Den britiske filosof Bertrand Russell formulerede en analogi. Den skulle illustrere hvor det er bevisbyrden ligger. Og den ligger hos de der fremsætter u-falsificerbare påstande. De der ikke fremsætter den slags – har ikke pligt til at modbevise påstanden. Man kan som sædvanlig læse mere på wikipedia.
Analogien er: Hvis jeg påstår, at der et sted mellem jorden og Mars, befinder sig en tepotte (Russell specificerer at den skal være af porcelæn, men det er næppe vigtigt), i en elliptisk bane om solen. Og jeg er omhyggelig og tilføjer at den er for lille til at kunne ses med selv vores kraftigste teleskoper. Så er der ikke nogen der kan modbevise den påstand.
Hvis jeg så fortsætter med at hævde, at eftersom du ikke kan modbevise eksistensen af denne tepotte, er det overmod at forsøge at betvivle dens eksistens. Så vil alle omkring mig, med rette, mene at jeg vrøvler.
Han fortsætter med at bemærke, at hvis der står i bøger at den eksisterer, og man gennem mange år har forkyndt dens eksistens hver søndag, og lært børn at den eksisterer. Så bliver man alligevel betragtet som excentriker hvis man stiller spørgsmål ved tepottens eksistens.
Hans pointe er grundlæggende, at det dog er besynderligt at vi, baseret på hvad nogen har skrevet i bøger, og prædiket gennem mange, vælger at stole på ting der er lige så u-beviselige som en tepotte.
Det er sikkert en ufuldstændig og upræcis beskrivelse af analogien jeg giver her. Så læs gerne selv op på den.
Blot vil jeg forsigtigt hævde, at selvom nogen i en bog har skrevet at der eksisterer noget der er usynligt, og som ingen er bevidste om. Så udgør det ikke et bevis for eksistensen af denne usynlige og ubevidste ting. Det kunne eksempelvis være “strukturer”.
