Det er aldrig ok at forskelsbehandle folk på grund af deres hudfarve.
Det er aldrig ok at forskelsbehandle folk på grund af deres køn.
Det er aldrig ok at forskelsbehandle folk på grund af deres alder.
Eller – undertiden er det. Hvis folks hud er blå, har de adgang til andre sundhedstilbud, end folk hvis hud har en normal farve. Kvinder skal også have betydeligt bedre adgang til screening for livmoderhalskræft end mænd. Og pensioner udbetales altså ikke til folk under en vis alder.
Men hvis man vil slå sig op som en inkluderende organisation, så går det ikke at udtale sig negativt om folk på grund af deres køn, alder eller hudfarve. Eller kønsidentitet. Eller seksuel orientering. Og en lang række andre ting.
Du må ikke udskamme folk på grund af deres hudfarve. Heller ikke når de er hvide. Du må ikke udskamme folk på grund af deres køn. Heller ikke når de er mænd. Du må ikke udskamme folk på grund af deres alder. Heller ikke når de er midaldrende. Du må ikke udskamme folk på grund af deres seksuelle orientering. Heller ikke når de er bøsser. Du må ikke udskamme folk på grund af deres kønsidentitet. Heller ikke når de er ciskønnede.
Du må i øvrigt heller ikke udskamme folk for at spise småkager og drikke rose-vin.