord øver vold mod mig.

Hvem er det mest synd for i den situation?

Det er nok ikke mig. For jeg har det forkerte køn, den forkerte alder, den forkerte hudfarve, og det er meget forkert at jeg ikke har en kønsidentitet.

Så mig kan det ikke være synd for. Jeg har jo magten og er privilegeret.

Men – hvis du har magt til at presse mig, under slet skjulte trusler om sociale sanktioner, til at omtale mig selv på en måde jeg ikke bryder mig om, og som er i uoverensstemmelse med den virkelighed som jeg er en del af. Hvem af os har så magten? Hvem er det der har det privilegium at kunne gennemtvinge at jeg skal præsentere mig på en bestemt måde?

Coca Cola, Israel, Palæstina og idioter

Nå.

Men fordi et israelsk firma.

Der har købt licens af Coca Cola i USA til at lave brunt sukkervand.

På en fabrik der ligger indenfor Israels 1948 grænser.

Og fordi et dansk bryggeri.

Beliggende i Danmark.

Også har købt licens af Coca Cola i USA til at lave brunt sukkervand.

Så er jeg et dårligt menneske hvis jeg køber brunt sukkervand i Danmark.

 

Ved I hvad? Jeg tror jeg lever med at folk hvis moralske og logiske kompas er defekt mener jeg er et dårligt menneske.

 

Er det en konspirationsteori?

Der har altid eksisteret konspirationsteorier. Vi ser noget, som ikke giver mening. Og vi er væsener der søger efter mening. Derfor konstruerer vi teorier der forklarer dem. Nogen af dem ender som religion. Andre er af karakteren “vi kan ikke forestille os at JFK kunne blive dræbt af en tilfældig taber – mørkere kræfter må stå bag”.

Husk blot, at det fænomen der forsøges forklaret sagtens kan eksistere og være helt reelt, selvom der er nogen der hægter en konspirationsteori på. Ja, der er striber på skyerne. Det er ikke en konspirationsteori at de er der. Konspirationsteorien er at onde mennesker laver dem med vilje for at sprede hjernekontrollerende kemikalier over kloden. Ja, JFK blev skudt. Det er ikke en konspirationsteori, det skete faktisk. Konspirationsteorien er at der var en sammensværgelse.

Og så er der dem hvor fænomenet ikke eksisterer. Nej, jorden er ikke flad. Men derfor er der en konspirationsteori om at nogen skjuler det forhold for os alligevel.

Her er ti styk. Hvilke er konspirationsteorier med udgangspunkt i et virkeligt fænomen – og hvilke “forklarer” noget der ikke eksisterer?

  • Befolkningsudskiftning
  • Chemtrails
  • Illuminati
  • 9/11 som et inside job
  • Månelandingen som falsk
  • Jorden er flad
  • Reptilian overlords
  • JFK-attentatet som en sammensværgelse
  • Vacciner forårsager autisme
  • Area 51 og udenjordisk liv

Vi fokuserer kun på mænds sygdomme

“Kvinder har andre sygdomme end mænd, har menstruation, føder børn. Alligevel fokuserer vi generelt på mænds sygdomme uden at tage højde for forskellen.” Citat: Professor Henriette @SvarreNielsen

Eller – det gør vi så ikke. Vi fokuserer ret kraftigt netop på kvinders sygdomme, fremfor mænds:

Nej til nyt!

“Vi er kommet til et sted, hvor neuroticisme bliver anset som det naturlige udgangspunkt, og dem der ikke lever op til neurotikeren, det er dem det er galt med”

Rasmus Ulstrup Larsen

Nej, det hele handler ikke om dig

At indgå i et team handler om at bidrage til en fælles opgave, hvor alle medlemmer arbejder sammen for at nå et fælles mål. Det er essentielt, at alle teammedlemmer forstår og accepterer, at deres individuelle opgaver er en del af noget større. Når alle har fokus på teamets overordnede mål, bliver arbejdsprocesserne mere effektive, og resultaterne bedre.

Teamets overordende opgaver

I et team er det nødvendigt, at hver person ikke kun fokuserer på sine egne interesser og præferencer, men i stedet bidrager til teamets samlede succes. Dette kræver ofte kompromiser og fleksibilitet. Når et teammedlem udelukkende arbejder med det, han eller hun selv finder interessant, og på den måde han eller hun synes er bedst, kan det skabe problemer. Det skaber en ubalance, hvor teamets samlede produktivitet og moral kan lide skade.

Problemet med Egoistisk arbejde

Når en person kun ønsker at arbejde på sine egne præmisser og føler sig uretfærdigt behandlet, når andre påpeger teamets behov, underminerer det hele teamets formål. Et team eksisterer for at løse en fælles opgave, ikke for at tilfredsstille enkelte medlemmers personlige præferencer. Sådanne egoistiske tendenser kan føre til konflikt og ineffektivitet, da andre medlemmer kan blive frustrerede over manglen på samarbejde og fælles fokus.

Fælles Mål og Samarbejde

Det er afgørende, at alle teammedlemmer anerkender vigtigheden af samarbejde og er villige til at tilpasse sig for teamets skyld. Ved at fokusere på de fælles mål og opgaver kan teamet fungere som en enhed, hvor alles styrker bliver udnyttet optimalt. Dette fører til bedre resultater og en mere positiv arbejdskultur.

I sidste ende handler teamwork om at være en del af noget større end sig selv. Det kræver en fælles indsats og en villighed til at sætte teamets behov over egne præferencer. Når alle bidrager med dette mindset, bliver teamet stærkere, og resultaterne bedre.