Jeg bruger – som antydet i det første ord i denne sætning, og det næstsidste i overskriften – jeg og mig. Og variationer heraf. Min, mine og den slags.
Jamen hvilke pronominer vil du gerne tiltales med? Når vi taler sammen? Eller når du skriver til mig?
Du og dig vil være gode forslag. Med mindre du er min kollega Erik, så bruger vi ofte De, Dem og Deres. Og er du Weekendavisen, vil jeg også forvente at du tiltaler mig med De.
Jamen hvordan vil du gerne omtales?
Det styrer du helt selv. De pronominer du fisker efter, er de pronominer du bruger når du omtaler mig – når du taler med andre om mig. I det tilfælde vil jeg foreslå at du bruger de pronominer som giver mest mening. De pronominer der gør at modtageren af det du siger, kan forstå hvem du taler om.
Hvis de har mødt mig, og ikke været både blinde og døve, vil de normalt forvente at du omtaler mig som han. For jeg er visuelt ganske tydeligt en mand, og hører man mig tale, vil man også kunne gennemskue at jeg er af hankøn. Og indtil for et øjeblik siden, var hele verden, eller i hvert fald den del der taler dansk, enige om at man omtaler, hvad der visuelt og auditivt helt entydigt er en mand – som: han.
Men hvis du mener det er fremmende for forståelsen når du kommunikerer med andre mennesker om mig at omtale mig i tredie person flertal – jamen så gør du da bare det.
Kan du ikke bare acceptere at du identificerer dig som mand, og bruger han/ham som personlige pronominer?
Nej. Jeg identificerer mig ikke som mand. Jeg er mand. Det er ikke noget jeg identificerer mig som. Det er en del af virkeligheden, den fysiologi jeg er født med, og som jeg ikke kan ændre på. Jeg hverken identificerer eller føler mig som mand. Jeg er mand.
Mit køn blev afgjort ca. 9 måneder før jeg blev født da den sædcelle min far leverede til processen trængte gennem cellevæggen og smed halen. Hvis vi absolut skal gå ind i den diskurs, kan vi formulere det som at min levede erfaring er at jeg er mand. Ikke at jeg identificerer mig som mand. Og jeg bruger i øvrigt stadig ikke han/ham som personlige pronominer om mig selv. Det er personlige pronominer du bruger om mig.
Jamen der er andre der vil blive så glade hvis du skriver hvad dine personlige pronominer er, så de kan vide hvordan de skal omtale dig?
Muligvis. Og jeg kan til nød forstå at behovet for at vide om jeg er mand eller kvinde kan opstå hvis vi kommunikerer udelukkende på skrift.
Hvis altså du aldrig har set mig.
Eller har set et billede af mig.
Eller hørt min stemme.
Eller hvis du ikke har den kulturelle ballast der gør, at du kan gennemskue at 99,989% af danskere med mit fornavn er mænd.
Men nu er vi i samme rum, så jeg stoler på at du fint er i stand til at gennemskue hvordan det giver mening at omtale mig.
Jamen sådan er det ikke alle der har det, de vil gerne deklarere deres køn, og de vil blive så glade hvis du også deklarerer dit.
Nej, sådan er der ikke alle der har det. Det stiller jeg ikke spørgsmålstegn ved. Og de skal være så hjerteligt velkomne til at deklarere deres køn. Jeg er også sikker på at de vil blive rigtig glade hvis jeg deklarerer mit.
Og jeg vil blive rigtig glad hvis jeg kan blive fri.
Jeg ønsker ikke at deklarere mit køn. Jeg ønsker ikke at deklarere hvilket køn jeg identificerer mig med – for jeg identificerer mig netop ikke som mand.
Som tidligere nævnt, er mand nemlig ikke noget jeg identificerer eller føler mig som. Det er noget jeg, helt simpelt og “bare” er.
Jamen det er bare en lille ting, og der er andre der vil blive glade hvis du også gør det så de ikke føler sig udenfor fordi de føler et behov for at fortælle hvilket køn de føler at de har.
Det er meget muligt. I praksis er det vist så mig der føler mig udenfor når jeg åbent tilkendegiver at jeg ikke identificerer mig som et køn, men er det.
Men hvis det bare er en lille ting – så gør det vel ikke den store forskel?
Jamen det vil gøre en stor forskel for dem hvis du gør det?
Ja, og det vil gøre en stor forskel for mig, hvis jeg skal presses eller tvinges til det.
Jeg vil faktisk gå så langt som at sige at det vil føles som et overgreb. Eller, for at blive i sprogbrugen: Jeg vil opleve at du udsætter mig for et overgreb, og med dine ord øver vold mod mig.
Hvem er det mest synd for i den situation?
Det er nok ikke mig. For jeg har det forkerte køn, den forkerte alder, den forkerte hudfarve, og det er meget forkert at jeg ikke har en kønsidentitet.
Så mig kan det ikke være synd for. Jeg har jo magten og er privilegeret.
Men – hvis du har magt til at presse mig, under slet skjulte trusler om sociale sanktioner, til at omtale mig selv på en måde jeg ikke bryder mig om, og som er i uoverensstemmelse med den virkelighed som jeg er en del af. Hvem af os har så magten? Hvem er det der har det privilegium at kunne gennemtvinge at jeg skal præsentere mig på en bestemt måde?
