Der var nu forbindelse mellem Arduino og Raspberry pi. Og nu skulle telefonen så gøres klar til at blive samlet igen. Min plan var at signalet fra telefonen til Arduinoen skulle gå gennem den gamle telefonledning. Det syntes jeg var mest nørdet. Men… I sådan en ledning mellem en telefon og et telefonstik, er der tre ledere. Og ledningen fungerer altså bedst hvis alle tre ledere fungerer. Den røde var død…
Så er rådne dyr gode. Ned i Brinck. De havde ikke den slags ledninger. Hm. Hvis det ikke kunne blive med et gammeldags telefonstik, så skulle ledningen i det mindste ligne originalen. Det der kom tættest på, var et netværkskabel. Sådan et standard twisted pair kabel med 8 ledere. De er ret tynde, så jeg samlede dem parvis. Og havde nu fire ledere. Men jeg skulle ikke bruge mere end tre. Den fjerde… Jeg ville jo godt have røret med. Jeg kunne bare ikke finde en løsning hvor det ikke gav for meget støj på det egentlige signal fra drejeskiven. Men det kan en fjerde leder klare. De skrueterminaler imellem hvilke der er forbindelse når røret er af, blev forbundet med en pull-down modstand og den fjerde ledning. Og vupti, nu har jeg to signaler fra telefonen. Et hvor jeg kan tælle pulser fra drejeskiven. Og et hvor jeg kan se om røret er af eller på.
Koden skal nu skrives om – det er vist ikke så svært igen, men kræver lidt mere ro i hovedet end der normalt er efter en 10 timers arbejdsdag. Så det bliver ikke lige med det samme. Men nu begynder målet at være i sigte!